Læren og kærligheden

"Når folk fortæller mig at Kristi kirke, hans tjenere eller endda jeg ikke viser kærlighed, tænker jeg "Jamen, det er da ikke nogen overraskelse." Hvornår har vi nogensidne vist megen kærlighed? det var derfor Kristus blev nødt til at dø for os. Men må det aldrig siges om Kristi kirke eller hans tjenere, at de ikke lærte Jesu kærlighed. Med min kærlighed kunne verden blive en lille smule bedre, selvom jeg tvivler på det. Jeg er mere tilbøjelig til at mene, at meget lidt ændrer sig på grund af min kærlighed. men med læren om Kristi kærlighed ændrer alting sig -alt er nyt. Synder tilgives, Gud er tilfredsstillet, skyld fjernes og himlen åbnes."
Preus, Klemet "The Fire and the Staff -Lutheran Theology in practice" p. 46

Luthersk troslære på netttet

Maclaughlins "We All Believe In One True God -A Summary Of Biblical Doctrine" er en udemærket troslærebog og kan findes på Martin Diers gode hjemmeside om luthersk teologi. Denne gode hjemmeside rummer desuden indtil videre 21 aftenforedrag af Walthers fantastiske "The Proper Distinction Between Law And Gospel", og en masse andet konfessionelt luthersk guf.
Der er også et link til hans Kretzmann Project, som er Kretzmanns Popular Commentary til hele biblen, som nu er lagt på nettet.

Prædikenens didaktiske brug

"Den didaktiske eller lærens brug(usus) er den, den hellige Apostel sætter foran alle de andre. Den er også den vigtigste af alle. den er grundlaget for de andre fire brug. Er en prædiken nok så rig på formaninger, straffe og trøst, men uden lære, så er den dog en tom, mager prædiken, hvis formaninger, straffe og trøst svæver i luften." Walther, C.F.W., Americanisch-Lutherische Pastoraltheologie s. 81.

Pieper: jorden står stille

Den store missouri-synode dogamtiker, Francis Pieper om Copernicus i sin Christliche Dogmatik I,p.577(1924): "Es ist eines Christen unwürdig, die heilige Schrift, die er doch als Gottes eigenes Wort erkannt hat, nach menschlichen Meinungen (Hypothesen), also auch nicht nach dem sogenannten kopernikanischen Weltsystem, umzudeuten oder sich umdeuten zu lassen"

jorden drejer...eller gør den

Kopernikus -nej tak, Tycho Brahe -yes sir: www.geocentricity.com

Hvad er værst

Hvad er egentlig værst:
1. At lære så åbenlyst falsk, at enhver,
som kan læse sin bibel kan se det og holde sig fra en, selvom
man måtte være præst eller biskop i Den Danske Folkekirke.

2. At hævde, at man er en evangelisk-luthersk forkynder og lave et
evangelisk-luthersk netværk, men ved sin fortsatte tilstedeværelse i Folkekirken og sit prædikestols- og alterfællesskab
med dem, som er nævnt i pkt 1, vise, at læren ikke er så vigtig og
derved vildlede troende mennesker til at lytte til ulvene.

mvh magnus

Katekismen og evangelisationen

Når biblen ikke kalder de troende i almindelighed for vidner, men i stedet beder os om at bekende, betyder det, at vi ikke skal vidne om vores oplevelser med Jesus men i stedet bekende den ene sande tro, som vi har fælles. Det tager den byrde væk fra os, at vi skal finde på effektive vidnesbyrd eller efte WC(Willow Creek)-konceptet yde "maksimal påvirkning" med vores "smittende tro". I stedet skal vi bekende troen. Det er heller ikke noget, der bare gøre. Det kræver undervisning. Men det er undervisning i troens objektive læreindhold og derfor kan de fri os fra præstationsangsten og give os frimodighed til at bekende troen.
Og mange kristne kan allerede en del. Kan man trosbekendelsen, så har man allerede noget at bekende overfor ikke-kristne.
Hvis man kan hele den lille katekismus kan man meget mere. Læs den eventuelt op ved husandagten.. Dertil kommer andre bibelvers og salmevers, som forklarer troen.
For ikke at tale om liturgien, som gentages hver søndag og derfor let kommer
ind på ryggraden.
Jeg har mere tillid til den slags bekendelses-udenadslære end til diverse kurser i at blive et effektivt vidne.

mvh magnus

Ps. dette inlæg er endnu en gang en reflektion over Klemt Preus' "The Fire and the Staff". Se bl.a. citat nedenfor i indlægget "Vidner eller bekendere"

pietisme

God lille artikel om problemet med pietismen med en oversigt på sidste side over vigtige forskelle på luthersk kristendom og pietisme:
http://www.scholia.net/pdf%20and%20text%20files/pietism.pdf

Vidner eller Bekendere

"Sometimes people are asked to tell others what God has done in their lives. A testimonial is a witness to what God has done in your life. Remember, though, God never asks us to witness. He asks us to confess. And to confess means to say the same thing as others. God does not want His church to listen to someone's witness unless they have been appointed by God to witness the life, death and ressurection with their own eyes. He'd rather have us confess, which we can do in the creed where we all say the same thing."

-Klemet Preus: The Fire and the Staff, - Lutheran Theology in Practice , p. 391

Personal faith

"How often have you been told that you are saved by "your own personal faith," as if faith could ever be impersonal, even though the expression "personal faith" never occurs in the Bible? Faith becomes so personal it turns into a private, intimate thing that only those truly in touch with their emotions are able to share."
Klemet Preus, The Fire and the Staff -Lutheran Theology in Practice, p. 380

Lukket nadver

Her er de seks læremæssige grunde, som Klemet Preus nævner som
baggrunden for lukket nadver (At kun medlemmer af kirkesamfundet eller søsterkirker kan gå til alters)
i sin ualmindeligt gode bog (som snart vil blive anmeldt på min bog-blog): 1. De, som praktiserer lukket nadver hævder, at man kan vide sikker, hvad sandheden er. 2. De hævder, at deres bekendelser uden tvivl er sandheden. 3. De tror, at visse andre kirkers bekendelser er falske og ubibelske. 4. De tror, at din kirkes lære er din lære. 5. De tror, at ens bekendelse og ens kirkes bekendelse er et vigtigere spørgsmål end livet selv. 6. De tror, at ligegyldighed overfor deres kirke og bekendelse er en synd mod Gud.

Det er virkeligheden disse punkter, som støder mennesker ved lukket nadver, for det er disse lærepunkter, den lukkede nadverpraksis demonstrerer og underviser om.

Kaldet til at følge Jesus eller WWJD

"Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig." Mat 16,24.

Hvad vil det sige at følge Jesus. Vil det sige, at man skal forestille sig, hvad Jesus ville gøre i en given situation. Måske nok i nogle situationer. Jesus viste næstekærlighed og fjendekærlighed, og vil skal gøre det samme. Jesus overholdt de ti bud, og vi skal gøre det samme. Men hvad så, når vi går ud over de konkrete ti bud. Skal vi så gøre det samme som Jesus.

Han gik rundt og underviste, gjorde undere, og han døde på et kors for alle verdens synder. At følge Jesus vil altså ikke sige at imitere ham. Han er Guds søn, verdens frelser. Det er vi ikke.

Hvad skal vi så gøre. Det kommer jo an på, hvad vi så er. Er du præst, så skal du forkynde evangeliet rent og klart og hellere lade dit blod udgyde end billige falsk lære. Er du mor eller far, så skal du opdrage dine børn i den kristne tro og vide, at det er din fornemste pligt og den vigtiste opgave på jorden. Er du arbejder, skal du udfører dit job samvittighedsfuldt og vide, at alle slags arbejde er Guds hænder, hvormed han tjener verden. Er du barn, skal du ære dine forældre. Er du husbond, skal du ære og elske din hustru. Er er du hustru, skal du elske og underordne dig din mand. Og man kunne blive ved. Der er ikke ende på de kald vi har og de forskellige opgaver, der knytter sig til. Et er sikkert: vi skal ikke tage Jesu kors op og følge ham men vores. Det er derfor ikke vigtigt, hvad Jesus ville gøre, men hvad han vil, at vi skal gøre. I den lille katekismus under hustavlerne har Luther flere gode forslag, hvis man skulle løbe tør: http://www.lutherdansk.dk/Trellix/id80.htm

Derfor kan vi heller ikke sætte regler op, som regulerer alle livets forhold, men kun de ti bud og det dobbelte kærlighedsbud.

Det vigtige er da heller ikke at finde ud af, hvad der skal gøres. Opgaverne slipper ikke så hurtigt op. Det vigtige er at være sig bevidst om, hvor kræfterne til at tjene Gud kommer fra. De kommer fra det sted, hvor vi ikke er for at tjene ham, men hvor han tjener os: i sine nådemidler, specielt når de forvaltes offentligt i gudstjenesten. Her giver Gud os hvile, når han tjener os med syndernes forladelse i sit ord, i absolutionen i skriftemålet og i nadveren, hvor han giver os selve betalingen for vores frelse; Jesu sande legeme og blod. Her forsikrer Gud os om sin nåde, så vi frimodigt kan tjene ham uden at tænke på løn og uden at gøre det for at blive frelst, men fordi vi er frelste. Og gør vi det i den tro, så er det gode gerninger, som Gud ser på med velbehag.

Discipelskab -på opfordring

På opfordring vil jeg skrive lidt om mit syn på discipelskab. Senere vil følge noget om kaldet til at følge Jesus.

Ordet discipelskab findes ikke i biblen, men er afledt af ordet discipel =elev, dvs. en, der undervises. Det handler om at lade sig undervise af Jesus. Jesus siger det selv i Joh 8,31, som jeg prædikede over for nylig: Hvis i bliver i mit ord, er i sandelig mine disciple.

At være Jesu discipel er i første omgang noget passivt. Det er at tage ved lære af Jesus og modtage hans ord, evangeliet om syndernes forladelse, den himmelske lære om retfærdiggørelsen for Kristi stedfortrædende gernings skyld.

Når man så er blevet en discipel, vil man også blive i Jesu ord. Ved evangeliets kraft er et nyt meneneske blevet til, som elsker Gud og hans ord. Det første i den aktive del af det, at være discipel er helliggørelse under lovens første tavle, de bud, som har med Gud og hans ord at gøre.

En discipel kæmper mod synden og gør sig ikke afguder, men elsker Gud. Derfor lyver han heller ikke om Gud eller billiger at andre misbruger hans navn til løgn. Så en discipel holder sig fra de falske lærere, som formørker evangeliets klare lys og stjæler korsets trøst fra arme syndere. Og han kommer hviledagen i hu, så han hører Guds ord, når det er muligt og kommer dér, hvor Guds nådemidler forvaltes ret og han hører og modtager ordet og sakramenterne til sin trøst og bevarelse i troen. Og spørger man ham hvorfor, svarer han glad og gerne, at det er fordi han her forsikres om sine synders forladelse af sin kære frelser, Jesus Kristus.

Den anden del af den aktive del af discipelskabet er det, at han kommer hjem fra kirke og tjener sin næste dér, hvor Gud har sat ham. Afhængig af hans/hendes stand, er der altid noget, der skal gøres: børnene skal have madpakker med, der skal vaskes op, der skal gøres rent, der skal tjenes penge hjem til familien, der er mennesker, der skal tjenes gennem ens borgerlige erhverv. Og selv om det alt sammen ser ud til at være små ting, som ikke er så fromme, så ved disciplen, at det er Gud, der har sat ham/hende her med det formål at holde hjulene i gang, og at selv disse små ting er en gudvelbehagelig gudstjeneste, selvom det ikke er gennem disse ting, Gud udbreder sit rige.

Det gør han gennem de ting, som disciplen gør under lovens første tavle, nemlig ordet og sakramenterne. Men begge dele er Gud velbehagelige, selvom de tjener hvert sit formål.

Loviskhed -menneskets grundlæggende drivkraft

Her den anden dag fik jeg en folder i postkassen fra Jehovas vidner. På bagsiden reklamerede de med, at man skulle kende et træ på frugterne og at JV udbredte god moral. Den samme reklame kunne lyde fra de kirkelige retninger, som mener at evangeliet skal udbredes ved "en anderledes livsstil".

Grundlaget for sådan reklame er at tale til det gamle menneskes dybeste drivkraft -loviskhed. Alle menensker er af nature farisæere, og hvis de får en mulighed for at frelse sig selv ved god moral, vil de hellere det end søle sig til i åbenlyse synder. God moral er altså ikke et sikkert tegn på sand tro. Tværtimod, god moral eller en anderledes livsstil uden tro på evangeliet om den fuldstændige syndsforladelse, som Jesus Kristus har vundet til alle mennesker, er blot menneskers blasfemiske forsøg på at retfærdiggøre sig selv. En forkyndelse, som blot vil udbrede etik og moral er værre end ingen forkyndelse, for den vil forhærde mennesker overfor evangeliet i deres loviskhed og den tro, at de er salige.

Det har vi hørt så tit!

Med den tankegang kan evangelietforkyndelsen forsvinde dér, hvor den før lød klart og rent. Vi står alle i fare for at tænke, at vi ikke behøver at høre om Guds vrede og forsoningen på korset, for det har vi jo hørt så tit, og det ved vi godt. Faren er, at vi begynder at tage lov og evangelium så selvfølgeligt, at vi ikke gider at høre det mere. Det "vigtigste" og "centrale" kan blive så vigtigt og centralt, at vi ikke mener, at det behøver blive forkyndt mere.

Lige så stille forsvinder så evangelieforkyndelsen, mens man luller sig i søvn med, at den kender alle, så den behøver ingen i virkeligheden at høre mere, -og mindst af alt de kirkefremmede. For de kunne jo blive forargede over al den tale om dom, vrede og stedfortrædende straflidelse.

Og alt imens man tror, at man missionerer, er man i virkeligheden ved at vaccinere mennesker mod det sande evangelium, som er budskabet om Guds nåde for Kristi stedfortrædende straflidelses skyld.

Det evangelium kan kun lyde på baggrund af lovens torden, og har man allerede, ved manglende forkyndelse af denne, bildt folk ind, at det går jo nok, og at kristendom handler om etik, så har man vaccineret dem mod lovens torden, der skal knuse gamle Adams selvretfærdighed for at bane vejen for evangeliet.

Må Gud fri os fra sådanne forkyndere, som leder fårene vild under dække af at være sande hyrder.

(Lære-)nævn?

I KD idag udtaler ombudsmanden, at Folkekirken har brug for et lærenævn uafhængigt af statslige organer, så den selv kan træffe afgørelser i læresager. Jeg er for så vidt ikke uenig deri, men giver det nogen mening, når Folkekirken ikke længere har en reel lærenorm. Et lærenævn uden en lærenorm er jo som en domstol uden en lov.

Hvis Folkekirken skulle til at holde sig til den lærenorm, som er den officielle, nemlig Biblen og de lutherske bekendelsesskrifter, så ville der hurtigt blive meget at lave for et sådant lærenævn, og spørgsmålet er, om der så ville bære nogen tilbage til at sidde i nævnet, som ikke også skulle sidde anklagebænken.

Her vil nogen måske indvende, at de "bibeltro", "kirken højrefløj" da ville kunne sidde i et sådant lærenævn. Men hvis bibel og bekendelse var så vigtigt for dem, ville man også have hørt en protest mod f.eks. Leuenbergkonkordiens underskrivelse i 2001.

For alle retninger i Folkekirken gælder reelt, at det, man ville dømme efter, ikke ville være en objektiv lærenorm, men egne meninger og kammeratskaber. Manglen på en fast lærenorm fører enten til, at menighederne mister deres retssikkerhed, fordi præsten kan prædike, hvad han vil, eller at præsterne mister deres retssikkerhed, fordi de ikke bedømmes efter noget objektivt, men tilfældigt efter kammerateriets regler.

Eksamensangst?

Min kone og jeg var til messe i Romerkirken denne søndag, da vi havde lidt tid inden vi skulle til gudstjeneste. Jeg havde umiddelbart forventet en noget mere subtil undergravning af evangeliet end vi fik.

Præsten sagde direkte, at livet var som en skolegang, der skulle forberede os til en eksamen før vi kom i himlen. Han talte en del om det kristne sindelag og gav menigheden en moralsk opsang på flere områder. Der var for så vidt ikke ret meget i vejen med det enkelte moralske spørgsmål, han tog op og han talte også godt om menneskers egoisme. Men evangeliet var fuldstændigt fraværende og blev erstattet af loven som frelsesvej.

At leve med sådan en tro må være som at leve med konstant eksamensangst, blot værre. Har man nu gjort nok.

Heldigvis er livet ikke som en eksamensforberedelse. Jesus har allerede bestået eksamen for os og vi har fået studenterhuen på. Der er ikke flere karakterer, der skal gives og der er ikke nogen usikkerhed om karakteren. Jesus har scoret topkarakter for os alle. Det eneste, der mangler er translokationen, hvor vi officielt og endeligt får overrakt eksamensbeviset i alles påhør.

Ser man livet, som en forberedelse til den store eksamen, vil man kun tjene sin næste for at bestå eksamen og ikke for næstens skyld. Ja, hvis man ikke kan være sikker på frelsen på grund af Jesu objektive frelserværk og uddelt i de objektive nådemidler, ord og sakrament, da vil man aldrig kunne være sikker, men leve i eksamensangst og forsøge at forsikre sig ved hjælp af egne gerninger.

Så vil man uundgåeligt tænke: Gud har gjort sit, nu må jeg gøre mit. Men det er falsk. Gud hat gjort sit, og Jesus har gjort mit. Sådan er det. Derfor behøver vi ikke at frygte den store eksamen, men kan med huen som sikkerhed frimodigt se frem til translokationen.

Islamisering af kristendommen

De sidste par år, har jeg mødt en underlig trend blandt kristne. Man brokker sig over den megen fokus på korset og frelsen, loven og evangeliet.

I stedet vil man gerne have noget praktisk, noget der har med ens hverdagsliv at gøre. man vil have vejledning i at leve sit liv her og nu i stedet for at høre om synd, dom og evig frelse ved Kristi stedfortrædende straflidelse.

Det, der undrer mig, er, hvorfor man ikke bare konverterer til Islam, hvis det er sådan en religion, man gerne vil have. For det er jo netop sådan, Islam er. I Islam kan man også tale om sin kærlighed til Jesus uden at nævne hans stedfortrædende straflidelse og soning af Guds vrede. Og i Islam kan man få hele sit hverdagsliv reguleret af praktiske regler.

Denne "praktiske" kristendom er jo slet ikke kristendom, men en islamisering af kristendommen, som trællebinder samvittighederne under loven, selvom den lover frihed.

Forskellen på kristendom og Islam ligger i korset, i betalingen for vor frelse og hverken i, om Gud kan kaldes barmhjertig eller personlig. Uden betalingen på korset, er der kun loviskhed tilbage, ligegyldigt hvor frit det ser ud.

Om nedbrydningen af den lutherske hermeneutik

I doktordisputatsen "Das Ganze der Heiligen Schrift" om hermeneutik og skriftudlægning hos den ortodokse lutherske teolog Abraham Calov, beskriver Volker Jung opløsningen af den lutherske hermeneutik(p. 225). I den lutherske hermeneutik stod skriften over udlæggeren og bar selv sin udlægning med sig. Men dette ændrede sig. På Calovs tid satte socinianerne, Grotius og arminianerne udlæggerens ratio(fornuft) over skriften, som det, der bar udlægningen. Hos sværmerne og Rathmann var det det "åndsbegavede" subjekt, som bar udlægningen.
Disse to subjektorienterede tilgange blev dels til den historisk-kritiske metode og dels til den pietistiske hermeneutik, hvor den genfødte individ var bærer af udlægningen frem for skriften selv.

Mon ikke begyndelsen til modernistisk bibelfortolkning og Kants erkendelsesteori med dens udløbere i både modernisme og postmodernisme skal findes her. Det viser, at den pietistiske/sværemeriske hermeneutik slet ikke er så forskellig fra den rationalistiske/historisk-kritiske. Siden dette skift har det vekslet mellem de to tilgange, men heller ikke en nyere "postmoderne" tilgang kommer ud over det subjektorienterede, men fortsætter i samme skema.

Det, vi må vende tilbage til, er en luthersk hermenutik og epistemologi, hvor det er teksten, der bærer udlægningen og hverken fornuften eller åndsfylden.

I den såkaldte bibeltro lejr er der brug for et opgør med pietismen før man kan komme ret langt i den retning.

Før-kantiansk hermeneutik og erkendelsesteori

Jeg sidder lige og læser artiklen Vorkantianische Hermeneutik fra Kerygma und Dogma(se link).
Han gør sig nogle interessante betragtninger om forholdet mellem erkendelsesteori og hermeneutik med udgangspunkt i luthersk ortodoksi, herunder Matthias Flacius Illyricus, Johann Gerhard o.a.
Han skriver bl.a. at hos Kant blev erkendelsen ikke til ved de ydre objekters virkning, men ved erfaringsformerne hos det erkendende subjekt. Det er elementær kantianisme. Herimod forudsatte den ældre lutherske hermeneutik at forståelsen kom i stand gennem det ydre ords virkning, ligesom aristotelismen hævdede, at erkendelsen blev skabt af det erkendte objekt. (Aristoteles var nu ikke så dum endda).
Modernisme og postmodernisme synes at ligge mere på linje her end den lutherske ortodoksi ligger på nogen af dem.

Stop re:koloniseringen

Re:gen: http://www.re-gen.dk/default.asp
Re:search: http://www.re-search.dk/

4. salme -en adventssalme

Da jeg i sin tid tog til USA for at studere, var dette en af de første salmer, jeg lærte at kende, eftersom jeg kom i begyndelsen af advent. En adventssalme af Luther, som det undrer mig, at jeg ikke har kunnet finde på dansk til den samme melodi. Der findes en udgave i Det Danske Antifonale, men den går på en anden melodi. Da jeg blev færrdig med salme fandt jeg ud af, at der også er en udgave i Kingos salmebog.


1. Hedningernes frelser kom
du blev født ved jomfrudom
jord og himmel undrer sig
over Guds udvalgte vej

2. Ej ved mandens kød og blod
men ved Helligånden god
tog Guds ord på sig manddom
og blev da kvindens afkom

3. Jomfrulivet barnet bar
men kyskhed bevaret var
Gud som menneske blev født
Men dog ej fra tronen stødt

4. Han drog fra sin himmel ud
lagde ned sit kongeskrud
Gud af Gud og mand han er
og en helt som har os kær

5. Faderen hans kilde var
og hos ham sit mål han har
ned til helved vejen gik
men hos Gud den ende fik

6. For du er din Fader lig
og i kødet sejrrig
Brug din magt og gør os vel
Helbred os i krop og sjæl

7. Krybben lyser ren og klar
Natten helt den oplyst har
Mørket hersker ikke mer’
Troen hviler altid dér

8. Dig Gud Fader lover vi
Dig Gud Søn tilbeder vi
Helligånd, din herlighed
priser vi i evighed

Ambrosius 397 Veni Redemptor Gentium
Martin Luther 1524 Nun komm der Heiden Heiland (eng. Savior of the Nations come)
Dansk ved Magnus Sørensen 2006
Melodi: Koralbog 352 (Op dog Zion ser du ej, mel. 1, Kom Hedningers Frelsermand, Erfurt 1524)

3. salme -en skriftemålssalme

En salme om skriftemålet af Selnecker, som var en af mændene bag konkordieformlen.

Melodi: Behold os Herre ved dit ord

1. Vi takker dig trofaste Gud
at du hjalp os af synden ud
tilgav os al vor skyld og synd
og hjalp os op af helveds dynd

2. Ved præstens mund du siger: se!
din synd er blevet hvid som sne
gå nu med fred, synd ej igen
og altid dig til mig omvend

3. Tak ske for din barmhjertighed
som frelser os fra usselhed
ved Jesu Kristi dyre blod
som gjorde for al synden bod

4. Giv os din Ånd og giv os fred
fra nu af og i evighed
Dit ord og sakrament bevar
indtil du alting fuldendt har

„Wir danken dir, o treuer Gott“ Nikolaus Selnecker, 1572,
Dansk ved Magnus Sørensen 2006

2. salme -en nadversalme

Den sværeste salme, jeg har gendigtet, men resultatet er blevet godt, synes jeg selv. En gammel nadversalme af Paul Gerhard:

1. O Jesus du min kære.
Jeg finder ikke ro og fred
Jeg kan ej synden bære,
for hvilken Gud er blevet vred.
Min synd den har ophobet sig.
Kun du kan frelse mig.
Min kraft som røg forsvinder,
når ej jeg i min nød,
mig om din hjælp påminder
og stoler på din død,
når jeg ej mig besinder
på blodet, du for mig udgød

2. Du kender mine plager
og Satans onde rænkespil,
når han min sjæl anklager
og aldrig giver mig et hvil,
men bruger al sin kløgt på mig,
at få mig væk fra dig.
Han tvivlens tåger sender
i mine tanker ind.
Din vilje jeg ej kender
for han har gjort mig blind.
Han fra dit ord mig vender
og stjæler det ud af mit sind.

3. For tvivlen at afvise,
du givet har dit nadverbord.
Dér lader du mig spise
og drikke på dit klare ord.
Her mærker jeg i marv og ben,
at Gud er nu min ven.
Du giver mig at nyde
dit dyre kød og blod,
og ord du lader lyde,
som giver mig nyt mod
Du lader mig indbyde:
”Kom, kom og tag den føde god”

4. ”Her er med nadverbrødet
det legem, jeg hengav for dig,
som har på korset bødet
for synden, du begik mod mig.
Med vinen, blodet jeg udgød,
betalingen som flød,
da jeg på korset bunden
tog alle synder med.
Tag begge to med munden,
og tænk du så derved,
hvor god i hjertegrunden
din frelser er, som for dig led”

5. Jeg vil dig ihukomme,
så længe jeg har luft og liv,
indtil min tid er omme,
og kroppen bliver kold og stiv.
Jeg ved hvor stor din længsel er.
Min frelse du har kær.
Fordi du sådan længtes,
du skylden dig påtog.
På korsets træ du hængtes.
Ind sorgens pile jog,
så hjertet dit det sprængtes,
da du af døden mig uddrog.

6. Dit ord så klart forkynder,
at dette styrker mig som tror
og skjuler mine synder.
Jeg derfor stoler på dit ord.
Ja dit det dyre soneblod
for verden gjorde bod.
Det er så god en tale
for den, som byrder bar
af alt, du lod befale,
som ingen opfyldt har.
Du lod det alt betale,
så løsesummen er lagt klar

7. Min tanke mig bedrager,
og vantroen mig æde vil.
Så tvivlen i mig nager,
om nåden din for mig slår til?
Dit sind du bøjer til mig ned.
Din hånd mig tager ved.
Din nåde her du viser,
og giver mig din pant.
Den drikker jeg og spiser.
Jeg heri trøsten fandt
i tvivlens mange kriser.
At frelsen nu er min er sandt

8.Du Herre vil os alle,
-det mærker vi i sjæl og sind-
som faldt for fjenden, kalde
til din den gode hvile ind.
Ak hjælp os, Herre, hjælp os til,
at se at du er mild,
og til din bolig drage.
Giv lysten til dit bord
Giv ønsket om at smage
din nadver ved dit ord.
Så kan vi plads indtage
som fyrster i dit himmelkor.

Paul Gerhard 1667:
Herr Jesu, meine Liebe
Dansk 2005 Magnus Sørensen
Mel. Min sjæl, du Herren love

1. salme -en retfærdiggørelsessalme

Jeg fik lige lyst til at lægge mine andre salmegendigtninger ud. De er alle til fri afbenyttelse ved angivelse af forfatter og gendigter.

Min første salmegendigtning, som jeg lavede, mens jeg studerede i USA. Jeg hørte salmen på engelsk og fandt så den tyske original i en gammel Missourisynode-salmebog fra dengang de sang på tysk. En herlig salme om retfærdiggørelsen:


Mel. Nu fryde sig hver kristen mand
1. Hvis din enbårne Søn, o Gud,
sig ej som mand lod føde
og ej var kommet på dit bud
og ej på korset døde,
da måtte jeg, en skyldner stor,
til helved' gå fra denne jord
for mine mange synder.

2. I stedet har jeg Jesu fred,
fortvivlelsen er borte.
På korset han min straf jo led,
bar mine synder sorte.
Han har forsonet dig med mig,
da han din vrede tog på sig.
Dermed er jeg retfærdig

3. Mit hjerte har han givet trøst,
og angsten mer' ej trykker.
Sit blod for mig han har udøst,
derpå mit håb jeg bygger.
En nådig Gud jeg har ved ham.
Han har afvasket al min skam,
så snehvid jeg er blevet.

4. Af Jesu blod jeg roser mig
og går til Gud med glæde.
Med ydmyghed jeg søger dig
og kan for tronen træde.
Hvad Jesus ved sin død har købt
og givet mig, da jeg blev døbt,
kan djævelen ej røve.

5. Ej hjælper lovretfærdighed,
til helvede den fører.
Men Jesus Kristus er min fred
og min retfærdiggører.
Hans død den har min gæld betalt,
hans lidelse har sonet alt.
Min tro på ham kun stoler.

6. Min skyld, o Fader, du har lagt
på Jesus Krist din kære.
"Du er retfærdig", Gud har sagt,
"min Søn vil synden bære".
Du Helligånd med nådens trøst,
Guds kærlighed du har udøst.
Lad mig i troen blive.

Tekst:V. 1-5 Johann Heermann 1630, v. 6 Hannoversches Gesangbuch 1646. Dansk 2004, Magnus Sørensen.

Gud ske lov, at jeg luthersk er

Gammel luthersk sang, her i egen gendigtning:

1. Gud ske lov, at jeg luthersk er,
at Guds det rene ord,
som Luther barnligt havde kær,
det i mit hjerte bor.

2.Gud ske lov, at den moderarm,
den sande kirkes hånd
mig holder i sin favn så varm
og giver nådens ånd.

3.Gud ske lov, at frem rinder ren
den livets kilde klar,
ja, trøstet hjertesorgen den
og tørsten stillet har.

4.Gud ske lov, at den lære ren
i katekismen helt
mig dagligt giver sandheden
så ligefrem meddelt.

5. Gud ske lov, at jeg ved hvad jeg
i sakramentet får,
at Gud her fuldt tilgiver mig
mens jeg på jorden går.

6. Gud ske lov, at af nåden sød
alene frelses jeg,
at Jesu blod og pinedød
er salighedens vej.

7. Gud ske lov, at intet påfund,
som af mænd udtænkt var,
med falsk skin mig fra sandheds grund
berøvet freden har.

8. Gud ske lov, for at jeg er fri
fra pavens falske pragt,
fra antikristens tyranni
og fra hans list og magt.

9. Gud ske lov, fanget sværmeri
i nettet mig ej har,
og hver et stoltheds kætteri
forgæves på mig var.

10. Gud ske lov, at jeg troen har
med glædens vidnehær.
Bekendelsen så ren og klar
oplyser livet her.

11. Gud ske lov, at under Guds ord
min sjæl den bøjer sig,
og mod hver helvedsport jeg tror,
frimodigt vidner jeg.

12. Gud ske lov, kirken, Jesu brud
mig plejer med sin hånd
og deler af sin balsam ud
bevæger sin livsånd.

13. Gud ske lov, at jeg luthersk er
-min ros til alt er endt
mit smykke og min vinding kær
i ord og sakrament .


Friedrich Weyermüller (1810-1877)
Krydderihandler i Niederbronn
Dansk 2006 Magnus Sørensen
Mel. Op alle som på jorden bor

Sangen er til fri afbenyttelse ved angivelse af forfatter og gendigter.

Evangelisk Luthersk Netværk?

Dette nye netværk kalder sig evangelisk-luthersk og vil gerne fastholde bibel og bekendelse. Det er opstået bl.a. i protest imod velsignelse af homoseksuelle partnerskaber og Grosbøll-sagen.

Men hvad er man ellers blevet enige om? Der har ikke været en klar markering i spørgsmålet om kvindelige præster; og Leuenbergkonkordien, som det burde være et luthersk hjerteanliggende at få gjort op med, har man heller intet hørt om.

Men hvis man ikke udtaler sig klart mod Leuenbergkonkordien, er ordene "Luthersk" og "Bekendelsestro" lige så tomme, som når Grosbøll bruger dem. Forskellen er måske i hvor mange punkter, man ser stort på bekendelsen, men hykleriet er det samme.

Det, man bekymrer sig om, ser ud til at være moral, og især seksualmoral. Og Guds lov er da også vigtig, men når man ikke bekymrer sig om lærepunkter, der har med evangeliet at gøre, såsom nadveren, dåben og kristologien, som der blev rørt ved med Leuenbergkonkordien, er der tale om moralisme på lige fod med den gamle liberalteologi.

Et af problemerne ved at tage Leuenbergkonkordien op, er, at man i så fald ville skulle til at rydde op i egne rækker ogå. For er den såkaldte "højrefløj" egentlig enige om bekendelsen, når det gælder Jesu legemes og blods sande nærvær i nadverens brød og vin, dåbens genfødende kraft, Jesu to naturers virkelige forening og meddelelse af egenskaber samt lov og evangelium. Jeg har svært ved at tro det, før jeg har set en klar tilkendegivelse.

mvh. Magnus

De to riger(regimenter), lov og evangelium, kristendom og samfundsliv

Et af problemerne ved både liberalteologi, fundamentalismen, samt neoevangelikalisme og emergent-church-bevægelsen synes at være, at der ikke skelnes mellem de to regimenter og dermed heller ikke mellem lov og evangelium. Derved bliver evangeliet gjort lovisk. Evangeliet bliver ikke længere evangeliet om frelsen og syndernes forladelse alene.

For liberalteologien blev evangeliet alene til et budskab om moral, hvilket første til bl.a. den politiske teologi. Det var ikke længere nødvendigvis den bibelske moral, men udbredelse af verdslig retfærdighed blev set som udbredelse af det åndelige rige.

For fundamentalismen og pietismen blev det sådan, at udbredelse af moral og godhed blev set som identisk med udbredelsen af Guds rige. Man foragtede måske endda det verdslige regimente og isolerede sig fra samfundet.

Så vidt jeg kan læse emergent-church-bevægelsen ud fra McLarens "a Generous Orthodoxy" er det noget af det, den gør op med hos evangelikalismen og fundamentalismen. Problemet er blot, at den så, ligesom de liberale, identificerer social retfærdighed og barmhjertighed med mission og udbredelse af Guds rige. Den kan altså heller ikke skelne mellem de to regimenter og se det gode i begge.

Man beskylder så lutheranere for ikke at gå op i helliggørelse eller social retfærdighed, fordi vi ikke mener, at det er identisk med udbredelsen af Guds rige.

Men lutheranere er ikke imod social retfærdighed. Vi er ikke ghetto-pietister eller fundamentalister, der ikke interesserer os for verden. Og vi har aldrig været det. Men vi mener ikke, at det, at hjælpe vores næste i samfundet, er identisk med at udbrede evangeliet. Og vi mener faktisk at vi skal hjælpe vores næste selvom det ikke udbreder evangeliet, men for vores næstes skyld. For det er også Gud, der styrer den syndige verden med sin lov, og derfor er social retfærdighed og barmhjertighed godt. Men der må skelnes mellem Guds verdslige rige og hans åndelige rige. Det verdslige skal ikke foragtes, for det er Guds gode ordning og skabning.

Problemet ved de øvrige retninger er altså, at det åndelige og det verdslige klaskes sammen, så evangeliet bliver gjort lovisk eller Guds gode samfundsordninger og den borgerlige retfærdighed foragtes. Lutheranere erkender derimod, at de er borgere i to riger, som har samme hersker men forskellige formål, og at begge disse riger er gode til hvert deres formål. Som kristne er vi borgere af det åndelige regimente, men også borgere i det verdslige regimente.

mvh. Magnus

Veith om kristendom og kultur

Gene Edward Veith slår i artiklen "Two Kingdoms under One King: Towards a Lutheran Approach to Culture" i bogen Christ and Culture idn Dialogue (Concordia Academic Press 1999)til lyd for følgende analyse af forskellige kirkelige gruppers forhold til kulturen ud fra devisen: af verden, men ikke i verden. Her er lidt en blanding af hans artikel og mine tanker:

De liberale er både af verden og i verden. Dette gjaldt under modernismen, hvor man indoptog dennes tanker, og det gælder også under postmodernismen, hvor nogel, som tidligere var evangelikale indoptager postmodernismens tanker og derved er liberale.

Fundamentalisterne(herunder også anabaptister, d.e. amish, mennoniter etc.) er hverken af verden eller i verden. Man afsondrede sig helt og aldeles. Herunder kunne man nok også placere dele af den gamle pietisme.

Den tredje gruppe, de evangelikale, kunne man sige, er af verden, men ikke i verden. Man indoptager verdslige former og tanker i sit kirkeliv, men skaber alligevel et parallelsamfund ligesom fundamentalisterne.

Den sidste mulighed er at være af verden, men ikke i verden. Det er sådan luthersk kristendom bør forholde sig. Gudstjenesteformer og udtryk skal ikke styres af verdens smag og behag. Omvendt skal man heller ikke isolere sig, men være til stede i kald og stand, der, hvor man er sat og tjene med de gaver man har. Kristne skal øve indflydelse på kulturlivet og også gerne deltage i det, men verdslig kultur skal ikke styre kirkens former.

Kirken er transkulturel og skal ikke "kontekstualiseres". Men medlemmerne lever som borgere i to regimenter, det åndelige, kirken, og det verdslige, samfundet. Begge steder tjenes de af Gud og tjener ham igen. I Kirken betjenes de med hans ord og sakramenter og sendes så ud for at gøre gode gerninger og tjene næsten i det verdslige regimente. Og her tjener Gud dem også ved at give dem andre goder end de åndelige, ligesom de også tjener Gud i det åndelige regimente ved at vidne om evangeliet og støtte menighed og kirke med forbøn og ressourcer.

Moderne, postmoderne, præmoderne

Jeg er flere gange blevet beskyldt for at hænge fast i det moderne af postmoderne evangelikale kristne(emerging-church-tilhængere vil jeg tro). Det vidner om mangel på historisk fornemmelse, når man ikke kan se længere tilbage end til modernismen og helt har glemt, at ortodokse lutherske kristne bekæmpede den, ligesom vi nu også bekæmper postmodernismen. Det er ikke mere end et par år siden en (moderne?) bibelkritiker sagde til mig (på en overrasket og lidt nedladende måde): "Du er jo præ-moderne", hvilket jeg jo ikke kan benægte. At postmodernister nu kalder mig moderne forstår jeg ikke.

Og det er netop, hvad man kunne kalde ortodoks lutherdom: præ-moderne. Den falder helt udenfor både modernismen og postmodernismen. Den stammer fra dengang, da Gud efter syndefaldet åbenbarede sig for Adam og Eva og lovede dem, at Messias skulle knuse slangens hoved. Guds åbenbaring af sin vilje stod fast for Adam og Eva, så de kunne forstå den og sætte deres lid til den, og dens centrum var frelsen i Jesus Kristus, kvindens afkom.

Som præmoderne ortodoks konfessionel evangelisk-luthersk kristen sætter jeg hverken min lid til Kant og Descartes eller Derrida og Lyotard, men til Jesus Kristus og hans åbenbaring i den Hellige Skrift, som er en urokkelig ufejlbar klippe og et klart og tilstrækkeligt lys.

Lidt om embedet

Kaehlers foredrag, som det nye kirkesamfund Orthodox Lutheran Confessional Conference har lagt ud på nettet, har fat i det helt rigtige mht. det kirkelige embede. Det undgår Wisconsin-grøften, hvor embedet bliver en abstraktion, som alle har del i, men også den grøft, hvor kun den lokale sognepræst har del i embedet og man ikke ser muligheder for forskellige tjenester indenfor embedet. Kort sagt, så skelnes der mellem hjælpetjenester udenfor embedet og tjenestedeling indenfor embedet, så der bliver plads til f.eks. præsteskolelærere og missionærer indenfor embedet, samtidig med at f.eks. søndagsskolelærere ikke ses som nogen, der har embedet. Foredraget gør også op med tanken om lægprædikanter. Embedet er jo ordets embede, så man kan ikke udøve det uden at være kaldet og uden at få hele embedet overdraget.

Sakramentsfornægtelse Del II -Forægtelse af Jesu legemes og blods sande og virkelige nærvær i den Hellige Nadver

De reformerte(Kalvinister, baptister etc.) benægter Jesu legemes og blods sande og virkelige nærvær i nadverens brød og vin. Jesu ord er enkle nok: "Dette er...". Grundene til at de reformerte benægter det, skal derfor ikke søges i skriften, som klart lærer det modsatte, men i de reformertes falske lære om, hvem Jesus er og i deres falske filosofiske forudsætninger. De reformertes falske lære om den hellige nadver viser bl.a. følgende vildfarelser:

1. at Jesus ikke er én uadskillelig gudmenneskelig person, hvis to naturer gennemsyrer hinanden. De reformerte deler Jesu person, fordi de ikke mener at det endelige kan rumme det endelige. Den menneskelige natur og dermed Jesu legeme og blod kan derfor, ifølge reformerte, ikke have del i guddommelige egenskaber såsom allestedsnærværelse. Den rette lære herom er, at Jesus er én gudmenneskelig person, hvis to naturer er forenet i én person, som dermed har del i både guddommelige og menneskelige egenskaber. Derfor er det både sandt, at "Gud udgød sit blod"(Apg. 20,28) og at Jesu legeme og blod har del i allestedsnærværelse, samt at Jesus gjorde undere i kraft af sin guddommelighed. De reformerte benægter reelt inkarnationen; at Gud blev menneske.

2. De reformerte benægter desuden -igen på grund af det filosofiske princip om, at det endelige ikke kan rumme det endelige- at nadveren og alle nådemidlerne i øvrigt, virkelig uddeler og giver, hvad de siger: syndernes forladelse og den Hellige Ånd. De reformerte fornægter her skriftens klare lære og frarøver kristne den trøst, som nådemidlerne giver, som uddeling af frelsen.

3. I stedet gør de reformerte nådemidlerne til lovgerninger eller opfinder nye nådemidler, som de bruger som lovgerninger. Nadveren bliver set som et mindemåltid, hvor mennesker mindes Jesus; den bliver altså en rent menneskelig gerning: noget vi gør for Gud, i stedet for et nådemiddel: noget Gud gør for os. Eller man gør f.eks. bønnen, idag ofte forbønnen med håndspålæggelse, til et nådemiddel, som skal give vished og sikkerhed gennem oplevelser forbundet hermed. I stedet for at stole på Guds ydre nådemidler, stoler man på sine egne gerninger og egne oplevelser.

4. som en konsekvens af disse ting undergraves retfærdiggørelseslæren, den lære, hvormed kirken står og falder. Hvis Jesu legeme og blod ikke kan være til stede i brød og vin, hvordan kan det så sone verdens synder. For kalvinisterne får det den konsekvens, at Jesus kun døde for de udvalgte. For de, som lærer en fri vilje, får det den konsekvens, at mennesket må lægge lidt til Jesu gerning, nemlig ved at gøre brug af sin frie vilje og beslutte sig for at følge Jesus, før de kan vide sig frelst.

At fornægte sakramenterne er altså ikke blot at fornægte småting. Det åbenbarer dybereliggende vranglære og er i sig selv væsentlige udtryk for falsk lære, da sakramenterne sammen med ordet er de nådemidler, hvormed Gud vil frelse os og bevare os hos Kristus. At anse det for at være småting viser i sig selv, at man ikke har forstået dem. Hvis man tager Guds lov alvorligt, vil man se sine synder, og så har man brug for alle nådens midler. Da vil man indse, at dåben og nadveren ikke er småting. I anfægtelserne over ens synder, er de en klippe, man kan leve og dø på, for her uddeler Kristus sin frelse til hver enkelt.

Dansk Oase: Dansk Oase inviterer papist

Dansk Oase: Dansk Oase
Dansk Oase, den karismatiske bevægelses organisation har i år inviterer en papist til at tale om Romerbrevet på dens sommerlejr under hovedtemaet Reformation. Dansk Oase er blevet angrebet af to teologer med tilknytning til DBI og forsvarer sig i dette dokument.

Dansk Oases Responsum tager udgangspunkt i, at vi som kristne er ét gennem enheden med den treenige Gud. Hvad repsonsummet dog glemmer, er, at denne enhed er usynlig. I karismatiske og pietistiske sammenhænge er det typisk, at man anser enheden mellem sande kristne som værende på en eller anden måde synlig gennem menneskers fromhed og så skærer det nødvendige i kristendommen til derefter, så den sande læres erkendbarhed og skriftens klarhed nedtones. For Dansk Oase ser det ud til at være et oplevelsesfællesskab, som bygger på en fælles åndelighed, som er bestemmende for forkyndelsesfællesskabet i stedet for enighed i den sande lære.

Der henvises bl.a. til Joint Declaration og til, at Den Romersk-katolske Kirke også er en kristen kirke. Og vel er der sikkert kristne i Romerkirken, men den fordømmer dét, enhver sand kristen må tro, den artikel, hvormed kirken -og troen- står og falder, nemlig at et menneske retfærdiggøres ved Kristi tilregnede retfærdighed gennem troen alene, uden egne gerninger. Paven har endvidere sat sig i Kristi og Kristi Ords sted, som den endegyldige fortolker af Skriften. Alt dette fik reformatorerne til -med rette- at drage den konklusion, at Paveembedet er den sande antikrist, som sidde i Guds tempel, d.e. Kirken og gøre store tegn og undere.

Sand luthersk og bibelsk lære er, at Paven er antikrist og at den romerske vranglære må fordømmes og forkastes, fordi den frarøver Guds børn trøsten i korsets ord.

Mht. Dansk Oases henvisning til JD, så skal det bemærkes, at Romerkirken kun skrev under med den forudsætning, at annexet blev føjet til, hvor det bl.a. fastsslås, at Romerkirken stadig fastholder Tridentinum( og derved også fordømmelsen af enhver sadn kristen). Om JD, se desuden Nordisk Frikonferences svar herpå: http://www.vivit.dk/jd/index.htm


mvh. Magnus

Sakramentsfornægtelse Del I

Hvilke fornægtelser følger af sakramentsfornægtelsen? Del I. Dåbsfornægtelse:

Drejer forholdet mellem lutheranere og andre protestanter sig alene om sakramenterne, eller er der er også her en dyb sammenhæng i læren, så falsk lære om sakramenterne også medfører falsk lære i andre spørgsmål.

Lad os begynde med dem, som benægter dåbens genfødende kraft, her specielt dem, som ikke vil døbe børn(baptister, pinsefolk etc.). Argumenterne er som regel, at børn ikke kan tro, at de ikke har brug for at blive døbt, og at dåben ikke frelser.

Hvilke dogmer benægtes hermed? Her er et bud:

1. Arvesynden, herunder både menneskets trælbundne vilje, som gør, at det af naturen er Guds fjende, samt arveskylden, at alle mennesker af naturen allerede er under Guds dom og vrede, fordi de har arvet Adams skyld. Begge sider af arvesynden læres utallige steder i Den Hellige Skrift, t.eks. Joh 3(specielt vers 5 f.), Rom 5,12f og Ef 2,1-3. Disse to sider af arvesynden benægtes, når man benægter børnenes behov for dåben, og når man gør dåben til en blot ydre bekendelseshandling, som mennesket udfører frem for et nådemiddel, hvorigennem Gud frelser og genføder.

2. Nådemidlernes kraft, dvs. Guds ords kraft til at skabe troen og uddele syndernes forladelse og Helligånden. Nådemidlerne, her specielt dåben, gøres til gerninger, mennesket gør for at tjene Gud frem for Guds nådemidler til at frelse mennesket. Troen selv bliver en lovgerning og ikke en tom hånd, som modtager syndernes forladelse i Kristus. Oplevelser eller ens egne gerninger bliver til nådemidler. Denne benægtelse af nådemidlernes kraft bunder dybest set i en fornægtelse af:

3. Inkarnationens fulde konsekvens, nemlig at de to naturer i Kristus er fuldt forenet i en person og dermed delagtige i hinandens egenskaber og gerninger. Foragten for det ydre ord og ydre midler, såsom dåb og nadver, bygger på et filosofisk princip om, at det endelige ikke kan rumme det uendelige. Den yderste konsekvens af dette princip er, at Jesu to naturer ikke kan være fuldt ud forenet og at ApG Dermed tager fejl, når den hævder, at det blod, som blev udgydt på korset var Guds blod.

4. Retfærdiggørelsen, d.e. Frelsen, af nåde alene, for Kristi skyld alene, gennem troen alene. Den artikel, hvormed kirken står og falder, bringes i fra, når dåbens kraft fornægtes, fordi troen gøres til en god gerning, som sker af delvis fri vilje, og er dermed ikke mere blot et modtagelsesredskab for tilgivelsen i Kristus. Når inkarnationens konsekvenser benægtes, undermineres den objektive side af retfærdiggørelsen, nemlig, at Kristus har forsonet Guds vrede fuldt ud og erhvervet os en evig retfærdighed, for hvis Kristi blod ikke er Guds blod, hvordan kan det så betale for alle verdens synder og forsone den evige Gud selv, hvis retfærdighed er evig og absolut. Når nådemidlernes kraft benægtes, gøres troen usikker. Hvis ikke syndernes forladelse reelt tilbydes og gives gennem ydre midler, er vi tvunget til at se ind i os selv efter tegn på vores frelse, hvilket fører til loviskhed og fortabelse.

Er disse dogmer blot mindre spørgsmål. Nej, som vist, medfører de, at den artikel, hvormed kirken står og falder, bringes i fare. Dermed bringes troen i fare og mennesker går fortabt!

Vi mennesker kan ikke se, hvem der har en sand tro, og der kan meget vel være sandt troende i vranglærende kirkesamfund, men vi kan og skal bedømme enhver lære og lærer på grundlag af Den Hellige Skrift, og sakramentsfornægtelse er falsk lære, som medfører, at mennesker går fortabt. Derfor skal den bekæmpes og derfor fordømmes den i vor lutherske bekendelse!

Citat fra Hamann "On Being a Christian" om at være luthersk

Sætningen "Jeg er lutheraner fordi jeg er en kristen" hævder, (1) at den kristne tro er klart åbenbaret, (2) at den kan begribes og forstås, (3) at den kan udtrykkes, læres og bekendes klart og (4) at dette er blevet gjort i traditionel Lutherdom. Det er en yderligere konsekvens af denne overbevisning at fastholde, at overbeviste medlemmer af andre trosretninger vil tænke på præcis samme måde om deres syn på det kristne budskab -og, idet de tænker sådan, vil forkaste de af mine synspunkter, som er specifikt lutherske. Det er kun for sådanne personer, som tager deres eget og dé kristnes syn alvorligt, som er uenige med dem, jeg har rigtig respekt. Den store fjende af den sande kristne tro er kompromis og tolerance, den indstilling, at vi alle har ret -som om det vigtige ikke er at være luthersk, men at være kristen uden nogen trosretnings bekendelse.
(egen oversættelse)
Hamann, Henry 1998: On Being a Christian -A personal Confession. p. 11-12

mvh. Magnus

Enhedsdokument

Her er et læredokument fra den evangelisk-luthersk Frikirke i Danmark samt tre nordiske lutherske frikirker, som klart og enkelt fremstiller den lutherske tro og lære også overfor nyere kirkelige tendenser.

emergent church

Pless kommer her ind på dette nye skud på den evangelikale kirkevækstsstamme og tager det under luthersk behandling:

www.ctsfw.edu/events/symposia/papers/sym2006pless.pdf

alle veje fører til Rom

Rolf Preus beskriver her, hvordan både den Romersk-Katolske kirke og evangelikalismen er en fare for lutheranere idag, og hvordan evangelikalismen til sidst leder mennesker til Rom. God og relevant artikel.
Roman Catholicism or Evangelicalism

luthersk ortodoksi eller moralisme

Den brede folkekirke tror ikke længere på Guds lov. Dette reagerer den såkaldte kirkelige højrefløj samt diverse frikirker imod, ligesom de i gamle dage reagerede mod liberalteologien, som mente, at kristendom blot handlede om moral og ikke om den i biblen nedfældede lære om Guds frelse.
Men tror den kirkelige højrefløj og de ikke-lutherske frikirker på mere end lovens anden tavle i dag. Folkekirkens højrefløj reagerer voldsomt mod velsignelse af homofile og andet moralsk forfald, men samtidigt har man stort set intet hørt om Leuenbergkonkordien, en fælleserklæring mellem reformerte og lutherske kirker, som blev underskrevet for lidt over fem år siden af Folkekirken(se http://www.vivit.dk/evangelisk-luthersk/leuenbergkonkordien.html). Det kunne tyde på, at man er mere interesseret i moral end i den bibelske og lutherske lære.
Derfor kan man også samarbejde mere og mere i f.eks. Evangelisk Alliance. Det, der forener er jo ikke lovens første tavle, læren om Gud, men dens anden tavle, moralen. Det er den fælles fromhed og ikke Guds ord, der forener. Man tror man kan se, hvem der er kristne, og så slutte, hvad kristendom er. Men det eneste vi kan vide sikkert, er hvad sand kristen lære er. Hvem der er sande kristne kan vi aldrig vide sikkert.

mvh. Magnus Sørensen

Pietismens kendetegn

Kennzeichen des Pietismus
På den tyske Immanuel-Gemeindes hjemmeside er en udemærket oversigt over pietismens kendetegn, hvor man ser livet som stående over læren og dermed sætter lovens anden tavle over den første.

Velkommen

Velkommen til min nye blog.
Jeg vil her formidle evangelisk-luthersk kristendom og kommentere kristendom i DK ud fra et evangelisk-luthersk synspunkt , sådan som det er skitseret i posten Hvorfor Luthersk.
mvh. stud.theol. Magnus Sørensen

Hvorfor Evangelisk-Luthersk

Hvorfor kalde sig luthersk? Nogen gange bliver man beskyldt for at sætte Luther over Skriften, hvis man kalder sig evangelisk-luthersk. Eller man beskyldes for at ville tage patent på sandheden. Der er jo forskellige fortolkninger, så derfor kan man ikke vide hvem, der har ret, hævdes det.

Hvorfor opkalde sig efter et menneske?
Guds folk i det Gamle Testamente var opkaldt efter mennesket Israel. Judæerne var opkaldt efter Juda. Der er altså intet problem i at opkalde sig efter et menneske.

Hvorfor kalde sig luthersk?
Fordi Luther og den lutherske reformation genopdagede evangeliet, som havde været undertrykt af Romerkirken, den sande antikrist, i århundreder; evangeliet om, at Gud retfærdiggør og tilgiver os alene for Kristi stedfortrædende gernings skyld gennem troen alene, når Gud ved sit ord og sine sakramenter giver troen på, at vi tilgives for Kristis skyld. Romerkirken fordømte og fordømmer stadig dette herlige evangelium om syndernes forladelse af nåde alene og Pavekirken viser derved, at den er den sande antikrist. Romerkirken fornægter desuden at Biblen, Guds ord, er klar og tilstrækkelig i alle lærespørgsmål, men hævder i stedet at paveembedet og traditionen er nødvendig til at afgøre lærespørgsmål. Herimod hævder den Lutherske Kirke at Skriften er klar og tilstrækkelig til at afgøre alle lærespørgsmål, og at bekendelserne kun er udtryk for afsigelse af læredomme over falsk lære med henvisning til klare skriftsteder. Derfor må man udskille sig fra antikristen, som sidder i kirken og udgiver sig for at være Gud, også gennem navnet evangelisk-luthersk.

Men hvorfor ikke bare kalde sig protestant eller evangelisk så? Fordi udtrykket protestantisme også bruges af reformerte og evangelikale kirker(baptister, pinsekirker, metodister etc.), som godt nok ikke direkte fornægter retfærdiggørelsen gennem troen alene, men underminerer den, når de gør troen til en gerning(en beslutning om at tage imod Jesus/følge ham), når de fornægter nådemidlernes kraft(f.eks. dåbens genfødende kraft samt at nadveren virkeligt er Jesu legeme og blod) samt når de benægter andre vigtige trosartikler(såsom arvesynden, den trælbundne vilje etc.). Desuden fornægter de også skriftens klarhed og tilstrækkelighed, når de bruger fornuften som dommer i lærespørgsmål(dåbslæren, nadverlæren, især de reformerte), oplevelser og såkaldte nye åbenbaringer(pinsefolk og andre karismatikere) eller den laveste fællesnævner mellem folk, hvis formhed man anerkender(alle tværkirkelige, både ikke-lutherske og såkaldte lutherske i folkekirken, som gerne arbejder sammen med evangelikale).

Det er altså dybest set alle ikke-lutherske kirker, som stoler på mennesker i stedet for Skriften.

At fastholde navnet luthersk handler netop om tillid til skriften, dens klarhed og tilstrækkelighed, på trods af de mange menneskelige meninger, som er årsag til de mange kirkesamfund. Det er provokerende at sige, men det er sandt, at den lutherske lære kan bevises endeligt og entydigt ud fra skriften som den eneste sande lære. Alt, hvad der strider imod den lutherske lære, strider mod biblen, fordi den lutherske lære ikke er andet end en fastholdelse af den bibelske lære mod alle vranglærere.


Der er derfor grund til at fastholde navnet evangelisk-luthersk og gøre det med glæde, selvom man bliver beskyldt for hovmod. Ydmyghed består nemlig ikke i at underordne sig menneskers meninger eller laveste fællesnævner mellem disse, men i at underordne sig Guds klare ord i tro og lydighed. At hævde at Guds ord er uklart, fordi der er mange forskellige meninger, er ikke ydmygt, men at sætte menneskers meninger over Guds ord, ligesom Romerkirken sætter Paveembedet over Guds ord.

Hermed min første blogpost, som lægger linjen for denne blog.

Magnus N. Sørensen