torsdag, september 27, 2007
Ferie til og med 16. oktober.
I perioden indtil da vil jeg efter al sandsynlighed ikke opdatere min blog eller godkende kommentarer.
onsdag, september 19, 2007
BIBELSK / Jesper Veiby
BIBELSK / Jesper Veiby
Jesper Veiby har endnu et indlæg i vores debat om kristen erkendelse. Mit svar burde måske have været på min anden blog - Luthersk Teologi, men da debatten har kørt her, fortsætter jeg her. Så må I springe det over, hvis det er for kedeligt.
Han tager fat i de samme to punkter og fastholder, at der er lighed mellem at forstå teksten og så at forene tilsyneladende modsætninger ved hjælp af fornuften, som han hævder, at de nævnte lutherske paradokser er. Intet af det er ifølge Veiby at sætte fornuften over Skriften.
Dernæst gentager han påstanden om, at Skriften i sig selv er død og bringer tom erkendelse, hvis ikke Helligånden kommer til, selvom han samtidig forsøger at sige, at den ikke er død. Slutresultatet er dog, at han hævder, at Skriften er død, hvis ikke Helligånden kommer til udefra.
Punkt 1.
Veiby roser min analogi, men jeg må desværre korrigere den, da den har givet anledning til den misforståelse/mistolkning, at jeg ikke skulle mene, at man bruger sin forstand, når man læser Skriften. Det passer selvfølgelig ikke. Spørgsmålet er, snarere, om det er fornuften, der former erkendelsen eller om det er det erkendte objekt, der former erkendelsen.
Måske var det bedre at spørge, om det er forstanden eller indtrykket af objektet, der er det voks, der formes af hånden i erkendelsesprocessen. Hvis det er fornuften, der former indtrykket af objektet og ikke blot er det voks, der formes, kan Veiby vel hævde, at der ikke er stor forskel på det og så at lade forståelsen forme af, hvad ens fornuft kan rumme.
Veiby bør så drage samme konsekvens ved lignede paradokser, såsom at Gud blev menneske helt og fuldt i Jesus Kristus; at en mands fald førte til fordømmelse for alle mennesker; at Gud er kærlig og dog retfærdig, så han dømmer de vantro til evig pine osv. Konsekvensen af Jesper Veibys rationalistiske kristendomsforståelse er altså en lære, der ikke er meget ulig Jehovas Vidners lære.
Hvis forstanden derimod er som er stykke voks, som teksten former (uden at det dog fratager eksegeten og dogmatikeren et stort arbejde med både grammatik, stilistik og korrekte logiske slutninger fra Skriften), tager Jesper Veiby fejl. Der er forskel på logiske slutninger fra Skriften og så at forene tilsyneladende modsætninger, som kun er modsætninger i den kødelige fornuft. Et eksempel herpå er det filosofiske princip finitum non capax infinitum - det endelige kan ikke rumme det uendelige, som calvinister bruger til at fornægte Skriften simple ord om nadveren - og til reelt at fornægte tonaturslæren. Dette princip er et filosofisk princip, som lægges ned over Skriften udefra. Her er det den kødelige fornuft, der gøres til dommer over Skriften.
Punkt 2
Her indleder Jesper Veiby med at erklære sig enig i, at Helligånden følger med ordet. Men kort efter modsiger han sig selv(apropos logik) og hævder, at Skriften alligevel kan være tom og virke død erkendelse, hvis ikke Helligånden kobles på. Her peger han så på nogle særlige menneskers salvelse som det, der skal give sikker erkendelse. Jesper Veiby indfører her et nyt pavedømme - for hvem skal bedømme de salvede, hvis Skriften ikke i sig selv er klar - men det er dem, der gør den klar.
Jeg er ikke uenig i, at kun Helligånden kan virke sande teologer, som i hjertet tro den sande lære - det er Skriftens indre klarhed, som virkes af Ånden - men Ånden virker den alene gennem det ydre klare ord, som oplyser syndige menneskehjerter. Det er ikke de syndige menneskehjerter (heller ikke de menneskehjerter, der praler af deres salvelse), der skal oplyse Guds ord.
Det er derfor enhver kristens ret og pligt at bedømme hyrder og lærere efter Guds klare ord - og det er enhver hyrde og lærers pligt at overbevise menigheden om Guds ords sande lære med Guds klare ord og ikke med henvisning til sin salvelse.
Jesper Veiby har endnu et indlæg i vores debat om kristen erkendelse. Mit svar burde måske have været på min anden blog - Luthersk Teologi, men da debatten har kørt her, fortsætter jeg her. Så må I springe det over, hvis det er for kedeligt.
Han tager fat i de samme to punkter og fastholder, at der er lighed mellem at forstå teksten og så at forene tilsyneladende modsætninger ved hjælp af fornuften, som han hævder, at de nævnte lutherske paradokser er. Intet af det er ifølge Veiby at sætte fornuften over Skriften.
Dernæst gentager han påstanden om, at Skriften i sig selv er død og bringer tom erkendelse, hvis ikke Helligånden kommer til, selvom han samtidig forsøger at sige, at den ikke er død. Slutresultatet er dog, at han hævder, at Skriften er død, hvis ikke Helligånden kommer til udefra.
Punkt 1.
Veiby roser min analogi, men jeg må desværre korrigere den, da den har givet anledning til den misforståelse/mistolkning, at jeg ikke skulle mene, at man bruger sin forstand, når man læser Skriften. Det passer selvfølgelig ikke. Spørgsmålet er, snarere, om det er fornuften, der former erkendelsen eller om det er det erkendte objekt, der former erkendelsen.
Måske var det bedre at spørge, om det er forstanden eller indtrykket af objektet, der er det voks, der formes af hånden i erkendelsesprocessen. Hvis det er fornuften, der former indtrykket af objektet og ikke blot er det voks, der formes, kan Veiby vel hævde, at der ikke er stor forskel på det og så at lade forståelsen forme af, hvad ens fornuft kan rumme.
Veiby bør så drage samme konsekvens ved lignede paradokser, såsom at Gud blev menneske helt og fuldt i Jesus Kristus; at en mands fald førte til fordømmelse for alle mennesker; at Gud er kærlig og dog retfærdig, så han dømmer de vantro til evig pine osv. Konsekvensen af Jesper Veibys rationalistiske kristendomsforståelse er altså en lære, der ikke er meget ulig Jehovas Vidners lære.
Hvis forstanden derimod er som er stykke voks, som teksten former (uden at det dog fratager eksegeten og dogmatikeren et stort arbejde med både grammatik, stilistik og korrekte logiske slutninger fra Skriften), tager Jesper Veiby fejl. Der er forskel på logiske slutninger fra Skriften og så at forene tilsyneladende modsætninger, som kun er modsætninger i den kødelige fornuft. Et eksempel herpå er det filosofiske princip finitum non capax infinitum - det endelige kan ikke rumme det uendelige, som calvinister bruger til at fornægte Skriften simple ord om nadveren - og til reelt at fornægte tonaturslæren. Dette princip er et filosofisk princip, som lægges ned over Skriften udefra. Her er det den kødelige fornuft, der gøres til dommer over Skriften.
Punkt 2
Her indleder Jesper Veiby med at erklære sig enig i, at Helligånden følger med ordet. Men kort efter modsiger han sig selv(apropos logik) og hævder, at Skriften alligevel kan være tom og virke død erkendelse, hvis ikke Helligånden kobles på. Her peger han så på nogle særlige menneskers salvelse som det, der skal give sikker erkendelse. Jesper Veiby indfører her et nyt pavedømme - for hvem skal bedømme de salvede, hvis Skriften ikke i sig selv er klar - men det er dem, der gør den klar.
Jeg er ikke uenig i, at kun Helligånden kan virke sande teologer, som i hjertet tro den sande lære - det er Skriftens indre klarhed, som virkes af Ånden - men Ånden virker den alene gennem det ydre klare ord, som oplyser syndige menneskehjerter. Det er ikke de syndige menneskehjerter (heller ikke de menneskehjerter, der praler af deres salvelse), der skal oplyse Guds ord.
Det er derfor enhver kristens ret og pligt at bedømme hyrder og lærere efter Guds klare ord - og det er enhver hyrde og lærers pligt at overbevise menigheden om Guds ords sande lære med Guds klare ord og ikke med henvisning til sin salvelse.
mandag, september 17, 2007
BIBELSK / Jesper Veiby: Skriftsyn og fornuft...
BIBELSK / Jesper Veiby: Skriftsyn og fornuft...
Jesper Veiby har her en replik til mit indlæg om skriftsyn og fornuften.
Hans kritik rummer to punkter: 1. At jeg opstiller et falsk argument, når jeg hævder, at man sætter fornuften over Skriften, når man lader fornuften begrænse Skriften. Jesper Veiby hævder, at jeg gøre det samme. 2. Skriften forudsætter mere end fornuften, nemlig en særlig åndelig 'salvelse', som gør den 'salvede' lægmand mere sikker på, hvad Skriften siger.
Punkt 1
Jesper Veiby opstiller et falsk argument, som bygger på en kantiansk/modernistisk forforståelse. Han hævder, at jeg sætter sprogkundskaben over Skriften, fordi jeg fastholder, at ordene skal forstås i deres normale betydning, medmindre andet fremgår af konteksten. Hermed forudsætter Jesper Veiby, at begrebsdannelsen ligger i det læsende subjekts forstand og af denne lægges ned over Skriften.
Jesper Veiby forudsætter sin egen kantianske erkendelsesteori. Hvis det omvendt er sådan, at det er de ydre objekter og i dette tilfælde teksten, der former forstanden, falder Jesper Veibys argument. Veibys hele argumentation hviler på det grundlag, at det er forstanden, der skaber mening ud af erkendelsesobjektet i erkendelsen og ikke erkendelsesobjektet, der virker erkendelsen i forstanden.
Forstanden er for Veiby ligesom et par briller, man ser virkeligheden igennem, hvor jeg forestiller mig forstanden som et stykke voks, som virkeligheden indprenter sig på - det er den førmoderne måde at anskue det på.
Jesper Veiby henviser dernæst til selvmodsigelser altså udsagn af formen ikke-A er A. Men det er ikke sådanne udsagn, jeg har henvist til, men udsagn, som går ud over den menneskelige fornuft og fatteevne.
De eksempeler jeg har taget frem, passer faktisk bedre til Jesper Veibys øvrige eksempler, ang. videnskaben, som når frem til et bibelstridigt resultat.
Punkt 2
Veiby mener, at Skriften selv giver udtryk for, at vi ikke kan forstå Skriftens ydre ord uden at Helligånden kommer til. Der må en særlig salvelse til. Jeg er enig med Jesper i, at Helligånde må til for at frelse os, men i modsætning til Veiby mener jeg netop, at Helligånden kommer gennem det ydre ord, hvis kraft og klarhed, Veiby fornægter.
Emmausvandrerne, som Veiby henviser til, er et godt eksempel. Jesus sender dem ikke en salvelse, så de uden ydre ord gætter sig frem til Skriftens mening. Nej, først bebrejder han dem faktisk, at de ikke tror profeterne, hvorefter han ved ydre ord udlægger den for dem. Teksten beviser altså præcis det modsatte af, hvad Veiby hævder.
I SL. 119 vers 105, står det klart og tydeligt: Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.
Det er ikke paven, den 'oplyste' fornuftsdyrker eller den åndeligt salvede, der skal oplyse Skriften, men det er Skriften,d er ved sit ydre ord oplyser os, ikke blot så vi forstår ordenes ydre mening, men gennem denne ydre mening skaber den troen og tilliden i os, fordi de ydre ord bærer Helligånden, som oplyser vore hjerter og samvittigheder.
Skriften er ikke døde bogstaver, der behøver syndige menneskers lys, men den er Guds levendegørende ord, som oplyser og nyskaber syndige menneskehjerter.
Den åndelige blindhed skyldes ikke Skriftens uklarhed men kødets manglende vilje til at tro. De ydre ord forstås, men de fornægtes i hjertet - bl.a. fordi fornuften vil gøre sig til dommer over dem. Det er f.eks. ikke svært at forstå meningen af Jesu simple ord om, at brødet er hans legeme og vinen hans blod - men for den syndige menneskeforstand er det en dårskab og ufatteligt - derfor vil de ikke tro det. Kun Helligånden kan oplyse det formørkede menneskehjerte - men han gør det gennem det ydre ord. Må han åbne vranglærernes åndelige øjne og kurere deres blindhed. Det er nemlig ikke Skriften og øjnene, der er lukkede.
Jesper Veiby har her en replik til mit indlæg om skriftsyn og fornuften.
Hans kritik rummer to punkter: 1. At jeg opstiller et falsk argument, når jeg hævder, at man sætter fornuften over Skriften, når man lader fornuften begrænse Skriften. Jesper Veiby hævder, at jeg gøre det samme. 2. Skriften forudsætter mere end fornuften, nemlig en særlig åndelig 'salvelse', som gør den 'salvede' lægmand mere sikker på, hvad Skriften siger.
Punkt 1
Jesper Veiby opstiller et falsk argument, som bygger på en kantiansk/modernistisk forforståelse. Han hævder, at jeg sætter sprogkundskaben over Skriften, fordi jeg fastholder, at ordene skal forstås i deres normale betydning, medmindre andet fremgår af konteksten. Hermed forudsætter Jesper Veiby, at begrebsdannelsen ligger i det læsende subjekts forstand og af denne lægges ned over Skriften.
Jesper Veiby forudsætter sin egen kantianske erkendelsesteori. Hvis det omvendt er sådan, at det er de ydre objekter og i dette tilfælde teksten, der former forstanden, falder Jesper Veibys argument. Veibys hele argumentation hviler på det grundlag, at det er forstanden, der skaber mening ud af erkendelsesobjektet i erkendelsen og ikke erkendelsesobjektet, der virker erkendelsen i forstanden.
Forstanden er for Veiby ligesom et par briller, man ser virkeligheden igennem, hvor jeg forestiller mig forstanden som et stykke voks, som virkeligheden indprenter sig på - det er den førmoderne måde at anskue det på.
Jesper Veiby henviser dernæst til selvmodsigelser altså udsagn af formen ikke-A er A. Men det er ikke sådanne udsagn, jeg har henvist til, men udsagn, som går ud over den menneskelige fornuft og fatteevne.
De eksempeler jeg har taget frem, passer faktisk bedre til Jesper Veibys øvrige eksempler, ang. videnskaben, som når frem til et bibelstridigt resultat.
Punkt 2
Veiby mener, at Skriften selv giver udtryk for, at vi ikke kan forstå Skriftens ydre ord uden at Helligånden kommer til. Der må en særlig salvelse til. Jeg er enig med Jesper i, at Helligånde må til for at frelse os, men i modsætning til Veiby mener jeg netop, at Helligånden kommer gennem det ydre ord, hvis kraft og klarhed, Veiby fornægter.
Emmausvandrerne, som Veiby henviser til, er et godt eksempel. Jesus sender dem ikke en salvelse, så de uden ydre ord gætter sig frem til Skriftens mening. Nej, først bebrejder han dem faktisk, at de ikke tror profeterne, hvorefter han ved ydre ord udlægger den for dem. Teksten beviser altså præcis det modsatte af, hvad Veiby hævder.
I SL. 119 vers 105, står det klart og tydeligt: Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.
Det er ikke paven, den 'oplyste' fornuftsdyrker eller den åndeligt salvede, der skal oplyse Skriften, men det er Skriften,d er ved sit ydre ord oplyser os, ikke blot så vi forstår ordenes ydre mening, men gennem denne ydre mening skaber den troen og tilliden i os, fordi de ydre ord bærer Helligånden, som oplyser vore hjerter og samvittigheder.
Skriften er ikke døde bogstaver, der behøver syndige menneskers lys, men den er Guds levendegørende ord, som oplyser og nyskaber syndige menneskehjerter.
Den åndelige blindhed skyldes ikke Skriftens uklarhed men kødets manglende vilje til at tro. De ydre ord forstås, men de fornægtes i hjertet - bl.a. fordi fornuften vil gøre sig til dommer over dem. Det er f.eks. ikke svært at forstå meningen af Jesu simple ord om, at brødet er hans legeme og vinen hans blod - men for den syndige menneskeforstand er det en dårskab og ufatteligt - derfor vil de ikke tro det. Kun Helligånden kan oplyse det formørkede menneskehjerte - men han gør det gennem det ydre ord. Må han åbne vranglærernes åndelige øjne og kurere deres blindhed. Det er nemlig ikke Skriften og øjnene, der er lukkede.
lørdag, september 15, 2007
Skriftsyn og fornuft
Hvad er fornuftens rolle i i et ortodoks-luthersk skriftsyn?
Fornuftens rolle er at være tjener for Skriften og ikke herre over den. Heri ligger både et negativt og et positivt syn på fornuften.
Negativt kan man sige, at fornuften ikke skal dømme Skriftens lærdomme eller omtolke dem, så de harmonerer med den. I den forstand er luthersk kristendom antirationalistisk.
Når Skriften lærer, at man skal døbe alle folkeslag, at vi er født som syndere og at dåben frelser, så skal fornuften ikke blande sig og benægte dette.
Når Jesus simpelt og klart i Skriften siger, at nadverens brød og vin er hans legeme og blod, så må fornuften underordne sig, som Kingo skriver i 'O Jesus på din alterfod' (gl. DDS 427) v. 6:
Samtidig rummer Luthersk kristendom også en positiv opfattelse af fornuften. Luthersk kristendom er nemlig ikke antirationel som megen postmoderne oplevelseskristendom, hvor man hylder mysteriet for mysteriets egen skyld og ikke, fordi det er åbenbaret i Skriften. I modsætning til moderne og postmoderne erkendelsesteori og hermeneutik, fastholder luthersk teologi sprogets klarhed og Skriftens ydre klarhed samt muligheden for at drage logiske slutninger fra Skriftens udsagn til læreudsagn. Fornuften er givet af Gud til at læse og forstå Skriften. Det kræver nogen gange arbejde, at forstå Skriften, men det er ikke umuligt. Men Guds ord er ikke blot en død genstand, der skal oplyses af fornuften, men den er et klart lys, der oplyser fornuften (Sl.119 vv. 105). Men som tjener, særligt i forståelsen af Skriftens ydre ord, har fornuften en stor rolle.
Fornuftens rolle er at være tjener for Skriften og ikke herre over den. Heri ligger både et negativt og et positivt syn på fornuften.
Negativt kan man sige, at fornuften ikke skal dømme Skriftens lærdomme eller omtolke dem, så de harmonerer med den. I den forstand er luthersk kristendom antirationalistisk.
Når Skriften lærer, at man skal døbe alle folkeslag, at vi er født som syndere og at dåben frelser, så skal fornuften ikke blande sig og benægte dette.
Når Jesus simpelt og klart i Skriften siger, at nadverens brød og vin er hans legeme og blod, så må fornuften underordne sig, som Kingo skriver i 'O Jesus på din alterfod' (gl. DDS 427) v. 6:
Hvordan det sker, det ved jeg ej,Når Guds ord lærer simpelt og klart, at det er Gud alene, der virker troen gennem ordet og sakramenterne og bevarer dem til evigt liv, at han har forudbestemt dem,d er bliver frelst, og samtidig, at han vil at alle menensker skal frelses og at fortabelsens årsag alene skal findes hos menensket, så må fornuften bøje sig for Skriftens klare ord og ikke stille sig op som dommer over den.
her har han ikke vist mig vej,
min sans så højt sig ej bør sno,
det er mig nok hans ord at tro.
Samtidig rummer Luthersk kristendom også en positiv opfattelse af fornuften. Luthersk kristendom er nemlig ikke antirationel som megen postmoderne oplevelseskristendom, hvor man hylder mysteriet for mysteriets egen skyld og ikke, fordi det er åbenbaret i Skriften. I modsætning til moderne og postmoderne erkendelsesteori og hermeneutik, fastholder luthersk teologi sprogets klarhed og Skriftens ydre klarhed samt muligheden for at drage logiske slutninger fra Skriftens udsagn til læreudsagn. Fornuften er givet af Gud til at læse og forstå Skriften. Det kræver nogen gange arbejde, at forstå Skriften, men det er ikke umuligt. Men Guds ord er ikke blot en død genstand, der skal oplyses af fornuften, men den er et klart lys, der oplyser fornuften (Sl.119 vv. 105). Men som tjener, særligt i forståelsen af Skriftens ydre ord, har fornuften en stor rolle.
Ny blog: Luthersk teologi
Jeg har fundet ud af, at mine indlæg på denne blog svinger fra populærteologisk og opbyggeligt til mere fagteologiske indlæg, som ikke altid passer sammen med resten af bloggen. Jeg har derfor valgt at lave endnu en blog, Luthersk Teologi, hvor jeg vil gå lidt dybere i nogen ting, bl.a. det teologihistoriske.
Læsere og kommentatorer fra Luthersk er selvfølgelig også velkommen på Luthersk Teologi (Og omvendt).
Læsere og kommentatorer fra Luthersk er selvfølgelig også velkommen på Luthersk Teologi (Og omvendt).
onsdag, september 12, 2007
Augustanakirken: En Bekendelse
En bekendelse til Skriftens lære i nogle aktuelle spørgsmål:
Augustanakirken: En Bekendelse
Disse lærepunkter var en del af baggrunden for Augustanakirkens dannelse.
Augustanakirken: En Bekendelse
Disse lærepunkter var en del af baggrunden for Augustanakirkens dannelse.
lørdag, september 08, 2007
Luther og musikken
Hvilken musik bør man bruge i gudstjenesten. I en tid, hvor begrebet 'lovsang' er blevet en genrebetegnelse for blød pop med stærk emotionelle melodier og tekster, der mere forsøger at udtrykke den lovsyngendes følelser end pege på Guds frelsergerninger, kan det være en god ide at besinde sig på, hvordan musik bør bruges i gudstjeneste- og kirkesammenhæng.
Musikken har altid haft en vigtig rolle i Den Lutherske Kirke. Luther kaldte den 'menneskenes følelsers herskerinde og styrer' og gav den den højeste plads efter teologien. Musikken kan drive menensker til både dyer og laster. Luther vægter på den måde musikken langt højere end moderne tiders eksistentialistiske musiksyn, hvor man ikke anser musikken som noget, der kommunikerer noget.
E. Thestrup Pedersen skriver i "Nattergalen fra Wittenberg' p. 28 :
Musikken skal bære forkyndelsen af ordet i teksterne og tjene disse. Ordet er det ydre ord, som meddeler objektivt indhold og ikke blot en følelsesappel. Derfor må kirken bruge apollonisk musik til at bære ordet.
For en tilbagevisning af myten om, at Luther brugte værthussange som baggrund for bl.a. 'Vor Gud han er så fast en borg', se dette svar(s. 4).
Se Desuden Klemet I. Preus 'The FIre and the Staff' CPH 2004 p. 150-161, et afsnit med overskriften ' Music ind the Church', hvor han forholder sig til brugen af bl.a. popmusik i kirken.
Musikken har altid haft en vigtig rolle i Den Lutherske Kirke. Luther kaldte den 'menneskenes følelsers herskerinde og styrer' og gav den den højeste plads efter teologien. Musikken kan drive menensker til både dyer og laster. Luther vægter på den måde musikken langt højere end moderne tiders eksistentialistiske musiksyn, hvor man ikke anser musikken som noget, der kommunikerer noget.
E. Thestrup Pedersen skriver i "Nattergalen fra Wittenberg' p. 28 :
'Det drejer sig for Luther i musikken ikke om, at følelsen af sorg og glæde finder sit udtryk, endnu mindre om, at mennesket skal bruge musikken til at svælge i egne følelser. Musikken viser hen til alle virkelige glædelige følelsers objektive grund: til Guds godhed. På denne måde kan musikken tjene Guds ord. Kun således står musikken ved siden af teologien, ikke bare som ramme om den.'Reuning skriver i artiklen 'Luther and music' (Concordia Theological Quarterly (CTQ) vol 48, nr. 1 jan 1984):
One of the most frequent themes in Luther's writings was thatReuning fortsætter med at beskrive de to former for emotionel kommunikation, som musik kan udøve: den dionysiske og den apollononiske:
music, independent of any text or other influence, is a unique
dynamic that either reinforces or undermines the meaning of the
words.
Music that communicates emotions with a Dionysian force isOg videre:
that kind which excites us to enjoy our emotions by being
thoroughly involved or engrossed in them with our entire person.
Our enjoyment oft he emotion then becomes ego-directed, driven
by the desire for self-gratification.
Under Apollonian influence our emotions are viewed empathically or contemplatively in a more detached fashion, so that they might always be subject to our discretionand judgment.I en anden artikel 'Confessional music' ( fra CTQ vol. 44 nr. 4 1980) skriver han bl.a. om de lutherske fædre p. 214:
Since the major point of the Reformation, as of Scripture itself,
was to turn man away from everything within himself as the
source of hope and assurance of salvation - to the grace of God
alone, earned for us by Christ Himself - it was logical for
Lutherans to use Apollonian music
They employed a kind of music that emphasizedOg videre:
the content of the words - in fact, a craft molded by the
words, an idiom designed to deal interpretatively with the text, a
music that preached.
To summarize, in Luther's day, as in our own, music served twoDen første form for musik forbinder Reuning med sværmerne, hvis fokus netop var menneskets følelser, mens den anden form for musik er den, den lutherske kirke har brugt, hvor fokus er på teksten og melodien er en tjener for teksten.
primary functions: (1) to get physical and outward emotional
response, and (2) to encourage an enduring response of the mind
and heart.
Musikken skal bære forkyndelsen af ordet i teksterne og tjene disse. Ordet er det ydre ord, som meddeler objektivt indhold og ikke blot en følelsesappel. Derfor må kirken bruge apollonisk musik til at bære ordet.
For en tilbagevisning af myten om, at Luther brugte værthussange som baggrund for bl.a. 'Vor Gud han er så fast en borg', se dette svar(s. 4).
Se Desuden Klemet I. Preus 'The FIre and the Staff' CPH 2004 p. 150-161, et afsnit med overskriften ' Music ind the Church', hvor han forholder sig til brugen af bl.a. popmusik i kirken.
søndag, september 02, 2007
Skriftens virkekraft og pietismens rødder
Den lutherske ortodoksi havde ved sin store stridsteolog, Abraham Calovius, en interessant strid med teologen Hermann Rathmann om Skriftens virkekraft/effektivitet. Iflg. Rathmann blev Skriften først virkekraftig, når den kom i brug. Heroverfor hævdede Calov og ortodoksien, at Skriften var virkekraftig ante et extra usum (før og udenfor brugen). Skriften fik ikke sin virkekraft fra brugen af den. Det var ikke kirken/individet, der ved sin åndsoplysning skulle gøre Skriften virksom. (Se om denne strid bl.a. Preus, Robert 'The Theology of Post-Reformation Lutheranism I" p. 367-371 samt Jung, Volker: 'Das Ganze der Heiligen Schrift' p. 94-101)
Interessant er det, at den senere ortodokse teolog, Dannhauer i sin Hermeneutica Sacra havde et syn på Skriftens virksomhed, der lå tæt på Rathmanns, idet han afviste Skriftens virkekraft ante et extra usum. Robert Preus forsvarer Dannhauer (p. 370) med at han var oppe mod nogle andre positioner, men Volke Jung mener, at der er klare ligheder ml. Dannhauer og Rathmann på den ene side og så ml. Dannhauers hermeneutik og den pietistiske standardhermeneutik af Johann Jakob Rambach: "Institutiones Hermeneuticae Sacrae". Så vidt Volker Jung og Robert Preus.
Det interessante er, at pietismens fader, Phillip Jakob Spener netop var elev af Dannhauer i Strassburg og selv skulle have sagt, at denne var den teolog, der havde ydet mest indflydelse på ham (iflg. Tapperts introduktion i engelsk oversættelse af Pia Desideria 1964, Fortress Press, p. 10). Skal en del af pietismens baggrund i virkeligheden findes i denne vending til subjektet frem for objektet, når der gælder Skriftens virkekraft? Og ligger den idehistoriske kim til subjektorienteringen i teologi og filosofi i oplysningstiden ikke netop i pietismen?
Interessant er det, at den senere ortodokse teolog, Dannhauer i sin Hermeneutica Sacra havde et syn på Skriftens virksomhed, der lå tæt på Rathmanns, idet han afviste Skriftens virkekraft ante et extra usum. Robert Preus forsvarer Dannhauer (p. 370) med at han var oppe mod nogle andre positioner, men Volke Jung mener, at der er klare ligheder ml. Dannhauer og Rathmann på den ene side og så ml. Dannhauers hermeneutik og den pietistiske standardhermeneutik af Johann Jakob Rambach: "Institutiones Hermeneuticae Sacrae". Så vidt Volker Jung og Robert Preus.
Det interessante er, at pietismens fader, Phillip Jakob Spener netop var elev af Dannhauer i Strassburg og selv skulle have sagt, at denne var den teolog, der havde ydet mest indflydelse på ham (iflg. Tapperts introduktion i engelsk oversættelse af Pia Desideria 1964, Fortress Press, p. 10). Skal en del af pietismens baggrund i virkeligheden findes i denne vending til subjektet frem for objektet, når der gælder Skriftens virkekraft? Og ligger den idehistoriske kim til subjektorienteringen i teologi og filosofi i oplysningstiden ikke netop i pietismen?
Abonner på:
Opslag (Atom)
