Før-kantiansk hermeneutik og erkendelsesteori

Jeg sidder lige og læser artiklen Vorkantianische Hermeneutik fra Kerygma und Dogma(se link).
Han gør sig nogle interessante betragtninger om forholdet mellem erkendelsesteori og hermeneutik med udgangspunkt i luthersk ortodoksi, herunder Matthias Flacius Illyricus, Johann Gerhard o.a.
Han skriver bl.a. at hos Kant blev erkendelsen ikke til ved de ydre objekters virkning, men ved erfaringsformerne hos det erkendende subjekt. Det er elementær kantianisme. Herimod forudsatte den ældre lutherske hermeneutik at forståelsen kom i stand gennem det ydre ords virkning, ligesom aristotelismen hævdede, at erkendelsen blev skabt af det erkendte objekt. (Aristoteles var nu ikke så dum endda).
Modernisme og postmodernisme synes at ligge mere på linje her end den lutherske ortodoksi ligger på nogen af dem.

Stop re:koloniseringen

Re:gen: http://www.re-gen.dk/default.asp
Re:search: http://www.re-search.dk/

4. salme -en adventssalme

Da jeg i sin tid tog til USA for at studere, var dette en af de første salmer, jeg lærte at kende, eftersom jeg kom i begyndelsen af advent. En adventssalme af Luther, som det undrer mig, at jeg ikke har kunnet finde på dansk til den samme melodi. Der findes en udgave i Det Danske Antifonale, men den går på en anden melodi. Da jeg blev færrdig med salme fandt jeg ud af, at der også er en udgave i Kingos salmebog.


1. Hedningernes frelser kom
du blev født ved jomfrudom
jord og himmel undrer sig
over Guds udvalgte vej

2. Ej ved mandens kød og blod
men ved Helligånden god
tog Guds ord på sig manddom
og blev da kvindens afkom

3. Jomfrulivet barnet bar
men kyskhed bevaret var
Gud som menneske blev født
Men dog ej fra tronen stødt

4. Han drog fra sin himmel ud
lagde ned sit kongeskrud
Gud af Gud og mand han er
og en helt som har os kær

5. Faderen hans kilde var
og hos ham sit mål han har
ned til helved vejen gik
men hos Gud den ende fik

6. For du er din Fader lig
og i kødet sejrrig
Brug din magt og gør os vel
Helbred os i krop og sjæl

7. Krybben lyser ren og klar
Natten helt den oplyst har
Mørket hersker ikke mer’
Troen hviler altid dér

8. Dig Gud Fader lover vi
Dig Gud Søn tilbeder vi
Helligånd, din herlighed
priser vi i evighed

Ambrosius 397 Veni Redemptor Gentium
Martin Luther 1524 Nun komm der Heiden Heiland (eng. Savior of the Nations come)
Dansk ved Magnus Sørensen 2006
Melodi: Koralbog 352 (Op dog Zion ser du ej, mel. 1, Kom Hedningers Frelsermand, Erfurt 1524)

3. salme -en skriftemålssalme

En salme om skriftemålet af Selnecker, som var en af mændene bag konkordieformlen.

Melodi: Behold os Herre ved dit ord

1. Vi takker dig trofaste Gud
at du hjalp os af synden ud
tilgav os al vor skyld og synd
og hjalp os op af helveds dynd

2. Ved præstens mund du siger: se!
din synd er blevet hvid som sne
gå nu med fred, synd ej igen
og altid dig til mig omvend

3. Tak ske for din barmhjertighed
som frelser os fra usselhed
ved Jesu Kristi dyre blod
som gjorde for al synden bod

4. Giv os din Ånd og giv os fred
fra nu af og i evighed
Dit ord og sakrament bevar
indtil du alting fuldendt har

„Wir danken dir, o treuer Gott“ Nikolaus Selnecker, 1572,
Dansk ved Magnus Sørensen 2006

2. salme -en nadversalme

Den sværeste salme, jeg har gendigtet, men resultatet er blevet godt, synes jeg selv. En gammel nadversalme af Paul Gerhard:

1. O Jesus du min kære.
Jeg finder ikke ro og fred
Jeg kan ej synden bære,
for hvilken Gud er blevet vred.
Min synd den har ophobet sig.
Kun du kan frelse mig.
Min kraft som røg forsvinder,
når ej jeg i min nød,
mig om din hjælp påminder
og stoler på din død,
når jeg ej mig besinder
på blodet, du for mig udgød

2. Du kender mine plager
og Satans onde rænkespil,
når han min sjæl anklager
og aldrig giver mig et hvil,
men bruger al sin kløgt på mig,
at få mig væk fra dig.
Han tvivlens tåger sender
i mine tanker ind.
Din vilje jeg ej kender
for han har gjort mig blind.
Han fra dit ord mig vender
og stjæler det ud af mit sind.

3. For tvivlen at afvise,
du givet har dit nadverbord.
Dér lader du mig spise
og drikke på dit klare ord.
Her mærker jeg i marv og ben,
at Gud er nu min ven.
Du giver mig at nyde
dit dyre kød og blod,
og ord du lader lyde,
som giver mig nyt mod
Du lader mig indbyde:
”Kom, kom og tag den føde god”

4. ”Her er med nadverbrødet
det legem, jeg hengav for dig,
som har på korset bødet
for synden, du begik mod mig.
Med vinen, blodet jeg udgød,
betalingen som flød,
da jeg på korset bunden
tog alle synder med.
Tag begge to med munden,
og tænk du så derved,
hvor god i hjertegrunden
din frelser er, som for dig led”

5. Jeg vil dig ihukomme,
så længe jeg har luft og liv,
indtil min tid er omme,
og kroppen bliver kold og stiv.
Jeg ved hvor stor din længsel er.
Min frelse du har kær.
Fordi du sådan længtes,
du skylden dig påtog.
På korsets træ du hængtes.
Ind sorgens pile jog,
så hjertet dit det sprængtes,
da du af døden mig uddrog.

6. Dit ord så klart forkynder,
at dette styrker mig som tror
og skjuler mine synder.
Jeg derfor stoler på dit ord.
Ja dit det dyre soneblod
for verden gjorde bod.
Det er så god en tale
for den, som byrder bar
af alt, du lod befale,
som ingen opfyldt har.
Du lod det alt betale,
så løsesummen er lagt klar

7. Min tanke mig bedrager,
og vantroen mig æde vil.
Så tvivlen i mig nager,
om nåden din for mig slår til?
Dit sind du bøjer til mig ned.
Din hånd mig tager ved.
Din nåde her du viser,
og giver mig din pant.
Den drikker jeg og spiser.
Jeg heri trøsten fandt
i tvivlens mange kriser.
At frelsen nu er min er sandt

8.Du Herre vil os alle,
-det mærker vi i sjæl og sind-
som faldt for fjenden, kalde
til din den gode hvile ind.
Ak hjælp os, Herre, hjælp os til,
at se at du er mild,
og til din bolig drage.
Giv lysten til dit bord
Giv ønsket om at smage
din nadver ved dit ord.
Så kan vi plads indtage
som fyrster i dit himmelkor.

Paul Gerhard 1667:
Herr Jesu, meine Liebe
Dansk 2005 Magnus Sørensen
Mel. Min sjæl, du Herren love

1. salme -en retfærdiggørelsessalme

Jeg fik lige lyst til at lægge mine andre salmegendigtninger ud. De er alle til fri afbenyttelse ved angivelse af forfatter og gendigter.

Min første salmegendigtning, som jeg lavede, mens jeg studerede i USA. Jeg hørte salmen på engelsk og fandt så den tyske original i en gammel Missourisynode-salmebog fra dengang de sang på tysk. En herlig salme om retfærdiggørelsen:


Mel. Nu fryde sig hver kristen mand
1. Hvis din enbårne Søn, o Gud,
sig ej som mand lod føde
og ej var kommet på dit bud
og ej på korset døde,
da måtte jeg, en skyldner stor,
til helved' gå fra denne jord
for mine mange synder.

2. I stedet har jeg Jesu fred,
fortvivlelsen er borte.
På korset han min straf jo led,
bar mine synder sorte.
Han har forsonet dig med mig,
da han din vrede tog på sig.
Dermed er jeg retfærdig

3. Mit hjerte har han givet trøst,
og angsten mer' ej trykker.
Sit blod for mig han har udøst,
derpå mit håb jeg bygger.
En nådig Gud jeg har ved ham.
Han har afvasket al min skam,
så snehvid jeg er blevet.

4. Af Jesu blod jeg roser mig
og går til Gud med glæde.
Med ydmyghed jeg søger dig
og kan for tronen træde.
Hvad Jesus ved sin død har købt
og givet mig, da jeg blev døbt,
kan djævelen ej røve.

5. Ej hjælper lovretfærdighed,
til helvede den fører.
Men Jesus Kristus er min fred
og min retfærdiggører.
Hans død den har min gæld betalt,
hans lidelse har sonet alt.
Min tro på ham kun stoler.

6. Min skyld, o Fader, du har lagt
på Jesus Krist din kære.
"Du er retfærdig", Gud har sagt,
"min Søn vil synden bære".
Du Helligånd med nådens trøst,
Guds kærlighed du har udøst.
Lad mig i troen blive.

Tekst:V. 1-5 Johann Heermann 1630, v. 6 Hannoversches Gesangbuch 1646. Dansk 2004, Magnus Sørensen.

Gud ske lov, at jeg luthersk er

Gammel luthersk sang, her i egen gendigtning:

1. Gud ske lov, at jeg luthersk er,
at Guds det rene ord,
som Luther barnligt havde kær,
det i mit hjerte bor.

2.Gud ske lov, at den moderarm,
den sande kirkes hånd
mig holder i sin favn så varm
og giver nådens ånd.

3.Gud ske lov, at frem rinder ren
den livets kilde klar,
ja, trøstet hjertesorgen den
og tørsten stillet har.

4.Gud ske lov, at den lære ren
i katekismen helt
mig dagligt giver sandheden
så ligefrem meddelt.

5. Gud ske lov, at jeg ved hvad jeg
i sakramentet får,
at Gud her fuldt tilgiver mig
mens jeg på jorden går.

6. Gud ske lov, at af nåden sød
alene frelses jeg,
at Jesu blod og pinedød
er salighedens vej.

7. Gud ske lov, at intet påfund,
som af mænd udtænkt var,
med falsk skin mig fra sandheds grund
berøvet freden har.

8. Gud ske lov, for at jeg er fri
fra pavens falske pragt,
fra antikristens tyranni
og fra hans list og magt.

9. Gud ske lov, fanget sværmeri
i nettet mig ej har,
og hver et stoltheds kætteri
forgæves på mig var.

10. Gud ske lov, at jeg troen har
med glædens vidnehær.
Bekendelsen så ren og klar
oplyser livet her.

11. Gud ske lov, at under Guds ord
min sjæl den bøjer sig,
og mod hver helvedsport jeg tror,
frimodigt vidner jeg.

12. Gud ske lov, kirken, Jesu brud
mig plejer med sin hånd
og deler af sin balsam ud
bevæger sin livsånd.

13. Gud ske lov, at jeg luthersk er
-min ros til alt er endt
mit smykke og min vinding kær
i ord og sakrament .


Friedrich Weyermüller (1810-1877)
Krydderihandler i Niederbronn
Dansk 2006 Magnus Sørensen
Mel. Op alle som på jorden bor

Sangen er til fri afbenyttelse ved angivelse af forfatter og gendigter.

Evangelisk Luthersk Netværk?

Dette nye netværk kalder sig evangelisk-luthersk og vil gerne fastholde bibel og bekendelse. Det er opstået bl.a. i protest imod velsignelse af homoseksuelle partnerskaber og Grosbøll-sagen.

Men hvad er man ellers blevet enige om? Der har ikke været en klar markering i spørgsmålet om kvindelige præster; og Leuenbergkonkordien, som det burde være et luthersk hjerteanliggende at få gjort op med, har man heller intet hørt om.

Men hvis man ikke udtaler sig klart mod Leuenbergkonkordien, er ordene "Luthersk" og "Bekendelsestro" lige så tomme, som når Grosbøll bruger dem. Forskellen er måske i hvor mange punkter, man ser stort på bekendelsen, men hykleriet er det samme.

Det, man bekymrer sig om, ser ud til at være moral, og især seksualmoral. Og Guds lov er da også vigtig, men når man ikke bekymrer sig om lærepunkter, der har med evangeliet at gøre, såsom nadveren, dåben og kristologien, som der blev rørt ved med Leuenbergkonkordien, er der tale om moralisme på lige fod med den gamle liberalteologi.

Et af problemerne ved at tage Leuenbergkonkordien op, er, at man i så fald ville skulle til at rydde op i egne rækker ogå. For er den såkaldte "højrefløj" egentlig enige om bekendelsen, når det gælder Jesu legemes og blods sande nærvær i nadverens brød og vin, dåbens genfødende kraft, Jesu to naturers virkelige forening og meddelelse af egenskaber samt lov og evangelium. Jeg har svært ved at tro det, før jeg har set en klar tilkendegivelse.

mvh. Magnus

De to riger(regimenter), lov og evangelium, kristendom og samfundsliv

Et af problemerne ved både liberalteologi, fundamentalismen, samt neoevangelikalisme og emergent-church-bevægelsen synes at være, at der ikke skelnes mellem de to regimenter og dermed heller ikke mellem lov og evangelium. Derved bliver evangeliet gjort lovisk. Evangeliet bliver ikke længere evangeliet om frelsen og syndernes forladelse alene.

For liberalteologien blev evangeliet alene til et budskab om moral, hvilket første til bl.a. den politiske teologi. Det var ikke længere nødvendigvis den bibelske moral, men udbredelse af verdslig retfærdighed blev set som udbredelse af det åndelige rige.

For fundamentalismen og pietismen blev det sådan, at udbredelse af moral og godhed blev set som identisk med udbredelsen af Guds rige. Man foragtede måske endda det verdslige regimente og isolerede sig fra samfundet.

Så vidt jeg kan læse emergent-church-bevægelsen ud fra McLarens "a Generous Orthodoxy" er det noget af det, den gør op med hos evangelikalismen og fundamentalismen. Problemet er blot, at den så, ligesom de liberale, identificerer social retfærdighed og barmhjertighed med mission og udbredelse af Guds rige. Den kan altså heller ikke skelne mellem de to regimenter og se det gode i begge.

Man beskylder så lutheranere for ikke at gå op i helliggørelse eller social retfærdighed, fordi vi ikke mener, at det er identisk med udbredelsen af Guds rige.

Men lutheranere er ikke imod social retfærdighed. Vi er ikke ghetto-pietister eller fundamentalister, der ikke interesserer os for verden. Og vi har aldrig været det. Men vi mener ikke, at det, at hjælpe vores næste i samfundet, er identisk med at udbrede evangeliet. Og vi mener faktisk at vi skal hjælpe vores næste selvom det ikke udbreder evangeliet, men for vores næstes skyld. For det er også Gud, der styrer den syndige verden med sin lov, og derfor er social retfærdighed og barmhjertighed godt. Men der må skelnes mellem Guds verdslige rige og hans åndelige rige. Det verdslige skal ikke foragtes, for det er Guds gode ordning og skabning.

Problemet ved de øvrige retninger er altså, at det åndelige og det verdslige klaskes sammen, så evangeliet bliver gjort lovisk eller Guds gode samfundsordninger og den borgerlige retfærdighed foragtes. Lutheranere erkender derimod, at de er borgere i to riger, som har samme hersker men forskellige formål, og at begge disse riger er gode til hvert deres formål. Som kristne er vi borgere af det åndelige regimente, men også borgere i det verdslige regimente.

mvh. Magnus

Veith om kristendom og kultur

Gene Edward Veith slår i artiklen "Two Kingdoms under One King: Towards a Lutheran Approach to Culture" i bogen Christ and Culture idn Dialogue (Concordia Academic Press 1999)til lyd for følgende analyse af forskellige kirkelige gruppers forhold til kulturen ud fra devisen: af verden, men ikke i verden. Her er lidt en blanding af hans artikel og mine tanker:

De liberale er både af verden og i verden. Dette gjaldt under modernismen, hvor man indoptog dennes tanker, og det gælder også under postmodernismen, hvor nogel, som tidligere var evangelikale indoptager postmodernismens tanker og derved er liberale.

Fundamentalisterne(herunder også anabaptister, d.e. amish, mennoniter etc.) er hverken af verden eller i verden. Man afsondrede sig helt og aldeles. Herunder kunne man nok også placere dele af den gamle pietisme.

Den tredje gruppe, de evangelikale, kunne man sige, er af verden, men ikke i verden. Man indoptager verdslige former og tanker i sit kirkeliv, men skaber alligevel et parallelsamfund ligesom fundamentalisterne.

Den sidste mulighed er at være af verden, men ikke i verden. Det er sådan luthersk kristendom bør forholde sig. Gudstjenesteformer og udtryk skal ikke styres af verdens smag og behag. Omvendt skal man heller ikke isolere sig, men være til stede i kald og stand, der, hvor man er sat og tjene med de gaver man har. Kristne skal øve indflydelse på kulturlivet og også gerne deltage i det, men verdslig kultur skal ikke styre kirkens former.

Kirken er transkulturel og skal ikke "kontekstualiseres". Men medlemmerne lever som borgere i to regimenter, det åndelige, kirken, og det verdslige, samfundet. Begge steder tjenes de af Gud og tjener ham igen. I Kirken betjenes de med hans ord og sakramenter og sendes så ud for at gøre gode gerninger og tjene næsten i det verdslige regimente. Og her tjener Gud dem også ved at give dem andre goder end de åndelige, ligesom de også tjener Gud i det åndelige regimente ved at vidne om evangeliet og støtte menighed og kirke med forbøn og ressourcer.

Moderne, postmoderne, præmoderne

Jeg er flere gange blevet beskyldt for at hænge fast i det moderne af postmoderne evangelikale kristne(emerging-church-tilhængere vil jeg tro). Det vidner om mangel på historisk fornemmelse, når man ikke kan se længere tilbage end til modernismen og helt har glemt, at ortodokse lutherske kristne bekæmpede den, ligesom vi nu også bekæmper postmodernismen. Det er ikke mere end et par år siden en (moderne?) bibelkritiker sagde til mig (på en overrasket og lidt nedladende måde): "Du er jo præ-moderne", hvilket jeg jo ikke kan benægte. At postmodernister nu kalder mig moderne forstår jeg ikke.

Og det er netop, hvad man kunne kalde ortodoks lutherdom: præ-moderne. Den falder helt udenfor både modernismen og postmodernismen. Den stammer fra dengang, da Gud efter syndefaldet åbenbarede sig for Adam og Eva og lovede dem, at Messias skulle knuse slangens hoved. Guds åbenbaring af sin vilje stod fast for Adam og Eva, så de kunne forstå den og sætte deres lid til den, og dens centrum var frelsen i Jesus Kristus, kvindens afkom.

Som præmoderne ortodoks konfessionel evangelisk-luthersk kristen sætter jeg hverken min lid til Kant og Descartes eller Derrida og Lyotard, men til Jesus Kristus og hans åbenbaring i den Hellige Skrift, som er en urokkelig ufejlbar klippe og et klart og tilstrækkeligt lys.

Lidt om embedet

Kaehlers foredrag, som det nye kirkesamfund Orthodox Lutheran Confessional Conference har lagt ud på nettet, har fat i det helt rigtige mht. det kirkelige embede. Det undgår Wisconsin-grøften, hvor embedet bliver en abstraktion, som alle har del i, men også den grøft, hvor kun den lokale sognepræst har del i embedet og man ikke ser muligheder for forskellige tjenester indenfor embedet. Kort sagt, så skelnes der mellem hjælpetjenester udenfor embedet og tjenestedeling indenfor embedet, så der bliver plads til f.eks. præsteskolelærere og missionærer indenfor embedet, samtidig med at f.eks. søndagsskolelærere ikke ses som nogen, der har embedet. Foredraget gør også op med tanken om lægprædikanter. Embedet er jo ordets embede, så man kan ikke udøve det uden at være kaldet og uden at få hele embedet overdraget.

Sakramentsfornægtelse Del II -Forægtelse af Jesu legemes og blods sande og virkelige nærvær i den Hellige Nadver

De reformerte(Kalvinister, baptister etc.) benægter Jesu legemes og blods sande og virkelige nærvær i nadverens brød og vin. Jesu ord er enkle nok: "Dette er...". Grundene til at de reformerte benægter det, skal derfor ikke søges i skriften, som klart lærer det modsatte, men i de reformertes falske lære om, hvem Jesus er og i deres falske filosofiske forudsætninger. De reformertes falske lære om den hellige nadver viser bl.a. følgende vildfarelser:

1. at Jesus ikke er én uadskillelig gudmenneskelig person, hvis to naturer gennemsyrer hinanden. De reformerte deler Jesu person, fordi de ikke mener at det endelige kan rumme det endelige. Den menneskelige natur og dermed Jesu legeme og blod kan derfor, ifølge reformerte, ikke have del i guddommelige egenskaber såsom allestedsnærværelse. Den rette lære herom er, at Jesus er én gudmenneskelig person, hvis to naturer er forenet i én person, som dermed har del i både guddommelige og menneskelige egenskaber. Derfor er det både sandt, at "Gud udgød sit blod"(Apg. 20,28) og at Jesu legeme og blod har del i allestedsnærværelse, samt at Jesus gjorde undere i kraft af sin guddommelighed. De reformerte benægter reelt inkarnationen; at Gud blev menneske.

2. De reformerte benægter desuden -igen på grund af det filosofiske princip om, at det endelige ikke kan rumme det endelige- at nadveren og alle nådemidlerne i øvrigt, virkelig uddeler og giver, hvad de siger: syndernes forladelse og den Hellige Ånd. De reformerte fornægter her skriftens klare lære og frarøver kristne den trøst, som nådemidlerne giver, som uddeling af frelsen.

3. I stedet gør de reformerte nådemidlerne til lovgerninger eller opfinder nye nådemidler, som de bruger som lovgerninger. Nadveren bliver set som et mindemåltid, hvor mennesker mindes Jesus; den bliver altså en rent menneskelig gerning: noget vi gør for Gud, i stedet for et nådemiddel: noget Gud gør for os. Eller man gør f.eks. bønnen, idag ofte forbønnen med håndspålæggelse, til et nådemiddel, som skal give vished og sikkerhed gennem oplevelser forbundet hermed. I stedet for at stole på Guds ydre nådemidler, stoler man på sine egne gerninger og egne oplevelser.

4. som en konsekvens af disse ting undergraves retfærdiggørelseslæren, den lære, hvormed kirken står og falder. Hvis Jesu legeme og blod ikke kan være til stede i brød og vin, hvordan kan det så sone verdens synder. For kalvinisterne får det den konsekvens, at Jesus kun døde for de udvalgte. For de, som lærer en fri vilje, får det den konsekvens, at mennesket må lægge lidt til Jesu gerning, nemlig ved at gøre brug af sin frie vilje og beslutte sig for at følge Jesus, før de kan vide sig frelst.

At fornægte sakramenterne er altså ikke blot at fornægte småting. Det åbenbarer dybereliggende vranglære og er i sig selv væsentlige udtryk for falsk lære, da sakramenterne sammen med ordet er de nådemidler, hvormed Gud vil frelse os og bevare os hos Kristus. At anse det for at være småting viser i sig selv, at man ikke har forstået dem. Hvis man tager Guds lov alvorligt, vil man se sine synder, og så har man brug for alle nådens midler. Da vil man indse, at dåben og nadveren ikke er småting. I anfægtelserne over ens synder, er de en klippe, man kan leve og dø på, for her uddeler Kristus sin frelse til hver enkelt.