På opfordring vil jeg skrive lidt om mit syn på discipelskab. Senere vil følge noget om kaldet til at følge Jesus.
Ordet discipelskab findes ikke i biblen, men er afledt af ordet discipel =elev, dvs. en, der undervises. Det handler om at lade sig undervise af Jesus. Jesus siger det selv i Joh 8,31, som jeg prædikede over for nylig: Hvis i bliver i mit ord, er i sandelig mine disciple.
At være Jesu discipel er i første omgang noget passivt. Det er at tage ved lære af Jesus og modtage hans ord, evangeliet om syndernes forladelse, den himmelske lære om retfærdiggørelsen for Kristi stedfortrædende gernings skyld.
Når man så er blevet en discipel, vil man også blive i Jesu ord. Ved evangeliets kraft er et nyt meneneske blevet til, som elsker Gud og hans ord. Det første i den aktive del af det, at være discipel er helliggørelse under lovens første tavle, de bud, som har med Gud og hans ord at gøre.
En discipel kæmper mod synden og gør sig ikke afguder, men elsker Gud. Derfor lyver han heller ikke om Gud eller billiger at andre misbruger hans navn til løgn. Så en discipel holder sig fra de falske lærere, som formørker evangeliets klare lys og stjæler korsets trøst fra arme syndere. Og han kommer hviledagen i hu, så han hører Guds ord, når det er muligt og kommer dér, hvor Guds nådemidler forvaltes ret og han hører og modtager ordet og sakramenterne til sin trøst og bevarelse i troen. Og spørger man ham hvorfor, svarer han glad og gerne, at det er fordi han her forsikres om sine synders forladelse af sin kære frelser, Jesus Kristus.
Den anden del af den aktive del af discipelskabet er det, at han kommer hjem fra kirke og tjener sin næste dér, hvor Gud har sat ham. Afhængig af hans/hendes stand, er der altid noget, der skal gøres: børnene skal have madpakker med, der skal vaskes op, der skal gøres rent, der skal tjenes penge hjem til familien, der er mennesker, der skal tjenes gennem ens borgerlige erhverv. Og selv om det alt sammen ser ud til at være små ting, som ikke er så fromme, så ved disciplen, at det er Gud, der har sat ham/hende her med det formål at holde hjulene i gang, og at selv disse små ting er en gudvelbehagelig gudstjeneste, selvom det ikke er gennem disse ting, Gud udbreder sit rige.
Det gør han gennem de ting, som disciplen gør under lovens første tavle, nemlig ordet og sakramenterne. Men begge dele er Gud velbehagelige, selvom de tjener hvert sit formål.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
Tak for den hurtige respons... Du må vente lidt på min.
Hva' siger du til dette udsagn: http://primdahl.wordpress.com/2006/10/21/a-qoute-6/#comments
Det er et noget upræcist citat, synes jeg.
Hvis rightness i begge sætninger betyder den synlige retfærdighed overfor mennesker og ikke retfærdigheden overfor Gud er jeg enig. MEen loven er heller ikke blot "the courser of rightness", hvis er med rightness menes retfærdighedne overfor Gud. Loven fortæller den retfærdiggjorte, hvad de gode gerninger er, som den retfærdiggjorte skal gøre, men den bevarer inen i retfærdigheden og den gør heller ingen i stand til at leve efter budene.
Min frygt ved et sådant upræcist citat er at det betyder et eller andet midt imellem og at de to former for retfærdighed derved sammenblandes, så helliggørelsen får noget at sige i retærdiggørelsen.
I det hele taget er præcis sprogbrug af største vigtighed, når det gælder forholdet mellem tro og gerninger, lov og evangelium, retfærdiggørelse og helliggørelse. Det er sjældent et spørgsmål om, at nogen ikke tror, at vi skal gøre gode gerninger f.eks.. Spørgsmålet er altid hvad, der er årsag og hvad, der er virkning.
mvh. Magnus
Jamen, Magnus, er der nogen, som mener det modsatte af det, du skriver. Jeg har endnu ikke kommet i kredse, som alvorligt mener, man bliver frelst af gode gerninger. Man siger jo altid, at man kommer til tro ved forkyndelsen, og frugten af ens tro er de gode gerninger.
Skismaet er naturligvis, HVOR afvigende gerningerne kan være... Paulus siger direkte, at en morder ikke har evigt liv i sig, og han siger desuden, at vi bedrager os selv, hvis vi tror, at utugtige, afgudsdyrker mmm. har del i Guds rige.
Så det synes jo dog, som om at gerninger KAN føre os UD af frelsen.
Hvis der er en VIS fokus på gerninger, så er det vel på grund af dette. At man ikke ønsker, at mennesker skal forhærde sig i synd og komme (helt) bort fra Gud, og derfor retter opmærksomheden mod deres gerninger, eller den indstilling i deres hjerter, som fører de forkerte gerninger med sig.
Kan du følge mig? Eller misforstår jeg dit ærinde?
mvh
Jesper
Hej Jesper
Det er rigtigt, at det eneste kirkesamfund som eksplicit hævder frelse af gerninger er den antikristelige pavekirke, men for mig at se hænger alle lærepunkter sammen, så undergravelse af ét fører til undergravelse af retfærdiggørelseslæren.
Når læren om retfærdiggørelsen bliver udtrykt upræcist, er der en stor fare for, at det går galt. Mennesket er altid på vej ud i lovretfærdighed, så hvis man begynder at give gerninger den mindste plads i retfærdiggørelsen eller dennes bevarelse, er fanden løs -bogstaveligt talt.
Jeg har intet imod forkus på gerninger eller advarsler om at ubodfærdighed leder mennesker til fortabelse. Men omvendt kan gerninger hverken frelse eller bevare. Det er paradoksalt, men sådan er det at skelne mellem lov og evangelium.
mvh magnus
Send en kommentar