Missourisynoden, AALC og Den evangelisk-lutherske Frikirke

I sommers erklærede Missourisynoden (LCMS) kirkefællesskab med "The American Association of Lutheran Churches" (AALC). Dette kirkesamfund har tidligere skrevet om uenigheder med missourisynoden:

For example, the celebration of the Lord's Supper among congregations in The AALC could be described as "close" Communion. While the term "close" has been used in the LC-MS in the past, the current practice is to define this as "closed" Communion with the perception that Holy Communion in Missouri Synod churches is only for Missouri Synod Lutherans.

Teksten findes stadig på kirkesamfundets hjemmeside, så man må gå ud fra, at den stadig gælder: Distinctions of The AALC.

Men hvad er egentlig forskellen på closed og close communion. Closed communion handler om kirkefællesskab. Det handler om, at nadveren er et menighedsmåltid, der forudsætter enighed om lære og bekendelse og medlemskab af en retlærende kirke.

Close communion handler først og fremmest om, at præsten skal vide, hvem han tager til alters - om de modtager nadveren ret, dvs. ved hvad de får og ikke er ubodfærdige. Dette er vigtigt og enhver præsts pligt at gøre.

Men når læren om kirkefællesskab ikke berører ens nadverpraksis, har man reelt ikke en lære om kirkefællesskab. Og når LCMS kan erklære alter- og prædikestolsfællesskab med en kirke, der ikke har det det, må man spørge, om LCMS stadigvæk har en lære om kirkefællesskab.

Den har før erklæret kirkefællesskab med kirker, der var i kirkefællesskab med liberale kirker. Men med erklæringen om kirkefællesskab med AALC, kan der ikke længere være tvivl om, at LCMS er en vranglærende og unionistisk kirke.

Den Evangelisk-Lutherske Frikirke i Danmark (ELFK) har formanet LCMS ledelse flere gange(se bl.a. her), men så vidt man kan læse af ELFK's hjemmeside, er den stadig i kirkefællesskab med LCMS og har ikke officielt suspenderet eller afbrudt det.

Men hvad betyder en formaning til LCMS om at afbryde kirkefællesskab med vranglærende kirkesamfund, hvis man selv opretholder kirkefællesskab med LCMS, som ELFK gør. ELFK har jo selv ved sin praksis vist, at de ikke fastholder den lutherske lære om kirkefællesskab.

Samtidig har ELFK i enhedsdokumentet mellem nordiske kirker, tilslutte sig følgende sande formulering om kirkefællesskab: "Kirkefællesskab skal imidlertid ikke grundes på individuelle menighedsmedlemmers trosbekendelse, men på den lære, som menigheden faktisk forkynder og bekender. På dette grundlag kan man udøve prædikestols- og nadverfællesskab mellem kirker og menigheder. Og dette betragter vi som kirkefællesskab." ELFK viser ved sin praksis, at man ikke er i overenstemmelse med enhedsdokumentet, når det gælder læren om kirkefællesskab.

I Augustanakirken er vi fastholder vi læren om kirkefællesskab, som den er formuleret i enhedsdokumentet. Vi vil også fastholde den i praksis. Derfor kan vi ikke indgå eller opretholde kirkefællesskab, dvs. nadver- og prædikestolsfællesskab, med vranglærende kirker.

Håndtryk

Så har Biskop Karsten Nissen truffet sin beslutning angående håndslag. Det blev et nej til de ordinander, der ikke vil give håndslag.

Nogle på folkekirkens højrefløj vil nok brokke sig over manglende rummelighed. I spørgsmålet om kvindelige præster er jeg helt enige med modstanderen på folkekirkens højrefløj. Jeg er også helt enig i, at man ikke kan give håndslag til en kvindelig præst ved ordinationen. Jeg mener blot heller ikke, at man kan give håndslag til en mandlig præst eller biskop, der er tilhænger af kvindelige præster eller anden vranglære.

Men betyder det, at trossamfund skal være rummelige. Nej, et trossamfund skal ikke være rummeligt. Religionsfrihed er netop frihed for alle religioner og trossamfund til ikke at være rummelige, så længe de ikke krænker andres frihed. Når et trossamfunds ret til ikke at være rummelig mistses, mister vi også religionsfriheden.

Der er ikke tale om forfølgelse, når rummeligheden i et trossamfund begrænses af trossamfundet selv, som det idag er sket i Viborg stift. Tværtimod ville der være tale om forfølgelse, hvis staten ikke tillod et trossamfund selv at afgøre, hvem der har adgang til dens embeder. Og er man uenig i trossamfundets lære og ordninger, kan man selvfølgelig ikke være forkynder og præst i det.

Det store problem består derfor i stedet i, at den såkaldte højrefløj insisterer på at blive i et trossamfund, som den ikke deler lære og praksis med. Når den så begynder at sætte grænser tilfældige steder (som ved håndtryk til kvindelige præster frem for til alle vranglærere), er der jo dybest set tale om en tilfældig diskrimination for ikke at sige decideret mandschauvinisme. Biskoppen, der ordinere disse kvinder begår en mindst lige så stor synd som disse kvinder - og det samme gør de mandlige præster og ordinander, som deltager. Det kirkelige fællesskah og dermed håndtryk ved ordinantionen bør nægtes til alle disse - og ikke kun til en enkelt gruppe.

Jeg kan derfor - borgerligt set - godt forstå, at nogen bliver sure, når højrefløjsteologer insisterer på at lade sig ordinere i en kirke, hvor de ikke anerkender deres kollegers embede.

Hvis man er uenig i folkekirkens ordinationspraksis, bør man forlade den. Det er både det bibelsk rigtige og det borgerligt mest ærlige at gøre.

Den postmoderne inkvisition

Både i verden og i kirken er vi i dag vidne til et postmoderne trospoliti.

Verdens postmoderne trosp0liti
I verden anføres det af rabiate sækularister som Naser Khader, der som muslim vil blande sig i andre trossamfunds indre anliggende - bl.a. i spørgsmålet om vielse af homoseksuelle partnerskaber, og når han kræver religion underordnet demokratiet.

Som muslim kan Khader ikke skelne mellem det åndelige og det verdslige regimente - derfor må han guddommeligegøre en bestemt samfundsordning, ligesom de fundamentalister, han hævder at bekæmpe. Derfor kræver han andre religioner disciplineret under sine postmoderne sækularistiske statsreligion.

Kirkens postmoderne trospoliti
I kirken anføres dette postmoderne tropoliti af ofte evangelikale, der har ladet sig forføre af postmodernismen, ligesom de evangelikale tidligere lod sig forføre af modernismen. Her slår man hårdt ned på dem, der mener at Guds ord er klart og tilstrækkeligt i alle lærespørgsmål, så man sikkert kan vide, hvad Guds ord lærer.

Måske har de en minimustroslære - men baggrunden for den er den laveste læremæssige fællesnævner mellem dem, der deler den evangelikale/pietistiske fromhedstradition.

Baggrunden er, at evangelikalisme og pietisme mener at vide, hvem der er sande kristne på baggrund af nogle fromhedsudtryk. Modsat vil de benægte, at man med sikkerhed kan vide, hvad der er sand kristendom.

Når en præ/u-moderne lutheraner eller andre drister sig til at hævde at man kan vide, hvad der er sand kristendom - og ikke blot i teorien - men også rent faktisk hævder at vide det, bryder et ramaskrig ud og man beskyldes for hovmod og andre grimme ting.

Den postmodernismen, som giver sig ud for at være tolerancens bannerfører, viser sig pludselig som intolerancens og snæversynets højborg. Her respekterer man ikke andres ret til at tage fejl, hvis de altså tør siger, hvad de mener er sandt - og falsk.

Luthersk Kristendom og den postmoderne inkvisition
Luthersk kristendom er efter sit væsen ikke blot tetisk/didaktisk men også antitetisk/polemisk. Sandheden kan kun hævdes ren og klar, når den falske lære forkastes.

Den lutherske kirke hævder skriftens klarhed, ikke blot som noget teoretisk og passivt, men som en aktiv klarhed, som oplyser menneskesindet.

Den lutherske kirke hævder Skriftens ydre klarhed og sprogets evidens som baggrund for læren. Det er muligt at slutte sig til, hvad sand kristendom er og forkaste den falske.

Derfor må den lutherske kirke stå i et modsætningsforhold til den postmoderne inkvisition i kirken og i verden.

Den lutherske kirke og friheden
Modsat den sækularistiske inkvisition og Islam hævder den lutherske kirke, at samfundet skal styres efter den naturlige lov og fastholder andre menneskers ret til at tage fejl - og gå fortabt. Hverken sækularisme eller kristendom skal påtvinges

Og modsat den kirkelige inkvisition hævder den lutherske kirke andre kirkers menneskelige ret til at tage fejl. Den tager andres synspunkter så alvorligt, at den også tager dem for pålydende - og gendriver dem. Den er ikke ligegyldig overfor uenigheder men tager andres bekendelse så alvorligt, at den ikke vil have kirkeligt fællesskab med dem, der lærer falsk eller tilhører vranglærende kirkesamfund. Men det sker netop af respekt for såvel Guds ord som andre kristnes bekendelse.

Den lutherske kirke hævder ikke, selvom den bliver beskyldt for det, at alle dem, der tilhører vranglærende kirkesamfund går fortabt. Tværtimod, så fastholder den lutherske kirke, at den sande kirke er usynlig. Dét, den lutherske kirke bedømmer, er læren. Den kan derimod bedømmes i Skriftens klare lys, så man kan skelne mellem retlærende og vranglærende kirker.

Augsburgske citater om N.P. Grunnet og læren om kirkefællesskab

Augsburgske citater

Her ligger et interessant blogindlæg af Dr. Spids om N.P. Grunnet, som stiftede Den evangelisk-lutherske Frikirke i Danmark og som praktiserede den lutherske lære om kirkefællesskab. Til sidst aktualiseres det med en kommentar til ELFK's praksis i dag, hvor den har kirkefællesskab med vranglærende kirkesamfund som f.eks. missourisynoden.

Kirkens synlige og usynlige side

Kirken har to sider - en synlig og en usynlig.

Kirkens usynlige side, er kirken i egentlig forstand, den Hellige Almindelige Kirke, eller som Den Augsburgske Bekendelses artikel 7 siger: "kirken er de helliges forsamling". Det er det, man kunne kalde kirkens "hvem". Fordi vi mennesker ikke kan se troen, er kirkens "hvem" usynligt.

Kirkens synlige side er det, den Augsburgske Bekendelse fortsætter med: "i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes rettelig." Ordets rette forkyndelse og sakramenternes rene forvaltning er dét, der skaber og opretholder troen(Matth 28,20). Dermed er de også synlige kendetegn på kirken(som sådan nævnes de også i ApG 2 sammen med bønnerne - gudstjeneste - og fællesskabet). Det er det, man kunne kalde kirkens "hvor". Vi kan erkende, hvor kirken er. Det er den menighed, hvor Guds ord forkyndes rent og purt og hvor sakramenterne forvaltes efter Kristi indstiftelse. Derfor er den sande synlige kirke den, hvori Guds ord læres ret og sakramenterne forvaltes retteligt, dvs. den retlærende evangelisk-lutherske kirke. I Danmark vil det sige Augustanakirken og dens kirkefællesskab.

Så findes der også samfund, hvori der forkyndes så meget af evangeliet, at mennesker kan komme til tro, men hvor der læres i strid med Guds ord og sakramenterne ikke forvaltes ret. De kan stadig kaldes kristne kirker og er en del af den synlige kirke i en forstand, ligesom pavekirken også kan kaldes Guds tempel i 2. Thess. 2,4.

Disse kirkesamfund og menigheder eksisterer imod Guds vilje men med hans tilladelse for at prøve de helliges trofasthed (1. Kor 11,19). Kristne skal flygte fra dem for deres saligheds skyld (Rom 1617), men samtidig kan alle medlemmer heri ikke frakendes kristennavnet.

Der er medlemmer af den hellige almindelige og usynlige kirke i disse samfund, men det er ikke op til os at bedømme, hvem der har en sand tro. Dét, vi kan afgøre, er om Guds ord forkyndes ret og sakramenterne forvaltes efter Kristi indstiftelse, dvs. kirkens "hvor". Det er enhver kristens pligt at bedømme læren på baggrund af Guds klare ord i Skriften.

Leuenbergkonkordien

I 2001 underskrev den danske Folkekirke Leuenbergkonkordien, hvilket var den direkte anledning til min udmeldelse af Folkekirken. Stadigvæk, mange år efter, er der ikke kommet nogen reaktioner fra såkaldte bibeltro i folkekirken.

Åbenbar gudsfornægtelse og moralske spørgsmål, vil man gerne markere sig om.. Men her, hvor det er evangeliets trøst i læren om Jesu to naturers personenhed, læren om dåbens genfødende virkning og Jesu legemes og blods sande nærvær i brød og vin, har man ikke reageret.

De eneste reaktioner, jeg har set er en udtalelse fra Fællesskabet Kirkelig Fornyelse sammen med Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse. De teologiske institutioner MF og DBI har ikke reageret og det nye Evangelisk-Luthersk Netværk har heller ikke mig bekendt udtalt sig om dette spørgsmål.

Er den såkaldte bibeltro fløj overhovedet luthersk, eller er den i virkeligheden blevet en fællesprotestantisk evangelikal bevægelse. Jeg tillede det spørgsmål, da jeg meldte mig ud af folkekirken. Årene, der er gået uden reaktion og hvor samarbejdet med f.eks. Dansk Oase er blevet tættere og den reformerte påvirkning kun er tiltaget, har vist, at jeg gjorde ret i at stille spørgmålet.

Svaret har historien givet: Den folkekirkelige højrefløj er ikke en konfessionel luthersk bevægelse, men en unionistisk pietistisk bevægelse, som først og fremmest vil værne om en moralforståelse og en fromhedstype og ikke om den evangelisk-lutherske lære.

Havde den villet det, så havde der været en langt større reaktion imod Leuenbergkonkordien, ligesom den preussiske union i 1800-tallet også fik lutheranere til at reagere og enddog gå i fængsel eller lade sig forvise for ikke at have gudstjenestefællesskab med reformerte. Idag løfter man knap nok øjenbrynet.

Se den udtalelse, jeg udarbejdede om Leuenbergkonkordien for den Evangelisk-Lutherske Frikirkes daværende præstekonvent, og som jeg stadig står ved:
Leuenbergkonkordien: Udtalelser fra Den evangelisk-lutherske Frikirke

Uddrag af visitationsartiklerne

Hermed et uddrag, som er yderst relevant, hvor den lutherske nadverlære benægtes af så mange, der kalder sig lutheranere, hvis de da overhovedet har kendskab til den:

Om den hellige nadver
Vore kirkers rene og sande lære om den hellige Nadver:
1.At Kristi ord: ”Tag det og spis det; dette er mit legem; tag det og drik det, dette er mit blod” skal forstås enfoldigt og bogstaveligt, som de lyder.
2.At der er to ting til stede i sakramentet, som gives og modtages sammen med hinanden: en jordisk, hvilken er brød og vin; og en himmelsk, hvilken er Kristi legeme og blod.
3.At denne (forening, uddeling og modtagelse) sker hernede på jorden og ikke oppe i himmelen.
4.At det, der uddeles og modtages, er Kristi sande, naturlige legeme, som har hængt på korset, og det sande, naturlige blod, som har flydt fra Kristi side.
5.At Kristi legeme og blod ikke kun modtages åndeligt med troen, hvilket også kan ske udenfor nadveren, men dér sammen med brødet og vinen [modtages] med munden, dog på en uudforskelig og overnaturlig måde, til en pant og en forsikring om vores legemers opstandelse fra de døde.
6.At Kristi legeme og blod nydes med munden ikke blot af de værdige, men også af de uværdige, som går dertil uden bod og sand tro; dog med forskellig virkning: af de værdige modtages det til salighed, men af de uværdige til dom.

De sachsiske Visitationsartikler fra 1592 II

Jeg skal lige tilføje, at de sachsiske Visitationsartikler sammen med Den Hellige Skrift og konkordiebogen udgør Augustanakirkens bekendelsesgrundlag ifølge dens vedtægter og at jeg ved min ordination aflagde ed derpå.

De sachsiske Visitationsartikler fra 1592

Her er min oversættelse af de Sachsiske Visitationsartikler af 1592.

Disse blev lavet i Sachsen i 1592 som reaktion på reformert indflydelse og brugt til afklaring af, om folk var skjulte calvinister(kryptocalvinister). De blev et tillæg til konkordiebogen og var officielt bekendelsesgrundlag i Sachsen indtil 1836. De var også bekendelsesgrundlag i en del af missourisynodens første menigheder, bl.a. C.F.W. Walthers første menighed.

De er vigtige, fordi de direkte forkaster den falske reformerte lære om Kristi person, nadveren, dåben og forudbestemmelsen.

Disse punkter er blevet vigtige igen efter folkekirkens underskrivelse på Leuenbergkonkordien i 2001(som førte til bl.a. min udmeldelse af folkekirken).

Jeg har i min oversættelse forholdt mig både til den latinske og den tyske tekst og især støttet mig til Caspari og Johnsons game dansk-norske oversættelse.

Pragmatisme -også bibelkritik

Der findes en foragt for Guds ord, som kirker, der kalder sig bibeltro og lutherske desværre let bliver gennemsyret af. Den hedder pragmatisme. Den findes i flere varianter, men hovedingrediensen er, at mens man i princippet anerkender den rette lære, så er det alligevel kun i princippet. Når det kommer til praksis, hvor læren skal udfolde sig, så går man på kompromis og bliver eftergivende overfor den falske lære og praksis.

Jeg vil skynde mig at sige, at jeg er helt med på, at man som præst og kirke må have en del pastoral og barmhjertig tålmodighed med dem, der fejler. Desuden er det jo også sådan, at alle ikke skal kende den rette lære til bunds -kundskabsniveauet er forskelligt.

Dér, hvor pragmatismen sætter ind, er når man ikke blot har tålmodighed med de svage eller uvidende, men accepterer bevidst modstand mod den rette lære efter undervisning og formaning eller enddog begynder at indføre falsk praksis af hensyn til dem, der er i modstrid med den rette lære.

Dette kan enddog ske med henvisning til, at dem, der vil have kirken til at ændre sin lære og praksis efter deres hoveder, skulle være 'de svage'. Men det er en løgn, der undergraver Guds ords lære og Guds kirke.

Paulus skriver kort og klart i Rom 16,17, hvordan man skal forholde sig til dem, der er i strid med den rettelære -man skal ikke have kirkeligt fællesskab med dem. At fastholde falsk lære og praksis trods undervisning og formaning og at fremme og forsvare denne er ikke blot en uskyldig leg med intellektuelle begreber; -det er i stedet at sprede dødbringende gift. Det er derfor enhver retlærende menigheds pligt at holde læretugten i hævd -også overfor lægfolk.

Pragmatismen kan også bruge indflydelsen som argument. Sådan skriver Rolf Preus om, at Missourisynoden ikke længere har en lære om kirkefællesskab, men en lære om indflydelse. Når man fastholder kirkeligt fællesskab med vranglærende kirker som f.eks. folkekirken eller for den sags skyld også Missourisynoden med den begrundelse, at man på den måde kan øve indflydelse, er man i strid med apostlens ovennævnte formaning, og konsekvensen bliver oftest, at indflydelsen går den anden vej, når man allerede har vist sig ulydig mod Guds ord.

Der er kun en medicin mod pragmatismen: omvendelse. -Omvendelse ved anger over synden og tillid til, at synden forlades for Kristi skyld, så man på ny tør stole på Guds ord og følge dets formaninger i tillid til, at det er gennem ordet og ikke gennem vores indflydelse, at Gud bygger sin kirke.

Lukket nadver 2

Igen et citat fra The Fire and the Staff af Klemet I. Preus:

"Når du forbyder nogen nadveren, fordi de tilhører en kirke, der ikke er i fællesskab med din, siger du: "Din kirke er heterodoks. Den er falsk. Du er i åndelig fare i den kirke. Jeg må advare dig mod den kirke. Gud vil, at du skal holde dig til den sande lære, som den læres af den lutherske kirke." tag ikke fejl. Det er det, der siges, når man praktiserer lukket nadver. En menighed, der ikke kan sige det, burde ikke praktisere lukket nadver, og en præst, der ikke klart kan erklære det, burde ikke være luthersk præst."
(p. 270)

At skelne ml. retlærende og vranglærende kirker

Her findes et udemærket foredrag om at skelne ml. retlærende og vranglærende kirker og vigtigheden heraf af den gamle missourisynode-dogmatiker, Franz August Otto Pieper.

Til slut skriver han:

If, therefore, we judge on the basis of God's Word, and not according to our own thoughts, then it is certain, that by avoiding all church fellowship with errorists, we walk according to God's will and thereby serve the best interests of the Church in general, and also of our own soul in particular. May God always give us enlightened, spiritual eyes of our understanding, that we may at all times actively recognize the difference between orthodox and heterodox churches, and give us the right, holy love for the truth, that we may at all times act in accordance with this knowledge.

Nogn vil sandsynligvis finde denne dogmatiske sikkerhed sekterisk og fordømmende. Men hvad er egentlig alternativet.

Det er uvisheden. Kan vi ikke være sikker på læren, kan vi heller ikke være sikre på, at Jesus har borttaget alle vores synder på korset og at Gud tilgiver os fuldt og helt. Denne konklusion har jeg hørt mange gange, når jeg har konfronteret tilhængere af læretolerance med det "usikkerhedens uhyre", som er konsekvensen. "man kan vel aldrig være sikker, men man kan jo håbe på, at Gud tilgiver mig mine synder".

Men håbet er ikke nok, når ens synder anklager en og Satan udpeger dem ene for en og påpeger, at Gud da ikke kan tilgive den slags, og slet ikke, når du har gjort det igen. Her hjælper det ikke at kigge ind i sig selv efter et usikkert håb eller at stole på, at Gud nok tilgiver. Her hjælper kun, at Gud tilgiver synden, fordi Jesus helt sikkert har båret alle verdens synder og fordi han helt sikkert frelste mig i dåben, hvor han rensede mig, ligesom han helt sikkert tilgiver mig ved sit ord og ved nadveren, fordi han har skrevet det helt sikkert og soleklart i sit hellige ord.

Hermed lidt at tænke over her i fasten med hilsen på min bryllupsdag i 2005, hvor jeg på 1. søndag i fasten holdt denne prædiken.

Læren og lægfolket

"Hvis Kirken skal vokse i enhed i tro og kærlighed er det ikke nok, at lærerne alene skal være grundfæstet i Guds ord. I stedet må hele menigheden stå som vidne om sandheden og som bekæmpere af vildfarelse. Så snart lægfolket begynder at blive lunkent og dovent i sin undersøgelse af sandheden og begynder at opgive bedømmelsen af læren til deres hyrder, mistes Kirkens enhed, og Gud vil snart åbne sluseportene, hvorigennem falsk lære vil komme ind. Hvad trofaste lærere byggede over mange år med stor anstrengelse, vil så hurtigt ødelægges."

C.FW. Walther, fra "God Grant It -daily Devotions from C.F.W. Walther" -Compiled byAugust Crull, Translated by Gerhard P. Grabenhofer, p. 565.

Hvad er værst

Hvad er egentlig værst:
1. At lære så åbenlyst falsk, at enhver,
som kan læse sin bibel kan se det og holde sig fra en, selvom
man måtte være præst eller biskop i Den Danske Folkekirke.

2. At hævde, at man er en evangelisk-luthersk forkynder og lave et
evangelisk-luthersk netværk, men ved sin fortsatte tilstedeværelse i Folkekirken og sit prædikestols- og alterfællesskab
med dem, som er nævnt i pkt 1, vise, at læren ikke er så vigtig og
derved vildlede troende mennesker til at lytte til ulvene.

mvh magnus

Lukket nadver

Her er de seks læremæssige grunde, som Klemet Preus nævner som
baggrunden for lukket nadver (At kun medlemmer af kirkesamfundet eller søsterkirker kan gå til alters)
i sin ualmindeligt gode bog (som snart vil blive anmeldt på min bog-blog): 1. De, som praktiserer lukket nadver hævder, at man kan vide sikker, hvad sandheden er. 2. De hævder, at deres bekendelser uden tvivl er sandheden. 3. De tror, at visse andre kirkers bekendelser er falske og ubibelske. 4. De tror, at din kirkes lære er din lære. 5. De tror, at ens bekendelse og ens kirkes bekendelse er et vigtigere spørgsmål end livet selv. 6. De tror, at ligegyldighed overfor deres kirke og bekendelse er en synd mod Gud.

Det er virkeligheden disse punkter, som støder mennesker ved lukket nadver, for det er disse lærepunkter, den lukkede nadverpraksis demonstrerer og underviser om.

(Lære-)nævn?

I KD idag udtaler ombudsmanden, at Folkekirken har brug for et lærenævn uafhængigt af statslige organer, så den selv kan træffe afgørelser i læresager. Jeg er for så vidt ikke uenig deri, men giver det nogen mening, når Folkekirken ikke længere har en reel lærenorm. Et lærenævn uden en lærenorm er jo som en domstol uden en lov.

Hvis Folkekirken skulle til at holde sig til den lærenorm, som er den officielle, nemlig Biblen og de lutherske bekendelsesskrifter, så ville der hurtigt blive meget at lave for et sådant lærenævn, og spørgsmålet er, om der så ville bære nogen tilbage til at sidde i nævnet, som ikke også skulle sidde anklagebænken.

Her vil nogen måske indvende, at de "bibeltro", "kirken højrefløj" da ville kunne sidde i et sådant lærenævn. Men hvis bibel og bekendelse var så vigtigt for dem, ville man også have hørt en protest mod f.eks. Leuenbergkonkordiens underskrivelse i 2001.

For alle retninger i Folkekirken gælder reelt, at det, man ville dømme efter, ikke ville være en objektiv lærenorm, men egne meninger og kammeratskaber. Manglen på en fast lærenorm fører enten til, at menighederne mister deres retssikkerhed, fordi præsten kan prædike, hvad han vil, eller at præsterne mister deres retssikkerhed, fordi de ikke bedømmes efter noget objektivt, men tilfældigt efter kammerateriets regler.

Evangelisk Luthersk Netværk?

Dette nye netværk kalder sig evangelisk-luthersk og vil gerne fastholde bibel og bekendelse. Det er opstået bl.a. i protest imod velsignelse af homoseksuelle partnerskaber og Grosbøll-sagen.

Men hvad er man ellers blevet enige om? Der har ikke været en klar markering i spørgsmålet om kvindelige præster; og Leuenbergkonkordien, som det burde være et luthersk hjerteanliggende at få gjort op med, har man heller intet hørt om.

Men hvis man ikke udtaler sig klart mod Leuenbergkonkordien, er ordene "Luthersk" og "Bekendelsestro" lige så tomme, som når Grosbøll bruger dem. Forskellen er måske i hvor mange punkter, man ser stort på bekendelsen, men hykleriet er det samme.

Det, man bekymrer sig om, ser ud til at være moral, og især seksualmoral. Og Guds lov er da også vigtig, men når man ikke bekymrer sig om lærepunkter, der har med evangeliet at gøre, såsom nadveren, dåben og kristologien, som der blev rørt ved med Leuenbergkonkordien, er der tale om moralisme på lige fod med den gamle liberalteologi.

Et af problemerne ved at tage Leuenbergkonkordien op, er, at man i så fald ville skulle til at rydde op i egne rækker ogå. For er den såkaldte "højrefløj" egentlig enige om bekendelsen, når det gælder Jesu legemes og blods sande nærvær i nadverens brød og vin, dåbens genfødende kraft, Jesu to naturers virkelige forening og meddelelse af egenskaber samt lov og evangelium. Jeg har svært ved at tro det, før jeg har set en klar tilkendegivelse.

mvh. Magnus

Sakramentsfornægtelse Del II -Forægtelse af Jesu legemes og blods sande og virkelige nærvær i den Hellige Nadver

De reformerte(Kalvinister, baptister etc.) benægter Jesu legemes og blods sande og virkelige nærvær i nadverens brød og vin. Jesu ord er enkle nok: "Dette er...". Grundene til at de reformerte benægter det, skal derfor ikke søges i skriften, som klart lærer det modsatte, men i de reformertes falske lære om, hvem Jesus er og i deres falske filosofiske forudsætninger. De reformertes falske lære om den hellige nadver viser bl.a. følgende vildfarelser:

1. at Jesus ikke er én uadskillelig gudmenneskelig person, hvis to naturer gennemsyrer hinanden. De reformerte deler Jesu person, fordi de ikke mener at det endelige kan rumme det endelige. Den menneskelige natur og dermed Jesu legeme og blod kan derfor, ifølge reformerte, ikke have del i guddommelige egenskaber såsom allestedsnærværelse. Den rette lære herom er, at Jesus er én gudmenneskelig person, hvis to naturer er forenet i én person, som dermed har del i både guddommelige og menneskelige egenskaber. Derfor er det både sandt, at "Gud udgød sit blod"(Apg. 20,28) og at Jesu legeme og blod har del i allestedsnærværelse, samt at Jesus gjorde undere i kraft af sin guddommelighed. De reformerte benægter reelt inkarnationen; at Gud blev menneske.

2. De reformerte benægter desuden -igen på grund af det filosofiske princip om, at det endelige ikke kan rumme det endelige- at nadveren og alle nådemidlerne i øvrigt, virkelig uddeler og giver, hvad de siger: syndernes forladelse og den Hellige Ånd. De reformerte fornægter her skriftens klare lære og frarøver kristne den trøst, som nådemidlerne giver, som uddeling af frelsen.

3. I stedet gør de reformerte nådemidlerne til lovgerninger eller opfinder nye nådemidler, som de bruger som lovgerninger. Nadveren bliver set som et mindemåltid, hvor mennesker mindes Jesus; den bliver altså en rent menneskelig gerning: noget vi gør for Gud, i stedet for et nådemiddel: noget Gud gør for os. Eller man gør f.eks. bønnen, idag ofte forbønnen med håndspålæggelse, til et nådemiddel, som skal give vished og sikkerhed gennem oplevelser forbundet hermed. I stedet for at stole på Guds ydre nådemidler, stoler man på sine egne gerninger og egne oplevelser.

4. som en konsekvens af disse ting undergraves retfærdiggørelseslæren, den lære, hvormed kirken står og falder. Hvis Jesu legeme og blod ikke kan være til stede i brød og vin, hvordan kan det så sone verdens synder. For kalvinisterne får det den konsekvens, at Jesus kun døde for de udvalgte. For de, som lærer en fri vilje, får det den konsekvens, at mennesket må lægge lidt til Jesu gerning, nemlig ved at gøre brug af sin frie vilje og beslutte sig for at følge Jesus, før de kan vide sig frelst.

At fornægte sakramenterne er altså ikke blot at fornægte småting. Det åbenbarer dybereliggende vranglære og er i sig selv væsentlige udtryk for falsk lære, da sakramenterne sammen med ordet er de nådemidler, hvormed Gud vil frelse os og bevare os hos Kristus. At anse det for at være småting viser i sig selv, at man ikke har forstået dem. Hvis man tager Guds lov alvorligt, vil man se sine synder, og så har man brug for alle nådens midler. Da vil man indse, at dåben og nadveren ikke er småting. I anfægtelserne over ens synder, er de en klippe, man kan leve og dø på, for her uddeler Kristus sin frelse til hver enkelt.

Dansk Oase: Dansk Oase inviterer papist

Dansk Oase: Dansk Oase
Dansk Oase, den karismatiske bevægelses organisation har i år inviterer en papist til at tale om Romerbrevet på dens sommerlejr under hovedtemaet Reformation. Dansk Oase er blevet angrebet af to teologer med tilknytning til DBI og forsvarer sig i dette dokument.

Dansk Oases Responsum tager udgangspunkt i, at vi som kristne er ét gennem enheden med den treenige Gud. Hvad repsonsummet dog glemmer, er, at denne enhed er usynlig. I karismatiske og pietistiske sammenhænge er det typisk, at man anser enheden mellem sande kristne som værende på en eller anden måde synlig gennem menneskers fromhed og så skærer det nødvendige i kristendommen til derefter, så den sande læres erkendbarhed og skriftens klarhed nedtones. For Dansk Oase ser det ud til at være et oplevelsesfællesskab, som bygger på en fælles åndelighed, som er bestemmende for forkyndelsesfællesskabet i stedet for enighed i den sande lære.

Der henvises bl.a. til Joint Declaration og til, at Den Romersk-katolske Kirke også er en kristen kirke. Og vel er der sikkert kristne i Romerkirken, men den fordømmer dét, enhver sand kristen må tro, den artikel, hvormed kirken -og troen- står og falder, nemlig at et menneske retfærdiggøres ved Kristi tilregnede retfærdighed gennem troen alene, uden egne gerninger. Paven har endvidere sat sig i Kristi og Kristi Ords sted, som den endegyldige fortolker af Skriften. Alt dette fik reformatorerne til -med rette- at drage den konklusion, at Paveembedet er den sande antikrist, som sidde i Guds tempel, d.e. Kirken og gøre store tegn og undere.

Sand luthersk og bibelsk lære er, at Paven er antikrist og at den romerske vranglære må fordømmes og forkastes, fordi den frarøver Guds børn trøsten i korsets ord.

Mht. Dansk Oases henvisning til JD, så skal det bemærkes, at Romerkirken kun skrev under med den forudsætning, at annexet blev føjet til, hvor det bl.a. fastsslås, at Romerkirken stadig fastholder Tridentinum( og derved også fordømmelsen af enhver sadn kristen). Om JD, se desuden Nordisk Frikonferences svar herpå: http://www.vivit.dk/jd/index.htm


mvh. Magnus

Sakramentsfornægtelse Del I

Hvilke fornægtelser følger af sakramentsfornægtelsen? Del I. Dåbsfornægtelse:

Drejer forholdet mellem lutheranere og andre protestanter sig alene om sakramenterne, eller er der er også her en dyb sammenhæng i læren, så falsk lære om sakramenterne også medfører falsk lære i andre spørgsmål.

Lad os begynde med dem, som benægter dåbens genfødende kraft, her specielt dem, som ikke vil døbe børn(baptister, pinsefolk etc.). Argumenterne er som regel, at børn ikke kan tro, at de ikke har brug for at blive døbt, og at dåben ikke frelser.

Hvilke dogmer benægtes hermed? Her er et bud:

1. Arvesynden, herunder både menneskets trælbundne vilje, som gør, at det af naturen er Guds fjende, samt arveskylden, at alle mennesker af naturen allerede er under Guds dom og vrede, fordi de har arvet Adams skyld. Begge sider af arvesynden læres utallige steder i Den Hellige Skrift, t.eks. Joh 3(specielt vers 5 f.), Rom 5,12f og Ef 2,1-3. Disse to sider af arvesynden benægtes, når man benægter børnenes behov for dåben, og når man gør dåben til en blot ydre bekendelseshandling, som mennesket udfører frem for et nådemiddel, hvorigennem Gud frelser og genføder.

2. Nådemidlernes kraft, dvs. Guds ords kraft til at skabe troen og uddele syndernes forladelse og Helligånden. Nådemidlerne, her specielt dåben, gøres til gerninger, mennesket gør for at tjene Gud frem for Guds nådemidler til at frelse mennesket. Troen selv bliver en lovgerning og ikke en tom hånd, som modtager syndernes forladelse i Kristus. Oplevelser eller ens egne gerninger bliver til nådemidler. Denne benægtelse af nådemidlernes kraft bunder dybest set i en fornægtelse af:

3. Inkarnationens fulde konsekvens, nemlig at de to naturer i Kristus er fuldt forenet i en person og dermed delagtige i hinandens egenskaber og gerninger. Foragten for det ydre ord og ydre midler, såsom dåb og nadver, bygger på et filosofisk princip om, at det endelige ikke kan rumme det uendelige. Den yderste konsekvens af dette princip er, at Jesu to naturer ikke kan være fuldt ud forenet og at ApG Dermed tager fejl, når den hævder, at det blod, som blev udgydt på korset var Guds blod.

4. Retfærdiggørelsen, d.e. Frelsen, af nåde alene, for Kristi skyld alene, gennem troen alene. Den artikel, hvormed kirken står og falder, bringes i fra, når dåbens kraft fornægtes, fordi troen gøres til en god gerning, som sker af delvis fri vilje, og er dermed ikke mere blot et modtagelsesredskab for tilgivelsen i Kristus. Når inkarnationens konsekvenser benægtes, undermineres den objektive side af retfærdiggørelsen, nemlig, at Kristus har forsonet Guds vrede fuldt ud og erhvervet os en evig retfærdighed, for hvis Kristi blod ikke er Guds blod, hvordan kan det så betale for alle verdens synder og forsone den evige Gud selv, hvis retfærdighed er evig og absolut. Når nådemidlernes kraft benægtes, gøres troen usikker. Hvis ikke syndernes forladelse reelt tilbydes og gives gennem ydre midler, er vi tvunget til at se ind i os selv efter tegn på vores frelse, hvilket fører til loviskhed og fortabelse.

Er disse dogmer blot mindre spørgsmål. Nej, som vist, medfører de, at den artikel, hvormed kirken står og falder, bringes i fare. Dermed bringes troen i fare og mennesker går fortabt!

Vi mennesker kan ikke se, hvem der har en sand tro, og der kan meget vel være sandt troende i vranglærende kirkesamfund, men vi kan og skal bedømme enhver lære og lærer på grundlag af Den Hellige Skrift, og sakramentsfornægtelse er falsk lære, som medfører, at mennesker går fortabt. Derfor skal den bekæmpes og derfor fordømmes den i vor lutherske bekendelse!