Højlund understreger også vigtigheden af bøn og bibellæsning og af at pege på Jesus og prædike radikalt om synden. Det er også positivt, at dette understreges.
Men så skriver han som pkt. 2:
2. Lad alle dine prædikenerEnhver prædiken behøver efter min mening heller ikke i sin struktur følge dette skema, men hvis man vil sikre, at lov og evangelium deles ret og høres ret, er det bestemt ikke nogen dårlig ide at lade sin prædiken opbygge, så den også afspejler disse to hovedbudskaber, som må være gennemgående i enhver prædiken. Lov og evangelium er jo ikke to emner blandt andre i Biblen. Det er snarere de to nøgler som åbner Skriften både for prædikant og tilhører. Selvom enhver prædiken ikke behøver være bygget op med loven først og evangeliet derefter, så må den indholdsmæssigt være bygget op, så lovens afslørende dom kommer først og dernæst evangeliet.
formes efter et fast mønster
Uanset hvilken tekst, du skal
forkynde over, forkynder du altid
først lovens afslørende dom over
synderen og dernæst evangeliet
om syndernes forladelse ved Jesus
Kristus.
Alternativet er, at lov og evangelium blandes sammen. At Henrik Højlund også tager den konsekvens, fremgår af det næste punkt:
3. Sørg for, at skyde evangelietDet er svært at komme udenom, at Højlund mener, at det er loven - og ikke evangeliet - der skal frembringe frugterne. Det var netop pietismens store fejl, at den troede, at det var uvished og lovens trusler, der frembragte helliggørelse, at de gode gerninger kom af "uro i sjælen". Men det er en lovisk sammenblanding af lov og evangelium. Det eneste, der kan give mennesker sand frimodighed til for alvor at prøve er at de har ro i deres samvittighed. Derfor formaner Paulus også netop ved Guds barmhjertighed (Rom 12,1).
ind foran og efter alt
Efterlad aldrig dig selv og tilhørerne
med nogen form for uro
i sjælen. Evangeliets trøst skal
lægges på til sidst hver gang. Hvis
f.eks. teksten består af formaningsord,
så husk at understrege,
at ingen dybest set kan efterleve
det. Ingen må forledes til at tro, at
de for alvor skal prøve.
Igen i pkt. syv understreger Højlund sin pietistiske sammenblanding af lov evangelium:
7. Tal så lidt som muligt omJeg er ikke modstander af at tale om Ånden og Kristus i os. Men frelsen er noget, der sker udenfor os. Kristi gerning i os er helliggørelsen. Den er også vigtig, men ikke en del af frelsen. Det er endnu en af pietimens gamle fejltagelser, der kommer frem igen og igen. Og vore følelser og erfaringer er i hvert tilfælde på ingen måde en del af frelsen. De er nemlig noget tvivlsomt noget, selvom pietismen lagde vægt på dem.
Ånden og om Kristus i os
Tal altid om frelsen som noget der
helt og holdent sker udenfor os.
Husk: Vores følelser og erfaringer
er noget tvivlsomt noget.
Herudover understreger Højlund, at man skal forkynde det personlige og selvoplevede og, når man taler om fortabelsen, skal det være med "smerte og dirrende alvor". Jeg har intet problem med helvedsforkyndelse. Det er vigtigt at advare om fortabelsen, men det er ikke prædikantens indlevelse og personlighed, der er afgørende, og hans sentimentale forkyndelse skal ikke rykke prædikenens fokus fra budskabet til prædikantens følelser.
Tårevædede fortabelsesprædikener krydret med prædikantens egne oplevelser får måske mennesker til at gå bevægede derfra. Men gik de derfra afsløret af lovens dom og tilsagt syndernes forladelse for Jesu stedfortrædende lidelses og døds skyld? Hvis ikke, er resten ligegyldigt.
10 kommentarer:
Interessant indlæg. Jeg synes, du er unødigt hård ved Henrik. Hvad angår punkt 2, så er det slet ikke mit indtryk, at I er uenige. Henrik påpeger blot, at det ikke er hensigtsmæssigt altid at følge denne struktur i sin prædiken; noget både du og jeg vist er enig i. Men det betyder jo netop ikke, at man ikke skal forkynde og skelne mellem lov og evangelium.
3. Nu er det jo altid lidt svært, når det hele er formuleret "omvendt" at diskutere, hvad Henrik så ser som alternativet. Men jeg opfatter netop, at Henrik her tager fat på en pietistisk fare. Denne fare består netop i, når prædikanten ikke er interesseret i at forkynde ordet, men i at dosere effekten. Hvis en prædikant på forhånd lægger sig fast på, at ingen må forlade stedet med uro i hjertet, så er det vel en pietistisk fejlslutning? "Jeg ved bedst, hvad disse mennesker skal have for nogle følelser, så det giver jeg dem" i stedet for blot at forkynde ordet? Det er vel en kendt sag, at 2 personer kan høre den samme prædiken: den ene finder den trøsterig ved evangeliet, mens den anden er blevet kaldet til omvendelse, hvad enten det så skyldes, at han slet ikke var troende, eller betyder at noget i hans liv skal lægges om. At alt dette så ikke kan lade sig gøre uden evangeliet er en anden sag. Men Helligånden virker ved ordet, det er ikke vores intentioner der skal bestemme effekten.
Personligt ser jeg også en fare i, at der ikke formanes radikalt nok. For netop her vil vores gamle natur møde sin dom, og vores nye menneske vejledes, når der formanes på en evangelisk baggrund. Formanes der sandt, bliver kampen i et kristent menneske helt klar. Netop sådan en forkyndelse afslører at lov og evangelium ikke blot er 1 eller 2 emner, men en guddommelig sandhed om mig og om Jesus.
7. Her kan jeg godt lidt se, hvad du mener. Det kunne være interessant at høre, hvad Henrik selv ville sige. Men vi er nok alle 3 enige om, at Kristus i os, altså helliggørelsen, også skal forkyndes. Og at frelsen har en konkret betydning i forhold til det konkrete liv, og at følelser og erfaringer i den sammenhæng ikke er at foragte. De skal blot forstås i lyset af bibelens ord. Men sandt at evangeliet altid peger væk fra mig og hen på Jesus.
Jeg er enig i den sidste fare, du påpeger, ang. følelsesformidling fra talerstolen. Jeg tror Henrik vil være enig. Det, Henrik påpeger, er vel blot, at man ikke skal skjule sin personlighed bag det forkyndte budskab? Det synes jeg i hvert fald ikke man skal. Og jeg mener heller ikke at profeter, apostle og Jesus selv havde tendenser til at skjule deres personligheder. Jesus græd selv over Jerusalem. Naturligvis skal en prædiken være sober. Men faren ved de tårevædede prædikener er vel i langt højere grad, når de kombineres med en lovisk forkyndelse?
Hej Madsvj
Pkt. 2 Det er muligt, at vi er enige, men jeg ser nu en sammenhæng med pkt. 3.
Pkt. 3. Jeg er enig i, at vi ikke skal dosere effekten. Omvendt er det prædikantens opgave at skelne mellem lov og evangelium. Det er ikke blot noget, der sker i menneskers hjerter, men noget, præsten må gøre. Det er altid præstens opgave, at mennesker må gå derfra trøstet med evangeliet. Hvis man ikke lader evangeliet have hovedvægten og altid slutter med det, risikerer man, at de forkerte går derfra med uro i samvittigheden.
Prædikanter må have mod til at forkynde evangeliet frit - og tro på, at det gør sin gerning, så vi ikke bagefter kommer med lovens trusler og tager evangeliet fra mennesker igen, fordi man er bange for, at de skal misbruge det.
Pkt. 7. Jo, Helliggørelsen skal forkyndes, men det er altafgørende om den forkyndes som en del af frelsen og retfærdiggørelsen eller en følge af den.
Pkt. 2: Ok
Pkt. 3: Jeg er enig i, at prædikanten skal skelne mellem lov og evangelium. Han må tale som Guds ord. Derfor må en prædiken også altid lede til trøst ved evangeliet. Men netop dette er sagen: ikke en hvilken som helst trøst, men en trøst [i] ved evangeliet [/i]. Og den tilhører der ikke vil lade sig trøste af dette, men hellere af andre ting, en sådan tilhører skal prædikanten ikke være bange for at efterlade med uro i hjertet. Netop en sådan uro er gudvillet uro ved Helligånden, så mennesket ikke finder trøsten andre steder end hos Jesus. Denne uro skal ikke undgås for enhver pris. Det er jo ikke evangeliet at "ingen dybest set kan efterleve det". En sådan måde at fjerne uroen på vil være forkert. Det er en sandhed, men ingen trøst. At ingen må forledes til at tro, at de for alvor skal prøve - det er vel heller ikke udtryk for en evangelisk trøst?
Jesus ville jo ikke ophæve loven, men opfylde den.
Jeg er helt enig i, at evangeliet må forkyndes frit og rent.
Pkt. 7: Enig. Hvordan ser du på genfødslen ind i denne sammenhæng? På sin vis kan genfødslen jo også henregnes til frelsen. Her mener jeg så blot at det er vigtigt at understrege, at genfødslen er Guds handling, og at den virkes af Gud i kraft af Jesu død og opstandelse. Men samtidig er det vel ikke forkert at sige, at genfødslen sker i os, selvom den ikke er af os?
Og hvis jeg skal gå planken ud i mit forsvar: Hvis der i forbindelse med genfødslen er særlige følelser og erfaringer, hvad er så problemet i dette (så længe de ikke strider mod Guds ord)?
Jeg tror også, at man kan sige, at når Henrik har dette punkt 7, så er det når de forskellige led opstilles som en indre nødvendighed af hinanden, at man får en dårlig prædiken. Ikke så meget, hvis man f.eks. siger at følelser og erfaringer er noget tvivlsomt noget i en anden sammenhæng. For det er vores følelser og erfaringer jo ofte....
Pkt. 3
Du har ret i, at det ikke er evangeliet, at ingen kan efterleve det. Det var heller ikke mine ord. Jeg har intet imod at efterlade ubodfærdige med uro i hjertet, men prædikenen må være bygget op, så evangeliet har førstepladsen og ingen bodfærdig går hjem med uro i hjertet, fordi jeg af frygt for misbrug af evangeliet satte betingelser op for det. Min pointe var heller ikke, at vi ikke for alvor skulle prøve, men i stedet, at evangeliet faktisk sætter fri til at prøve, mens loven kun binder og dømmer samvittigheden. Uroen i hjertet får ingen til at prøve - den kan allerhøjest åbenbare synden - at vi ikke prøver. Alene evangeliet kan få mennesker til for alvor at prøve - ikke af frygt - men af glæde.
Pkt. 7. Genfødelsen er først og fremmest noget, der sker med os, når Gud gør os til sine børn og arvinger til evigt liv i dåben og ved ordet. Genfødelsen er for mig at se identisk med den individuelle retfærdiggørelse.
Man kan vel sige, at troen skabes i os og resultatet er, at Kristus bor i os ved troen.
Men genfødelsen er ikke identisk med Kristus i os. Det er et resultat af genfødslen.
Vil man bruge ordet genfødsel i en bredere forstand, så det også dækker dele af helliggørelsen, har jeg intet problem med det, så længe man ikke blander disse dele ind i frelsen og retfærdiggørelsen.
Nå, det blev langt igen.... Men jeg synes selv at jeg lærer noget af at sætte ord på.:
Pkt 3: Praktisk talt helt enig. Dog bør man måske sige, at loven og uroen i hjertet godt kan virke motiverende, men at de ikke kan ændre noget grundlæggende, så det altid vil føre til delvise og selvvalgte opgør og ændringer og/eller en masse nederlag. De giver ikke en ny skabelse, som er det, der er brug for.
Men en god regel for en prædikant er, at han altid skal prædike som om, der er mindst én anfægtet blandt tilhørerne; altså sørge for at give evangeliets fulde trøst uden betingelser til denne.
Pkt. 7: Jeg tænker umiddelbart på genfødelsen som måske indeholdende den personlige retfærdiggørelse og i hvert fald Helligåndens skabelse af et nyt liv i mennesket ved sin indflytten i hjertet.
Det er mig ikke umiddelbart helt fremmed at tale om det at Kristus tager bolig i mig og skabelse af en ny natur, som en del af frelsen, selvom jeg ikke vil kalde det en del retfærdiggørelsen. Men netop i kraft af Jesu frelsesværk skabes en ny natur og Kristus flytter ind, altså en genfødsel.
Det betyder for mig at se ikke at helliggørelsen indføjes som en del af frelsen i den forstand*, for hvor helliggørelsen er en proces, så kan det AT Jesus har taget bolig i mig ved Helligånden og har skabt et nyt liv i mig ikke betegnes som en proces, men blot som det at en genfødsel har fundet sted.
Mit forsøg på at sammenfatte:
Helliggørelsen er ikke en del af frelsen, genfødslen** er måske nok på det individuelle plan en del af frelsen, men frelsens grund er alene Jesu gerning for mig. Jeg kan vide, at jeg er frelst, fordi han selv har givet mig del i frelsen ved ordet. Hverken retfærdiggørelse eller genfødsel er på nogen måde udført af mig, men skyldes kun Gud.
*Helliggørelsen kan måske med rette regnes som en del af frelsen, men så ligger der noget grundlæggende andet i ordet frelse, så det holder jeg lige uden for her.
**Her mener jeg med genfødslen det, at Helligånden skaber et nyt liv i mig og flytter ind i mit hjerte. Jeg holder altså både helliggørelse og genfødsel samt retfærdiggørelse og genfødsel ud fra hinanden med denne brug af ordet.
Alt dette blot for at give et lille forsøg på et forsvar for, at frelsen for en dels vedkommende godt kan ses som noget, der sker (eller rettere: "er sket", for den kristnes vedkommende) i mennesket.
Og nu hvor det hele har taget sit udgangspunkt i noget fra DBI-posten, er der også en spændende artikel om omvendelsesforkyndelse af Finn Aa. Rønne i det nyeste blad, som har mange fælles berøringspunkter med denne debat (hvis ellers linket virker):
http://www.dbi.edu/Portals/0/DBIposten03-2008.pdf
Det bygger vist meget på det samme som undervisningen af ham, som kan høres her (4 filer, de er værd at høre):
http://www.lysetoglivet.dk/?Kurser%2Fst%E6vner:Pr%E6dikantkurser:LM_LPK_2006
Pkt. 3 Ok. Men hvordan læser du så Højlunds punkt.
Pkt. 7. Jeg er ikke enig. Jeg mener, at skabelsen af det nye menneske i streng forstand hører til under helliggørelsen. Kristus bor VED troen i vore hjerter (Ef. 3,17). Kristi iboen er et resultat af retfærdiggørelsen, selvom den sker i samme øjeblik.
Mht. begrebet genfødsel, så mener jeg, at det kan bruges på flere måder. Uanset, hvordan det bruges, mener jeg ikke, at nyskabelsen hører med til frelsen.
mvh. Magnus
Ps. Jeg har et blogindlæg på trapperne om Finn Aa. Rønnes artikel på "Præsten skriver"
Pkt. 3: Først vil jeg sige, at det egentlig burde være Henrik, der forklarede punktet, da jeg ikke er sikker på, hvad der eksakt ligger bag. Formen gør, at pointen ikke er helt klar. Jeg har blot vendt mig mod, at du, som jeg opfatter det, vælger den mest ufordelagtige tolkning. Hvis jeg skal tolke punktet så positivt som muligt, vil mit forsøg se ud som følger:
Der advares mod misbrug og fordrejning af evangeliet. Misbrug i form af ikke at forkynde det på lovens baggrund, men i stedet forkynde det ud fra hvad tilhørerne finder mest behageligt (jf. diskussionen om at dosere effekten). Fordrejning ved at gøre det, at vi ikke kan opfylde loven, til en del af evangeliet, i stedet for at lade det være en baggrund for at forkynde art Kristus opfyldte loven i vores sted! Fordrejning og misbrug ved at tage evangeliet til indtægt for at vi ikke "skal prøve" i stedet for at forkynde, at vi ikke kan i os selv (loven), men at Kristus har købt os fri (evangeliet), og at vi herved har mulighed for i frihed at tjene. Så vi altid med evangeliet må kæmpe for friheden i Kristus, der gør kampen og tjenesten mulig, en tjeneste som takket være Kristus kan være Gud til behag.
Pkt. 7: Du skrev: "Jeg er ikke enig. Jeg mener, at skabelsen af det nye menneske i streng forstand hører til under helliggørelsen. Kristus bor VED troen i vore hjerter (Ef. 3,17)." Jeg er bestemt heller ikke sikker i min udlægning. Tilsvarende er din udlægning heller ikke fremmed for mig. Min udlægning var et forsøg på en redegørelse for et synspunkt, jeg ikke selv vil/kan afvise og som kunne forsvare Henrik. Jeg må læse mere på lektien, hvis jeg skal have mere at bidrage med her.
Du skrev: "Kristi iboen er et resultat af retfærdiggørelsen, selvom den sker i samme øjeblik."
Helt enig.
"Mht. begrebet genfødsel, så mener jeg, at det kan bruges på flere måder. Uanset, hvordan det bruges, mener jeg ikke, at nyskabelsen hører med til frelsen."
Jeg er selv usikker på hvad der er den helt rigtige forståelse. Jeg er dog fuldstændig enig i, at nyskabelsen ikke er en del af retfærdiggørelsen. Mht. frelsen er jeg mere usikker.
PS: Fint med en kommentar til Finns artikel!
pkt. 3 "Først vil jeg sige, at det egentlig burde være Henrik, der forklarede punktet, da jeg ikke er sikker på, hvad der eksakt ligger bag."
- Det har du ret i. Jeg har også gjort ham opmærksom på indlægget, så han har haft chancen.
pkt. 7 Ok. Jeg er heller ikke ukendt med den udlægning. Bl.a. Den finske lutherforskning følger noget lignende. Jeg er dog dybt uenig.
Jeg har set en anelse af den finske Luther-forskning, som jeg umiddelbart opfattede som noget mere vidtgående end mine udsagn. Jeg tror lige, jeg læser lidt NT, før jeg forgriber mig på den finske Luther-forskning :-)
Send en kommentar