(Lære-)nævn?

I KD idag udtaler ombudsmanden, at Folkekirken har brug for et lærenævn uafhængigt af statslige organer, så den selv kan træffe afgørelser i læresager. Jeg er for så vidt ikke uenig deri, men giver det nogen mening, når Folkekirken ikke længere har en reel lærenorm. Et lærenævn uden en lærenorm er jo som en domstol uden en lov.

Hvis Folkekirken skulle til at holde sig til den lærenorm, som er den officielle, nemlig Biblen og de lutherske bekendelsesskrifter, så ville der hurtigt blive meget at lave for et sådant lærenævn, og spørgsmålet er, om der så ville bære nogen tilbage til at sidde i nævnet, som ikke også skulle sidde anklagebænken.

Her vil nogen måske indvende, at de "bibeltro", "kirken højrefløj" da ville kunne sidde i et sådant lærenævn. Men hvis bibel og bekendelse var så vigtigt for dem, ville man også have hørt en protest mod f.eks. Leuenbergkonkordiens underskrivelse i 2001.

For alle retninger i Folkekirken gælder reelt, at det, man ville dømme efter, ikke ville være en objektiv lærenorm, men egne meninger og kammeratskaber. Manglen på en fast lærenorm fører enten til, at menighederne mister deres retssikkerhed, fordi præsten kan prædike, hvad han vil, eller at præsterne mister deres retssikkerhed, fordi de ikke bedømmes efter noget objektivt, men tilfældigt efter kammerateriets regler.

Eksamensangst?

Min kone og jeg var til messe i Romerkirken denne søndag, da vi havde lidt tid inden vi skulle til gudstjeneste. Jeg havde umiddelbart forventet en noget mere subtil undergravning af evangeliet end vi fik.

Præsten sagde direkte, at livet var som en skolegang, der skulle forberede os til en eksamen før vi kom i himlen. Han talte en del om det kristne sindelag og gav menigheden en moralsk opsang på flere områder. Der var for så vidt ikke ret meget i vejen med det enkelte moralske spørgsmål, han tog op og han talte også godt om menneskers egoisme. Men evangeliet var fuldstændigt fraværende og blev erstattet af loven som frelsesvej.

At leve med sådan en tro må være som at leve med konstant eksamensangst, blot værre. Har man nu gjort nok.

Heldigvis er livet ikke som en eksamensforberedelse. Jesus har allerede bestået eksamen for os og vi har fået studenterhuen på. Der er ikke flere karakterer, der skal gives og der er ikke nogen usikkerhed om karakteren. Jesus har scoret topkarakter for os alle. Det eneste, der mangler er translokationen, hvor vi officielt og endeligt får overrakt eksamensbeviset i alles påhør.

Ser man livet, som en forberedelse til den store eksamen, vil man kun tjene sin næste for at bestå eksamen og ikke for næstens skyld. Ja, hvis man ikke kan være sikker på frelsen på grund af Jesu objektive frelserværk og uddelt i de objektive nådemidler, ord og sakrament, da vil man aldrig kunne være sikker, men leve i eksamensangst og forsøge at forsikre sig ved hjælp af egne gerninger.

Så vil man uundgåeligt tænke: Gud har gjort sit, nu må jeg gøre mit. Men det er falsk. Gud hat gjort sit, og Jesus har gjort mit. Sådan er det. Derfor behøver vi ikke at frygte den store eksamen, men kan med huen som sikkerhed frimodigt se frem til translokationen.

Islamisering af kristendommen

De sidste par år, har jeg mødt en underlig trend blandt kristne. Man brokker sig over den megen fokus på korset og frelsen, loven og evangeliet.

I stedet vil man gerne have noget praktisk, noget der har med ens hverdagsliv at gøre. man vil have vejledning i at leve sit liv her og nu i stedet for at høre om synd, dom og evig frelse ved Kristi stedfortrædende straflidelse.

Det, der undrer mig, er, hvorfor man ikke bare konverterer til Islam, hvis det er sådan en religion, man gerne vil have. For det er jo netop sådan, Islam er. I Islam kan man også tale om sin kærlighed til Jesus uden at nævne hans stedfortrædende straflidelse og soning af Guds vrede. Og i Islam kan man få hele sit hverdagsliv reguleret af praktiske regler.

Denne "praktiske" kristendom er jo slet ikke kristendom, men en islamisering af kristendommen, som trællebinder samvittighederne under loven, selvom den lover frihed.

Forskellen på kristendom og Islam ligger i korset, i betalingen for vor frelse og hverken i, om Gud kan kaldes barmhjertig eller personlig. Uden betalingen på korset, er der kun loviskhed tilbage, ligegyldigt hvor frit det ser ud.

Om nedbrydningen af den lutherske hermeneutik

I doktordisputatsen "Das Ganze der Heiligen Schrift" om hermeneutik og skriftudlægning hos den ortodokse lutherske teolog Abraham Calov, beskriver Volker Jung opløsningen af den lutherske hermeneutik(p. 225). I den lutherske hermeneutik stod skriften over udlæggeren og bar selv sin udlægning med sig. Men dette ændrede sig. På Calovs tid satte socinianerne, Grotius og arminianerne udlæggerens ratio(fornuft) over skriften, som det, der bar udlægningen. Hos sværmerne og Rathmann var det det "åndsbegavede" subjekt, som bar udlægningen.
Disse to subjektorienterede tilgange blev dels til den historisk-kritiske metode og dels til den pietistiske hermeneutik, hvor den genfødte individ var bærer af udlægningen frem for skriften selv.

Mon ikke begyndelsen til modernistisk bibelfortolkning og Kants erkendelsesteori med dens udløbere i både modernisme og postmodernisme skal findes her. Det viser, at den pietistiske/sværemeriske hermeneutik slet ikke er så forskellig fra den rationalistiske/historisk-kritiske. Siden dette skift har det vekslet mellem de to tilgange, men heller ikke en nyere "postmoderne" tilgang kommer ud over det subjektorienterede, men fortsætter i samme skema.

Det, vi må vende tilbage til, er en luthersk hermenutik og epistemologi, hvor det er teksten, der bærer udlægningen og hverken fornuften eller åndsfylden.

I den såkaldte bibeltro lejr er der brug for et opgør med pietismen før man kan komme ret langt i den retning.