Henrik Højlunds pietistiske homiletik

Formand for Evangelisk Luthersk Netværk, sognepræst Henrik Højlund, har i Februarnummeret af DBI-posten oplistet en række punkter, som - mener han - kendetegner dårlige prædikener. Man kan næppe være uenig i de rent tekniske retoriske ting, såsom at præsten da ikke skal læse monotont op eller stå ubevægeligt eller ikke se op fra manuskriptet. Her kan man altid forbedre sig - særligt unge og knap så erfarne prædikanter som jeg selv.

Højlund understreger også vigtigheden af bøn og bibellæsning og af at pege på Jesus og prædike radikalt om synden. Det er også positivt, at dette understreges.

Men så skriver han som pkt. 2:

2. Lad alle dine prædikener
formes efter et fast mønster
Uanset hvilken tekst, du skal
forkynde over, forkynder du altid
først lovens afslørende dom over
synderen og dernæst evangeliet
om syndernes forladelse ved Jesus
Kristus.

Enhver prædiken behøver efter min mening heller ikke i sin struktur følge dette skema, men hvis man vil sikre, at lov og evangelium deles ret og høres ret, er det bestemt ikke nogen dårlig ide at lade sin prædiken opbygge, så den også afspejler disse to hovedbudskaber, som må være gennemgående i enhver prædiken. Lov og evangelium er jo ikke to emner blandt andre i Biblen. Det er snarere de to nøgler som åbner Skriften både for prædikant og tilhører. Selvom enhver prædiken ikke behøver være bygget op med loven først og evangeliet derefter, så må den indholdsmæssigt være bygget op, så lovens afslørende dom kommer først og dernæst evangeliet.
Alternativet er, at lov og evangelium blandes sammen. At Henrik Højlund også tager den konsekvens, fremgår af det næste punkt:

3. Sørg for, at skyde evangeliet
ind foran og efter alt
Efterlad aldrig dig selv og tilhørerne
med nogen form for uro
i sjælen. Evangeliets trøst skal
lægges på til sidst hver gang. Hvis
f.eks. teksten består af formaningsord,
så husk at understrege,
at ingen dybest set kan efterleve
det. Ingen må forledes til at tro, at
de for alvor skal prøve.

Det er svært at komme udenom, at Højlund mener, at det er loven - og ikke evangeliet - der skal frembringe frugterne. Det var netop pietismens store fejl, at den troede, at det var uvished og lovens trusler, der frembragte helliggørelse, at de gode gerninger kom af "uro i sjælen". Men det er en lovisk sammenblanding af lov og evangelium. Det eneste, der kan give mennesker sand frimodighed til for alvor at prøve er at de har ro i deres samvittighed. Derfor formaner Paulus også netop ved Guds barmhjertighed (Rom 12,1).

Igen i pkt. syv understreger Højlund sin pietistiske sammenblanding af lov evangelium:

7. Tal så lidt som muligt om
Ånden og om Kristus i os
Tal altid om frelsen som noget der
helt og holdent sker udenfor os.
Husk: Vores følelser og erfaringer
er noget tvivlsomt noget.

Jeg er ikke modstander af at tale om Ånden og Kristus i os. Men frelsen er noget, der sker udenfor os. Kristi gerning i os er helliggørelsen. Den er også vigtig, men ikke en del af frelsen. Det er endnu en af pietimens gamle fejltagelser, der kommer frem igen og igen. Og vore følelser og erfaringer er i hvert tilfælde på ingen måde en del af frelsen. De er nemlig noget tvivlsomt noget, selvom pietismen lagde vægt på dem.

Herudover understreger Højlund, at man skal forkynde det personlige og selvoplevede og, når man taler om fortabelsen, skal det være med "smerte og dirrende alvor". Jeg har intet problem med helvedsforkyndelse. Det er vigtigt at advare om fortabelsen, men det er ikke prædikantens indlevelse og personlighed, der er afgørende, og hans sentimentale forkyndelse skal ikke rykke prædikenens fokus fra budskabet til prædikantens følelser.

Tårevædede fortabelsesprædikener krydret med prædikantens egne oplevelser får måske mennesker til at gå bevægede derfra. Men gik de derfra afsløret af lovens dom og tilsagt syndernes forladelse for Jesu stedfortrædende lidelses og døds skyld? Hvis ikke, er resten ligegyldigt.

Lov og evangelium

a)Loven b) Evangeliet
a) Gud hader synden. b)Gud elsker syndere.
a) Gud er vred på alle syndere. b) Gud er velvillig mod alle syndere.
a) Gud vil ikke tilgive synd . b) Gud har tilgivet alle synder.
a) Gud vil ikke frikende. b) Gud har frikendt hele verden
a) Gud vil ikke lade synden forblive ustraffet. b) Gud eftergiver os vores straf
a) Gud vil erklære dem retfærdige, som holder loven. b) Gud erklærer dem retfærdige, som har brudt loven


Skemaet er let fordansket fra 'Skriften og Saligheten' af Siegberg Becker, Chronos forlag 1976.

Disse to store tilsyneladende modsætninger i Den hellige Skrift, løses kun ét sted: Kristi kors. Her straffede Gud synden og udgød sin vrede over sin enbårne søn i alle menneskers sted. Derved åbenbarede han sin vrede og forkastelse af alle syndere. Men i sin nåde og kærlighed mod alle syndere lod han sin enbårne søn straffe i vores sted og erklærede ved hans opstandelse verden retfærdig i ham, før et eneste menneske var kommet til tro. Nu uddeler han syndernes forladelse i sine nådemidler ved sine hyrder og lærere ufortjent og skabewr selv troen på syndernes forladelse ved disse nådemidler. De fleste kætterier består i at blande lov og evangelium sammen eller gøre en af dem mindre og som konsekvens også den anden og Kristi kors.

Walther om lærevished

"Guds ord siger os i Jeremias 23,28, hvor Gud taler: "men den, der har mit ord, skal tale mit ord i sandhed. Hvad har strå med kerne at gøre? siger Herren." Altså skal der kun være kerner og ingen strå i vores prædiken. Apostlen Paulus advarer Galaterne, Gal. 5,9: "Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen." En smule falsk lære fordærver hele læren, vil han siger. Og Moses advarer allerede: "I må ikke føje noget til det, jeg befaler jer, og heller ikke trække noget fra, men I skal holde Herren jeres Guds befalinger, som jeg giver jer." og Johannes slutter hele Biblen med de samme ord. Når man nu siger: "Man kan ikke komme så langt, at man kan fremstille troens artikler i overensstemmelse med Skriften", så er det en djævelsk lære. Særligt når studerende hører det, så er det en sand helvedsgift, som sprøjtes ind i deres hjerter; for så beflitter de sig ikke overhovedet ikke på at komme til bunden i sandheden, for at komme til klarhed om sandheden."

C.F.W. Walther i 'Die Rechte Unterscheidung zwischen Gesetz und Evangelium', fjerde aftenforelæsning, 3. oktober 1884 s. 29. Findes også i engelsk oversættelse her.

'Lov og evangelium' og vækkelsesbevægelserne

Nu og da hører jeg yngre mennesker med baggrund i vækkelsesbevægelserne i statskirken (IM, LM osv.), som har et behov for at distancere sig fra denne baggrund, rette deres skyts mod luthersk teologi, som de identificerer med denne baggrund.

Sådan har jeg i tidens løb hørt en del kritik af begrebsparret 'lov og evangelium' med henvisning til nogle teltemøder(mener jeg) og noget missionshusforkyndelse med en masse lov og lidt evangelium til sidst.

Jeg skal ikke gøre mig klog på hverken nutidens eller tidligere tiders missionshusforkyndelse. Min viden derom er er primært på anden hånd. Jeg vil alligevel gerne udfordre sammenkædningen med den lutherske skelnen mellem lov og evangelium. Jeg har nemlig svært ved at genkende den lutherske skelnen mellem lov og evangelium i det billede, der tegnes fra disse 'post/neo-pietister', eller hvad man nu skal kalde dem.

Jeg vil dog vove den påstand ud fra mit begrænsede kendskab til forkyndelsen i disse sammenhænge, at problemet ikke har været den klare skelnen mellem lov og evangelium, men snarere manglen på samme eller måske snarere forsimplingen og forvanskningen af denne skelnen, delvist på grund af den udbredte brug af lægprædikanter. Lægprædikanter kender dels oftest ikke menigheden, fordi de måske kun er der en aften; og dels er de ikke prøvede, om de kender hele den sande lære, sådan som retteligt kaldede hyrder og lærere er det (eller burde være).

Er det man vender sig mod ikke snarere en prædiken med 95% lovens dom over synden og så til sidst 5% lov om at man skal beslutte sig for at følge Jesus/tage imod Jesus som sin Herre og frelser/omvende sig/invitere Jesus ind i sit hjerte eller hvordan synergismen nu har vist sig(synergismen= tanken om at mennesket kan medvirke til sin egen omvendelse). Det man vender sig mod er et forfalsket og forsimplet skema og ikke den rette skelnen mellem lov og evangelium.

Man bør da snarere vende sig mod synergismen, som er det egentlige og dybereliggende problem. Man bør vende sig mod ethvert forsøg på at gøre troen til en præstation, en lovgerning og i stedet få øjnene op for Guds nådemidler, som rækker syndernes forladelse og Helligånden her og nu. Det er det alene, der kan overvinde uvisheden uhyre, som synergismen fodrer, uanset om det er i form af lov-lov-prædikener eller felt-needs-lov-prædikener.

Evangeliet om de kristne eller om Kristus II

Følgende slogans kan dække over det falske evangelium om de kristnes gode gerninger:

Walk the Talk
Deeds not creeds
Don't say it, show it
Jeg vil prædike evangeliet om nødvendigt med ord

Hvis man tror, at evangeliet kan forkyndes med ens gode gerninger, tror man på et falsk evangelium. Gerninger kan højest give et hint om ens tros alvor og virkelighed, men de kan ikke forkynde troens objekt, syndernes forladelse i Jesus Kristus, som er det evangelium, der alene kan frelse mennesker.

For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft 1. Kor 1,18

Evangeliet om de kristne eller om Kristus

Med det ene ører sidder jeg og hører en udsendelse om "evangelisterne", som DR2 har døbt den evangelikale bevægelse - måske som en slags kulturradikal bevidst demonstration af uvidenhed om kirkelige forhold.

Her hører jeg så endnu engang det ny-evangelikale evangelium forkyndt: "Hvis man afspejler Kristus i sit liv, får mennesker lyst til at blive kristne. " (Husker ikke den præcise formulering).

Det er evangeliet om, hvor gode og kærlige de kristne er, som tiltaler den indre farisæer, som gerne vil høre et evangelium om, hvor gode mennesker kan blive. Der var ikke et ord om Kristi forsoning af Guds vrede - eller om Kristus i det hele taget.

Dette evangelium er falsk og fører mennesker til helvede!

Der er intet menneske, der bliver en sand kristen af at få lyst til at blive hellig, ligesom de kristne.

Jeg har selv hørt såkaldte søgervenlige prædikener, som i stedet for at forkynde evangeliet, forkynder om de kristne. Desværre fører en sådan falsk forkyndelse til at mennesker forhærder sig overfor det sande evangelium, da de bekræftes i deres loviskhed.

Lov og evangelium

Pietismens saftevandsblanderi
Pietismen ser fejlagtigt forholdet mellem lov og evangelium, mellem tro og gerninger ligesom at lave et glas saftevand. De diskuterer blandingsforholdet. Det ene år, er der nogen, der synes, at loven er for stærk og vil have den fortyndet med evangeliets friske vand. Det næste år er der nogen, der er trætte af at høre om nåden, og så vil de have loven blandet med evangeliet. Sådan svinger pietismen som et pendul. De kan så diskutere det rette blandingsforhold med hinanden - hvor meget der skal forkyndes om nåden og om gerningerne. På den måde er aktivisme/moralisme og antinomisme to sider af samme sag. De diskuterer blandingsforholdet, men fælles for dem er, at de blander det sammen.

Lutherdommens salt og vand
Guds ord og den lutherske kirke ser i stedet forholdet mellem lov og evangelium som et forhold mellem salt og vand. Saltet skal gøre os tørstige efter evangeliet, som giver os frimodighed til at tjene og glæde ved Guds lov. Begge dele er nødvendige, men de tjener hver sin funktion. Uden saltet bliver man ikke tørstig, men er man blevet tørstig, skal man ikke have mere salt men have slukket tørsten med evangeliets kølige og rene vand. Hvis vandet og saltet derimod blandes sammen bliver det udrikkeligt. Men bruges de hver for sig til hver sit formål, bliver de til stor velsignelse.