Bibelsk Skatkiste: om populære præster

I Morten Luthers "Bibelske Skatkiste" København 1888, står der i en note til stykket til 17. Januar (s. 12):

Det er ikke godt for en Præst, når han ser Fred og ikke møder Modsigelse af Nogen. Det er et tegn på, at han ikke besidder den sande Lære. Thi denne Læres Ejendommelighed bestaar just i at vække modsigelse. Gud fri os for Præster, som alle Folk synes godt om.

Menighedsliv og prædikeembede

I den danske oversættelse af min homiletiklærer fra Concordia Theological Seminary, Harold Senkbeils anbefalelsesværdige bog 'At dø for at leve', som LMH's elevforening har udgivet (hvilket de skal have stor ros), står der i udgivernes forord:

"Visse steder i bogen skinner det igennem, at Harold L. Senkbeil som amerikansk, luthersk præst har en anden kulturel og kirkelig baggrund end mange danske læsere. Således forudsætter han, at alle lutherske kristne har deres åndelige hjem i en menighed med en prsæt, som de betragter som deres åndelige hyrde, og hos hvem de modtager både forkyndelse, sakramenter og den personlige tilsigelse af syndernes forladelse"

Men er dette et udtryk for amerikansk kultur - eller er det ikke snarere simpelthen udtryk for sand bibelsk kristendom og menighedsliv. Kristus har indstiftet både den lokale menighed, hvori ordet og sakramenterne forvaltes (f.eks. Matth. 18) og prædikeembedet (f.eks. Matth. 28) til at forvalte ordet og sakramenterne. Forordet fortsætter:

"Missionshusforsamlinger, lægmandsarbejde og lægprædikanter, som vi kender det i Norden, tager han ikke i betragtning"

Men disse ting er ikke hverken udtryk for et bibelsk eller luthersk menighedsliv. Både missionhusforsamlinger og lægprædikanter er i strid med Guds ordninger. Gud har indstiftet den lokale menighed og prædikeembedet. Kan man ikke være i en menighed pga. falsk lære, må man bryde ud. Man kan ikke lave halvmenigheder og kalde halvhyrder. Det er både ubibelsk og uluthersk at dele en menighed og at lade en privat forening kalde prædikanter.

Det er også et usundt kristenliv, når man modtager nadveren et sted, sjælesorg et andet og forkyndelse måske et tredje sted. Gud har indstiftet hyrdeembedet til at drage omsorg for sjælene. Hvordan skal en hyrde kunne gøre det, når fårene shopper rundt til forskellige halvmenigheder for at høre en ny inviteret 'taler'.

Harold Senkbeils gode bog afspejler et almindeligt bibelsk og luthersk menighedsliv, hvor menigheden forsmales søndag efter søndag om Herrens ord og sakramenter forvaltet ved den hyrde, menigheden har prøvet i alle troens artikler, kaldet ved Helligåndens bistand og forpligtet på hele den lutherske lære ved offentlig edsaflæggelse og ordination.

Et sådant almindeligt menighedsliv har vi i den evangelisk-lutherske Augustanakirke og i 'Evangelisk Luthersk Kirke i København og på Sydfyn'.

Prædikeembedet I

Ofte bruges dette skriftsted til at begrunde missionsaktiviteter i al almindelighed, herunder også aktiviteter udført af lægmænd, f.eks. deres bekendelse af troen overfor deres næste(i en luthersk forståelse er en lægmand en, der ikke er kaldet til det hellige prædikeembede). Jeg vil ikke anfægte, at lægfolk skal bekende troen på arbejde, derhjemme og hvor de ellers kan komme til det. Det er en vigtig opgave, lægfolket har, som kan begrundes mange steder i Skriften, nemlig at bekende evangeliet overfor deres næste i kald og stand og derved drive mission(f.eks. 1. Pet 2,9).

Men spørgsmålet er, om Kristi befaling i Matthæus 28,18-20 er rettet direkte til alle kristne, eller om disse vers er rettet til apostlene og deres efterfølgere i prædikeembedet.
I vers 16 står der, at det var de elleve, Jesus talte til. Jesus havde selv kaldet disse mennesker og oplært dem i flere år. Hans tilhøre var mange flere end disse. Men da løftet rækker til verdens ende kan det omvendt ikke være begrænset til apostlene alene, men må også inkludere deres efterfølgere i prædikeembedet.

Dette embede, hvis guddommelige indstiftelse benægtes af mange, nævnes mange steder i Skriften, f.eks. 4,11-12 og ApG. 20,28.

I Matthæus 28,18-20 siges der meget klart, hvad dette embedes opgaver er, nemlig at gøre menensker til disciple, døbe og undervise i alt, hvad Kristus har befalet. Mennesker bliver disciple gennem forkyndelsen af evangeliet. Hvad Kristus har befalet indbefatter både budene om, hvordan mennesker skal leve samt hele hans lære, herunder nadverbefalingen. Prædikeembedets opgaver kan altså ikke skilles fra hinanden i abstrakte 'funktioner', som lægprædikantvirksomhed gør. Nej, befalingen indbefatter både forkyndelse, undervisning og sakramentsforvaltning.

Hvordan kaldes man så til prædikeembedet. Jesus havde kaldet apostlene og kaldte endnu mens apostlene levede profeter gennem apostlene. Men efter apostlene kalder han ikke mere menensker til at prædike direkte. I stedet kalder han gennem sin menighed, som har nøglemagten (Matth. 18), så den kalder mænd til at forvalte nøglemagten, ligesom apostlene gjorde det(Joh 20,23).