Hvad er værst

Hvad er egentlig værst:
1. At lære så åbenlyst falsk, at enhver,
som kan læse sin bibel kan se det og holde sig fra en, selvom
man måtte være præst eller biskop i Den Danske Folkekirke.

2. At hævde, at man er en evangelisk-luthersk forkynder og lave et
evangelisk-luthersk netværk, men ved sin fortsatte tilstedeværelse i Folkekirken og sit prædikestols- og alterfællesskab
med dem, som er nævnt i pkt 1, vise, at læren ikke er så vigtig og
derved vildlede troende mennesker til at lytte til ulvene.

mvh magnus

(Lære-)nævn?

I KD idag udtaler ombudsmanden, at Folkekirken har brug for et lærenævn uafhængigt af statslige organer, så den selv kan træffe afgørelser i læresager. Jeg er for så vidt ikke uenig deri, men giver det nogen mening, når Folkekirken ikke længere har en reel lærenorm. Et lærenævn uden en lærenorm er jo som en domstol uden en lov.

Hvis Folkekirken skulle til at holde sig til den lærenorm, som er den officielle, nemlig Biblen og de lutherske bekendelsesskrifter, så ville der hurtigt blive meget at lave for et sådant lærenævn, og spørgsmålet er, om der så ville bære nogen tilbage til at sidde i nævnet, som ikke også skulle sidde anklagebænken.

Her vil nogen måske indvende, at de "bibeltro", "kirken højrefløj" da ville kunne sidde i et sådant lærenævn. Men hvis bibel og bekendelse var så vigtigt for dem, ville man også have hørt en protest mod f.eks. Leuenbergkonkordiens underskrivelse i 2001.

For alle retninger i Folkekirken gælder reelt, at det, man ville dømme efter, ikke ville være en objektiv lærenorm, men egne meninger og kammeratskaber. Manglen på en fast lærenorm fører enten til, at menighederne mister deres retssikkerhed, fordi præsten kan prædike, hvad han vil, eller at præsterne mister deres retssikkerhed, fordi de ikke bedømmes efter noget objektivt, men tilfældigt efter kammerateriets regler.

Evangelisk Luthersk Netværk?

Dette nye netværk kalder sig evangelisk-luthersk og vil gerne fastholde bibel og bekendelse. Det er opstået bl.a. i protest imod velsignelse af homoseksuelle partnerskaber og Grosbøll-sagen.

Men hvad er man ellers blevet enige om? Der har ikke været en klar markering i spørgsmålet om kvindelige præster; og Leuenbergkonkordien, som det burde være et luthersk hjerteanliggende at få gjort op med, har man heller intet hørt om.

Men hvis man ikke udtaler sig klart mod Leuenbergkonkordien, er ordene "Luthersk" og "Bekendelsestro" lige så tomme, som når Grosbøll bruger dem. Forskellen er måske i hvor mange punkter, man ser stort på bekendelsen, men hykleriet er det samme.

Det, man bekymrer sig om, ser ud til at være moral, og især seksualmoral. Og Guds lov er da også vigtig, men når man ikke bekymrer sig om lærepunkter, der har med evangeliet at gøre, såsom nadveren, dåben og kristologien, som der blev rørt ved med Leuenbergkonkordien, er der tale om moralisme på lige fod med den gamle liberalteologi.

Et af problemerne ved at tage Leuenbergkonkordien op, er, at man i så fald ville skulle til at rydde op i egne rækker ogå. For er den såkaldte "højrefløj" egentlig enige om bekendelsen, når det gælder Jesu legemes og blods sande nærvær i nadverens brød og vin, dåbens genfødende kraft, Jesu to naturers virkelige forening og meddelelse af egenskaber samt lov og evangelium. Jeg har svært ved at tro det, før jeg har set en klar tilkendegivelse.

mvh. Magnus