lørdag, oktober 07, 2006

Det har vi hørt så tit!

Med den tankegang kan evangelietforkyndelsen forsvinde dér, hvor den før lød klart og rent. Vi står alle i fare for at tænke, at vi ikke behøver at høre om Guds vrede og forsoningen på korset, for det har vi jo hørt så tit, og det ved vi godt. Faren er, at vi begynder at tage lov og evangelium så selvfølgeligt, at vi ikke gider at høre det mere. Det "vigtigste" og "centrale" kan blive så vigtigt og centralt, at vi ikke mener, at det behøver blive forkyndt mere.

Lige så stille forsvinder så evangelieforkyndelsen, mens man luller sig i søvn med, at den kender alle, så den behøver ingen i virkeligheden at høre mere, -og mindst af alt de kirkefremmede. For de kunne jo blive forargede over al den tale om dom, vrede og stedfortrædende straflidelse.

Og alt imens man tror, at man missionerer, er man i virkeligheden ved at vaccinere mennesker mod det sande evangelium, som er budskabet om Guds nåde for Kristi stedfortrædende straflidelses skyld.

Det evangelium kan kun lyde på baggrund af lovens torden, og har man allerede, ved manglende forkyndelse af denne, bildt folk ind, at det går jo nok, og at kristendom handler om etik, så har man vaccineret dem mod lovens torden, der skal knuse gamle Adams selvretfærdighed for at bane vejen for evangeliet.

Må Gud fri os fra sådanne forkyndere, som leder fårene vild under dække af at være sande hyrder.

Ingen kommentarer: