Kaldet til at følge Jesus eller WWJD

"Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig." Mat 16,24.

Hvad vil det sige at følge Jesus. Vil det sige, at man skal forestille sig, hvad Jesus ville gøre i en given situation. Måske nok i nogle situationer. Jesus viste næstekærlighed og fjendekærlighed, og vil skal gøre det samme. Jesus overholdt de ti bud, og vi skal gøre det samme. Men hvad så, når vi går ud over de konkrete ti bud. Skal vi så gøre det samme som Jesus.

Han gik rundt og underviste, gjorde undere, og han døde på et kors for alle verdens synder. At følge Jesus vil altså ikke sige at imitere ham. Han er Guds søn, verdens frelser. Det er vi ikke.

Hvad skal vi så gøre. Det kommer jo an på, hvad vi så er. Er du præst, så skal du forkynde evangeliet rent og klart og hellere lade dit blod udgyde end billige falsk lære. Er du mor eller far, så skal du opdrage dine børn i den kristne tro og vide, at det er din fornemste pligt og den vigtiste opgave på jorden. Er du arbejder, skal du udfører dit job samvittighedsfuldt og vide, at alle slags arbejde er Guds hænder, hvormed han tjener verden. Er du barn, skal du ære dine forældre. Er du husbond, skal du ære og elske din hustru. Er er du hustru, skal du elske og underordne dig din mand. Og man kunne blive ved. Der er ikke ende på de kald vi har og de forskellige opgaver, der knytter sig til. Et er sikkert: vi skal ikke tage Jesu kors op og følge ham men vores. Det er derfor ikke vigtigt, hvad Jesus ville gøre, men hvad han vil, at vi skal gøre. I den lille katekismus under hustavlerne har Luther flere gode forslag, hvis man skulle løbe tør: http://www.lutherdansk.dk/Trellix/id80.htm

Derfor kan vi heller ikke sætte regler op, som regulerer alle livets forhold, men kun de ti bud og det dobbelte kærlighedsbud.

Det vigtige er da heller ikke at finde ud af, hvad der skal gøres. Opgaverne slipper ikke så hurtigt op. Det vigtige er at være sig bevidst om, hvor kræfterne til at tjene Gud kommer fra. De kommer fra det sted, hvor vi ikke er for at tjene ham, men hvor han tjener os: i sine nådemidler, specielt når de forvaltes offentligt i gudstjenesten. Her giver Gud os hvile, når han tjener os med syndernes forladelse i sit ord, i absolutionen i skriftemålet og i nadveren, hvor han giver os selve betalingen for vores frelse; Jesu sande legeme og blod. Her forsikrer Gud os om sin nåde, så vi frimodigt kan tjene ham uden at tænke på løn og uden at gøre det for at blive frelst, men fordi vi er frelste. Og gør vi det i den tro, så er det gode gerninger, som Gud ser på med velbehag.

Discipelskab -på opfordring

På opfordring vil jeg skrive lidt om mit syn på discipelskab. Senere vil følge noget om kaldet til at følge Jesus.

Ordet discipelskab findes ikke i biblen, men er afledt af ordet discipel =elev, dvs. en, der undervises. Det handler om at lade sig undervise af Jesus. Jesus siger det selv i Joh 8,31, som jeg prædikede over for nylig: Hvis i bliver i mit ord, er i sandelig mine disciple.

At være Jesu discipel er i første omgang noget passivt. Det er at tage ved lære af Jesus og modtage hans ord, evangeliet om syndernes forladelse, den himmelske lære om retfærdiggørelsen for Kristi stedfortrædende gernings skyld.

Når man så er blevet en discipel, vil man også blive i Jesu ord. Ved evangeliets kraft er et nyt meneneske blevet til, som elsker Gud og hans ord. Det første i den aktive del af det, at være discipel er helliggørelse under lovens første tavle, de bud, som har med Gud og hans ord at gøre.

En discipel kæmper mod synden og gør sig ikke afguder, men elsker Gud. Derfor lyver han heller ikke om Gud eller billiger at andre misbruger hans navn til løgn. Så en discipel holder sig fra de falske lærere, som formørker evangeliets klare lys og stjæler korsets trøst fra arme syndere. Og han kommer hviledagen i hu, så han hører Guds ord, når det er muligt og kommer dér, hvor Guds nådemidler forvaltes ret og han hører og modtager ordet og sakramenterne til sin trøst og bevarelse i troen. Og spørger man ham hvorfor, svarer han glad og gerne, at det er fordi han her forsikres om sine synders forladelse af sin kære frelser, Jesus Kristus.

Den anden del af den aktive del af discipelskabet er det, at han kommer hjem fra kirke og tjener sin næste dér, hvor Gud har sat ham. Afhængig af hans/hendes stand, er der altid noget, der skal gøres: børnene skal have madpakker med, der skal vaskes op, der skal gøres rent, der skal tjenes penge hjem til familien, der er mennesker, der skal tjenes gennem ens borgerlige erhverv. Og selv om det alt sammen ser ud til at være små ting, som ikke er så fromme, så ved disciplen, at det er Gud, der har sat ham/hende her med det formål at holde hjulene i gang, og at selv disse små ting er en gudvelbehagelig gudstjeneste, selvom det ikke er gennem disse ting, Gud udbreder sit rige.

Det gør han gennem de ting, som disciplen gør under lovens første tavle, nemlig ordet og sakramenterne. Men begge dele er Gud velbehagelige, selvom de tjener hvert sit formål.

Loviskhed -menneskets grundlæggende drivkraft

Her den anden dag fik jeg en folder i postkassen fra Jehovas vidner. På bagsiden reklamerede de med, at man skulle kende et træ på frugterne og at JV udbredte god moral. Den samme reklame kunne lyde fra de kirkelige retninger, som mener at evangeliet skal udbredes ved "en anderledes livsstil".

Grundlaget for sådan reklame er at tale til det gamle menneskes dybeste drivkraft -loviskhed. Alle menensker er af nature farisæere, og hvis de får en mulighed for at frelse sig selv ved god moral, vil de hellere det end søle sig til i åbenlyse synder. God moral er altså ikke et sikkert tegn på sand tro. Tværtimod, god moral eller en anderledes livsstil uden tro på evangeliet om den fuldstændige syndsforladelse, som Jesus Kristus har vundet til alle mennesker, er blot menneskers blasfemiske forsøg på at retfærdiggøre sig selv. En forkyndelse, som blot vil udbrede etik og moral er værre end ingen forkyndelse, for den vil forhærde mennesker overfor evangeliet i deres loviskhed og den tro, at de er salige.

Det har vi hørt så tit!

Med den tankegang kan evangelietforkyndelsen forsvinde dér, hvor den før lød klart og rent. Vi står alle i fare for at tænke, at vi ikke behøver at høre om Guds vrede og forsoningen på korset, for det har vi jo hørt så tit, og det ved vi godt. Faren er, at vi begynder at tage lov og evangelium så selvfølgeligt, at vi ikke gider at høre det mere. Det "vigtigste" og "centrale" kan blive så vigtigt og centralt, at vi ikke mener, at det behøver blive forkyndt mere.

Lige så stille forsvinder så evangelieforkyndelsen, mens man luller sig i søvn med, at den kender alle, så den behøver ingen i virkeligheden at høre mere, -og mindst af alt de kirkefremmede. For de kunne jo blive forargede over al den tale om dom, vrede og stedfortrædende straflidelse.

Og alt imens man tror, at man missionerer, er man i virkeligheden ved at vaccinere mennesker mod det sande evangelium, som er budskabet om Guds nåde for Kristi stedfortrædende straflidelses skyld.

Det evangelium kan kun lyde på baggrund af lovens torden, og har man allerede, ved manglende forkyndelse af denne, bildt folk ind, at det går jo nok, og at kristendom handler om etik, så har man vaccineret dem mod lovens torden, der skal knuse gamle Adams selvretfærdighed for at bane vejen for evangeliet.

Må Gud fri os fra sådanne forkyndere, som leder fårene vild under dække af at være sande hyrder.