tiltrædelsesprædiken

her findes min tiltrædelsesprædiken om, hvad en menighed kan kræve af præsten og hvad en præst kan forvente af menigheden.

Andagt til min ordination

Hermed følger den andagt, jeg holdt til min ordination

1. kor 5,17-21

I denne tekst hører vi om tre ting, som Gud har gjort for at frelse os. Det første er det Gud har gjort, da han lod sin søn dø på korset. Det andet er det, han gør, når han lader forligelsens tjeneste forkynde ordet om forligelsen. Det tredje er, når han ved sin Helligånd og ordet skaber troen i os, så vi lader os forlige med ham og tager imod syndernes forladelse.

Det første er, at han lod sin Jesus Kristus dø på korset for at frelse os. Det er ét teksten taler om, når den siger: ”for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser”. Hele verden, dvs. alle mennesker er født i synd og skyld, dvs. som Guds fjender. Vi overtræder Guds bud, ligesom vore forfædre Adam og Eva gjorde det, og vi fortjener kun Guds straf, nemlig døden og helvede. Og ligesom to lande kun holde op med at være fjender ved at blive forliget eller forsonet, sådan måtte Gud også forsones.

Men vi kunne ikke betale, for vi er skyldige og har intet at betale med. Derfor betalte Gud sin egens traf, da han blev menneske i Jesus Kristus og både betalte ved at leve et syndfrit liv og ved at lide og dø under Guds vrede. Det er det, Paulus taler om, når han siger: ”Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham”. I Kristus forligte Gud verden med sig selv, og fordi alt nu var betalt tilregnede Gud os ikke mere vores overtrædelser. Kristi retfærdighed blev så at sige sat ind på vores konto, ligesom vores skyld blev overført til hans konto og betalt af ham.

Det er ikke nok, at Gud ved, at han er forliget. Derfor fortsætter Paulus, med at skrive om det andet, at Gud ”betroede os ordet om forligelsen. Så er vi altså udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os.” Gud har indstiftet et embede, som har fuldmagt til på hans vegne at forlade synder. De, som har dette embede, er udsendinge i Kristi sted. De skal altså ikke prædike deres egne holdninger og meninger, men Kristi ord. Præsten er altså ligesom en dommer eller politimand, som heller ikke skal håndhæve sine egne meninger men på samfundets vegne skal håndhæve samfundets love. Kristus har givet præsten myndighed til at forlade synderne her og nu på baggrund af dét, Gud gjorde på korset, ligesom en dommer har myndighed til at frikende mennesker, så de ikke bliver straffet.
Derfor har vi brug for præster.

Det sidste, vi hører om, er det, Gud virker ved sin Helligånd i vore hjerter, når vi hører ordet om forligelsen. Paulus fortsætter: ”Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!” En ting er, at gaven er købt og betalt på korset og bliver uddelt ved ordet og embedet. Vi må nu også tage imod den. Vi må lade os forlige med Gud. Hvordan sker det nu? Det sker, når vi tror og stoler på, at Gud tilgiver os vores skyld, fordi Jesus har betalt for den. Og vi kan ikke selv tro, da vi er fjender af Gud, som vi er af naturen. Gud må gøre os til nye skabninger, for at vi kan tro. Og det gør han ved sit ord. Han giver os nye hjerter, så vi stoler på, at vore synder forlades for Kristi skyld.

Her har vi altså hele Guds frelse, dét han gjorde på korset, dét han gør ved sine nådemidler ved sine udsendinge, og dét han gør i vore hjerter, når han skaber troen.

At skelne ml. retlærende og vranglærende kirker

Her findes et udemærket foredrag om at skelne ml. retlærende og vranglærende kirker og vigtigheden heraf af den gamle missourisynode-dogmatiker, Franz August Otto Pieper.

Til slut skriver han:

If, therefore, we judge on the basis of God's Word, and not according to our own thoughts, then it is certain, that by avoiding all church fellowship with errorists, we walk according to God's will and thereby serve the best interests of the Church in general, and also of our own soul in particular. May God always give us enlightened, spiritual eyes of our understanding, that we may at all times actively recognize the difference between orthodox and heterodox churches, and give us the right, holy love for the truth, that we may at all times act in accordance with this knowledge.

Nogn vil sandsynligvis finde denne dogmatiske sikkerhed sekterisk og fordømmende. Men hvad er egentlig alternativet.

Det er uvisheden. Kan vi ikke være sikker på læren, kan vi heller ikke være sikre på, at Jesus har borttaget alle vores synder på korset og at Gud tilgiver os fuldt og helt. Denne konklusion har jeg hørt mange gange, når jeg har konfronteret tilhængere af læretolerance med det "usikkerhedens uhyre", som er konsekvensen. "man kan vel aldrig være sikker, men man kan jo håbe på, at Gud tilgiver mig mine synder".

Men håbet er ikke nok, når ens synder anklager en og Satan udpeger dem ene for en og påpeger, at Gud da ikke kan tilgive den slags, og slet ikke, når du har gjort det igen. Her hjælper det ikke at kigge ind i sig selv efter et usikkert håb eller at stole på, at Gud nok tilgiver. Her hjælper kun, at Gud tilgiver synden, fordi Jesus helt sikkert har båret alle verdens synder og fordi han helt sikkert frelste mig i dåben, hvor han rensede mig, ligesom han helt sikkert tilgiver mig ved sit ord og ved nadveren, fordi han har skrevet det helt sikkert og soleklart i sit hellige ord.

Hermed lidt at tænke over her i fasten med hilsen på min bryllupsdag i 2005, hvor jeg på 1. søndag i fasten holdt denne prædiken.

Eksamensangst?

Min kone og jeg var til messe i Romerkirken denne søndag, da vi havde lidt tid inden vi skulle til gudstjeneste. Jeg havde umiddelbart forventet en noget mere subtil undergravning af evangeliet end vi fik.

Præsten sagde direkte, at livet var som en skolegang, der skulle forberede os til en eksamen før vi kom i himlen. Han talte en del om det kristne sindelag og gav menigheden en moralsk opsang på flere områder. Der var for så vidt ikke ret meget i vejen med det enkelte moralske spørgsmål, han tog op og han talte også godt om menneskers egoisme. Men evangeliet var fuldstændigt fraværende og blev erstattet af loven som frelsesvej.

At leve med sådan en tro må være som at leve med konstant eksamensangst, blot værre. Har man nu gjort nok.

Heldigvis er livet ikke som en eksamensforberedelse. Jesus har allerede bestået eksamen for os og vi har fået studenterhuen på. Der er ikke flere karakterer, der skal gives og der er ikke nogen usikkerhed om karakteren. Jesus har scoret topkarakter for os alle. Det eneste, der mangler er translokationen, hvor vi officielt og endeligt får overrakt eksamensbeviset i alles påhør.

Ser man livet, som en forberedelse til den store eksamen, vil man kun tjene sin næste for at bestå eksamen og ikke for næstens skyld. Ja, hvis man ikke kan være sikker på frelsen på grund af Jesu objektive frelserværk og uddelt i de objektive nådemidler, ord og sakrament, da vil man aldrig kunne være sikker, men leve i eksamensangst og forsøge at forsikre sig ved hjælp af egne gerninger.

Så vil man uundgåeligt tænke: Gud har gjort sit, nu må jeg gøre mit. Men det er falsk. Gud hat gjort sit, og Jesus har gjort mit. Sådan er det. Derfor behøver vi ikke at frygte den store eksamen, men kan med huen som sikkerhed frimodigt se frem til translokationen.