Missourisynoden, AALC og Den evangelisk-lutherske Frikirke

I sommers erklærede Missourisynoden (LCMS) kirkefællesskab med "The American Association of Lutheran Churches" (AALC). Dette kirkesamfund har tidligere skrevet om uenigheder med missourisynoden:

For example, the celebration of the Lord's Supper among congregations in The AALC could be described as "close" Communion. While the term "close" has been used in the LC-MS in the past, the current practice is to define this as "closed" Communion with the perception that Holy Communion in Missouri Synod churches is only for Missouri Synod Lutherans.

Teksten findes stadig på kirkesamfundets hjemmeside, så man må gå ud fra, at den stadig gælder: Distinctions of The AALC.

Men hvad er egentlig forskellen på closed og close communion. Closed communion handler om kirkefællesskab. Det handler om, at nadveren er et menighedsmåltid, der forudsætter enighed om lære og bekendelse og medlemskab af en retlærende kirke.

Close communion handler først og fremmest om, at præsten skal vide, hvem han tager til alters - om de modtager nadveren ret, dvs. ved hvad de får og ikke er ubodfærdige. Dette er vigtigt og enhver præsts pligt at gøre.

Men når læren om kirkefællesskab ikke berører ens nadverpraksis, har man reelt ikke en lære om kirkefællesskab. Og når LCMS kan erklære alter- og prædikestolsfællesskab med en kirke, der ikke har det det, må man spørge, om LCMS stadigvæk har en lære om kirkefællesskab.

Den har før erklæret kirkefællesskab med kirker, der var i kirkefællesskab med liberale kirker. Men med erklæringen om kirkefællesskab med AALC, kan der ikke længere være tvivl om, at LCMS er en vranglærende og unionistisk kirke.

Den Evangelisk-Lutherske Frikirke i Danmark (ELFK) har formanet LCMS ledelse flere gange(se bl.a. her), men så vidt man kan læse af ELFK's hjemmeside, er den stadig i kirkefællesskab med LCMS og har ikke officielt suspenderet eller afbrudt det.

Men hvad betyder en formaning til LCMS om at afbryde kirkefællesskab med vranglærende kirkesamfund, hvis man selv opretholder kirkefællesskab med LCMS, som ELFK gør. ELFK har jo selv ved sin praksis vist, at de ikke fastholder den lutherske lære om kirkefællesskab.

Samtidig har ELFK i enhedsdokumentet mellem nordiske kirker, tilslutte sig følgende sande formulering om kirkefællesskab: "Kirkefællesskab skal imidlertid ikke grundes på individuelle menighedsmedlemmers trosbekendelse, men på den lære, som menigheden faktisk forkynder og bekender. På dette grundlag kan man udøve prædikestols- og nadverfællesskab mellem kirker og menigheder. Og dette betragter vi som kirkefællesskab." ELFK viser ved sin praksis, at man ikke er i overenstemmelse med enhedsdokumentet, når det gælder læren om kirkefællesskab.

I Augustanakirken er vi fastholder vi læren om kirkefællesskab, som den er formuleret i enhedsdokumentet. Vi vil også fastholde den i praksis. Derfor kan vi ikke indgå eller opretholde kirkefællesskab, dvs. nadver- og prædikestolsfællesskab, med vranglærende kirker.

Håndtryk

Så har Biskop Karsten Nissen truffet sin beslutning angående håndslag. Det blev et nej til de ordinander, der ikke vil give håndslag.

Nogle på folkekirkens højrefløj vil nok brokke sig over manglende rummelighed. I spørgsmålet om kvindelige præster er jeg helt enige med modstanderen på folkekirkens højrefløj. Jeg er også helt enig i, at man ikke kan give håndslag til en kvindelig præst ved ordinationen. Jeg mener blot heller ikke, at man kan give håndslag til en mandlig præst eller biskop, der er tilhænger af kvindelige præster eller anden vranglære.

Men betyder det, at trossamfund skal være rummelige. Nej, et trossamfund skal ikke være rummeligt. Religionsfrihed er netop frihed for alle religioner og trossamfund til ikke at være rummelige, så længe de ikke krænker andres frihed. Når et trossamfunds ret til ikke at være rummelig mistses, mister vi også religionsfriheden.

Der er ikke tale om forfølgelse, når rummeligheden i et trossamfund begrænses af trossamfundet selv, som det idag er sket i Viborg stift. Tværtimod ville der være tale om forfølgelse, hvis staten ikke tillod et trossamfund selv at afgøre, hvem der har adgang til dens embeder. Og er man uenig i trossamfundets lære og ordninger, kan man selvfølgelig ikke være forkynder og præst i det.

Det store problem består derfor i stedet i, at den såkaldte højrefløj insisterer på at blive i et trossamfund, som den ikke deler lære og praksis med. Når den så begynder at sætte grænser tilfældige steder (som ved håndtryk til kvindelige præster frem for til alle vranglærere), er der jo dybest set tale om en tilfældig diskrimination for ikke at sige decideret mandschauvinisme. Biskoppen, der ordinere disse kvinder begår en mindst lige så stor synd som disse kvinder - og det samme gør de mandlige præster og ordinander, som deltager. Det kirkelige fællesskah og dermed håndtryk ved ordinantionen bør nægtes til alle disse - og ikke kun til en enkelt gruppe.

Jeg kan derfor - borgerligt set - godt forstå, at nogen bliver sure, når højrefløjsteologer insisterer på at lade sig ordinere i en kirke, hvor de ikke anerkender deres kollegers embede.

Hvis man er uenig i folkekirkens ordinationspraksis, bør man forlade den. Det er både det bibelsk rigtige og det borgerligt mest ærlige at gøre.

Kvindehånd og bispehånd

Imorgen afgør Statskirkebiskop Karsten Nissen, om det fortsat skal være muligt for mandlige ordinander i Viborg Stift at afvise at give håndslag til kvindelige præster ved ordinationer.

I denne artikel i Kristeligt Dagblad forklarer Anders Dalgaard, at et nej til muligheden nok ikke vil give problemer, da IM har åbnet for, at både medlemmer, medarbejdere og HB-medlemmer kan være tilhængere, selvom IM ikke har ændret officielt syn. Her må man dog spørge , om ikke en accept af tilhængere af kvindelige præster i HB og som medarbejdere (samt accept af kvindelige præster som prædikanter) er en de facto anerkendelse af, at kvindelige præster ikke strider mod biblen. At fastholde biblens lære på det punkt uden at det får konsekvenser, er for mig at se udtryk for ligegyldighed overfor læren.

Også Brian Nissen, som er medarbejder i IM, giver udtryk for sin holdning på sin blog.
Brian Nissen skriver bl.a., at man må give frihed til forskellighed indenfor "højrefløjen", da det ikke er et frelsesspørgsmål. Dette er udtryk for dét, man tidligere kaldte "gospel-reductionism" - at det ikke er Skriften, men Skriftens centrum, der bestemmer kirkens lære. Det var en af den bibelkritiske teologis mange fejl. I praksis fører det også til, at man vurderer lærespørgsmåls vigtighed ud fra, hvor mange af dem, der har samme fromhedstradition som en selv, der mener det samme. Brian Nissen drager tydligvis også den konsekvens, når han skriver:

Også her må vi passe på, at vi ikke giver indtryk af, at vi alle er ens. Selv gode og bibeltro teologer på den kirkelige højrefløj er rygende uenige om det her. Lad os derfor også her give hinanden lidt frirum - så vi ikke binder samvittighederne!

Men hvad skulle der nu være i vejen med at binde samvittighederne til Skriften. Og hvordan kan man vurdere, at nogen er "gode og bibeltro teologer", hvis ikke netop ved at vurdere, om de følger Biblens ord - også dens forbud mod kvinders udøvelse af myndighed og forkyndelse i kirken - og dermed også dens forbud mod kvinder i præsteembedet.

Hvis man forudsætter at nogen er "gode bibeltro teologer" på et andet grundlag end deres faktiske overensstemmelse med Skriftens lære, bliver der i stedet tale om en vurdering af deres intentioner eller brug af de rette fromhedsudtryk. Dette er i øvrigt mindst lige så ekskluderende som en vurdering af læren.

En ting er jeg dog enig med Brian Nissen i:

Hvorfor er det så stort et problem et give hånd til en kvinde, når man uden problemer gladeligt giver hånd til åbenlys vranglærende mænd?

Ja, hvorfor egentlig. Og hvordan kan ordinander, som er modstandere af kvindelige præster, lade sig ordinere af biskopper, som er tilhængere af kvindelige præster og ordinere disse.

Luthersk Julebud

Pastor Vagn Lyrstrand har været redaktør på et adventsblad udgivet af Evangelisk Luthersk Kirke i København og på Sydfyn og Augustanakirken. Et flot lille hæfte med andagter, artikler og salmer - og invitation til fælles adventsfest mellem menighederne i "Skallen" i Svendborg d. 16. december kl. 14.

Send en mail til mig på pastor [snabela] augustanakirken.dk med navn og adresse, hvis du er interesseret i et eksemplar af bladet.

Sækularisternes fatwa mod videnskabelig frihed

Europarådet vil nu med magt bekæmpe friheden til at undervise i andre videnskabelige teorier om livets og verdens oprindelse end evolutionshypotesen. Det er et groft angreb på demokratiet og et forsøg på at gøre sækularismen til en statsreligion, der skal kontrollere videnskaben.

Støt forsknings- og ytringsfriheden mod totalitær sækularisme.

Jeg havde ved en fejl skrevet EU i stedet for Europarådet i første omgang. Har rettet det nu.

Aktivismen - Menighedsfakultetets nye fane

Private universiteter udfordrer det offentlige | Kristeligt Dagblad

Nu skal man jo ikke tro på alt, hvad man læser i avisen og der kan jo være udeladt noget i denne artikel.

Selvom jeg også før var uenig med Menighedsfakultetet på en række punkter, bliver jeg dog skuffet over at læse denne artikel i KD, hvor man ikke længere forsøger at gøres sig kendt på sin fastholdelse af Guds Ord, også der hvor det er upopulært, f.eks. når det gælder et nej til kvindelige præster. I stedet slår man sig op som et aktivistisk uddannelsessted, hvor kirkelige aktiviteter er i centrum.

Er dette den efterhånden udbredte flovhed over eget ståsted, som også har ramt Menighedsfakultetet, eller har Menighedsfakultetet simpelthen skiftet ståsted, sådan som Mikkel Vigilius også påpegede helt tilbage i 2005.

Hvorfor vil man ikke være kendt for at være dem, der løfter Guds klare ords fane. Er det hensyntagen til nye samarbejdspartnere i Dansk Oase, eller har MF selv ændret teologi?

It Is Written by Wallace Schulz.pdf (application/pdf Object)

89 It Is Written by Wallace Schulz.pdf (application/pdf Object)

I dette skrift af Wallace Schultz kan man læse en god analyse af Missourisynodens degenerering til at være en vranglærende kirke.

Han skriver i inledningen: "Nøglen til at løse enhver konflikt i Kristi Kirke har altid været og vil altid være en tilbagevenden til Guds ord."

Kirkepolitik, magtkamp og kompromiser med falsk lære kan ikke bruges til at løse læremæssige konflikter.