Den lutherske ortodoksi havde ved sin store stridsteolog, Abraham Calovius, en interessant strid med teologen Hermann Rathmann om Skriftens virkekraft/effektivitet. Iflg. Rathmann blev Skriften først virkekraftig, når den kom i brug. Heroverfor hævdede Calov og ortodoksien, at Skriften var virkekraftig ante et extra usum (før og udenfor brugen). Skriften fik ikke sin virkekraft fra brugen af den. Det var ikke kirken/individet, der ved sin åndsoplysning skulle gøre Skriften virksom. (Se om denne strid bl.a. Preus, Robert 'The Theology of Post-Reformation Lutheranism I" p. 367-371 samt Jung, Volker: 'Das Ganze der Heiligen Schrift' p. 94-101)
Interessant er det, at den senere ortodokse teolog, Dannhauer i sin Hermeneutica Sacra havde et syn på Skriftens virksomhed, der lå tæt på Rathmanns, idet han afviste Skriftens virkekraft ante et extra usum. Robert Preus forsvarer Dannhauer (p. 370) med at han var oppe mod nogle andre positioner, men Volke Jung mener, at der er klare ligheder ml. Dannhauer og Rathmann på den ene side og så ml. Dannhauers hermeneutik og den pietistiske standardhermeneutik af Johann Jakob Rambach: "Institutiones Hermeneuticae Sacrae". Så vidt Volker Jung og Robert Preus.
Det interessante er, at pietismens fader, Phillip Jakob Spener netop var elev af Dannhauer i Strassburg og selv skulle have sagt, at denne var den teolog, der havde ydet mest indflydelse på ham (iflg. Tapperts introduktion i engelsk oversættelse af Pia Desideria 1964, Fortress Press, p. 10). Skal en del af pietismens baggrund i virkeligheden findes i denne vending til subjektet frem for objektet, når der gælder Skriftens virkekraft? Og ligger den idehistoriske kim til subjektorienteringen i teologi og filosofi i oplysningstiden ikke netop i pietismen?
søndag, september 02, 2007
tirsdag, august 28, 2007
'Lov og evangelium' og vækkelsesbevægelserne
Nu og da hører jeg yngre mennesker med baggrund i vækkelsesbevægelserne i statskirken (IM, LM osv.), som har et behov for at distancere sig fra denne baggrund, rette deres skyts mod luthersk teologi, som de identificerer med denne baggrund.
Sådan har jeg i tidens løb hørt en del kritik af begrebsparret 'lov og evangelium' med henvisning til nogle teltemøder(mener jeg) og noget missionshusforkyndelse med en masse lov og lidt evangelium til sidst.
Jeg skal ikke gøre mig klog på hverken nutidens eller tidligere tiders missionshusforkyndelse. Min viden derom er er primært på anden hånd. Jeg vil alligevel gerne udfordre sammenkædningen med den lutherske skelnen mellem lov og evangelium. Jeg har nemlig svært ved at genkende den lutherske skelnen mellem lov og evangelium i det billede, der tegnes fra disse 'post/neo-pietister', eller hvad man nu skal kalde dem.
Jeg vil dog vove den påstand ud fra mit begrænsede kendskab til forkyndelsen i disse sammenhænge, at problemet ikke har været den klare skelnen mellem lov og evangelium, men snarere manglen på samme eller måske snarere forsimplingen og forvanskningen af denne skelnen, delvist på grund af den udbredte brug af lægprædikanter. Lægprædikanter kender dels oftest ikke menigheden, fordi de måske kun er der en aften; og dels er de ikke prøvede, om de kender hele den sande lære, sådan som retteligt kaldede hyrder og lærere er det (eller burde være).
Er det man vender sig mod ikke snarere en prædiken med 95% lovens dom over synden og så til sidst 5% lov om at man skal beslutte sig for at følge Jesus/tage imod Jesus som sin Herre og frelser/omvende sig/invitere Jesus ind i sit hjerte eller hvordan synergismen nu har vist sig(synergismen= tanken om at mennesket kan medvirke til sin egen omvendelse). Det man vender sig mod er et forfalsket og forsimplet skema og ikke den rette skelnen mellem lov og evangelium.
Man bør da snarere vende sig mod synergismen, som er det egentlige og dybereliggende problem. Man bør vende sig mod ethvert forsøg på at gøre troen til en præstation, en lovgerning og i stedet få øjnene op for Guds nådemidler, som rækker syndernes forladelse og Helligånden her og nu. Det er det alene, der kan overvinde uvisheden uhyre, som synergismen fodrer, uanset om det er i form af lov-lov-prædikener eller felt-needs-lov-prædikener.
Sådan har jeg i tidens løb hørt en del kritik af begrebsparret 'lov og evangelium' med henvisning til nogle teltemøder(mener jeg) og noget missionshusforkyndelse med en masse lov og lidt evangelium til sidst.
Jeg skal ikke gøre mig klog på hverken nutidens eller tidligere tiders missionshusforkyndelse. Min viden derom er er primært på anden hånd. Jeg vil alligevel gerne udfordre sammenkædningen med den lutherske skelnen mellem lov og evangelium. Jeg har nemlig svært ved at genkende den lutherske skelnen mellem lov og evangelium i det billede, der tegnes fra disse 'post/neo-pietister', eller hvad man nu skal kalde dem.
Jeg vil dog vove den påstand ud fra mit begrænsede kendskab til forkyndelsen i disse sammenhænge, at problemet ikke har været den klare skelnen mellem lov og evangelium, men snarere manglen på samme eller måske snarere forsimplingen og forvanskningen af denne skelnen, delvist på grund af den udbredte brug af lægprædikanter. Lægprædikanter kender dels oftest ikke menigheden, fordi de måske kun er der en aften; og dels er de ikke prøvede, om de kender hele den sande lære, sådan som retteligt kaldede hyrder og lærere er det (eller burde være).
Er det man vender sig mod ikke snarere en prædiken med 95% lovens dom over synden og så til sidst 5% lov om at man skal beslutte sig for at følge Jesus/tage imod Jesus som sin Herre og frelser/omvende sig/invitere Jesus ind i sit hjerte eller hvordan synergismen nu har vist sig(synergismen= tanken om at mennesket kan medvirke til sin egen omvendelse). Det man vender sig mod er et forfalsket og forsimplet skema og ikke den rette skelnen mellem lov og evangelium.
Man bør da snarere vende sig mod synergismen, som er det egentlige og dybereliggende problem. Man bør vende sig mod ethvert forsøg på at gøre troen til en præstation, en lovgerning og i stedet få øjnene op for Guds nådemidler, som rækker syndernes forladelse og Helligånden her og nu. Det er det alene, der kan overvinde uvisheden uhyre, som synergismen fodrer, uanset om det er i form af lov-lov-prædikener eller felt-needs-lov-prædikener.
Teglgaards Hjørne
Min kære hustru har bidt maskinstormeren i sig og oprettet en blog om litteratur og historie: Teglgaards Hjørne
søndag, august 19, 2007
Pietismens specielle karakteristika
Iflg. Ernst Valentin Löscher, ortodoksiens forkæmper mod Halle-pietismen, iflg. første del af hans Timotheus Verinus:
1. Fromt udseende indifferentisme overfor tro og lære.
2. Foragt overfor nådemidlerne, herunder et subjektivistiske skriftsyn.
3. Foragt for embedet
4. Sammenblanding af retfærdigheden ved tro og gerninger
5. Millenialisme - troen på et jordisk tusindårsrige.
6. Terminisme - troen på, at et menneskes nådetid kunne stoppe før døden.
7. Precisionisme - at lave menneskebud af adiaphora, herunder at mene, at enhver kærlighed til skabingen er en synd og at spil, dans, komedier og vittigheder er forbudt.
8. Mystik. Sammenblanding af nåde og natur, sjæl og ånd; troen på en guddommelig rest i mennesket og guddommeliggørelse af mennnesket samt at lade alt bero på den indre erfaring.
9. reformatisme - afskaffelse af kirkens støtter og de kirkelige ordninger.
Med undtagelse af måske pkt. 6 er de ikke uden relevans i dag.
1. Fromt udseende indifferentisme overfor tro og lære.
2. Foragt overfor nådemidlerne, herunder et subjektivistiske skriftsyn.
3. Foragt for embedet
4. Sammenblanding af retfærdigheden ved tro og gerninger
5. Millenialisme - troen på et jordisk tusindårsrige.
6. Terminisme - troen på, at et menneskes nådetid kunne stoppe før døden.
7. Precisionisme - at lave menneskebud af adiaphora, herunder at mene, at enhver kærlighed til skabingen er en synd og at spil, dans, komedier og vittigheder er forbudt.
8. Mystik. Sammenblanding af nåde og natur, sjæl og ånd; troen på en guddommelig rest i mennesket og guddommeliggørelse af mennnesket samt at lade alt bero på den indre erfaring.
9. reformatisme - afskaffelse af kirkens støtter og de kirkelige ordninger.
Med undtagelse af måske pkt. 6 er de ikke uden relevans i dag.
lørdag, august 18, 2007
Augsburgske: Kaj Mogensen og fortabelsen (III)
Augsburgske: Kaj Mogensen og fortabelsen (III)
Et alvorligt opgør fra Dr. Spids med bl.a. Menighedsfakultetets formands holdning til Kaj Mogensen, som indbærer udlydighed mod Guds ord på samme måde som Kaj Mogensen. Interessant og tankevækkende indlæg.
Et alvorligt opgør fra Dr. Spids med bl.a. Menighedsfakultetets formands holdning til Kaj Mogensen, som indbærer udlydighed mod Guds ord på samme måde som Kaj Mogensen. Interessant og tankevækkende indlæg.
Min bog-blog kører igen
Jeg vil lige gøre opmærksom på, at min blog om luthersk litteratur kører igen efter at have stået stille i lang tid.
mandag, august 13, 2007
Den postmoderne inkvisition
Både i verden og i kirken er vi i dag vidne til et postmoderne trospoliti.
Verdens postmoderne trosp0liti
I verden anføres det af rabiate sækularister som Naser Khader, der som muslim vil blande sig i andre trossamfunds indre anliggende - bl.a. i spørgsmålet om vielse af homoseksuelle partnerskaber, og når han kræver religion underordnet demokratiet.
Som muslim kan Khader ikke skelne mellem det åndelige og det verdslige regimente - derfor må han guddommeligegøre en bestemt samfundsordning, ligesom de fundamentalister, han hævder at bekæmpe. Derfor kræver han andre religioner disciplineret under sine postmoderne sækularistiske statsreligion.
Kirkens postmoderne trospoliti
I kirken anføres dette postmoderne tropoliti af ofte evangelikale, der har ladet sig forføre af postmodernismen, ligesom de evangelikale tidligere lod sig forføre af modernismen. Her slår man hårdt ned på dem, der mener at Guds ord er klart og tilstrækkeligt i alle lærespørgsmål, så man sikkert kan vide, hvad Guds ord lærer.
Måske har de en minimustroslære - men baggrunden for den er den laveste læremæssige fællesnævner mellem dem, der deler den evangelikale/pietistiske fromhedstradition.
Baggrunden er, at evangelikalisme og pietisme mener at vide, hvem der er sande kristne på baggrund af nogle fromhedsudtryk. Modsat vil de benægte, at man med sikkerhed kan vide, hvad der er sand kristendom.
Når en præ/u-moderne lutheraner eller andre drister sig til at hævde at man kan vide, hvad der er sand kristendom - og ikke blot i teorien - men også rent faktisk hævder at vide det, bryder et ramaskrig ud og man beskyldes for hovmod og andre grimme ting.
Den postmodernismen, som giver sig ud for at være tolerancens bannerfører, viser sig pludselig som intolerancens og snæversynets højborg. Her respekterer man ikke andres ret til at tage fejl, hvis de altså tør siger, hvad de mener er sandt - og falsk.
Luthersk Kristendom og den postmoderne inkvisition
Luthersk kristendom er efter sit væsen ikke blot tetisk/didaktisk men også antitetisk/polemisk. Sandheden kan kun hævdes ren og klar, når den falske lære forkastes.
Den lutherske kirke hævder skriftens klarhed, ikke blot som noget teoretisk og passivt, men som en aktiv klarhed, som oplyser menneskesindet.
Den lutherske kirke hævder Skriftens ydre klarhed og sprogets evidens som baggrund for læren. Det er muligt at slutte sig til, hvad sand kristendom er og forkaste den falske.
Derfor må den lutherske kirke stå i et modsætningsforhold til den postmoderne inkvisition i kirken og i verden.
Den lutherske kirke og friheden
Modsat den sækularistiske inkvisition og Islam hævder den lutherske kirke, at samfundet skal styres efter den naturlige lov og fastholder andre menneskers ret til at tage fejl - og gå fortabt. Hverken sækularisme eller kristendom skal påtvinges
Og modsat den kirkelige inkvisition hævder den lutherske kirke andre kirkers menneskelige ret til at tage fejl. Den tager andres synspunkter så alvorligt, at den også tager dem for pålydende - og gendriver dem. Den er ikke ligegyldig overfor uenigheder men tager andres bekendelse så alvorligt, at den ikke vil have kirkeligt fællesskab med dem, der lærer falsk eller tilhører vranglærende kirkesamfund. Men det sker netop af respekt for såvel Guds ord som andre kristnes bekendelse.
Den lutherske kirke hævder ikke, selvom den bliver beskyldt for det, at alle dem, der tilhører vranglærende kirkesamfund går fortabt. Tværtimod, så fastholder den lutherske kirke, at den sande kirke er usynlig. Dét, den lutherske kirke bedømmer, er læren. Den kan derimod bedømmes i Skriftens klare lys, så man kan skelne mellem retlærende og vranglærende kirker.
Verdens postmoderne trosp0liti
I verden anføres det af rabiate sækularister som Naser Khader, der som muslim vil blande sig i andre trossamfunds indre anliggende - bl.a. i spørgsmålet om vielse af homoseksuelle partnerskaber, og når han kræver religion underordnet demokratiet.
Som muslim kan Khader ikke skelne mellem det åndelige og det verdslige regimente - derfor må han guddommeligegøre en bestemt samfundsordning, ligesom de fundamentalister, han hævder at bekæmpe. Derfor kræver han andre religioner disciplineret under sine postmoderne sækularistiske statsreligion.
Kirkens postmoderne trospoliti
I kirken anføres dette postmoderne tropoliti af ofte evangelikale, der har ladet sig forføre af postmodernismen, ligesom de evangelikale tidligere lod sig forføre af modernismen. Her slår man hårdt ned på dem, der mener at Guds ord er klart og tilstrækkeligt i alle lærespørgsmål, så man sikkert kan vide, hvad Guds ord lærer.
Måske har de en minimustroslære - men baggrunden for den er den laveste læremæssige fællesnævner mellem dem, der deler den evangelikale/pietistiske fromhedstradition.
Baggrunden er, at evangelikalisme og pietisme mener at vide, hvem der er sande kristne på baggrund af nogle fromhedsudtryk. Modsat vil de benægte, at man med sikkerhed kan vide, hvad der er sand kristendom.
Når en præ/u-moderne lutheraner eller andre drister sig til at hævde at man kan vide, hvad der er sand kristendom - og ikke blot i teorien - men også rent faktisk hævder at vide det, bryder et ramaskrig ud og man beskyldes for hovmod og andre grimme ting.
Den postmodernismen, som giver sig ud for at være tolerancens bannerfører, viser sig pludselig som intolerancens og snæversynets højborg. Her respekterer man ikke andres ret til at tage fejl, hvis de altså tør siger, hvad de mener er sandt - og falsk.
Luthersk Kristendom og den postmoderne inkvisition
Luthersk kristendom er efter sit væsen ikke blot tetisk/didaktisk men også antitetisk/polemisk. Sandheden kan kun hævdes ren og klar, når den falske lære forkastes.
Den lutherske kirke hævder skriftens klarhed, ikke blot som noget teoretisk og passivt, men som en aktiv klarhed, som oplyser menneskesindet.
Den lutherske kirke hævder Skriftens ydre klarhed og sprogets evidens som baggrund for læren. Det er muligt at slutte sig til, hvad sand kristendom er og forkaste den falske.
Derfor må den lutherske kirke stå i et modsætningsforhold til den postmoderne inkvisition i kirken og i verden.
Den lutherske kirke og friheden
Modsat den sækularistiske inkvisition og Islam hævder den lutherske kirke, at samfundet skal styres efter den naturlige lov og fastholder andre menneskers ret til at tage fejl - og gå fortabt. Hverken sækularisme eller kristendom skal påtvinges
Og modsat den kirkelige inkvisition hævder den lutherske kirke andre kirkers menneskelige ret til at tage fejl. Den tager andres synspunkter så alvorligt, at den også tager dem for pålydende - og gendriver dem. Den er ikke ligegyldig overfor uenigheder men tager andres bekendelse så alvorligt, at den ikke vil have kirkeligt fællesskab med dem, der lærer falsk eller tilhører vranglærende kirkesamfund. Men det sker netop af respekt for såvel Guds ord som andre kristnes bekendelse.
Den lutherske kirke hævder ikke, selvom den bliver beskyldt for det, at alle dem, der tilhører vranglærende kirkesamfund går fortabt. Tværtimod, så fastholder den lutherske kirke, at den sande kirke er usynlig. Dét, den lutherske kirke bedømmer, er læren. Den kan derimod bedømmes i Skriftens klare lys, så man kan skelne mellem retlærende og vranglærende kirker.
søndag, august 12, 2007
Den Lutherske Kirke og helliggørelsen
Walthers tese XXIII i hans aftenforedrag om lov og evangelium beskriver på glimrende måde, hvordan lov og evangelium sammenblandes, når man ved lovens krav snarere end evangeliet forsøger at få de genfødte til at gøre gode gerninger:
Læs mere i
Walther’s Law and Gospel, Lecture 37
Læs også resten af denne klassikker, som godt kan tåle at blive læst og genlæst mange gange. Johnt T. Pless fra Concordia Theological Seminary har skrevet denne lille bog, der gennemgår Walthers teser og trækker linjer op til i dag - også en anbefalelsesværdig bog.
Thesis XXIII.Og længere nede i foredraget:
In the nineteenth place, the Word of God is not rightly divided when an attempt is made by means of the demands or the threats or the promise of the Law to induce the unregenerate to put away their sins and engage in good works and thus become godly; on the other hand, when a endeavor is made, by means of the commands of the Law rather than by the admonitions of the Gospel, to urge the regenerate to do good.
Let no minister think that he cannot induce the unwilling to do God’s will by preaching the Gospel to them and that he must rather preach the Law and proclaim the threatenings of God to them. If that is all he can do, he will only lead his people to perdition. Rather than act the policeman in his congregation, he ought to change the hearts of his members in order that they may without constraint do what is pleasing to God with a glad and cheerful heart. A person who has a real understanding of the love of God in Christ Jesus is astonished at its fire, which is able to melt anything in heaven and on earth. The moment he believes in this love he cannot but love God and from gratitude for his salvation do anything from love of God and for His glory. It is a useless effort to try to soften with laws and threatenings such hearts as are not melted by having the love of God in Christ Jesus presented to them.
Læs mere i
Walther’s Law and Gospel, Lecture 37
Læs også resten af denne klassikker, som godt kan tåle at blive læst og genlæst mange gange. Johnt T. Pless fra Concordia Theological Seminary har skrevet denne lille bog, der gennemgår Walthers teser og trækker linjer op til i dag - også en anbefalelsesværdig bog.
Den Lutherske Kirke og Helligånden
Undertiden kan man høre ikke-lutherske eller pseudo-lutherske kristne påstå, at den luthersk teologi og trosliv ignorerer eller nedtoner Helligånden. Jeg vil hævde, at det forholder sig lige modsat. Ingen vægter Helligåndens gerning så højt som den lutherske kirke.
Den lutherske kirke fastholder overfor sværmernes dyrkelse af egne kræfter og egen åndelighed, at alene Helligånden gennem nådens hellige midler formår at opvække et menneske fra åndlig død. Alene den lutherske kirke fastholder, at et menenske, som er født af kød, må genfødes ved Helligånden for at blive frelst, og at en sådan genfødelse alene er Helligåndens gerning gennem ord og vand.
Synergister hævder herimod, at mennesket ikke helt dødt og har lidt ånd i sig, så det selv kan hjælpe til med at blive genfødt og opvakt. Spiritualister sammenblander deres egen ånd med Guds ånd, når de søger åndens virkninger ved at kigge ind i sig selv.
Den Lutherske Kirke prædiker syndernes forladelse for Kristi skyld alene, men den nøjes ikke med at informere om Kristi gerning på korset og overlade menensker til sig selv. Nej, den uddeler syndernes forladelse her og nu. Helligånden virker ved evangeliet og tilsiger syndernes forladelse i det ydre ord.
Derfor har den lutherske kirke også fastholdt skriftemålet. For her, ligesom i ordet og de øvrige sakramenter forlades synden her og nu på Guds vegne.
Prædikeembedet er en forligelsens tjeneste, hvor præsten uddeler syndernes forladelse her og nu til syndere. Og herigennem virker Helligånden tro på evangeliet.
Den Lutherske Kirke er den sande pinsekirke!
Den lutherske kirke fastholder overfor sværmernes dyrkelse af egne kræfter og egen åndelighed, at alene Helligånden gennem nådens hellige midler formår at opvække et menneske fra åndlig død. Alene den lutherske kirke fastholder, at et menenske, som er født af kød, må genfødes ved Helligånden for at blive frelst, og at en sådan genfødelse alene er Helligåndens gerning gennem ord og vand.
Synergister hævder herimod, at mennesket ikke helt dødt og har lidt ånd i sig, så det selv kan hjælpe til med at blive genfødt og opvakt. Spiritualister sammenblander deres egen ånd med Guds ånd, når de søger åndens virkninger ved at kigge ind i sig selv.
Den Lutherske Kirke prædiker syndernes forladelse for Kristi skyld alene, men den nøjes ikke med at informere om Kristi gerning på korset og overlade menensker til sig selv. Nej, den uddeler syndernes forladelse her og nu. Helligånden virker ved evangeliet og tilsiger syndernes forladelse i det ydre ord.
Derfor har den lutherske kirke også fastholdt skriftemålet. For her, ligesom i ordet og de øvrige sakramenter forlades synden her og nu på Guds vegne.
Prædikeembedet er en forligelsens tjeneste, hvor præsten uddeler syndernes forladelse her og nu til syndere. Og herigennem virker Helligånden tro på evangeliet.
Den Lutherske Kirke er den sande pinsekirke!
tirsdag, august 07, 2007
Evangeliet om de kristne eller om Kristus II
Følgende slogans kan dække over det falske evangelium om de kristnes gode gerninger:
Walk the Talk
Deeds not creeds
Don't say it, show it
Jeg vil prædike evangeliet om nødvendigt med ord
Hvis man tror, at evangeliet kan forkyndes med ens gode gerninger, tror man på et falsk evangelium. Gerninger kan højest give et hint om ens tros alvor og virkelighed, men de kan ikke forkynde troens objekt, syndernes forladelse i Jesus Kristus, som er det evangelium, der alene kan frelse mennesker.
For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft 1. Kor 1,18
Walk the Talk
Deeds not creeds
Don't say it, show it
Jeg vil prædike evangeliet om nødvendigt med ord
Hvis man tror, at evangeliet kan forkyndes med ens gode gerninger, tror man på et falsk evangelium. Gerninger kan højest give et hint om ens tros alvor og virkelighed, men de kan ikke forkynde troens objekt, syndernes forladelse i Jesus Kristus, som er det evangelium, der alene kan frelse mennesker.
For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft 1. Kor 1,18
mandag, august 06, 2007
Evangeliet om de kristne eller om Kristus
Med det ene ører sidder jeg og hører en udsendelse om "evangelisterne", som DR2 har døbt den evangelikale bevægelse - måske som en slags kulturradikal bevidst demonstration af uvidenhed om kirkelige forhold.
Her hører jeg så endnu engang det ny-evangelikale evangelium forkyndt: "Hvis man afspejler Kristus i sit liv, får mennesker lyst til at blive kristne. " (Husker ikke den præcise formulering).
Det er evangeliet om, hvor gode og kærlige de kristne er, som tiltaler den indre farisæer, som gerne vil høre et evangelium om, hvor gode mennesker kan blive. Der var ikke et ord om Kristi forsoning af Guds vrede - eller om Kristus i det hele taget.
Dette evangelium er falsk og fører mennesker til helvede!
Der er intet menneske, der bliver en sand kristen af at få lyst til at blive hellig, ligesom de kristne.
Jeg har selv hørt såkaldte søgervenlige prædikener, som i stedet for at forkynde evangeliet, forkynder om de kristne. Desværre fører en sådan falsk forkyndelse til at mennesker forhærder sig overfor det sande evangelium, da de bekræftes i deres loviskhed.
Her hører jeg så endnu engang det ny-evangelikale evangelium forkyndt: "Hvis man afspejler Kristus i sit liv, får mennesker lyst til at blive kristne. " (Husker ikke den præcise formulering).
Det er evangeliet om, hvor gode og kærlige de kristne er, som tiltaler den indre farisæer, som gerne vil høre et evangelium om, hvor gode mennesker kan blive. Der var ikke et ord om Kristi forsoning af Guds vrede - eller om Kristus i det hele taget.
Dette evangelium er falsk og fører mennesker til helvede!
Der er intet menneske, der bliver en sand kristen af at få lyst til at blive hellig, ligesom de kristne.
Jeg har selv hørt såkaldte søgervenlige prædikener, som i stedet for at forkynde evangeliet, forkynder om de kristne. Desværre fører en sådan falsk forkyndelse til at mennesker forhærder sig overfor det sande evangelium, da de bekræftes i deres loviskhed.
fredag, august 03, 2007
Lov og evangelium
Pietismens saftevandsblanderi
Pietismen ser fejlagtigt forholdet mellem lov og evangelium, mellem tro og gerninger ligesom at lave et glas saftevand. De diskuterer blandingsforholdet. Det ene år, er der nogen, der synes, at loven er for stærk og vil have den fortyndet med evangeliets friske vand. Det næste år er der nogen, der er trætte af at høre om nåden, og så vil de have loven blandet med evangeliet. Sådan svinger pietismen som et pendul. De kan så diskutere det rette blandingsforhold med hinanden - hvor meget der skal forkyndes om nåden og om gerningerne. På den måde er aktivisme/moralisme og antinomisme to sider af samme sag. De diskuterer blandingsforholdet, men fælles for dem er, at de blander det sammen.
Lutherdommens salt og vand
Guds ord og den lutherske kirke ser i stedet forholdet mellem lov og evangelium som et forhold mellem salt og vand. Saltet skal gøre os tørstige efter evangeliet, som giver os frimodighed til at tjene og glæde ved Guds lov. Begge dele er nødvendige, men de tjener hver sin funktion. Uden saltet bliver man ikke tørstig, men er man blevet tørstig, skal man ikke have mere salt men have slukket tørsten med evangeliets kølige og rene vand. Hvis vandet og saltet derimod blandes sammen bliver det udrikkeligt. Men bruges de hver for sig til hver sit formål, bliver de til stor velsignelse.
Pietismen ser fejlagtigt forholdet mellem lov og evangelium, mellem tro og gerninger ligesom at lave et glas saftevand. De diskuterer blandingsforholdet. Det ene år, er der nogen, der synes, at loven er for stærk og vil have den fortyndet med evangeliets friske vand. Det næste år er der nogen, der er trætte af at høre om nåden, og så vil de have loven blandet med evangeliet. Sådan svinger pietismen som et pendul. De kan så diskutere det rette blandingsforhold med hinanden - hvor meget der skal forkyndes om nåden og om gerningerne. På den måde er aktivisme/moralisme og antinomisme to sider af samme sag. De diskuterer blandingsforholdet, men fælles for dem er, at de blander det sammen.
Lutherdommens salt og vand
Guds ord og den lutherske kirke ser i stedet forholdet mellem lov og evangelium som et forhold mellem salt og vand. Saltet skal gøre os tørstige efter evangeliet, som giver os frimodighed til at tjene og glæde ved Guds lov. Begge dele er nødvendige, men de tjener hver sin funktion. Uden saltet bliver man ikke tørstig, men er man blevet tørstig, skal man ikke have mere salt men have slukket tørsten med evangeliets kølige og rene vand. Hvis vandet og saltet derimod blandes sammen bliver det udrikkeligt. Men bruges de hver for sig til hver sit formål, bliver de til stor velsignelse.
Augsburgske citater om N.P. Grunnet og læren om kirkefællesskab
Augsburgske citater
Her ligger et interessant blogindlæg af Dr. Spids om N.P. Grunnet, som stiftede Den evangelisk-lutherske Frikirke i Danmark og som praktiserede den lutherske lære om kirkefællesskab. Til sidst aktualiseres det med en kommentar til ELFK's praksis i dag, hvor den har kirkefællesskab med vranglærende kirkesamfund som f.eks. missourisynoden.
Her ligger et interessant blogindlæg af Dr. Spids om N.P. Grunnet, som stiftede Den evangelisk-lutherske Frikirke i Danmark og som praktiserede den lutherske lære om kirkefællesskab. Til sidst aktualiseres det med en kommentar til ELFK's praksis i dag, hvor den har kirkefællesskab med vranglærende kirkesamfund som f.eks. missourisynoden.
onsdag, august 01, 2007
Kirkens synlige og usynlige side
Kirken har to sider - en synlig og en usynlig.
Kirkens usynlige side, er kirken i egentlig forstand, den Hellige Almindelige Kirke, eller som Den Augsburgske Bekendelses artikel 7 siger: "kirken er de helliges forsamling". Det er det, man kunne kalde kirkens "hvem". Fordi vi mennesker ikke kan se troen, er kirkens "hvem" usynligt.
Kirkens synlige side er det, den Augsburgske Bekendelse fortsætter med: "i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes rettelig." Ordets rette forkyndelse og sakramenternes rene forvaltning er dét, der skaber og opretholder troen(Matth 28,20). Dermed er de også synlige kendetegn på kirken(som sådan nævnes de også i ApG 2 sammen med bønnerne - gudstjeneste - og fællesskabet). Det er det, man kunne kalde kirkens "hvor". Vi kan erkende, hvor kirken er. Det er den menighed, hvor Guds ord forkyndes rent og purt og hvor sakramenterne forvaltes efter Kristi indstiftelse. Derfor er den sande synlige kirke den, hvori Guds ord læres ret og sakramenterne forvaltes retteligt, dvs. den retlærende evangelisk-lutherske kirke. I Danmark vil det sige Augustanakirken og dens kirkefællesskab.
Så findes der også samfund, hvori der forkyndes så meget af evangeliet, at mennesker kan komme til tro, men hvor der læres i strid med Guds ord og sakramenterne ikke forvaltes ret. De kan stadig kaldes kristne kirker og er en del af den synlige kirke i en forstand, ligesom pavekirken også kan kaldes Guds tempel i 2. Thess. 2,4.
Disse kirkesamfund og menigheder eksisterer imod Guds vilje men med hans tilladelse for at prøve de helliges trofasthed (1. Kor 11,19). Kristne skal flygte fra dem for deres saligheds skyld (Rom 1617), men samtidig kan alle medlemmer heri ikke frakendes kristennavnet.
Der er medlemmer af den hellige almindelige og usynlige kirke i disse samfund, men det er ikke op til os at bedømme, hvem der har en sand tro. Dét, vi kan afgøre, er om Guds ord forkyndes ret og sakramenterne forvaltes efter Kristi indstiftelse, dvs. kirkens "hvor". Det er enhver kristens pligt at bedømme læren på baggrund af Guds klare ord i Skriften.
Kirkens usynlige side, er kirken i egentlig forstand, den Hellige Almindelige Kirke, eller som Den Augsburgske Bekendelses artikel 7 siger: "kirken er de helliges forsamling". Det er det, man kunne kalde kirkens "hvem". Fordi vi mennesker ikke kan se troen, er kirkens "hvem" usynligt.
Kirkens synlige side er det, den Augsburgske Bekendelse fortsætter med: "i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes rettelig." Ordets rette forkyndelse og sakramenternes rene forvaltning er dét, der skaber og opretholder troen(Matth 28,20). Dermed er de også synlige kendetegn på kirken(som sådan nævnes de også i ApG 2 sammen med bønnerne - gudstjeneste - og fællesskabet). Det er det, man kunne kalde kirkens "hvor". Vi kan erkende, hvor kirken er. Det er den menighed, hvor Guds ord forkyndes rent og purt og hvor sakramenterne forvaltes efter Kristi indstiftelse. Derfor er den sande synlige kirke den, hvori Guds ord læres ret og sakramenterne forvaltes retteligt, dvs. den retlærende evangelisk-lutherske kirke. I Danmark vil det sige Augustanakirken og dens kirkefællesskab.
Så findes der også samfund, hvori der forkyndes så meget af evangeliet, at mennesker kan komme til tro, men hvor der læres i strid med Guds ord og sakramenterne ikke forvaltes ret. De kan stadig kaldes kristne kirker og er en del af den synlige kirke i en forstand, ligesom pavekirken også kan kaldes Guds tempel i 2. Thess. 2,4.
Disse kirkesamfund og menigheder eksisterer imod Guds vilje men med hans tilladelse for at prøve de helliges trofasthed (1. Kor 11,19). Kristne skal flygte fra dem for deres saligheds skyld (Rom 1617), men samtidig kan alle medlemmer heri ikke frakendes kristennavnet.
Der er medlemmer af den hellige almindelige og usynlige kirke i disse samfund, men det er ikke op til os at bedømme, hvem der har en sand tro. Dét, vi kan afgøre, er om Guds ord forkyndes ret og sakramenterne forvaltes efter Kristi indstiftelse, dvs. kirkens "hvor". Det er enhver kristens pligt at bedømme læren på baggrund af Guds klare ord i Skriften.
mandag, juli 30, 2007
Svar: BIBELSK / Jesper Veiby: Kristne tillægsregler
BIBELSK / Jesper Veiby: Kristne tillægsregler
Dette er en fortsættelse af debatten om kvinders stemmeret. Jeg er for så vidt ikke så uenig i Jespers generelle betragtninger om tillægsregler. Som lutheraner er jeg imod, at man binder samvittighederne med regler, der ikke kan begrundes bibelsk.
Uenigheden består i, om et nej til kvinders stemmeret kan begrundes bibelsk og så består den nok også i, om logiske slutninger fra biblen har samme autoritet som biblen. Det mener jeg.
Jeg er desuden uenig i følgende udsagn
Jesper Veiby fortsætter med at harcelere over en masse ting, som jeg ikke har udtalt mig om.
Til sidst vender han så tilbage til noget relevant, nemlig forskellen ml. luthersk og ikke-luthersk lære om Kristus og nadveren, som han sætter på linje med diverse mere eller mindre pietistiske regler.
Han skriver:
Og jeg vil da lige tilføje, at jeg gerne skal diskutere det med dig over en øl - så længe det er en god en.
Dette er en fortsættelse af debatten om kvinders stemmeret. Jeg er for så vidt ikke så uenig i Jespers generelle betragtninger om tillægsregler. Som lutheraner er jeg imod, at man binder samvittighederne med regler, der ikke kan begrundes bibelsk.
Uenigheden består i, om et nej til kvinders stemmeret kan begrundes bibelsk og så består den nok også i, om logiske slutninger fra biblen har samme autoritet som biblen. Det mener jeg.
Jeg er desuden uenig i følgende udsagn
Det er derimod at gå i selvsving, hvis man bruger al sin tid på dette ene emne, og finder det vigtigt at gruble over, om alle mulige afledte spørgsmål, f.eks. om kvinders stemmeret på en eller anden måde kan tolkes som værende i strid med Skriften.Umiddelbart, synes jeg nu at Jesper Veiby virker til at have brugt mere tid på dette spørgsmål end undertegnede, som kun har haft et indlæg på bloggen indtil denne debat - og faktisk har skrevet en del ting på min blog efterhånden.
Jesper Veiby fortsætter med at harcelere over en masse ting, som jeg ikke har udtalt mig om.
Til sidst vender han så tilbage til noget relevant, nemlig forskellen ml. luthersk og ikke-luthersk lære om Kristus og nadveren, som han sætter på linje med diverse mere eller mindre pietistiske regler.
Han skriver:
Og i stedet for blot at fastholde det simple dogme, har man følt et behov for at formulere tillægsdogmer, tillægsregler, for at sikre at man udtrykte sig helt i overensstemmelse med, hvad man i en given sammenhæng måtte mene.De eneste, der har følt behov for at lægge noget til det enkle dogme er reformerte og papister. Den lutherske kirke har blot fastholdt ordenes enkle og ligefremme mening -'dette er mit legeme', 'I ham bor hele guddomsfylden legemligt'. Det er vranglærerne, der har nødvendiggjort præciseringer heraf for at værne mod vranglæren.
Og jeg vil da lige tilføje, at jeg gerne skal diskutere det med dig over en øl - så længe det er en god en.
Svar: BIBELSK / Jesper Veiby: Antikrist 2
BIBELSK / Jesper Veiby: Antikrist 2
Jeg fortsætter debatten med Jesper Veiby om Antikristen.
Jesper indrømmer, at der findes antydninger af læren om Antikrist andre steder end i Åbenbaringen. Han overser helt min pointe, nemlig, at det rent faktisk er andre steder end Åbenbaringen, der taler ligefremt om Antikrist(bl.a. bruger udtrykket) og ikke er billedtale.
Han overser desuden det faktum, at Johannes' Åbenbaring er et antilegomena-skrift, hvis apostolicitet var betvivlet i oldkirken. At bruge en uklar og modsagt skrift til at fordunkle andre klare og sikre skriftsteder, er et udtryk for biblicisme. Nej, lad klare tekster i de uimodsagte skrifter oplyse billedtalen i modsagte skrifter.
Apostlen Johannes kalder enhver, som fornægter at Jesus er Kristus kommet i kød antikrist. Det er er frelserværket, antikristen benægter. Og det er det, pavekirken benægter.
At kalde Tridentinerkoncilets fordømmelse af retfærdiggørelsen ved Kristi tilregnede retfærdighed alene samt den reformerte fornægtelse af indkarnationen for 'spidsfindig teologiske ueniged" må siges at være en underdrivelse af dimensioner.
Jeg benægter desuden ikke, at antikristen vil have stor verdslig magt. Det havde han indtil han blev afsløret ved reformationen og den er ikke fuldt ud aftaget i dag heller.
men hans åndelige magt er langt værre. Og den er langt farligere end ulve i ulveklæder. Det er ulve i fåreklæder Jesus advarer os imod i Matth. 7, og ikke åbenbare hedninger. Og det er Guds tempel, kirken, antikristen skal sidde i. Dette har jeg påvist på bagrund af Den Hellige Skrift i mit sidste indlæg.
Jeg fortsætter debatten med Jesper Veiby om Antikristen.
Jesper indrømmer, at der findes antydninger af læren om Antikrist andre steder end i Åbenbaringen. Han overser helt min pointe, nemlig, at det rent faktisk er andre steder end Åbenbaringen, der taler ligefremt om Antikrist(bl.a. bruger udtrykket) og ikke er billedtale.
Han overser desuden det faktum, at Johannes' Åbenbaring er et antilegomena-skrift, hvis apostolicitet var betvivlet i oldkirken. At bruge en uklar og modsagt skrift til at fordunkle andre klare og sikre skriftsteder, er et udtryk for biblicisme. Nej, lad klare tekster i de uimodsagte skrifter oplyse billedtalen i modsagte skrifter.
Apostlen Johannes kalder enhver, som fornægter at Jesus er Kristus kommet i kød antikrist. Det er er frelserværket, antikristen benægter. Og det er det, pavekirken benægter.
At kalde Tridentinerkoncilets fordømmelse af retfærdiggørelsen ved Kristi tilregnede retfærdighed alene samt den reformerte fornægtelse af indkarnationen for 'spidsfindig teologiske ueniged" må siges at være en underdrivelse af dimensioner.
Jeg benægter desuden ikke, at antikristen vil have stor verdslig magt. Det havde han indtil han blev afsløret ved reformationen og den er ikke fuldt ud aftaget i dag heller.
men hans åndelige magt er langt værre. Og den er langt farligere end ulve i ulveklæder. Det er ulve i fåreklæder Jesus advarer os imod i Matth. 7, og ikke åbenbare hedninger. Og det er Guds tempel, kirken, antikristen skal sidde i. Dette har jeg påvist på bagrund af Den Hellige Skrift i mit sidste indlæg.
lørdag, juli 28, 2007
Svar: BIBELSK / Jesper Veiby: Major on major things!
BIBELSK / Jesper Veiby: Major on major things!
Endnu et punkt, hvor Jesper Veiby og jeg er uenige. Dét, Jesper Veiby konkret angriber her, er dog ikke mit synspunkt, men mit 'Fokus' derpå, som han sammenligner med farisæernes forhold til lovens bud. I stedet henviser han til evangelisation og diverse karismatiske fænomener, som han formentlig mener, skulle svare til de tegn og undere, som fulgte profeter og apostle indtil åbenbaringens fuldendelse med den sidste apostels død.
Han henviser til Matthæusevangeliet 23,16-27 og synes at mener, at denne tekst lægger op til, at man ikke skal tage mindre spørgsmål så højtideligt, men Jesus siger faktisk: Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes. Jesus siger også i missionbefalingen, at vi skal lære folkeslagene alle hans bud. I sidste ende handler det om tilliden til Guds klare ord og lydigheden imod det.
Kvindens myndighedsunderordning under manden er skriftmæssigt begrundet, og enhver kristen må overveje, hvordan hjem og kirke bør indrettes, så dette autoritets- og ansvarsforhold respekteres. I denne konkrete sag drejer det sig dybest set om Guds skaberordning. Ligestillingsideologien er dybest set en gnostisk fornægtelse af Guds skabelse af mennesket. Ligestillingsideologiens fornægtelse af Guds ordninger for kønnene er en trussel mod ægteskaber og mod kirken.
mvh. Pastor Sørensen
Endnu et punkt, hvor Jesper Veiby og jeg er uenige. Dét, Jesper Veiby konkret angriber her, er dog ikke mit synspunkt, men mit 'Fokus' derpå, som han sammenligner med farisæernes forhold til lovens bud. I stedet henviser han til evangelisation og diverse karismatiske fænomener, som han formentlig mener, skulle svare til de tegn og undere, som fulgte profeter og apostle indtil åbenbaringens fuldendelse med den sidste apostels død.
Han henviser til Matthæusevangeliet 23,16-27 og synes at mener, at denne tekst lægger op til, at man ikke skal tage mindre spørgsmål så højtideligt, men Jesus siger faktisk: Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes. Jesus siger også i missionbefalingen, at vi skal lære folkeslagene alle hans bud. I sidste ende handler det om tilliden til Guds klare ord og lydigheden imod det.
Kvindens myndighedsunderordning under manden er skriftmæssigt begrundet, og enhver kristen må overveje, hvordan hjem og kirke bør indrettes, så dette autoritets- og ansvarsforhold respekteres. I denne konkrete sag drejer det sig dybest set om Guds skaberordning. Ligestillingsideologien er dybest set en gnostisk fornægtelse af Guds skabelse af mennesket. Ligestillingsideologiens fornægtelse af Guds ordninger for kønnene er en trussel mod ægteskaber og mod kirken.
mvh. Pastor Sørensen
Svar: BIBELSK / Jesper Veiby: Antikrist
BIBELSK / Jesper Veiby: Antikrist
Jesper Veiby argumenterer her imod det blogindlæg, hvor jeg bekræfter den evangelisk-lutherske lære om antikristen, nemlig at Antikrist er identisk med paveembedet.
For at afgøre spørgsmålet, må vi gå til Den Hellige Skrift. Læren om antikrist bygger først og fremmest på flere tekster i 1. Johannesbrev, herunder 1. Joh. 2,18 samt 2. Thess. 2,3-12. Jesper Veiby bygger primært sine argumenter på Johannes Åbenbaring, hvori han mener at kunne identificere nogle af billederne med antikristen. Jeg mener ikke,a t læren om antikrist kan bygges på Åbenbaringens billedtale, dels fordi det er billedtale og derfor må forstås i lyset af Skriftens klare udsagn og dels fordi Johannes Åbenbaring er et af de modsagte skrifter, hvis kanonicitet og apostolske oprindelse var betvivlet i oldkirken, hvorfor man ikke bør bygge dogmer alene på udsagn heri.
Jesper Veiby hævder først, at Antikrist ikke er en institution, et embede eller en åndelig indflydelse. Der er dog intet i 2. Thess. 2,3-12 eller de andre tekster, der modsiger, at der kan være tale om et embede, inklusiv embedsindehaverne. I 2. thess. 2,3-12 fremgår det endda, at allerede på apostelens tid virkede 'lovløshedens hemmelighed' i forbindelse med at 'lovløshedens menneske' skal åbenbares. Der er tale om en kraft, der allerede eksisterer, men som skal blive åbenbaret.
Dernæst argumenterer Jesper Viby for, at Antikrist skal være en verdenshersker og ikke en religiøs leder. I 2. thess. 2,3-12 står der dog, at han skal sidde i 'Guds tempel', dvs. den kristne kirke, for det jødiske tempel er ikke mere Guds tempel. Guds tempel bruges af Paulus i både 1. Kor 3,16-17 og 2. Kor 6,16 om den kristne kirke. I 1. joh. 2,18-26 fremgår det også klart, at antikristen er kulminationen på mange antikrister, som alle er udgået af den den kristen kirke, men ikke er af den. Det er dem, der fornægter Jesus Kristus. Af 1. Joh 4,1-3 fremgår det også, at antikristerne er falske profeter og ikke verdslige herskere.
Både antikristerne og Antikrist er altså en vranglærer, som udøver deres gerning i den kristne kirke, hvor de leder menensker vild fra den retfærdiggørende tro på Jesus Kristus. Kender man evangeliet om syndernes forladelse i Jesus Kristus og den romersk-katolske fornægtelse heraf, er det indlysende, hvem antikristen er.
Jesper Veiby argumenterer videre for, at antikristen ikke kan være en fortidig/afdød person. Det er jeg for så vidt enig i. Pavedømmet består også endnu og skal bestå indtil Kristus kommer synligt, hvor det skal tilintegøres, jvf. 2. Thess. 2,8.
Jesper Veiby konkluderer med at henvise til diverse politiske forbrydere og kulter som små antikrister. Men hvorfor skulle Skriften dog advare den kristne menighed så skarpt mod disse, som kun kan slå legemet ihjel men kun har begrænset magt over sjælene. Pavedømmet er en langt større fare, for det bedrager kristne til at stole på deres egne kræfter og deres egen gerninger i stedet for Jesu tilregnede retfærdighed alene. Ens billede af antikristen modsvarer ens billede af Kristus, og dermed af frelsen. Ser man frelsen som bestående i dennesidig herlighed, synlig kraft og hellighed, så vil man også se antikristen som en verdslig magt og fordreje Skriften til at sige det samme. Men ser man frelsen som Jesu tilregnede retfærdighed, at Gud tilregner os Jesu Kristi fortjeneste ved hans stedfortrædende lydighed og straflidelse, da må antikristen også være én, der vil berøve kristne trøsten heri. Og der er, hvad Pavedømmet gør. Det er også, hvad andre vranglærere gør, f. eks. når de ligesom pavedømmet tiltror menensket en fri vilje til at nærme sig Gud og hjælpe til ved sin egen omvendelse, eller når de sammenblander helliggørelse og retfærdiggørelse på anden vis.
mvh. Pastor Magnus Sørensen
Jesper Veiby argumenterer her imod det blogindlæg, hvor jeg bekræfter den evangelisk-lutherske lære om antikristen, nemlig at Antikrist er identisk med paveembedet.
For at afgøre spørgsmålet, må vi gå til Den Hellige Skrift. Læren om antikrist bygger først og fremmest på flere tekster i 1. Johannesbrev, herunder 1. Joh. 2,18 samt 2. Thess. 2,3-12. Jesper Veiby bygger primært sine argumenter på Johannes Åbenbaring, hvori han mener at kunne identificere nogle af billederne med antikristen. Jeg mener ikke,a t læren om antikrist kan bygges på Åbenbaringens billedtale, dels fordi det er billedtale og derfor må forstås i lyset af Skriftens klare udsagn og dels fordi Johannes Åbenbaring er et af de modsagte skrifter, hvis kanonicitet og apostolske oprindelse var betvivlet i oldkirken, hvorfor man ikke bør bygge dogmer alene på udsagn heri.
Jesper Veiby hævder først, at Antikrist ikke er en institution, et embede eller en åndelig indflydelse. Der er dog intet i 2. Thess. 2,3-12 eller de andre tekster, der modsiger, at der kan være tale om et embede, inklusiv embedsindehaverne. I 2. thess. 2,3-12 fremgår det endda, at allerede på apostelens tid virkede 'lovløshedens hemmelighed' i forbindelse med at 'lovløshedens menneske' skal åbenbares. Der er tale om en kraft, der allerede eksisterer, men som skal blive åbenbaret.
Dernæst argumenterer Jesper Viby for, at Antikrist skal være en verdenshersker og ikke en religiøs leder. I 2. thess. 2,3-12 står der dog, at han skal sidde i 'Guds tempel', dvs. den kristne kirke, for det jødiske tempel er ikke mere Guds tempel. Guds tempel bruges af Paulus i både 1. Kor 3,16-17 og 2. Kor 6,16 om den kristne kirke. I 1. joh. 2,18-26 fremgår det også klart, at antikristen er kulminationen på mange antikrister, som alle er udgået af den den kristen kirke, men ikke er af den. Det er dem, der fornægter Jesus Kristus. Af 1. Joh 4,1-3 fremgår det også, at antikristerne er falske profeter og ikke verdslige herskere.
Både antikristerne og Antikrist er altså en vranglærer, som udøver deres gerning i den kristne kirke, hvor de leder menensker vild fra den retfærdiggørende tro på Jesus Kristus. Kender man evangeliet om syndernes forladelse i Jesus Kristus og den romersk-katolske fornægtelse heraf, er det indlysende, hvem antikristen er.
Jesper Veiby argumenterer videre for, at antikristen ikke kan være en fortidig/afdød person. Det er jeg for så vidt enig i. Pavedømmet består også endnu og skal bestå indtil Kristus kommer synligt, hvor det skal tilintegøres, jvf. 2. Thess. 2,8.
Jesper Veiby konkluderer med at henvise til diverse politiske forbrydere og kulter som små antikrister. Men hvorfor skulle Skriften dog advare den kristne menighed så skarpt mod disse, som kun kan slå legemet ihjel men kun har begrænset magt over sjælene. Pavedømmet er en langt større fare, for det bedrager kristne til at stole på deres egne kræfter og deres egen gerninger i stedet for Jesu tilregnede retfærdighed alene. Ens billede af antikristen modsvarer ens billede af Kristus, og dermed af frelsen. Ser man frelsen som bestående i dennesidig herlighed, synlig kraft og hellighed, så vil man også se antikristen som en verdslig magt og fordreje Skriften til at sige det samme. Men ser man frelsen som Jesu tilregnede retfærdighed, at Gud tilregner os Jesu Kristi fortjeneste ved hans stedfortrædende lydighed og straflidelse, da må antikristen også være én, der vil berøve kristne trøsten heri. Og der er, hvad Pavedømmet gør. Det er også, hvad andre vranglærere gør, f. eks. når de ligesom pavedømmet tiltror menensket en fri vilje til at nærme sig Gud og hjælpe til ved sin egen omvendelse, eller når de sammenblander helliggørelse og retfærdiggørelse på anden vis.
mvh. Pastor Magnus Sørensen
Leuenbergkonkordien
I 2001 underskrev den danske Folkekirke Leuenbergkonkordien, hvilket var den direkte anledning til min udmeldelse af Folkekirken. Stadigvæk, mange år efter, er der ikke kommet nogen reaktioner fra såkaldte bibeltro i folkekirken.
Åbenbar gudsfornægtelse og moralske spørgsmål, vil man gerne markere sig om.. Men her, hvor det er evangeliets trøst i læren om Jesu to naturers personenhed, læren om dåbens genfødende virkning og Jesu legemes og blods sande nærvær i brød og vin, har man ikke reageret.
De eneste reaktioner, jeg har set er en udtalelse fra Fællesskabet Kirkelig Fornyelse sammen med Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse. De teologiske institutioner MF og DBI har ikke reageret og det nye Evangelisk-Luthersk Netværk har heller ikke mig bekendt udtalt sig om dette spørgsmål.
Er den såkaldte bibeltro fløj overhovedet luthersk, eller er den i virkeligheden blevet en fællesprotestantisk evangelikal bevægelse. Jeg tillede det spørgsmål, da jeg meldte mig ud af folkekirken. Årene, der er gået uden reaktion og hvor samarbejdet med f.eks. Dansk Oase er blevet tættere og den reformerte påvirkning kun er tiltaget, har vist, at jeg gjorde ret i at stille spørgmålet.
Svaret har historien givet: Den folkekirkelige højrefløj er ikke en konfessionel luthersk bevægelse, men en unionistisk pietistisk bevægelse, som først og fremmest vil værne om en moralforståelse og en fromhedstype og ikke om den evangelisk-lutherske lære.
Havde den villet det, så havde der været en langt større reaktion imod Leuenbergkonkordien, ligesom den preussiske union i 1800-tallet også fik lutheranere til at reagere og enddog gå i fængsel eller lade sig forvise for ikke at have gudstjenestefællesskab med reformerte. Idag løfter man knap nok øjenbrynet.
Se den udtalelse, jeg udarbejdede om Leuenbergkonkordien for den Evangelisk-Lutherske Frikirkes daværende præstekonvent, og som jeg stadig står ved:
Leuenbergkonkordien: Udtalelser fra Den evangelisk-lutherske Frikirke
Åbenbar gudsfornægtelse og moralske spørgsmål, vil man gerne markere sig om.. Men her, hvor det er evangeliets trøst i læren om Jesu to naturers personenhed, læren om dåbens genfødende virkning og Jesu legemes og blods sande nærvær i brød og vin, har man ikke reageret.
De eneste reaktioner, jeg har set er en udtalelse fra Fællesskabet Kirkelig Fornyelse sammen med Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse. De teologiske institutioner MF og DBI har ikke reageret og det nye Evangelisk-Luthersk Netværk har heller ikke mig bekendt udtalt sig om dette spørgsmål.
Er den såkaldte bibeltro fløj overhovedet luthersk, eller er den i virkeligheden blevet en fællesprotestantisk evangelikal bevægelse. Jeg tillede det spørgsmål, da jeg meldte mig ud af folkekirken. Årene, der er gået uden reaktion og hvor samarbejdet med f.eks. Dansk Oase er blevet tættere og den reformerte påvirkning kun er tiltaget, har vist, at jeg gjorde ret i at stille spørgmålet.
Svaret har historien givet: Den folkekirkelige højrefløj er ikke en konfessionel luthersk bevægelse, men en unionistisk pietistisk bevægelse, som først og fremmest vil værne om en moralforståelse og en fromhedstype og ikke om den evangelisk-lutherske lære.
Havde den villet det, så havde der været en langt større reaktion imod Leuenbergkonkordien, ligesom den preussiske union i 1800-tallet også fik lutheranere til at reagere og enddog gå i fængsel eller lade sig forvise for ikke at have gudstjenestefællesskab med reformerte. Idag løfter man knap nok øjenbrynet.
Se den udtalelse, jeg udarbejdede om Leuenbergkonkordien for den Evangelisk-Lutherske Frikirkes daværende præstekonvent, og som jeg stadig står ved:
Leuenbergkonkordien: Udtalelser fra Den evangelisk-lutherske Frikirke
torsdag, juli 26, 2007
Uddrag af visitationsartiklerne
Hermed et uddrag, som er yderst relevant, hvor den lutherske nadverlære benægtes af så mange, der kalder sig lutheranere, hvis de da overhovedet har kendskab til den:
Om den hellige nadver
Vore kirkers rene og sande lære om den hellige Nadver:
1.At Kristi ord: ”Tag det og spis det; dette er mit legem; tag det og drik det, dette er mit blod” skal forstås enfoldigt og bogstaveligt, som de lyder.
2.At der er to ting til stede i sakramentet, som gives og modtages sammen med hinanden: en jordisk, hvilken er brød og vin; og en himmelsk, hvilken er Kristi legeme og blod.
3.At denne (forening, uddeling og modtagelse) sker hernede på jorden og ikke oppe i himmelen.
4.At det, der uddeles og modtages, er Kristi sande, naturlige legeme, som har hængt på korset, og det sande, naturlige blod, som har flydt fra Kristi side.
5.At Kristi legeme og blod ikke kun modtages åndeligt med troen, hvilket også kan ske udenfor nadveren, men dér sammen med brødet og vinen [modtages] med munden, dog på en uudforskelig og overnaturlig måde, til en pant og en forsikring om vores legemers opstandelse fra de døde.
6.At Kristi legeme og blod nydes med munden ikke blot af de værdige, men også af de uværdige, som går dertil uden bod og sand tro; dog med forskellig virkning: af de værdige modtages det til salighed, men af de uværdige til dom.
Om den hellige nadver
Vore kirkers rene og sande lære om den hellige Nadver:
1.At Kristi ord: ”Tag det og spis det; dette er mit legem; tag det og drik det, dette er mit blod” skal forstås enfoldigt og bogstaveligt, som de lyder.
2.At der er to ting til stede i sakramentet, som gives og modtages sammen med hinanden: en jordisk, hvilken er brød og vin; og en himmelsk, hvilken er Kristi legeme og blod.
3.At denne (forening, uddeling og modtagelse) sker hernede på jorden og ikke oppe i himmelen.
4.At det, der uddeles og modtages, er Kristi sande, naturlige legeme, som har hængt på korset, og det sande, naturlige blod, som har flydt fra Kristi side.
5.At Kristi legeme og blod ikke kun modtages åndeligt med troen, hvilket også kan ske udenfor nadveren, men dér sammen med brødet og vinen [modtages] med munden, dog på en uudforskelig og overnaturlig måde, til en pant og en forsikring om vores legemers opstandelse fra de døde.
6.At Kristi legeme og blod nydes med munden ikke blot af de værdige, men også af de uværdige, som går dertil uden bod og sand tro; dog med forskellig virkning: af de værdige modtages det til salighed, men af de uværdige til dom.
Augustanakirkens blog
Vi forsøger os med en blog for Augustanakirken udover hjemmesiden. Vi vil bruge den til nyheder fra kirken, bl.a.:
- nyt fra præsten
- nyt fra menighedsrådet
- indbydelser til gudstjeneste eller arrangementer
- opbyggelige tekster
Følg også med på kirkens hjemmeside - her kan du bl.a. finde gudstjenestetid og -sted, kontaktinforamtion samt med tiden prædikener og artikler.
- nyt fra præsten
- nyt fra menighedsrådet
- indbydelser til gudstjeneste eller arrangementer
- opbyggelige tekster
Følg også med på kirkens hjemmeside - her kan du bl.a. finde gudstjenestetid og -sted, kontaktinforamtion samt med tiden prædikener og artikler.
onsdag, juli 25, 2007
De sachsiske Visitationsartikler fra 1592 II
Jeg skal lige tilføje, at de sachsiske Visitationsartikler sammen med Den Hellige Skrift og konkordiebogen udgør Augustanakirkens bekendelsesgrundlag ifølge dens vedtægter og at jeg ved min ordination aflagde ed derpå.
De sachsiske Visitationsartikler fra 1592
Her er min oversættelse af de Sachsiske Visitationsartikler af 1592.
Disse blev lavet i Sachsen i 1592 som reaktion på reformert indflydelse og brugt til afklaring af, om folk var skjulte calvinister(kryptocalvinister). De blev et tillæg til konkordiebogen og var officielt bekendelsesgrundlag i Sachsen indtil 1836. De var også bekendelsesgrundlag i en del af missourisynodens første menigheder, bl.a. C.F.W. Walthers første menighed.
De er vigtige, fordi de direkte forkaster den falske reformerte lære om Kristi person, nadveren, dåben og forudbestemmelsen.
Disse punkter er blevet vigtige igen efter folkekirkens underskrivelse på Leuenbergkonkordien i 2001(som førte til bl.a. min udmeldelse af folkekirken).
Jeg har i min oversættelse forholdt mig både til den latinske og den tyske tekst og især støttet mig til Caspari og Johnsons game dansk-norske oversættelse.
Disse blev lavet i Sachsen i 1592 som reaktion på reformert indflydelse og brugt til afklaring af, om folk var skjulte calvinister(kryptocalvinister). De blev et tillæg til konkordiebogen og var officielt bekendelsesgrundlag i Sachsen indtil 1836. De var også bekendelsesgrundlag i en del af missourisynodens første menigheder, bl.a. C.F.W. Walthers første menighed.
De er vigtige, fordi de direkte forkaster den falske reformerte lære om Kristi person, nadveren, dåben og forudbestemmelsen.
Disse punkter er blevet vigtige igen efter folkekirkens underskrivelse på Leuenbergkonkordien i 2001(som førte til bl.a. min udmeldelse af folkekirken).
Jeg har i min oversættelse forholdt mig både til den latinske og den tyske tekst og især støttet mig til Caspari og Johnsons game dansk-norske oversættelse.
tiltrædelsesprædiken
her findes min tiltrædelsesprædiken om, hvad en menighed kan kræve af præsten og hvad en præst kan forvente af menigheden.
Andagt til min ordination
Hermed følger den andagt, jeg holdt til min ordination
1. kor 5,17-21
I denne tekst hører vi om tre ting, som Gud har gjort for at frelse os. Det første er det Gud har gjort, da han lod sin søn dø på korset. Det andet er det, han gør, når han lader forligelsens tjeneste forkynde ordet om forligelsen. Det tredje er, når han ved sin Helligånd og ordet skaber troen i os, så vi lader os forlige med ham og tager imod syndernes forladelse.
Det første er, at han lod sin Jesus Kristus dø på korset for at frelse os. Det er ét teksten taler om, når den siger: ”for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser”. Hele verden, dvs. alle mennesker er født i synd og skyld, dvs. som Guds fjender. Vi overtræder Guds bud, ligesom vore forfædre Adam og Eva gjorde det, og vi fortjener kun Guds straf, nemlig døden og helvede. Og ligesom to lande kun holde op med at være fjender ved at blive forliget eller forsonet, sådan måtte Gud også forsones.
Men vi kunne ikke betale, for vi er skyldige og har intet at betale med. Derfor betalte Gud sin egens traf, da han blev menneske i Jesus Kristus og både betalte ved at leve et syndfrit liv og ved at lide og dø under Guds vrede. Det er det, Paulus taler om, når han siger: ”Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham”. I Kristus forligte Gud verden med sig selv, og fordi alt nu var betalt tilregnede Gud os ikke mere vores overtrædelser. Kristi retfærdighed blev så at sige sat ind på vores konto, ligesom vores skyld blev overført til hans konto og betalt af ham.
Det er ikke nok, at Gud ved, at han er forliget. Derfor fortsætter Paulus, med at skrive om det andet, at Gud ”betroede os ordet om forligelsen. Så er vi altså udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os.” Gud har indstiftet et embede, som har fuldmagt til på hans vegne at forlade synder. De, som har dette embede, er udsendinge i Kristi sted. De skal altså ikke prædike deres egne holdninger og meninger, men Kristi ord. Præsten er altså ligesom en dommer eller politimand, som heller ikke skal håndhæve sine egne meninger men på samfundets vegne skal håndhæve samfundets love. Kristus har givet præsten myndighed til at forlade synderne her og nu på baggrund af dét, Gud gjorde på korset, ligesom en dommer har myndighed til at frikende mennesker, så de ikke bliver straffet.
Derfor har vi brug for præster.
Det sidste, vi hører om, er det, Gud virker ved sin Helligånd i vore hjerter, når vi hører ordet om forligelsen. Paulus fortsætter: ”Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!” En ting er, at gaven er købt og betalt på korset og bliver uddelt ved ordet og embedet. Vi må nu også tage imod den. Vi må lade os forlige med Gud. Hvordan sker det nu? Det sker, når vi tror og stoler på, at Gud tilgiver os vores skyld, fordi Jesus har betalt for den. Og vi kan ikke selv tro, da vi er fjender af Gud, som vi er af naturen. Gud må gøre os til nye skabninger, for at vi kan tro. Og det gør han ved sit ord. Han giver os nye hjerter, så vi stoler på, at vore synder forlades for Kristi skyld.
Her har vi altså hele Guds frelse, dét han gjorde på korset, dét han gør ved sine nådemidler ved sine udsendinge, og dét han gør i vore hjerter, når han skaber troen.
1. kor 5,17-21
I denne tekst hører vi om tre ting, som Gud har gjort for at frelse os. Det første er det Gud har gjort, da han lod sin søn dø på korset. Det andet er det, han gør, når han lader forligelsens tjeneste forkynde ordet om forligelsen. Det tredje er, når han ved sin Helligånd og ordet skaber troen i os, så vi lader os forlige med ham og tager imod syndernes forladelse.
Det første er, at han lod sin Jesus Kristus dø på korset for at frelse os. Det er ét teksten taler om, når den siger: ”for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser”. Hele verden, dvs. alle mennesker er født i synd og skyld, dvs. som Guds fjender. Vi overtræder Guds bud, ligesom vore forfædre Adam og Eva gjorde det, og vi fortjener kun Guds straf, nemlig døden og helvede. Og ligesom to lande kun holde op med at være fjender ved at blive forliget eller forsonet, sådan måtte Gud også forsones.
Men vi kunne ikke betale, for vi er skyldige og har intet at betale med. Derfor betalte Gud sin egens traf, da han blev menneske i Jesus Kristus og både betalte ved at leve et syndfrit liv og ved at lide og dø under Guds vrede. Det er det, Paulus taler om, når han siger: ”Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham”. I Kristus forligte Gud verden med sig selv, og fordi alt nu var betalt tilregnede Gud os ikke mere vores overtrædelser. Kristi retfærdighed blev så at sige sat ind på vores konto, ligesom vores skyld blev overført til hans konto og betalt af ham.
Det er ikke nok, at Gud ved, at han er forliget. Derfor fortsætter Paulus, med at skrive om det andet, at Gud ”betroede os ordet om forligelsen. Så er vi altså udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os.” Gud har indstiftet et embede, som har fuldmagt til på hans vegne at forlade synder. De, som har dette embede, er udsendinge i Kristi sted. De skal altså ikke prædike deres egne holdninger og meninger, men Kristi ord. Præsten er altså ligesom en dommer eller politimand, som heller ikke skal håndhæve sine egne meninger men på samfundets vegne skal håndhæve samfundets love. Kristus har givet præsten myndighed til at forlade synderne her og nu på baggrund af dét, Gud gjorde på korset, ligesom en dommer har myndighed til at frikende mennesker, så de ikke bliver straffet.
Derfor har vi brug for præster.
Det sidste, vi hører om, er det, Gud virker ved sin Helligånd i vore hjerter, når vi hører ordet om forligelsen. Paulus fortsætter: ”Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!” En ting er, at gaven er købt og betalt på korset og bliver uddelt ved ordet og embedet. Vi må nu også tage imod den. Vi må lade os forlige med Gud. Hvordan sker det nu? Det sker, når vi tror og stoler på, at Gud tilgiver os vores skyld, fordi Jesus har betalt for den. Og vi kan ikke selv tro, da vi er fjender af Gud, som vi er af naturen. Gud må gøre os til nye skabninger, for at vi kan tro. Og det gør han ved sit ord. Han giver os nye hjerter, så vi stoler på, at vore synder forlades for Kristi skyld.
Her har vi altså hele Guds frelse, dét han gjorde på korset, dét han gør ved sine nådemidler ved sine udsendinge, og dét han gør i vore hjerter, når han skaber troen.
mandag, juli 23, 2007
Aktivismen - Menighedsfakultetets nye fane
Private universiteter udfordrer det offentlige | Kristeligt Dagblad
Nu skal man jo ikke tro på alt, hvad man læser i avisen og der kan jo være udeladt noget i denne artikel.
Selvom jeg også før var uenig med Menighedsfakultetet på en række punkter, bliver jeg dog skuffet over at læse denne artikel i KD, hvor man ikke længere forsøger at gøres sig kendt på sin fastholdelse af Guds Ord, også der hvor det er upopulært, f.eks. når det gælder et nej til kvindelige præster. I stedet slår man sig op som et aktivistisk uddannelsessted, hvor kirkelige aktiviteter er i centrum.
Er dette den efterhånden udbredte flovhed over eget ståsted, som også har ramt Menighedsfakultetet, eller har Menighedsfakultetet simpelthen skiftet ståsted, sådan som Mikkel Vigilius også påpegede helt tilbage i 2005.
Hvorfor vil man ikke være kendt for at være dem, der løfter Guds klare ords fane. Er det hensyntagen til nye samarbejdspartnere i Dansk Oase, eller har MF selv ændret teologi?
Nu skal man jo ikke tro på alt, hvad man læser i avisen og der kan jo være udeladt noget i denne artikel.
Selvom jeg også før var uenig med Menighedsfakultetet på en række punkter, bliver jeg dog skuffet over at læse denne artikel i KD, hvor man ikke længere forsøger at gøres sig kendt på sin fastholdelse af Guds Ord, også der hvor det er upopulært, f.eks. når det gælder et nej til kvindelige præster. I stedet slår man sig op som et aktivistisk uddannelsessted, hvor kirkelige aktiviteter er i centrum.
Er dette den efterhånden udbredte flovhed over eget ståsted, som også har ramt Menighedsfakultetet, eller har Menighedsfakultetet simpelthen skiftet ståsted, sådan som Mikkel Vigilius også påpegede helt tilbage i 2005.
Hvorfor vil man ikke være kendt for at være dem, der løfter Guds klare ords fane. Er det hensyntagen til nye samarbejdspartnere i Dansk Oase, eller har MF selv ændret teologi?
It Is Written by Wallace Schulz.pdf (application/pdf Object)
89 It Is Written by Wallace Schulz.pdf (application/pdf Object)
I dette skrift af Wallace Schultz kan man læse en god analyse af Missourisynodens degenerering til at være en vranglærende kirke.
Han skriver i inledningen: "Nøglen til at løse enhver konflikt i Kristi Kirke har altid været og vil altid være en tilbagevenden til Guds ord."
Kirkepolitik, magtkamp og kompromiser med falsk lære kan ikke bruges til at løse læremæssige konflikter.
I dette skrift af Wallace Schultz kan man læse en god analyse af Missourisynodens degenerering til at være en vranglærende kirke.
Han skriver i inledningen: "Nøglen til at løse enhver konflikt i Kristi Kirke har altid været og vil altid være en tilbagevenden til Guds ord."
Kirkepolitik, magtkamp og kompromiser med falsk lære kan ikke bruges til at løse læremæssige konflikter.
onsdag, juli 11, 2007
Antikrist og den sande synlige kirke
Paven trækker i nødbremsen
Pave Benedikt trækker i nødebremsen overfor Romerkirkens modernisering/postmodernisering i et nyt skrift, han har udsendt. Det er da altid noget, at der er nogen, der anerkender, at noget kan være sandere end noget andet og kan erkendes som sådan.
Romerkirkens traditionsbegreb
Problemet er dog, at Romerkirken benægter, at det er skriften alene, der skal være dommer over dette. Da de, ligesom postmodernismen sidenhen har gjort, benægter Skriftens klarhed og tilstrækkelighed, må de sætte kirken og traditionen ind imellem mennesker og Skriften. Forskellen på Romerkirken og postmodernismen er, at i postmodernismen er enhver sin egen pave.
Romerkirken og andre kirker
Paven benægter at alle de frelsende elementer findes i andre kirkesamfund og han benægter at protestantiske kirkesamfund er kirker. Dette er almindelig romersk-katolsk lære. Der er intet nyt i det. Problemet er dog, at det er Romerkirken, der benægter nogle af de 'frelsende elementer' i Skriften.
Romerkirken og evangeliets kerne
Den romersk-katolske kirke benægter, at et menneske frelses ved troen alene uden gerninger. Det er evangeliets kerne, den trodsigt modsiger og fordømmer, som den har gjort det officielt siden Tridentinerkoncilet.
Paven er antikrist
Paven har derved afsløret sig som den sande Antikrist, der sidder i Guds tempel(kirken), udgiver sig for at være Gud og forfølger evangeliet (2. Thess. 2,4). Dette erkendte reformatorerne.
Men så mange, der hævder at være deres arvtagere er blinde for denne sandhed og forestiller sig antikrist som en politisk magtfigur i stedet for den åndelige og langt farligere tyran han er.
De andre antikrister
Skriften taler også om andre antikrister. Ligesom Paven er de vranglærere, som står i den synlige kirke, men forkynder falsk lære, så mennesker går fortabt. Det er dem, der på trods af, at de har noget af Guds ord, blander det med menneskelære.
De gør evangeliet til en lovreligion ved at lære fri vilje, benægte arvesynden, benægte den fuldkomne personenhed i Kristus og derfor benægte hans legemes og blods sande nærvær i nadveren eller hvad det nu kan være.
Ligesom Paven befinder de sig stadig i den synlige kirke, men de befinder sig ikke i den sande synlige kirke, som alene er den retlærende evangelisk-lutherske kirke, der lærer ret og forvalter sakramenterne efter Herrens indstiftelse.
Hertil skal ethvert Guds barn flygte fra de falske profeter, for her forkyndes Guds ord ret til frelse og salighed. Man skal ikke hovmodige sig og blive i vranglærende kirkesamfund, blot fordi man ved, at der også er mennesker her, der bliver frelst.
Herren formaner os ved sin apostel i Rom 16,17 at holde os fra vranglærere. Den, der trodser Herren er selv ude om det, når troen forliser på grund af falsk lære.
Pave Benedikt trækker i nødebremsen overfor Romerkirkens modernisering/postmodernisering i et nyt skrift, han har udsendt. Det er da altid noget, at der er nogen, der anerkender, at noget kan være sandere end noget andet og kan erkendes som sådan.
Romerkirkens traditionsbegreb
Problemet er dog, at Romerkirken benægter, at det er skriften alene, der skal være dommer over dette. Da de, ligesom postmodernismen sidenhen har gjort, benægter Skriftens klarhed og tilstrækkelighed, må de sætte kirken og traditionen ind imellem mennesker og Skriften. Forskellen på Romerkirken og postmodernismen er, at i postmodernismen er enhver sin egen pave.
Romerkirken og andre kirker
Paven benægter at alle de frelsende elementer findes i andre kirkesamfund og han benægter at protestantiske kirkesamfund er kirker. Dette er almindelig romersk-katolsk lære. Der er intet nyt i det. Problemet er dog, at det er Romerkirken, der benægter nogle af de 'frelsende elementer' i Skriften.
Romerkirken og evangeliets kerne
Den romersk-katolske kirke benægter, at et menneske frelses ved troen alene uden gerninger. Det er evangeliets kerne, den trodsigt modsiger og fordømmer, som den har gjort det officielt siden Tridentinerkoncilet.
Paven er antikrist
Paven har derved afsløret sig som den sande Antikrist, der sidder i Guds tempel(kirken), udgiver sig for at være Gud og forfølger evangeliet (2. Thess. 2,4). Dette erkendte reformatorerne.
Men så mange, der hævder at være deres arvtagere er blinde for denne sandhed og forestiller sig antikrist som en politisk magtfigur i stedet for den åndelige og langt farligere tyran han er.
De andre antikrister
Skriften taler også om andre antikrister. Ligesom Paven er de vranglærere, som står i den synlige kirke, men forkynder falsk lære, så mennesker går fortabt. Det er dem, der på trods af, at de har noget af Guds ord, blander det med menneskelære.
De gør evangeliet til en lovreligion ved at lære fri vilje, benægte arvesynden, benægte den fuldkomne personenhed i Kristus og derfor benægte hans legemes og blods sande nærvær i nadveren eller hvad det nu kan være.
Ligesom Paven befinder de sig stadig i den synlige kirke, men de befinder sig ikke i den sande synlige kirke, som alene er den retlærende evangelisk-lutherske kirke, der lærer ret og forvalter sakramenterne efter Herrens indstiftelse.
Hertil skal ethvert Guds barn flygte fra de falske profeter, for her forkyndes Guds ord ret til frelse og salighed. Man skal ikke hovmodige sig og blive i vranglærende kirkesamfund, blot fordi man ved, at der også er mennesker her, der bliver frelst.
Herren formaner os ved sin apostel i Rom 16,17 at holde os fra vranglærere. Den, der trodser Herren er selv ude om det, når troen forliser på grund af falsk lære.
fredag, juli 06, 2007
stiften.dk - Nyheder om Århus, Østjylland, AGF, Sport, Kultur, Erhverv, Odder, Favrskov, Syddjurs, Norddjurs, Samsø og Skanderborg
stiften.dk - Nyheder om Århus, Østjylland, AGF, Sport, Kultur, Erhverv, Odder, Favrskov, Syddjurs, Norddjurs, Samsø og Skanderborg
Ordinationen blev nævnt i Stiften, JP Århus og Kristelig Dagblad.
Ordinationen blev nævnt i Stiften, JP Århus og Kristelig Dagblad.
mandag, juli 02, 2007
onsdag, juni 27, 2007
Pragmatisme -også bibelkritik
Der findes en foragt for Guds ord, som kirker, der kalder sig bibeltro og lutherske desværre let bliver gennemsyret af. Den hedder pragmatisme. Den findes i flere varianter, men hovedingrediensen er, at mens man i princippet anerkender den rette lære, så er det alligevel kun i princippet. Når det kommer til praksis, hvor læren skal udfolde sig, så går man på kompromis og bliver eftergivende overfor den falske lære og praksis.
Jeg vil skynde mig at sige, at jeg er helt med på, at man som præst og kirke må have en del pastoral og barmhjertig tålmodighed med dem, der fejler. Desuden er det jo også sådan, at alle ikke skal kende den rette lære til bunds -kundskabsniveauet er forskelligt.
Dér, hvor pragmatismen sætter ind, er når man ikke blot har tålmodighed med de svage eller uvidende, men accepterer bevidst modstand mod den rette lære efter undervisning og formaning eller enddog begynder at indføre falsk praksis af hensyn til dem, der er i modstrid med den rette lære.
Dette kan enddog ske med henvisning til, at dem, der vil have kirken til at ændre sin lære og praksis efter deres hoveder, skulle være 'de svage'. Men det er en løgn, der undergraver Guds ords lære og Guds kirke.
Paulus skriver kort og klart i Rom 16,17, hvordan man skal forholde sig til dem, der er i strid med den rettelære -man skal ikke have kirkeligt fællesskab med dem. At fastholde falsk lære og praksis trods undervisning og formaning og at fremme og forsvare denne er ikke blot en uskyldig leg med intellektuelle begreber; -det er i stedet at sprede dødbringende gift. Det er derfor enhver retlærende menigheds pligt at holde læretugten i hævd -også overfor lægfolk.
Pragmatismen kan også bruge indflydelsen som argument. Sådan skriver Rolf Preus om, at Missourisynoden ikke længere har en lære om kirkefællesskab, men en lære om indflydelse. Når man fastholder kirkeligt fællesskab med vranglærende kirker som f.eks. folkekirken eller for den sags skyld også Missourisynoden med den begrundelse, at man på den måde kan øve indflydelse, er man i strid med apostlens ovennævnte formaning, og konsekvensen bliver oftest, at indflydelsen går den anden vej, når man allerede har vist sig ulydig mod Guds ord.
Der er kun en medicin mod pragmatismen: omvendelse. -Omvendelse ved anger over synden og tillid til, at synden forlades for Kristi skyld, så man på ny tør stole på Guds ord og følge dets formaninger i tillid til, at det er gennem ordet og ikke gennem vores indflydelse, at Gud bygger sin kirke.
Jeg vil skynde mig at sige, at jeg er helt med på, at man som præst og kirke må have en del pastoral og barmhjertig tålmodighed med dem, der fejler. Desuden er det jo også sådan, at alle ikke skal kende den rette lære til bunds -kundskabsniveauet er forskelligt.
Dér, hvor pragmatismen sætter ind, er når man ikke blot har tålmodighed med de svage eller uvidende, men accepterer bevidst modstand mod den rette lære efter undervisning og formaning eller enddog begynder at indføre falsk praksis af hensyn til dem, der er i modstrid med den rette lære.
Dette kan enddog ske med henvisning til, at dem, der vil have kirken til at ændre sin lære og praksis efter deres hoveder, skulle være 'de svage'. Men det er en løgn, der undergraver Guds ords lære og Guds kirke.
Paulus skriver kort og klart i Rom 16,17, hvordan man skal forholde sig til dem, der er i strid med den rettelære -man skal ikke have kirkeligt fællesskab med dem. At fastholde falsk lære og praksis trods undervisning og formaning og at fremme og forsvare denne er ikke blot en uskyldig leg med intellektuelle begreber; -det er i stedet at sprede dødbringende gift. Det er derfor enhver retlærende menigheds pligt at holde læretugten i hævd -også overfor lægfolk.
Pragmatismen kan også bruge indflydelsen som argument. Sådan skriver Rolf Preus om, at Missourisynoden ikke længere har en lære om kirkefællesskab, men en lære om indflydelse. Når man fastholder kirkeligt fællesskab med vranglærende kirker som f.eks. folkekirken eller for den sags skyld også Missourisynoden med den begrundelse, at man på den måde kan øve indflydelse, er man i strid med apostlens ovennævnte formaning, og konsekvensen bliver oftest, at indflydelsen går den anden vej, når man allerede har vist sig ulydig mod Guds ord.
Der er kun en medicin mod pragmatismen: omvendelse. -Omvendelse ved anger over synden og tillid til, at synden forlades for Kristi skyld, så man på ny tør stole på Guds ord og følge dets formaninger i tillid til, at det er gennem ordet og ikke gennem vores indflydelse, at Gud bygger sin kirke.
mandag, juni 18, 2007
Kvinders stemmeret i kirken
Dr. Judisch, som jeg studerede under i Fort Wayne, har lavet denne udemærkede ekesgetiske gennemgang af en række skriftsteder, der er relevante for spørgsmålet om kvinders stemmeret i menighedens beslutningsorganer. Konklusionen er, at denne praksis strider med Skriften, da den betyder, at kvinder udøver myndighed over mænd, hvilket er imod skabelses-, syndefalds- og frelsesordningen. Et andet interessant skrift om forholdet mellem mand og kvinde er dette.
Gudstjeneste i Svendborg
På søndag holder pastor Lyrstrand evangelisk-luthersk gudstjeneste i "Skallen" i Svendborg. Jeg skal hilse fra pastor Lyrstrand og skrive, at interesserede er velkomne. Det er kl. 15.00.
torsdag, juni 14, 2007
At dø for at leve -Et liv i gudstjeneste
Denne udemærkede lutherske bog af min gamle homiletik-lærer (homiletik=prædikenlære) på Concordia Theological Seminary, Fort Wayne, er nu oversat til dansk og udgivet af LHM's elevforenings forlag sammen med Logosmedia. Forhåbentligt kan den medvirke til, at danske kristne få øjnene op for den lutherske arv -også når det gælder spiritualitet. Jeg har ikke læst den danske oversættelse, men kun den engelske original, som jeg godt kan anbefale.
tirsdag, juni 12, 2007
søndag, juni 10, 2007
Kald og ordination
Jeg har idag taget imod et kald fra Augustanakirken til det hellige prædikeembede, idet jeg har erkendt det som et guddommeligt kald og erkendt Augustanakirken som en retlærende evangelisk-luthersk menighed, som opfylder de krav en kandidat må stille for at kunne tage imod et kald fra en menighed. Ordination ved pastor Vagn Lyrstrand, der i øjeblikket fungerer som vakancepræst for Augustanakirken, er sat til den 1. Juli.
torsdag, maj 24, 2007
Augustanakirken stiftet
På Kristi Himmelfartsdag blev en ny uafhængig retlærende evangelisk-luthersk menighed i Århus stiftet. Menigheden består indtil videre af 9 mennesker og vil i den kommende tid forsøge at etablere forbindelse med andre retlærende menigheder i landet.
Der vil forhåbentligt snart være noget at finde på hjemmesiden.
Interesserede kan indtil da henvende sig til undertegnede, hvis de vil vide mere om menigheden.
mvh. Magnus
Der vil forhåbentligt snart være noget at finde på hjemmesiden.
Interesserede kan indtil da henvende sig til undertegnede, hvis de vil vide mere om menigheden.
mvh. Magnus
onsdag, maj 23, 2007
Kampen for retten til at sige nej - Kristeligt Dagblad
Kampen for retten til at sige nej - Kristeligt Dagblad
Nu brokker folkekirkens højrefløj sig igen over, at folkekirkemajoriteten ryster med sablen og overvejer at indskrænke den kirkelige frihed.
Jeg skal starte med at sige, at jeg er enig i, at kvindelige præster er i strid med Guds ord og at vielse af fraskilte uden at skilsmissen er sket af bibelske grunde også er det.
Men at bruge den folkekirkelige frihed som argument frem for Guds ord, som det sker fra bl.a. Anders Dalgaards side, virker ikke særlig godt, når højrefløjen kritiserede den kirkelige frihed i forbindelse med Grosbøl-sagen.
Ville man ikke også begrænse modpartens frihed, hvis man selv havde magten i folkekirken. Det burde man i hvert tilfælde. Spørgsmålet er, om tiden til at genoverveje ens kirketilhørsforhold ikke for længst er kommet, når man er nødt til at pukke på kirkefrihed for at kunne være der.
mvh. Magnus
Nu brokker folkekirkens højrefløj sig igen over, at folkekirkemajoriteten ryster med sablen og overvejer at indskrænke den kirkelige frihed.
Jeg skal starte med at sige, at jeg er enig i, at kvindelige præster er i strid med Guds ord og at vielse af fraskilte uden at skilsmissen er sket af bibelske grunde også er det.
Men at bruge den folkekirkelige frihed som argument frem for Guds ord, som det sker fra bl.a. Anders Dalgaards side, virker ikke særlig godt, når højrefløjen kritiserede den kirkelige frihed i forbindelse med Grosbøl-sagen.
Ville man ikke også begrænse modpartens frihed, hvis man selv havde magten i folkekirken. Det burde man i hvert tilfælde. Spørgsmålet er, om tiden til at genoverveje ens kirketilhørsforhold ikke for længst er kommet, når man er nødt til at pukke på kirkefrihed for at kunne være der.
mvh. Magnus
søndag, april 08, 2007
Lukket nadver 2
Igen et citat fra The Fire and the Staff af Klemet I. Preus:
"Når du forbyder nogen nadveren, fordi de tilhører en kirke, der ikke er i fællesskab med din, siger du: "Din kirke er heterodoks. Den er falsk. Du er i åndelig fare i den kirke. Jeg må advare dig mod den kirke. Gud vil, at du skal holde dig til den sande lære, som den læres af den lutherske kirke." tag ikke fejl. Det er det, der siges, når man praktiserer lukket nadver. En menighed, der ikke kan sige det, burde ikke praktisere lukket nadver, og en præst, der ikke klart kan erklære det, burde ikke være luthersk præst."
(p. 270)
"Når du forbyder nogen nadveren, fordi de tilhører en kirke, der ikke er i fællesskab med din, siger du: "Din kirke er heterodoks. Den er falsk. Du er i åndelig fare i den kirke. Jeg må advare dig mod den kirke. Gud vil, at du skal holde dig til den sande lære, som den læres af den lutherske kirke." tag ikke fejl. Det er det, der siges, når man praktiserer lukket nadver. En menighed, der ikke kan sige det, burde ikke praktisere lukket nadver, og en præst, der ikke klart kan erklære det, burde ikke være luthersk præst."
(p. 270)
lørdag, marts 31, 2007
Augburgske citater i luften igen
Så har dr. Spids igen et godt citat på http://augsburgske-citater.blogspot.com/
fredag, marts 09, 2007
Gode lutherske salmer
Her er et link til en engelsk hjemmeside med en del klassiske lutherske salmer i både tysk og engelsk udgave, ligesom der også er melodistumper til dem. Et rigtigt godt sted, især hvis man kan lide at fifle med salmegendigtning.
søndag, marts 04, 2007
Skriftens klarhed -et værn mod sekterisme
Når den Hellige Skrifts klarhed forsvinder fra kristnes horisont sammen med den læremæssige vished, må det uundgåeligt føre til, at mennesker sættes i skriftens sted. Når man ikke længere ved, at Skriften er nok og at Skriften virkelig kan oplyse os om læren, så kryber menneskebudene ind. Så har man brug for stærke og karismatiske ledere eller organisatoriske organer til at bedømme de ting, som Skriftens lære skulle bedømme. Og vel kan organisatoriske organer og stærk ledelse være godt, men når det bliver en erstatning for den klare Skrift, ender det i sekterisme eller kryptopapisme. Så sætter man den karismatiske leder eller organisatoriske organer i stedet for Guds ord og kræver lydighed mod disse i stedet for lydighed mod Skriften. Man binder menneskers samvittigheder til menneskebud, og man ophøre med at bevise ting ud fra skriften, fordi man har dømt den uklar. Hvor man som tilhænger af Skriftens ubetingede klarhed ofte beskyldes for sekterisme er det netop det modsatte, der gør sig gældende. Lærebevidsthed og skrifttroskab er det bedste værn mod sekterisme.
Se f.eks. her i ELS, hvor Rolf Preus blev ekskluderet, fordi han ikke ville bøje Guds Ords lære og sit eget guddommeligt indstiftede embede for det menneskeligt indstiftede "president"-embede.
Se også, hvad Mclaughlin skriver om representative organers autoritet:
Christian congregations may in Christian liberty establish associations with sister congregations of the same faith, in which they are represented by delegates in accordance with stipulations agreed upon among the participants. But such a “representative church” does not exist by divine ordinance, and hence there are no individual persons (supreme head of the church, supreme head of the state) nor any college of persons either within a single congregation or among several congregations (board of elders, synodical delegates, council, board of directors, etc.) who can determine ecclesiastical matters in such a way that the consciences of the Christians should be bound thereby. For in the Christian Church God’s Word is the only authority which binds consciences. Matt. 23:8, 10: “One is your Master.” Therefore councils, synods, etc. have only advisory power, not any autonomous judicial power (“jurisdiction”) or legislative power.
Mclaughlin, "We all believe in one true God"
Se f.eks. her i ELS, hvor Rolf Preus blev ekskluderet, fordi han ikke ville bøje Guds Ords lære og sit eget guddommeligt indstiftede embede for det menneskeligt indstiftede "president"-embede.
Se også, hvad Mclaughlin skriver om representative organers autoritet:
Christian congregations may in Christian liberty establish associations with sister congregations of the same faith, in which they are represented by delegates in accordance with stipulations agreed upon among the participants. But such a “representative church” does not exist by divine ordinance, and hence there are no individual persons (supreme head of the church, supreme head of the state) nor any college of persons either within a single congregation or among several congregations (board of elders, synodical delegates, council, board of directors, etc.) who can determine ecclesiastical matters in such a way that the consciences of the Christians should be bound thereby. For in the Christian Church God’s Word is the only authority which binds consciences. Matt. 23:8, 10: “One is your Master.” Therefore councils, synods, etc. have only advisory power, not any autonomous judicial power (“jurisdiction”) or legislative power.
Mclaughlin, "We all believe in one true God"
mandag, februar 26, 2007
At skelne ml. retlærende og vranglærende kirker
Her findes et udemærket foredrag om at skelne ml. retlærende og vranglærende kirker og vigtigheden heraf af den gamle missourisynode-dogmatiker, Franz August Otto Pieper.
Til slut skriver han:
If, therefore, we judge on the basis of God's Word, and not according to our own thoughts, then it is certain, that by avoiding all church fellowship with errorists, we walk according to God's will and thereby serve the best interests of the Church in general, and also of our own soul in particular. May God always give us enlightened, spiritual eyes of our understanding, that we may at all times actively recognize the difference between orthodox and heterodox churches, and give us the right, holy love for the truth, that we may at all times act in accordance with this knowledge.
Nogn vil sandsynligvis finde denne dogmatiske sikkerhed sekterisk og fordømmende. Men hvad er egentlig alternativet.Det er uvisheden. Kan vi ikke være sikker på læren, kan vi heller ikke være sikre på, at Jesus har borttaget alle vores synder på korset og at Gud tilgiver os fuldt og helt. Denne konklusion har jeg hørt mange gange, når jeg har konfronteret tilhængere af læretolerance med det "usikkerhedens uhyre", som er konsekvensen. "man kan vel aldrig være sikker, men man kan jo håbe på, at Gud tilgiver mig mine synder".
Men håbet er ikke nok, når ens synder anklager en og Satan udpeger dem ene for en og påpeger, at Gud da ikke kan tilgive den slags, og slet ikke, når du har gjort det igen. Her hjælper det ikke at kigge ind i sig selv efter et usikkert håb eller at stole på, at Gud nok tilgiver. Her hjælper kun, at Gud tilgiver synden, fordi Jesus helt sikkert har båret alle verdens synder og fordi han helt sikkert frelste mig i dåben, hvor han rensede mig, ligesom han helt sikkert tilgiver mig ved sit ord og ved nadveren, fordi han har skrevet det helt sikkert og soleklart i sit hellige ord.
Hermed lidt at tænke over her i fasten med hilsen på min bryllupsdag i 2005, hvor jeg på 1. søndag i fasten holdt denne prædiken.
fredag, februar 23, 2007
Mclaughlin om geocentrisme
"The third topic, the sequence of the “six days work,” is outlined in Genesis, chapter one, with a clarity which leaves nothing to be desired. One of the most notable points in this connection is that briefly referred to above, namely, that light, as well as the variation of light and darkness (“the evening and the morning”), existed before those celestial bodies which we are accustomed to regard as the sole source of the light illuminating our earth were brought into being. All human theories, therefore, which regard the earth’s existence as a part of the “solar system” as dependent upon the sun, especially the absurd fable which represents the earth as a particle thrown off from the sun and gradually cooling through countless aeons into the terrestrial globe upon which we dwell, are discredited as having no ground in fact and entirely unacceptable to Christian faith. Those who imagine that the Scripture passages, approximately sixty in number, in which the earth is said to stand still, and the sun and all stars are said to move, may be “interpreted” in such a way as if really the reverse were the case, we may leave to pursue their fruitless endeavors alone. The Christian way is simply to accept Holy Scripture as it reads." Mclaughlin i "We All Believe in One True God" Chapter III, The Creation of The World and of Man:
torsdag, februar 08, 2007
søndag, februar 04, 2007
Læren og lægfolket
"Hvis Kirken skal vokse i enhed i tro og kærlighed er det ikke nok, at lærerne alene skal være grundfæstet i Guds ord. I stedet må hele menigheden stå som vidne om sandheden og som bekæmpere af vildfarelse. Så snart lægfolket begynder at blive lunkent og dovent i sin undersøgelse af sandheden og begynder at opgive bedømmelsen af læren til deres hyrder, mistes Kirkens enhed, og Gud vil snart åbne sluseportene, hvorigennem falsk lære vil komme ind. Hvad trofaste lærere byggede over mange år med stor anstrengelse, vil så hurtigt ødelægges."
C.FW. Walther, fra "God Grant It -daily Devotions from C.F.W. Walther" -Compiled byAugust Crull, Translated by Gerhard P. Grabenhofer, p. 565.
C.FW. Walther, fra "God Grant It -daily Devotions from C.F.W. Walther" -Compiled byAugust Crull, Translated by Gerhard P. Grabenhofer, p. 565.
lørdag, december 30, 2006
Læren og kærligheden
"Når folk fortæller mig at Kristi kirke, hans tjenere eller endda jeg ikke viser kærlighed, tænker jeg "Jamen, det er da ikke nogen overraskelse." Hvornår har vi nogensidne vist megen kærlighed? det var derfor Kristus blev nødt til at dø for os. Men må det aldrig siges om Kristi kirke eller hans tjenere, at de ikke lærte Jesu kærlighed. Med min kærlighed kunne verden blive en lille smule bedre, selvom jeg tvivler på det. Jeg er mere tilbøjelig til at mene, at meget lidt ændrer sig på grund af min kærlighed. men med læren om Kristi kærlighed ændrer alting sig -alt er nyt. Synder tilgives, Gud er tilfredsstillet, skyld fjernes og himlen åbnes."
Preus, Klemet "The Fire and the Staff -Lutheran Theology in practice" p. 46
Preus, Klemet "The Fire and the Staff -Lutheran Theology in practice" p. 46
lørdag, december 16, 2006
Luthersk troslære på netttet
Maclaughlins "We All Believe In One True God -A Summary Of Biblical Doctrine" er en udemærket troslærebog og kan findes på Martin Diers gode hjemmeside om luthersk teologi. Denne gode hjemmeside rummer desuden indtil videre 21 aftenforedrag af Walthers fantastiske "The Proper Distinction Between Law And Gospel", og en masse andet konfessionelt luthersk guf.
Der er også et link til hans Kretzmann Project, som er Kretzmanns Popular Commentary til hele biblen, som nu er lagt på nettet.
Der er også et link til hans Kretzmann Project, som er Kretzmanns Popular Commentary til hele biblen, som nu er lagt på nettet.
fredag, december 15, 2006
Prædikenens didaktiske brug
"Den didaktiske eller lærens brug(usus) er den, den hellige Apostel sætter foran alle de andre. Den er også den vigtigste af alle. den er grundlaget for de andre fire brug. Er en prædiken nok så rig på formaninger, straffe og trøst, men uden lære, så er den dog en tom, mager prædiken, hvis formaninger, straffe og trøst svæver i luften." Walther, C.F.W., Americanisch-Lutherische Pastoraltheologie s. 81.
Pieper: jorden står stille
Den store missouri-synode dogamtiker, Francis Pieper om Copernicus i sin Christliche Dogmatik I,p.577(1924): "Es ist eines Christen unwürdig, die heilige Schrift, die er doch als Gottes eigenes Wort erkannt hat, nach menschlichen Meinungen (Hypothesen), also auch nicht nach dem sogenannten kopernikanischen Weltsystem, umzudeuten oder sich umdeuten zu lassen"
tirsdag, december 12, 2006
søndag, november 12, 2006
Hvad er værst
Hvad er egentlig værst:
1. At lære så åbenlyst falsk, at enhver,
som kan læse sin bibel kan se det og holde sig fra en, selvom
man måtte være præst eller biskop i Den Danske Folkekirke.
2. At hævde, at man er en evangelisk-luthersk forkynder og lave et
evangelisk-luthersk netværk, men ved sin fortsatte tilstedeværelse i Folkekirken og sit prædikestols- og alterfællesskab
med dem, som er nævnt i pkt 1, vise, at læren ikke er så vigtig og
derved vildlede troende mennesker til at lytte til ulvene.
mvh magnus
1. At lære så åbenlyst falsk, at enhver,
som kan læse sin bibel kan se det og holde sig fra en, selvom
man måtte være præst eller biskop i Den Danske Folkekirke.
2. At hævde, at man er en evangelisk-luthersk forkynder og lave et
evangelisk-luthersk netværk, men ved sin fortsatte tilstedeværelse i Folkekirken og sit prædikestols- og alterfællesskab
med dem, som er nævnt i pkt 1, vise, at læren ikke er så vigtig og
derved vildlede troende mennesker til at lytte til ulvene.
mvh magnus
Katekismen og evangelisationen
Når biblen ikke kalder de troende i almindelighed for vidner, men i stedet beder os om at bekende, betyder det, at vi ikke skal vidne om vores oplevelser med Jesus men i stedet bekende den ene sande tro, som vi har fælles. Det tager den byrde væk fra os, at vi skal finde på effektive vidnesbyrd eller efte WC(Willow Creek)-konceptet yde "maksimal påvirkning" med vores "smittende tro". I stedet skal vi bekende troen. Det er heller ikke noget, der bare gøre. Det kræver undervisning. Men det er undervisning i troens objektive læreindhold og derfor kan de fri os fra præstationsangsten og give os frimodighed til at bekende troen.
Og mange kristne kan allerede en del. Kan man trosbekendelsen, så har man allerede noget at bekende overfor ikke-kristne.
Hvis man kan hele den lille katekismus kan man meget mere. Læs den eventuelt op ved husandagten.. Dertil kommer andre bibelvers og salmevers, som forklarer troen.
For ikke at tale om liturgien, som gentages hver søndag og derfor let kommer
ind på ryggraden.
Jeg har mere tillid til den slags bekendelses-udenadslære end til diverse kurser i at blive et effektivt vidne.
mvh magnus
Ps. dette inlæg er endnu en gang en reflektion over Klemt Preus' "The Fire and the Staff". Se bl.a. citat nedenfor i indlægget "Vidner eller bekendere"
Og mange kristne kan allerede en del. Kan man trosbekendelsen, så har man allerede noget at bekende overfor ikke-kristne.
Hvis man kan hele den lille katekismus kan man meget mere. Læs den eventuelt op ved husandagten.. Dertil kommer andre bibelvers og salmevers, som forklarer troen.
For ikke at tale om liturgien, som gentages hver søndag og derfor let kommer
ind på ryggraden.
Jeg har mere tillid til den slags bekendelses-udenadslære end til diverse kurser i at blive et effektivt vidne.
mvh magnus
Ps. dette inlæg er endnu en gang en reflektion over Klemt Preus' "The Fire and the Staff". Se bl.a. citat nedenfor i indlægget "Vidner eller bekendere"
mandag, november 06, 2006
pietisme
God lille artikel om problemet med pietismen med en oversigt på sidste side over vigtige forskelle på luthersk kristendom og pietisme:
http://www.scholia.net/pdf%20and%20text%20files/pietism.pdf
http://www.scholia.net/pdf%20and%20text%20files/pietism.pdf
Vidner eller Bekendere
"Sometimes people are asked to tell others what God has done in their lives. A testimonial is a witness to what God has done in your life. Remember, though, God never asks us to witness. He asks us to confess. And to confess means to say the same thing as others. God does not want His church to listen to someone's witness unless they have been appointed by God to witness the life, death and ressurection with their own eyes. He'd rather have us confess, which we can do in the creed where we all say the same thing."
-Klemet Preus: The Fire and the Staff, - Lutheran Theology in Practice , p. 391
-Klemet Preus: The Fire and the Staff, - Lutheran Theology in Practice , p. 391
søndag, november 05, 2006
Personal faith
"How often have you been told that you are saved by "your own personal faith," as if faith could ever be impersonal, even though the expression "personal faith" never occurs in the Bible? Faith becomes so personal it turns into a private, intimate thing that only those truly in touch with their emotions are able to share."
Klemet Preus, The Fire and the Staff -Lutheran Theology in Practice, p. 380
Klemet Preus, The Fire and the Staff -Lutheran Theology in Practice, p. 380
torsdag, november 02, 2006
Lukket nadver
Her er de seks læremæssige grunde, som Klemet Preus nævner som
baggrunden for lukket nadver (At kun medlemmer af kirkesamfundet eller søsterkirker kan gå til alters)
i sin ualmindeligt gode bog (som snart vil blive anmeldt på min bog-blog): 1. De, som praktiserer lukket nadver hævder, at man kan vide sikker, hvad sandheden er. 2. De hævder, at deres bekendelser uden tvivl er sandheden. 3. De tror, at visse andre kirkers bekendelser er falske og ubibelske. 4. De tror, at din kirkes lære er din lære. 5. De tror, at ens bekendelse og ens kirkes bekendelse er et vigtigere spørgsmål end livet selv. 6. De tror, at ligegyldighed overfor deres kirke og bekendelse er en synd mod Gud.
Det er virkeligheden disse punkter, som støder mennesker ved lukket nadver, for det er disse lærepunkter, den lukkede nadverpraksis demonstrerer og underviser om.
baggrunden for lukket nadver (At kun medlemmer af kirkesamfundet eller søsterkirker kan gå til alters)
i sin ualmindeligt gode bog (som snart vil blive anmeldt på min bog-blog): 1. De, som praktiserer lukket nadver hævder, at man kan vide sikker, hvad sandheden er. 2. De hævder, at deres bekendelser uden tvivl er sandheden. 3. De tror, at visse andre kirkers bekendelser er falske og ubibelske. 4. De tror, at din kirkes lære er din lære. 5. De tror, at ens bekendelse og ens kirkes bekendelse er et vigtigere spørgsmål end livet selv. 6. De tror, at ligegyldighed overfor deres kirke og bekendelse er en synd mod Gud.
Det er virkeligheden disse punkter, som støder mennesker ved lukket nadver, for det er disse lærepunkter, den lukkede nadverpraksis demonstrerer og underviser om.
mandag, oktober 23, 2006
Kaldet til at følge Jesus eller WWJD
"Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig." Mat 16,24.
Hvad vil det sige at følge Jesus. Vil det sige, at man skal forestille sig, hvad Jesus ville gøre i en given situation. Måske nok i nogle situationer. Jesus viste næstekærlighed og fjendekærlighed, og vil skal gøre det samme. Jesus overholdt de ti bud, og vi skal gøre det samme. Men hvad så, når vi går ud over de konkrete ti bud. Skal vi så gøre det samme som Jesus.
Han gik rundt og underviste, gjorde undere, og han døde på et kors for alle verdens synder. At følge Jesus vil altså ikke sige at imitere ham. Han er Guds søn, verdens frelser. Det er vi ikke.
Hvad skal vi så gøre. Det kommer jo an på, hvad vi så er. Er du præst, så skal du forkynde evangeliet rent og klart og hellere lade dit blod udgyde end billige falsk lære. Er du mor eller far, så skal du opdrage dine børn i den kristne tro og vide, at det er din fornemste pligt og den vigtiste opgave på jorden. Er du arbejder, skal du udfører dit job samvittighedsfuldt og vide, at alle slags arbejde er Guds hænder, hvormed han tjener verden. Er du barn, skal du ære dine forældre. Er du husbond, skal du ære og elske din hustru. Er er du hustru, skal du elske og underordne dig din mand. Og man kunne blive ved. Der er ikke ende på de kald vi har og de forskellige opgaver, der knytter sig til. Et er sikkert: vi skal ikke tage Jesu kors op og følge ham men vores. Det er derfor ikke vigtigt, hvad Jesus ville gøre, men hvad han vil, at vi skal gøre. I den lille katekismus under hustavlerne har Luther flere gode forslag, hvis man skulle løbe tør: http://www.lutherdansk.dk/Trellix/id80.htm
Derfor kan vi heller ikke sætte regler op, som regulerer alle livets forhold, men kun de ti bud og det dobbelte kærlighedsbud.
Det vigtige er da heller ikke at finde ud af, hvad der skal gøres. Opgaverne slipper ikke så hurtigt op. Det vigtige er at være sig bevidst om, hvor kræfterne til at tjene Gud kommer fra. De kommer fra det sted, hvor vi ikke er for at tjene ham, men hvor han tjener os: i sine nådemidler, specielt når de forvaltes offentligt i gudstjenesten. Her giver Gud os hvile, når han tjener os med syndernes forladelse i sit ord, i absolutionen i skriftemålet og i nadveren, hvor han giver os selve betalingen for vores frelse; Jesu sande legeme og blod. Her forsikrer Gud os om sin nåde, så vi frimodigt kan tjene ham uden at tænke på løn og uden at gøre det for at blive frelst, men fordi vi er frelste. Og gør vi det i den tro, så er det gode gerninger, som Gud ser på med velbehag.
Hvad vil det sige at følge Jesus. Vil det sige, at man skal forestille sig, hvad Jesus ville gøre i en given situation. Måske nok i nogle situationer. Jesus viste næstekærlighed og fjendekærlighed, og vil skal gøre det samme. Jesus overholdt de ti bud, og vi skal gøre det samme. Men hvad så, når vi går ud over de konkrete ti bud. Skal vi så gøre det samme som Jesus.
Han gik rundt og underviste, gjorde undere, og han døde på et kors for alle verdens synder. At følge Jesus vil altså ikke sige at imitere ham. Han er Guds søn, verdens frelser. Det er vi ikke.
Hvad skal vi så gøre. Det kommer jo an på, hvad vi så er. Er du præst, så skal du forkynde evangeliet rent og klart og hellere lade dit blod udgyde end billige falsk lære. Er du mor eller far, så skal du opdrage dine børn i den kristne tro og vide, at det er din fornemste pligt og den vigtiste opgave på jorden. Er du arbejder, skal du udfører dit job samvittighedsfuldt og vide, at alle slags arbejde er Guds hænder, hvormed han tjener verden. Er du barn, skal du ære dine forældre. Er du husbond, skal du ære og elske din hustru. Er er du hustru, skal du elske og underordne dig din mand. Og man kunne blive ved. Der er ikke ende på de kald vi har og de forskellige opgaver, der knytter sig til. Et er sikkert: vi skal ikke tage Jesu kors op og følge ham men vores. Det er derfor ikke vigtigt, hvad Jesus ville gøre, men hvad han vil, at vi skal gøre. I den lille katekismus under hustavlerne har Luther flere gode forslag, hvis man skulle løbe tør: http://www.lutherdansk.dk/Trellix/id80.htm
Derfor kan vi heller ikke sætte regler op, som regulerer alle livets forhold, men kun de ti bud og det dobbelte kærlighedsbud.
Det vigtige er da heller ikke at finde ud af, hvad der skal gøres. Opgaverne slipper ikke så hurtigt op. Det vigtige er at være sig bevidst om, hvor kræfterne til at tjene Gud kommer fra. De kommer fra det sted, hvor vi ikke er for at tjene ham, men hvor han tjener os: i sine nådemidler, specielt når de forvaltes offentligt i gudstjenesten. Her giver Gud os hvile, når han tjener os med syndernes forladelse i sit ord, i absolutionen i skriftemålet og i nadveren, hvor han giver os selve betalingen for vores frelse; Jesu sande legeme og blod. Her forsikrer Gud os om sin nåde, så vi frimodigt kan tjene ham uden at tænke på løn og uden at gøre det for at blive frelst, men fordi vi er frelste. Og gør vi det i den tro, så er det gode gerninger, som Gud ser på med velbehag.
Discipelskab -på opfordring
På opfordring vil jeg skrive lidt om mit syn på discipelskab. Senere vil følge noget om kaldet til at følge Jesus.
Ordet discipelskab findes ikke i biblen, men er afledt af ordet discipel =elev, dvs. en, der undervises. Det handler om at lade sig undervise af Jesus. Jesus siger det selv i Joh 8,31, som jeg prædikede over for nylig: Hvis i bliver i mit ord, er i sandelig mine disciple.
At være Jesu discipel er i første omgang noget passivt. Det er at tage ved lære af Jesus og modtage hans ord, evangeliet om syndernes forladelse, den himmelske lære om retfærdiggørelsen for Kristi stedfortrædende gernings skyld.
Når man så er blevet en discipel, vil man også blive i Jesu ord. Ved evangeliets kraft er et nyt meneneske blevet til, som elsker Gud og hans ord. Det første i den aktive del af det, at være discipel er helliggørelse under lovens første tavle, de bud, som har med Gud og hans ord at gøre.
En discipel kæmper mod synden og gør sig ikke afguder, men elsker Gud. Derfor lyver han heller ikke om Gud eller billiger at andre misbruger hans navn til løgn. Så en discipel holder sig fra de falske lærere, som formørker evangeliets klare lys og stjæler korsets trøst fra arme syndere. Og han kommer hviledagen i hu, så han hører Guds ord, når det er muligt og kommer dér, hvor Guds nådemidler forvaltes ret og han hører og modtager ordet og sakramenterne til sin trøst og bevarelse i troen. Og spørger man ham hvorfor, svarer han glad og gerne, at det er fordi han her forsikres om sine synders forladelse af sin kære frelser, Jesus Kristus.
Den anden del af den aktive del af discipelskabet er det, at han kommer hjem fra kirke og tjener sin næste dér, hvor Gud har sat ham. Afhængig af hans/hendes stand, er der altid noget, der skal gøres: børnene skal have madpakker med, der skal vaskes op, der skal gøres rent, der skal tjenes penge hjem til familien, der er mennesker, der skal tjenes gennem ens borgerlige erhverv. Og selv om det alt sammen ser ud til at være små ting, som ikke er så fromme, så ved disciplen, at det er Gud, der har sat ham/hende her med det formål at holde hjulene i gang, og at selv disse små ting er en gudvelbehagelig gudstjeneste, selvom det ikke er gennem disse ting, Gud udbreder sit rige.
Det gør han gennem de ting, som disciplen gør under lovens første tavle, nemlig ordet og sakramenterne. Men begge dele er Gud velbehagelige, selvom de tjener hvert sit formål.
Ordet discipelskab findes ikke i biblen, men er afledt af ordet discipel =elev, dvs. en, der undervises. Det handler om at lade sig undervise af Jesus. Jesus siger det selv i Joh 8,31, som jeg prædikede over for nylig: Hvis i bliver i mit ord, er i sandelig mine disciple.
At være Jesu discipel er i første omgang noget passivt. Det er at tage ved lære af Jesus og modtage hans ord, evangeliet om syndernes forladelse, den himmelske lære om retfærdiggørelsen for Kristi stedfortrædende gernings skyld.
Når man så er blevet en discipel, vil man også blive i Jesu ord. Ved evangeliets kraft er et nyt meneneske blevet til, som elsker Gud og hans ord. Det første i den aktive del af det, at være discipel er helliggørelse under lovens første tavle, de bud, som har med Gud og hans ord at gøre.
En discipel kæmper mod synden og gør sig ikke afguder, men elsker Gud. Derfor lyver han heller ikke om Gud eller billiger at andre misbruger hans navn til løgn. Så en discipel holder sig fra de falske lærere, som formørker evangeliets klare lys og stjæler korsets trøst fra arme syndere. Og han kommer hviledagen i hu, så han hører Guds ord, når det er muligt og kommer dér, hvor Guds nådemidler forvaltes ret og han hører og modtager ordet og sakramenterne til sin trøst og bevarelse i troen. Og spørger man ham hvorfor, svarer han glad og gerne, at det er fordi han her forsikres om sine synders forladelse af sin kære frelser, Jesus Kristus.
Den anden del af den aktive del af discipelskabet er det, at han kommer hjem fra kirke og tjener sin næste dér, hvor Gud har sat ham. Afhængig af hans/hendes stand, er der altid noget, der skal gøres: børnene skal have madpakker med, der skal vaskes op, der skal gøres rent, der skal tjenes penge hjem til familien, der er mennesker, der skal tjenes gennem ens borgerlige erhverv. Og selv om det alt sammen ser ud til at være små ting, som ikke er så fromme, så ved disciplen, at det er Gud, der har sat ham/hende her med det formål at holde hjulene i gang, og at selv disse små ting er en gudvelbehagelig gudstjeneste, selvom det ikke er gennem disse ting, Gud udbreder sit rige.
Det gør han gennem de ting, som disciplen gør under lovens første tavle, nemlig ordet og sakramenterne. Men begge dele er Gud velbehagelige, selvom de tjener hvert sit formål.
søndag, oktober 22, 2006
Loviskhed -menneskets grundlæggende drivkraft
Her den anden dag fik jeg en folder i postkassen fra Jehovas vidner. På bagsiden reklamerede de med, at man skulle kende et træ på frugterne og at JV udbredte god moral. Den samme reklame kunne lyde fra de kirkelige retninger, som mener at evangeliet skal udbredes ved "en anderledes livsstil".
Grundlaget for sådan reklame er at tale til det gamle menneskes dybeste drivkraft -loviskhed. Alle menensker er af nature farisæere, og hvis de får en mulighed for at frelse sig selv ved god moral, vil de hellere det end søle sig til i åbenlyse synder. God moral er altså ikke et sikkert tegn på sand tro. Tværtimod, god moral eller en anderledes livsstil uden tro på evangeliet om den fuldstændige syndsforladelse, som Jesus Kristus har vundet til alle mennesker, er blot menneskers blasfemiske forsøg på at retfærdiggøre sig selv. En forkyndelse, som blot vil udbrede etik og moral er værre end ingen forkyndelse, for den vil forhærde mennesker overfor evangeliet i deres loviskhed og den tro, at de er salige.
Grundlaget for sådan reklame er at tale til det gamle menneskes dybeste drivkraft -loviskhed. Alle menensker er af nature farisæere, og hvis de får en mulighed for at frelse sig selv ved god moral, vil de hellere det end søle sig til i åbenlyse synder. God moral er altså ikke et sikkert tegn på sand tro. Tværtimod, god moral eller en anderledes livsstil uden tro på evangeliet om den fuldstændige syndsforladelse, som Jesus Kristus har vundet til alle mennesker, er blot menneskers blasfemiske forsøg på at retfærdiggøre sig selv. En forkyndelse, som blot vil udbrede etik og moral er værre end ingen forkyndelse, for den vil forhærde mennesker overfor evangeliet i deres loviskhed og den tro, at de er salige.
lørdag, oktober 07, 2006
Det har vi hørt så tit!
Med den tankegang kan evangelietforkyndelsen forsvinde dér, hvor den før lød klart og rent. Vi står alle i fare for at tænke, at vi ikke behøver at høre om Guds vrede og forsoningen på korset, for det har vi jo hørt så tit, og det ved vi godt. Faren er, at vi begynder at tage lov og evangelium så selvfølgeligt, at vi ikke gider at høre det mere. Det "vigtigste" og "centrale" kan blive så vigtigt og centralt, at vi ikke mener, at det behøver blive forkyndt mere.
Lige så stille forsvinder så evangelieforkyndelsen, mens man luller sig i søvn med, at den kender alle, så den behøver ingen i virkeligheden at høre mere, -og mindst af alt de kirkefremmede. For de kunne jo blive forargede over al den tale om dom, vrede og stedfortrædende straflidelse.
Og alt imens man tror, at man missionerer, er man i virkeligheden ved at vaccinere mennesker mod det sande evangelium, som er budskabet om Guds nåde for Kristi stedfortrædende straflidelses skyld.
Det evangelium kan kun lyde på baggrund af lovens torden, og har man allerede, ved manglende forkyndelse af denne, bildt folk ind, at det går jo nok, og at kristendom handler om etik, så har man vaccineret dem mod lovens torden, der skal knuse gamle Adams selvretfærdighed for at bane vejen for evangeliet.
Må Gud fri os fra sådanne forkyndere, som leder fårene vild under dække af at være sande hyrder.
Lige så stille forsvinder så evangelieforkyndelsen, mens man luller sig i søvn med, at den kender alle, så den behøver ingen i virkeligheden at høre mere, -og mindst af alt de kirkefremmede. For de kunne jo blive forargede over al den tale om dom, vrede og stedfortrædende straflidelse.
Og alt imens man tror, at man missionerer, er man i virkeligheden ved at vaccinere mennesker mod det sande evangelium, som er budskabet om Guds nåde for Kristi stedfortrædende straflidelses skyld.
Det evangelium kan kun lyde på baggrund af lovens torden, og har man allerede, ved manglende forkyndelse af denne, bildt folk ind, at det går jo nok, og at kristendom handler om etik, så har man vaccineret dem mod lovens torden, der skal knuse gamle Adams selvretfærdighed for at bane vejen for evangeliet.
Må Gud fri os fra sådanne forkyndere, som leder fårene vild under dække af at være sande hyrder.
tirsdag, september 26, 2006
(Lære-)nævn?
I KD idag udtaler ombudsmanden, at Folkekirken har brug for et lærenævn uafhængigt af statslige organer, så den selv kan træffe afgørelser i læresager. Jeg er for så vidt ikke uenig deri, men giver det nogen mening, når Folkekirken ikke længere har en reel lærenorm. Et lærenævn uden en lærenorm er jo som en domstol uden en lov.
Hvis Folkekirken skulle til at holde sig til den lærenorm, som er den officielle, nemlig Biblen og de lutherske bekendelsesskrifter, så ville der hurtigt blive meget at lave for et sådant lærenævn, og spørgsmålet er, om der så ville bære nogen tilbage til at sidde i nævnet, som ikke også skulle sidde anklagebænken.
Her vil nogen måske indvende, at de "bibeltro", "kirken højrefløj" da ville kunne sidde i et sådant lærenævn. Men hvis bibel og bekendelse var så vigtigt for dem, ville man også have hørt en protest mod f.eks. Leuenbergkonkordiens underskrivelse i 2001.
For alle retninger i Folkekirken gælder reelt, at det, man ville dømme efter, ikke ville være en objektiv lærenorm, men egne meninger og kammeratskaber. Manglen på en fast lærenorm fører enten til, at menighederne mister deres retssikkerhed, fordi præsten kan prædike, hvad han vil, eller at præsterne mister deres retssikkerhed, fordi de ikke bedømmes efter noget objektivt, men tilfældigt efter kammerateriets regler.
Hvis Folkekirken skulle til at holde sig til den lærenorm, som er den officielle, nemlig Biblen og de lutherske bekendelsesskrifter, så ville der hurtigt blive meget at lave for et sådant lærenævn, og spørgsmålet er, om der så ville bære nogen tilbage til at sidde i nævnet, som ikke også skulle sidde anklagebænken.
Her vil nogen måske indvende, at de "bibeltro", "kirken højrefløj" da ville kunne sidde i et sådant lærenævn. Men hvis bibel og bekendelse var så vigtigt for dem, ville man også have hørt en protest mod f.eks. Leuenbergkonkordiens underskrivelse i 2001.
For alle retninger i Folkekirken gælder reelt, at det, man ville dømme efter, ikke ville være en objektiv lærenorm, men egne meninger og kammeratskaber. Manglen på en fast lærenorm fører enten til, at menighederne mister deres retssikkerhed, fordi præsten kan prædike, hvad han vil, eller at præsterne mister deres retssikkerhed, fordi de ikke bedømmes efter noget objektivt, men tilfældigt efter kammerateriets regler.
mandag, september 25, 2006
Eksamensangst?
Min kone og jeg var til messe i Romerkirken denne søndag, da vi havde lidt tid inden vi skulle til gudstjeneste. Jeg havde umiddelbart forventet en noget mere subtil undergravning af evangeliet end vi fik.
Præsten sagde direkte, at livet var som en skolegang, der skulle forberede os til en eksamen før vi kom i himlen. Han talte en del om det kristne sindelag og gav menigheden en moralsk opsang på flere områder. Der var for så vidt ikke ret meget i vejen med det enkelte moralske spørgsmål, han tog op og han talte også godt om menneskers egoisme. Men evangeliet var fuldstændigt fraværende og blev erstattet af loven som frelsesvej.
At leve med sådan en tro må være som at leve med konstant eksamensangst, blot værre. Har man nu gjort nok.
Heldigvis er livet ikke som en eksamensforberedelse. Jesus har allerede bestået eksamen for os og vi har fået studenterhuen på. Der er ikke flere karakterer, der skal gives og der er ikke nogen usikkerhed om karakteren. Jesus har scoret topkarakter for os alle. Det eneste, der mangler er translokationen, hvor vi officielt og endeligt får overrakt eksamensbeviset i alles påhør.
Ser man livet, som en forberedelse til den store eksamen, vil man kun tjene sin næste for at bestå eksamen og ikke for næstens skyld. Ja, hvis man ikke kan være sikker på frelsen på grund af Jesu objektive frelserværk og uddelt i de objektive nådemidler, ord og sakrament, da vil man aldrig kunne være sikker, men leve i eksamensangst og forsøge at forsikre sig ved hjælp af egne gerninger.
Så vil man uundgåeligt tænke: Gud har gjort sit, nu må jeg gøre mit. Men det er falsk. Gud hat gjort sit, og Jesus har gjort mit. Sådan er det. Derfor behøver vi ikke at frygte den store eksamen, men kan med huen som sikkerhed frimodigt se frem til translokationen.
Præsten sagde direkte, at livet var som en skolegang, der skulle forberede os til en eksamen før vi kom i himlen. Han talte en del om det kristne sindelag og gav menigheden en moralsk opsang på flere områder. Der var for så vidt ikke ret meget i vejen med det enkelte moralske spørgsmål, han tog op og han talte også godt om menneskers egoisme. Men evangeliet var fuldstændigt fraværende og blev erstattet af loven som frelsesvej.
At leve med sådan en tro må være som at leve med konstant eksamensangst, blot værre. Har man nu gjort nok.
Heldigvis er livet ikke som en eksamensforberedelse. Jesus har allerede bestået eksamen for os og vi har fået studenterhuen på. Der er ikke flere karakterer, der skal gives og der er ikke nogen usikkerhed om karakteren. Jesus har scoret topkarakter for os alle. Det eneste, der mangler er translokationen, hvor vi officielt og endeligt får overrakt eksamensbeviset i alles påhør.
Ser man livet, som en forberedelse til den store eksamen, vil man kun tjene sin næste for at bestå eksamen og ikke for næstens skyld. Ja, hvis man ikke kan være sikker på frelsen på grund af Jesu objektive frelserværk og uddelt i de objektive nådemidler, ord og sakrament, da vil man aldrig kunne være sikker, men leve i eksamensangst og forsøge at forsikre sig ved hjælp af egne gerninger.
Så vil man uundgåeligt tænke: Gud har gjort sit, nu må jeg gøre mit. Men det er falsk. Gud hat gjort sit, og Jesus har gjort mit. Sådan er det. Derfor behøver vi ikke at frygte den store eksamen, men kan med huen som sikkerhed frimodigt se frem til translokationen.
torsdag, september 21, 2006
Islamisering af kristendommen
De sidste par år, har jeg mødt en underlig trend blandt kristne. Man brokker sig over den megen fokus på korset og frelsen, loven og evangeliet.
I stedet vil man gerne have noget praktisk, noget der har med ens hverdagsliv at gøre. man vil have vejledning i at leve sit liv her og nu i stedet for at høre om synd, dom og evig frelse ved Kristi stedfortrædende straflidelse.
Det, der undrer mig, er, hvorfor man ikke bare konverterer til Islam, hvis det er sådan en religion, man gerne vil have. For det er jo netop sådan, Islam er. I Islam kan man også tale om sin kærlighed til Jesus uden at nævne hans stedfortrædende straflidelse og soning af Guds vrede. Og i Islam kan man få hele sit hverdagsliv reguleret af praktiske regler.
Denne "praktiske" kristendom er jo slet ikke kristendom, men en islamisering af kristendommen, som trællebinder samvittighederne under loven, selvom den lover frihed.
Forskellen på kristendom og Islam ligger i korset, i betalingen for vor frelse og hverken i, om Gud kan kaldes barmhjertig eller personlig. Uden betalingen på korset, er der kun loviskhed tilbage, ligegyldigt hvor frit det ser ud.
I stedet vil man gerne have noget praktisk, noget der har med ens hverdagsliv at gøre. man vil have vejledning i at leve sit liv her og nu i stedet for at høre om synd, dom og evig frelse ved Kristi stedfortrædende straflidelse.
Det, der undrer mig, er, hvorfor man ikke bare konverterer til Islam, hvis det er sådan en religion, man gerne vil have. For det er jo netop sådan, Islam er. I Islam kan man også tale om sin kærlighed til Jesus uden at nævne hans stedfortrædende straflidelse og soning af Guds vrede. Og i Islam kan man få hele sit hverdagsliv reguleret af praktiske regler.
Denne "praktiske" kristendom er jo slet ikke kristendom, men en islamisering af kristendommen, som trællebinder samvittighederne under loven, selvom den lover frihed.
Forskellen på kristendom og Islam ligger i korset, i betalingen for vor frelse og hverken i, om Gud kan kaldes barmhjertig eller personlig. Uden betalingen på korset, er der kun loviskhed tilbage, ligegyldigt hvor frit det ser ud.
torsdag, september 07, 2006
Om nedbrydningen af den lutherske hermeneutik
I doktordisputatsen "Das Ganze der Heiligen Schrift" om hermeneutik og skriftudlægning hos den ortodokse lutherske teolog Abraham Calov, beskriver Volker Jung opløsningen af den lutherske hermeneutik(p. 225). I den lutherske hermeneutik stod skriften over udlæggeren og bar selv sin udlægning med sig. Men dette ændrede sig. På Calovs tid satte socinianerne, Grotius og arminianerne udlæggerens ratio(fornuft) over skriften, som det, der bar udlægningen. Hos sværmerne og Rathmann var det det "åndsbegavede" subjekt, som bar udlægningen.
Disse to subjektorienterede tilgange blev dels til den historisk-kritiske metode og dels til den pietistiske hermeneutik, hvor den genfødte individ var bærer af udlægningen frem for skriften selv.
Mon ikke begyndelsen til modernistisk bibelfortolkning og Kants erkendelsesteori med dens udløbere i både modernisme og postmodernisme skal findes her. Det viser, at den pietistiske/sværemeriske hermeneutik slet ikke er så forskellig fra den rationalistiske/historisk-kritiske. Siden dette skift har det vekslet mellem de to tilgange, men heller ikke en nyere "postmoderne" tilgang kommer ud over det subjektorienterede, men fortsætter i samme skema.
Det, vi må vende tilbage til, er en luthersk hermenutik og epistemologi, hvor det er teksten, der bærer udlægningen og hverken fornuften eller åndsfylden.
I den såkaldte bibeltro lejr er der brug for et opgør med pietismen før man kan komme ret langt i den retning.
Disse to subjektorienterede tilgange blev dels til den historisk-kritiske metode og dels til den pietistiske hermeneutik, hvor den genfødte individ var bærer af udlægningen frem for skriften selv.
Mon ikke begyndelsen til modernistisk bibelfortolkning og Kants erkendelsesteori med dens udløbere i både modernisme og postmodernisme skal findes her. Det viser, at den pietistiske/sværemeriske hermeneutik slet ikke er så forskellig fra den rationalistiske/historisk-kritiske. Siden dette skift har det vekslet mellem de to tilgange, men heller ikke en nyere "postmoderne" tilgang kommer ud over det subjektorienterede, men fortsætter i samme skema.
Det, vi må vende tilbage til, er en luthersk hermenutik og epistemologi, hvor det er teksten, der bærer udlægningen og hverken fornuften eller åndsfylden.
I den såkaldte bibeltro lejr er der brug for et opgør med pietismen før man kan komme ret langt i den retning.
torsdag, august 31, 2006
Før-kantiansk hermeneutik og erkendelsesteori
Jeg sidder lige og læser artiklen Vorkantianische Hermeneutik fra Kerygma und Dogma(se link).
Han gør sig nogle interessante betragtninger om forholdet mellem erkendelsesteori og hermeneutik med udgangspunkt i luthersk ortodoksi, herunder Matthias Flacius Illyricus, Johann Gerhard o.a.
Han skriver bl.a. at hos Kant blev erkendelsen ikke til ved de ydre objekters virkning, men ved erfaringsformerne hos det erkendende subjekt. Det er elementær kantianisme. Herimod forudsatte den ældre lutherske hermeneutik at forståelsen kom i stand gennem det ydre ords virkning, ligesom aristotelismen hævdede, at erkendelsen blev skabt af det erkendte objekt. (Aristoteles var nu ikke så dum endda).
Modernisme og postmodernisme synes at ligge mere på linje her end den lutherske ortodoksi ligger på nogen af dem.
Han gør sig nogle interessante betragtninger om forholdet mellem erkendelsesteori og hermeneutik med udgangspunkt i luthersk ortodoksi, herunder Matthias Flacius Illyricus, Johann Gerhard o.a.
Han skriver bl.a. at hos Kant blev erkendelsen ikke til ved de ydre objekters virkning, men ved erfaringsformerne hos det erkendende subjekt. Det er elementær kantianisme. Herimod forudsatte den ældre lutherske hermeneutik at forståelsen kom i stand gennem det ydre ords virkning, ligesom aristotelismen hævdede, at erkendelsen blev skabt af det erkendte objekt. (Aristoteles var nu ikke så dum endda).
Modernisme og postmodernisme synes at ligge mere på linje her end den lutherske ortodoksi ligger på nogen af dem.
tirsdag, august 29, 2006
lørdag, august 26, 2006
4. salme -en adventssalme
Da jeg i sin tid tog til USA for at studere, var dette en af de første salmer, jeg lærte at kende, eftersom jeg kom i begyndelsen af advent. En adventssalme af Luther, som det undrer mig, at jeg ikke har kunnet finde på dansk til den samme melodi. Der findes en udgave i Det Danske Antifonale, men den går på en anden melodi. Da jeg blev færrdig med salme fandt jeg ud af, at der også er en udgave i Kingos salmebog.
1. Hedningernes frelser kom
du blev født ved jomfrudom
jord og himmel undrer sig
over Guds udvalgte vej
2. Ej ved mandens kød og blod
men ved Helligånden god
tog Guds ord på sig manddom
og blev da kvindens afkom
3. Jomfrulivet barnet bar
men kyskhed bevaret var
Gud som menneske blev født
Men dog ej fra tronen stødt
4. Han drog fra sin himmel ud
lagde ned sit kongeskrud
Gud af Gud og mand han er
og en helt som har os kær
5. Faderen hans kilde var
og hos ham sit mål han har
ned til helved vejen gik
men hos Gud den ende fik
6. For du er din Fader lig
og i kødet sejrrig
Brug din magt og gør os vel
Helbred os i krop og sjæl
7. Krybben lyser ren og klar
Natten helt den oplyst har
Mørket hersker ikke mer’
Troen hviler altid dér
8. Dig Gud Fader lover vi
Dig Gud Søn tilbeder vi
Helligånd, din herlighed
priser vi i evighed
Ambrosius 397 Veni Redemptor Gentium
Martin Luther 1524 Nun komm der Heiden Heiland (eng. Savior of the Nations come)
Dansk ved Magnus Sørensen 2006
Melodi: Koralbog 352 (Op dog Zion ser du ej, mel. 1, Kom Hedningers Frelsermand, Erfurt 1524)
1. Hedningernes frelser kom
du blev født ved jomfrudom
jord og himmel undrer sig
over Guds udvalgte vej
2. Ej ved mandens kød og blod
men ved Helligånden god
tog Guds ord på sig manddom
og blev da kvindens afkom
3. Jomfrulivet barnet bar
men kyskhed bevaret var
Gud som menneske blev født
Men dog ej fra tronen stødt
4. Han drog fra sin himmel ud
lagde ned sit kongeskrud
Gud af Gud og mand han er
og en helt som har os kær
5. Faderen hans kilde var
og hos ham sit mål han har
ned til helved vejen gik
men hos Gud den ende fik
6. For du er din Fader lig
og i kødet sejrrig
Brug din magt og gør os vel
Helbred os i krop og sjæl
7. Krybben lyser ren og klar
Natten helt den oplyst har
Mørket hersker ikke mer’
Troen hviler altid dér
8. Dig Gud Fader lover vi
Dig Gud Søn tilbeder vi
Helligånd, din herlighed
priser vi i evighed
Ambrosius 397 Veni Redemptor Gentium
Martin Luther 1524 Nun komm der Heiden Heiland (eng. Savior of the Nations come)
Dansk ved Magnus Sørensen 2006
Melodi: Koralbog 352 (Op dog Zion ser du ej, mel. 1, Kom Hedningers Frelsermand, Erfurt 1524)
3. salme -en skriftemålssalme
En salme om skriftemålet af Selnecker, som var en af mændene bag konkordieformlen.
Melodi: Behold os Herre ved dit ord
1. Vi takker dig trofaste Gud
at du hjalp os af synden ud
tilgav os al vor skyld og synd
og hjalp os op af helveds dynd
2. Ved præstens mund du siger: se!
din synd er blevet hvid som sne
gå nu med fred, synd ej igen
og altid dig til mig omvend
3. Tak ske for din barmhjertighed
som frelser os fra usselhed
ved Jesu Kristi dyre blod
som gjorde for al synden bod
4. Giv os din Ånd og giv os fred
fra nu af og i evighed
Dit ord og sakrament bevar
indtil du alting fuldendt har
„Wir danken dir, o treuer Gott“ Nikolaus Selnecker, 1572,
Dansk ved Magnus Sørensen 2006
Melodi: Behold os Herre ved dit ord
1. Vi takker dig trofaste Gud
at du hjalp os af synden ud
tilgav os al vor skyld og synd
og hjalp os op af helveds dynd
2. Ved præstens mund du siger: se!
din synd er blevet hvid som sne
gå nu med fred, synd ej igen
og altid dig til mig omvend
3. Tak ske for din barmhjertighed
som frelser os fra usselhed
ved Jesu Kristi dyre blod
som gjorde for al synden bod
4. Giv os din Ånd og giv os fred
fra nu af og i evighed
Dit ord og sakrament bevar
indtil du alting fuldendt har
„Wir danken dir, o treuer Gott“ Nikolaus Selnecker, 1572,
Dansk ved Magnus Sørensen 2006
2. salme -en nadversalme
Den sværeste salme, jeg har gendigtet, men resultatet er blevet godt, synes jeg selv. En gammel nadversalme af Paul Gerhard:
1. O Jesus du min kære.
Jeg finder ikke ro og fred
Jeg kan ej synden bære,
for hvilken Gud er blevet vred.
Min synd den har ophobet sig.
Kun du kan frelse mig.
Min kraft som røg forsvinder,
når ej jeg i min nød,
mig om din hjælp påminder
og stoler på din død,
når jeg ej mig besinder
på blodet, du for mig udgød
2. Du kender mine plager
og Satans onde rænkespil,
når han min sjæl anklager
og aldrig giver mig et hvil,
men bruger al sin kløgt på mig,
at få mig væk fra dig.
Han tvivlens tåger sender
i mine tanker ind.
Din vilje jeg ej kender
for han har gjort mig blind.
Han fra dit ord mig vender
og stjæler det ud af mit sind.
3. For tvivlen at afvise,
du givet har dit nadverbord.
Dér lader du mig spise
og drikke på dit klare ord.
Her mærker jeg i marv og ben,
at Gud er nu min ven.
Du giver mig at nyde
dit dyre kød og blod,
og ord du lader lyde,
som giver mig nyt mod
Du lader mig indbyde:
”Kom, kom og tag den føde god”
4. ”Her er med nadverbrødet
det legem, jeg hengav for dig,
som har på korset bødet
for synden, du begik mod mig.
Med vinen, blodet jeg udgød,
betalingen som flød,
da jeg på korset bunden
tog alle synder med.
Tag begge to med munden,
og tænk du så derved,
hvor god i hjertegrunden
din frelser er, som for dig led”
5. Jeg vil dig ihukomme,
så længe jeg har luft og liv,
indtil min tid er omme,
og kroppen bliver kold og stiv.
Jeg ved hvor stor din længsel er.
Min frelse du har kær.
Fordi du sådan længtes,
du skylden dig påtog.
På korsets træ du hængtes.
Ind sorgens pile jog,
så hjertet dit det sprængtes,
da du af døden mig uddrog.
6. Dit ord så klart forkynder,
at dette styrker mig som tror
og skjuler mine synder.
Jeg derfor stoler på dit ord.
Ja dit det dyre soneblod
for verden gjorde bod.
Det er så god en tale
for den, som byrder bar
af alt, du lod befale,
som ingen opfyldt har.
Du lod det alt betale,
så løsesummen er lagt klar
7. Min tanke mig bedrager,
og vantroen mig æde vil.
Så tvivlen i mig nager,
om nåden din for mig slår til?
Dit sind du bøjer til mig ned.
Din hånd mig tager ved.
Din nåde her du viser,
og giver mig din pant.
Den drikker jeg og spiser.
Jeg heri trøsten fandt
i tvivlens mange kriser.
At frelsen nu er min er sandt
8.Du Herre vil os alle,
-det mærker vi i sjæl og sind-
som faldt for fjenden, kalde
til din den gode hvile ind.
Ak hjælp os, Herre, hjælp os til,
at se at du er mild,
og til din bolig drage.
Giv lysten til dit bord
Giv ønsket om at smage
din nadver ved dit ord.
Så kan vi plads indtage
som fyrster i dit himmelkor.
Paul Gerhard 1667:
Herr Jesu, meine Liebe
Dansk 2005 Magnus Sørensen
Mel. Min sjæl, du Herren love
1. O Jesus du min kære.
Jeg finder ikke ro og fred
Jeg kan ej synden bære,
for hvilken Gud er blevet vred.
Min synd den har ophobet sig.
Kun du kan frelse mig.
Min kraft som røg forsvinder,
når ej jeg i min nød,
mig om din hjælp påminder
og stoler på din død,
når jeg ej mig besinder
på blodet, du for mig udgød
2. Du kender mine plager
og Satans onde rænkespil,
når han min sjæl anklager
og aldrig giver mig et hvil,
men bruger al sin kløgt på mig,
at få mig væk fra dig.
Han tvivlens tåger sender
i mine tanker ind.
Din vilje jeg ej kender
for han har gjort mig blind.
Han fra dit ord mig vender
og stjæler det ud af mit sind.
3. For tvivlen at afvise,
du givet har dit nadverbord.
Dér lader du mig spise
og drikke på dit klare ord.
Her mærker jeg i marv og ben,
at Gud er nu min ven.
Du giver mig at nyde
dit dyre kød og blod,
og ord du lader lyde,
som giver mig nyt mod
Du lader mig indbyde:
”Kom, kom og tag den føde god”
4. ”Her er med nadverbrødet
det legem, jeg hengav for dig,
som har på korset bødet
for synden, du begik mod mig.
Med vinen, blodet jeg udgød,
betalingen som flød,
da jeg på korset bunden
tog alle synder med.
Tag begge to med munden,
og tænk du så derved,
hvor god i hjertegrunden
din frelser er, som for dig led”
5. Jeg vil dig ihukomme,
så længe jeg har luft og liv,
indtil min tid er omme,
og kroppen bliver kold og stiv.
Jeg ved hvor stor din længsel er.
Min frelse du har kær.
Fordi du sådan længtes,
du skylden dig påtog.
På korsets træ du hængtes.
Ind sorgens pile jog,
så hjertet dit det sprængtes,
da du af døden mig uddrog.
6. Dit ord så klart forkynder,
at dette styrker mig som tror
og skjuler mine synder.
Jeg derfor stoler på dit ord.
Ja dit det dyre soneblod
for verden gjorde bod.
Det er så god en tale
for den, som byrder bar
af alt, du lod befale,
som ingen opfyldt har.
Du lod det alt betale,
så løsesummen er lagt klar
7. Min tanke mig bedrager,
og vantroen mig æde vil.
Så tvivlen i mig nager,
om nåden din for mig slår til?
Dit sind du bøjer til mig ned.
Din hånd mig tager ved.
Din nåde her du viser,
og giver mig din pant.
Den drikker jeg og spiser.
Jeg heri trøsten fandt
i tvivlens mange kriser.
At frelsen nu er min er sandt
8.Du Herre vil os alle,
-det mærker vi i sjæl og sind-
som faldt for fjenden, kalde
til din den gode hvile ind.
Ak hjælp os, Herre, hjælp os til,
at se at du er mild,
og til din bolig drage.
Giv lysten til dit bord
Giv ønsket om at smage
din nadver ved dit ord.
Så kan vi plads indtage
som fyrster i dit himmelkor.
Paul Gerhard 1667:
Herr Jesu, meine Liebe
Dansk 2005 Magnus Sørensen
Mel. Min sjæl, du Herren love
1. salme -en retfærdiggørelsessalme
Jeg fik lige lyst til at lægge mine andre salmegendigtninger ud. De er alle til fri afbenyttelse ved angivelse af forfatter og gendigter.
Min første salmegendigtning, som jeg lavede, mens jeg studerede i USA. Jeg hørte salmen på engelsk og fandt så den tyske original i en gammel Missourisynode-salmebog fra dengang de sang på tysk. En herlig salme om retfærdiggørelsen:
Mel. Nu fryde sig hver kristen mand
1. Hvis din enbårne Søn, o Gud,
sig ej som mand lod føde
og ej var kommet på dit bud
og ej på korset døde,
da måtte jeg, en skyldner stor,
til helved' gå fra denne jord
for mine mange synder.
2. I stedet har jeg Jesu fred,
fortvivlelsen er borte.
På korset han min straf jo led,
bar mine synder sorte.
Han har forsonet dig med mig,
da han din vrede tog på sig.
Dermed er jeg retfærdig
3. Mit hjerte har han givet trøst,
og angsten mer' ej trykker.
Sit blod for mig han har udøst,
derpå mit håb jeg bygger.
En nådig Gud jeg har ved ham.
Han har afvasket al min skam,
så snehvid jeg er blevet.
4. Af Jesu blod jeg roser mig
og går til Gud med glæde.
Med ydmyghed jeg søger dig
og kan for tronen træde.
Hvad Jesus ved sin død har købt
og givet mig, da jeg blev døbt,
kan djævelen ej røve.
5. Ej hjælper lovretfærdighed,
til helvede den fører.
Men Jesus Kristus er min fred
og min retfærdiggører.
Hans død den har min gæld betalt,
hans lidelse har sonet alt.
Min tro på ham kun stoler.
6. Min skyld, o Fader, du har lagt
på Jesus Krist din kære.
"Du er retfærdig", Gud har sagt,
"min Søn vil synden bære".
Du Helligånd med nådens trøst,
Guds kærlighed du har udøst.
Lad mig i troen blive.
Tekst:V. 1-5 Johann Heermann 1630, v. 6 Hannoversches Gesangbuch 1646. Dansk 2004, Magnus Sørensen.
Min første salmegendigtning, som jeg lavede, mens jeg studerede i USA. Jeg hørte salmen på engelsk og fandt så den tyske original i en gammel Missourisynode-salmebog fra dengang de sang på tysk. En herlig salme om retfærdiggørelsen:
Mel. Nu fryde sig hver kristen mand
1. Hvis din enbårne Søn, o Gud,
sig ej som mand lod føde
og ej var kommet på dit bud
og ej på korset døde,
da måtte jeg, en skyldner stor,
til helved' gå fra denne jord
for mine mange synder.
2. I stedet har jeg Jesu fred,
fortvivlelsen er borte.
På korset han min straf jo led,
bar mine synder sorte.
Han har forsonet dig med mig,
da han din vrede tog på sig.
Dermed er jeg retfærdig
3. Mit hjerte har han givet trøst,
og angsten mer' ej trykker.
Sit blod for mig han har udøst,
derpå mit håb jeg bygger.
En nådig Gud jeg har ved ham.
Han har afvasket al min skam,
så snehvid jeg er blevet.
4. Af Jesu blod jeg roser mig
og går til Gud med glæde.
Med ydmyghed jeg søger dig
og kan for tronen træde.
Hvad Jesus ved sin død har købt
og givet mig, da jeg blev døbt,
kan djævelen ej røve.
5. Ej hjælper lovretfærdighed,
til helvede den fører.
Men Jesus Kristus er min fred
og min retfærdiggører.
Hans død den har min gæld betalt,
hans lidelse har sonet alt.
Min tro på ham kun stoler.
6. Min skyld, o Fader, du har lagt
på Jesus Krist din kære.
"Du er retfærdig", Gud har sagt,
"min Søn vil synden bære".
Du Helligånd med nådens trøst,
Guds kærlighed du har udøst.
Lad mig i troen blive.
Tekst:V. 1-5 Johann Heermann 1630, v. 6 Hannoversches Gesangbuch 1646. Dansk 2004, Magnus Sørensen.
Gud ske lov, at jeg luthersk er
Gammel luthersk sang, her i egen gendigtning:
1. Gud ske lov, at jeg luthersk er,
at Guds det rene ord,
som Luther barnligt havde kær,
det i mit hjerte bor.
2.Gud ske lov, at den moderarm,
den sande kirkes hånd
mig holder i sin favn så varm
og giver nådens ånd.
3.Gud ske lov, at frem rinder ren
den livets kilde klar,
ja, trøstet hjertesorgen den
og tørsten stillet har.
4.Gud ske lov, at den lære ren
i katekismen helt
mig dagligt giver sandheden
så ligefrem meddelt.
5. Gud ske lov, at jeg ved hvad jeg
i sakramentet får,
at Gud her fuldt tilgiver mig
mens jeg på jorden går.
6. Gud ske lov, at af nåden sød
alene frelses jeg,
at Jesu blod og pinedød
er salighedens vej.
7. Gud ske lov, at intet påfund,
som af mænd udtænkt var,
med falsk skin mig fra sandheds grund
berøvet freden har.
8. Gud ske lov, for at jeg er fri
fra pavens falske pragt,
fra antikristens tyranni
og fra hans list og magt.
9. Gud ske lov, fanget sværmeri
i nettet mig ej har,
og hver et stoltheds kætteri
forgæves på mig var.
10. Gud ske lov, at jeg troen har
med glædens vidnehær.
Bekendelsen så ren og klar
oplyser livet her.
11. Gud ske lov, at under Guds ord
min sjæl den bøjer sig,
og mod hver helvedsport jeg tror,
frimodigt vidner jeg.
12. Gud ske lov, kirken, Jesu brud
mig plejer med sin hånd
og deler af sin balsam ud
bevæger sin livsånd.
13. Gud ske lov, at jeg luthersk er
-min ros til alt er endt
mit smykke og min vinding kær
i ord og sakrament .
Friedrich Weyermüller (1810-1877)
Krydderihandler i Niederbronn
Dansk 2006 Magnus Sørensen
Mel. Op alle som på jorden bor
Sangen er til fri afbenyttelse ved angivelse af forfatter og gendigter.
1. Gud ske lov, at jeg luthersk er,
at Guds det rene ord,
som Luther barnligt havde kær,
det i mit hjerte bor.
2.Gud ske lov, at den moderarm,
den sande kirkes hånd
mig holder i sin favn så varm
og giver nådens ånd.
3.Gud ske lov, at frem rinder ren
den livets kilde klar,
ja, trøstet hjertesorgen den
og tørsten stillet har.
4.Gud ske lov, at den lære ren
i katekismen helt
mig dagligt giver sandheden
så ligefrem meddelt.
5. Gud ske lov, at jeg ved hvad jeg
i sakramentet får,
at Gud her fuldt tilgiver mig
mens jeg på jorden går.
6. Gud ske lov, at af nåden sød
alene frelses jeg,
at Jesu blod og pinedød
er salighedens vej.
7. Gud ske lov, at intet påfund,
som af mænd udtænkt var,
med falsk skin mig fra sandheds grund
berøvet freden har.
8. Gud ske lov, for at jeg er fri
fra pavens falske pragt,
fra antikristens tyranni
og fra hans list og magt.
9. Gud ske lov, fanget sværmeri
i nettet mig ej har,
og hver et stoltheds kætteri
forgæves på mig var.
10. Gud ske lov, at jeg troen har
med glædens vidnehær.
Bekendelsen så ren og klar
oplyser livet her.
11. Gud ske lov, at under Guds ord
min sjæl den bøjer sig,
og mod hver helvedsport jeg tror,
frimodigt vidner jeg.
12. Gud ske lov, kirken, Jesu brud
mig plejer med sin hånd
og deler af sin balsam ud
bevæger sin livsånd.
13. Gud ske lov, at jeg luthersk er
-min ros til alt er endt
mit smykke og min vinding kær
i ord og sakrament .
Friedrich Weyermüller (1810-1877)
Krydderihandler i Niederbronn
Dansk 2006 Magnus Sørensen
Mel. Op alle som på jorden bor
Sangen er til fri afbenyttelse ved angivelse af forfatter og gendigter.
onsdag, august 16, 2006
Evangelisk Luthersk Netværk?
Dette nye netværk kalder sig evangelisk-luthersk og vil gerne fastholde bibel og bekendelse. Det er opstået bl.a. i protest imod velsignelse af homoseksuelle partnerskaber og Grosbøll-sagen.
Men hvad er man ellers blevet enige om? Der har ikke været en klar markering i spørgsmålet om kvindelige præster; og Leuenbergkonkordien, som det burde være et luthersk hjerteanliggende at få gjort op med, har man heller intet hørt om.
Men hvis man ikke udtaler sig klart mod Leuenbergkonkordien, er ordene "Luthersk" og "Bekendelsestro" lige så tomme, som når Grosbøll bruger dem. Forskellen er måske i hvor mange punkter, man ser stort på bekendelsen, men hykleriet er det samme.
Det, man bekymrer sig om, ser ud til at være moral, og især seksualmoral. Og Guds lov er da også vigtig, men når man ikke bekymrer sig om lærepunkter, der har med evangeliet at gøre, såsom nadveren, dåben og kristologien, som der blev rørt ved med Leuenbergkonkordien, er der tale om moralisme på lige fod med den gamle liberalteologi.
Et af problemerne ved at tage Leuenbergkonkordien op, er, at man i så fald ville skulle til at rydde op i egne rækker ogå. For er den såkaldte "højrefløj" egentlig enige om bekendelsen, når det gælder Jesu legemes og blods sande nærvær i nadverens brød og vin, dåbens genfødende kraft, Jesu to naturers virkelige forening og meddelelse af egenskaber samt lov og evangelium. Jeg har svært ved at tro det, før jeg har set en klar tilkendegivelse.
mvh. Magnus
Men hvad er man ellers blevet enige om? Der har ikke været en klar markering i spørgsmålet om kvindelige præster; og Leuenbergkonkordien, som det burde være et luthersk hjerteanliggende at få gjort op med, har man heller intet hørt om.
Men hvis man ikke udtaler sig klart mod Leuenbergkonkordien, er ordene "Luthersk" og "Bekendelsestro" lige så tomme, som når Grosbøll bruger dem. Forskellen er måske i hvor mange punkter, man ser stort på bekendelsen, men hykleriet er det samme.
Det, man bekymrer sig om, ser ud til at være moral, og især seksualmoral. Og Guds lov er da også vigtig, men når man ikke bekymrer sig om lærepunkter, der har med evangeliet at gøre, såsom nadveren, dåben og kristologien, som der blev rørt ved med Leuenbergkonkordien, er der tale om moralisme på lige fod med den gamle liberalteologi.
Et af problemerne ved at tage Leuenbergkonkordien op, er, at man i så fald ville skulle til at rydde op i egne rækker ogå. For er den såkaldte "højrefløj" egentlig enige om bekendelsen, når det gælder Jesu legemes og blods sande nærvær i nadverens brød og vin, dåbens genfødende kraft, Jesu to naturers virkelige forening og meddelelse af egenskaber samt lov og evangelium. Jeg har svært ved at tro det, før jeg har set en klar tilkendegivelse.
mvh. Magnus
tirsdag, august 15, 2006
De to riger(regimenter), lov og evangelium, kristendom og samfundsliv
Et af problemerne ved både liberalteologi, fundamentalismen, samt neoevangelikalisme og emergent-church-bevægelsen synes at være, at der ikke skelnes mellem de to regimenter og dermed heller ikke mellem lov og evangelium. Derved bliver evangeliet gjort lovisk. Evangeliet bliver ikke længere evangeliet om frelsen og syndernes forladelse alene.
For liberalteologien blev evangeliet alene til et budskab om moral, hvilket første til bl.a. den politiske teologi. Det var ikke længere nødvendigvis den bibelske moral, men udbredelse af verdslig retfærdighed blev set som udbredelse af det åndelige rige.
For fundamentalismen og pietismen blev det sådan, at udbredelse af moral og godhed blev set som identisk med udbredelsen af Guds rige. Man foragtede måske endda det verdslige regimente og isolerede sig fra samfundet.
Så vidt jeg kan læse emergent-church-bevægelsen ud fra McLarens "a Generous Orthodoxy" er det noget af det, den gør op med hos evangelikalismen og fundamentalismen. Problemet er blot, at den så, ligesom de liberale, identificerer social retfærdighed og barmhjertighed med mission og udbredelse af Guds rige. Den kan altså heller ikke skelne mellem de to regimenter og se det gode i begge.
Man beskylder så lutheranere for ikke at gå op i helliggørelse eller social retfærdighed, fordi vi ikke mener, at det er identisk med udbredelsen af Guds rige.
Men lutheranere er ikke imod social retfærdighed. Vi er ikke ghetto-pietister eller fundamentalister, der ikke interesserer os for verden. Og vi har aldrig været det. Men vi mener ikke, at det, at hjælpe vores næste i samfundet, er identisk med at udbrede evangeliet. Og vi mener faktisk at vi skal hjælpe vores næste selvom det ikke udbreder evangeliet, men for vores næstes skyld. For det er også Gud, der styrer den syndige verden med sin lov, og derfor er social retfærdighed og barmhjertighed godt. Men der må skelnes mellem Guds verdslige rige og hans åndelige rige. Det verdslige skal ikke foragtes, for det er Guds gode ordning og skabning.
Problemet ved de øvrige retninger er altså, at det åndelige og det verdslige klaskes sammen, så evangeliet bliver gjort lovisk eller Guds gode samfundsordninger og den borgerlige retfærdighed foragtes. Lutheranere erkender derimod, at de er borgere i to riger, som har samme hersker men forskellige formål, og at begge disse riger er gode til hvert deres formål. Som kristne er vi borgere af det åndelige regimente, men også borgere i det verdslige regimente.
mvh. Magnus
For liberalteologien blev evangeliet alene til et budskab om moral, hvilket første til bl.a. den politiske teologi. Det var ikke længere nødvendigvis den bibelske moral, men udbredelse af verdslig retfærdighed blev set som udbredelse af det åndelige rige.
For fundamentalismen og pietismen blev det sådan, at udbredelse af moral og godhed blev set som identisk med udbredelsen af Guds rige. Man foragtede måske endda det verdslige regimente og isolerede sig fra samfundet.
Så vidt jeg kan læse emergent-church-bevægelsen ud fra McLarens "a Generous Orthodoxy" er det noget af det, den gør op med hos evangelikalismen og fundamentalismen. Problemet er blot, at den så, ligesom de liberale, identificerer social retfærdighed og barmhjertighed med mission og udbredelse af Guds rige. Den kan altså heller ikke skelne mellem de to regimenter og se det gode i begge.
Man beskylder så lutheranere for ikke at gå op i helliggørelse eller social retfærdighed, fordi vi ikke mener, at det er identisk med udbredelsen af Guds rige.
Men lutheranere er ikke imod social retfærdighed. Vi er ikke ghetto-pietister eller fundamentalister, der ikke interesserer os for verden. Og vi har aldrig været det. Men vi mener ikke, at det, at hjælpe vores næste i samfundet, er identisk med at udbrede evangeliet. Og vi mener faktisk at vi skal hjælpe vores næste selvom det ikke udbreder evangeliet, men for vores næstes skyld. For det er også Gud, der styrer den syndige verden med sin lov, og derfor er social retfærdighed og barmhjertighed godt. Men der må skelnes mellem Guds verdslige rige og hans åndelige rige. Det verdslige skal ikke foragtes, for det er Guds gode ordning og skabning.
Problemet ved de øvrige retninger er altså, at det åndelige og det verdslige klaskes sammen, så evangeliet bliver gjort lovisk eller Guds gode samfundsordninger og den borgerlige retfærdighed foragtes. Lutheranere erkender derimod, at de er borgere i to riger, som har samme hersker men forskellige formål, og at begge disse riger er gode til hvert deres formål. Som kristne er vi borgere af det åndelige regimente, men også borgere i det verdslige regimente.
mvh. Magnus
søndag, august 13, 2006
Veith om kristendom og kultur
Gene Edward Veith slår i artiklen "Two Kingdoms under One King: Towards a Lutheran Approach to Culture" i bogen Christ and Culture idn Dialogue (Concordia Academic Press 1999)til lyd for følgende analyse af forskellige kirkelige gruppers forhold til kulturen ud fra devisen: af verden, men ikke i verden. Her er lidt en blanding af hans artikel og mine tanker:
De liberale er både af verden og i verden. Dette gjaldt under modernismen, hvor man indoptog dennes tanker, og det gælder også under postmodernismen, hvor nogel, som tidligere var evangelikale indoptager postmodernismens tanker og derved er liberale.
Fundamentalisterne(herunder også anabaptister, d.e. amish, mennoniter etc.) er hverken af verden eller i verden. Man afsondrede sig helt og aldeles. Herunder kunne man nok også placere dele af den gamle pietisme.
Den tredje gruppe, de evangelikale, kunne man sige, er af verden, men ikke i verden. Man indoptager verdslige former og tanker i sit kirkeliv, men skaber alligevel et parallelsamfund ligesom fundamentalisterne.
Den sidste mulighed er at være af verden, men ikke i verden. Det er sådan luthersk kristendom bør forholde sig. Gudstjenesteformer og udtryk skal ikke styres af verdens smag og behag. Omvendt skal man heller ikke isolere sig, men være til stede i kald og stand, der, hvor man er sat og tjene med de gaver man har. Kristne skal øve indflydelse på kulturlivet og også gerne deltage i det, men verdslig kultur skal ikke styre kirkens former.
Kirken er transkulturel og skal ikke "kontekstualiseres". Men medlemmerne lever som borgere i to regimenter, det åndelige, kirken, og det verdslige, samfundet. Begge steder tjenes de af Gud og tjener ham igen. I Kirken betjenes de med hans ord og sakramenter og sendes så ud for at gøre gode gerninger og tjene næsten i det verdslige regimente. Og her tjener Gud dem også ved at give dem andre goder end de åndelige, ligesom de også tjener Gud i det åndelige regimente ved at vidne om evangeliet og støtte menighed og kirke med forbøn og ressourcer.
De liberale er både af verden og i verden. Dette gjaldt under modernismen, hvor man indoptog dennes tanker, og det gælder også under postmodernismen, hvor nogel, som tidligere var evangelikale indoptager postmodernismens tanker og derved er liberale.
Fundamentalisterne(herunder også anabaptister, d.e. amish, mennoniter etc.) er hverken af verden eller i verden. Man afsondrede sig helt og aldeles. Herunder kunne man nok også placere dele af den gamle pietisme.
Den tredje gruppe, de evangelikale, kunne man sige, er af verden, men ikke i verden. Man indoptager verdslige former og tanker i sit kirkeliv, men skaber alligevel et parallelsamfund ligesom fundamentalisterne.
Den sidste mulighed er at være af verden, men ikke i verden. Det er sådan luthersk kristendom bør forholde sig. Gudstjenesteformer og udtryk skal ikke styres af verdens smag og behag. Omvendt skal man heller ikke isolere sig, men være til stede i kald og stand, der, hvor man er sat og tjene med de gaver man har. Kristne skal øve indflydelse på kulturlivet og også gerne deltage i det, men verdslig kultur skal ikke styre kirkens former.
Kirken er transkulturel og skal ikke "kontekstualiseres". Men medlemmerne lever som borgere i to regimenter, det åndelige, kirken, og det verdslige, samfundet. Begge steder tjenes de af Gud og tjener ham igen. I Kirken betjenes de med hans ord og sakramenter og sendes så ud for at gøre gode gerninger og tjene næsten i det verdslige regimente. Og her tjener Gud dem også ved at give dem andre goder end de åndelige, ligesom de også tjener Gud i det åndelige regimente ved at vidne om evangeliet og støtte menighed og kirke med forbøn og ressourcer.
fredag, august 11, 2006
Moderne, postmoderne, præmoderne
Jeg er flere gange blevet beskyldt for at hænge fast i det moderne af postmoderne evangelikale kristne(emerging-church-tilhængere vil jeg tro). Det vidner om mangel på historisk fornemmelse, når man ikke kan se længere tilbage end til modernismen og helt har glemt, at ortodokse lutherske kristne bekæmpede den, ligesom vi nu også bekæmper postmodernismen. Det er ikke mere end et par år siden en (moderne?) bibelkritiker sagde til mig (på en overrasket og lidt nedladende måde): "Du er jo præ-moderne", hvilket jeg jo ikke kan benægte. At postmodernister nu kalder mig moderne forstår jeg ikke.
Og det er netop, hvad man kunne kalde ortodoks lutherdom: præ-moderne. Den falder helt udenfor både modernismen og postmodernismen. Den stammer fra dengang, da Gud efter syndefaldet åbenbarede sig for Adam og Eva og lovede dem, at Messias skulle knuse slangens hoved. Guds åbenbaring af sin vilje stod fast for Adam og Eva, så de kunne forstå den og sætte deres lid til den, og dens centrum var frelsen i Jesus Kristus, kvindens afkom.
Som præmoderne ortodoks konfessionel evangelisk-luthersk kristen sætter jeg hverken min lid til Kant og Descartes eller Derrida og Lyotard, men til Jesus Kristus og hans åbenbaring i den Hellige Skrift, som er en urokkelig ufejlbar klippe og et klart og tilstrækkeligt lys.
Og det er netop, hvad man kunne kalde ortodoks lutherdom: præ-moderne. Den falder helt udenfor både modernismen og postmodernismen. Den stammer fra dengang, da Gud efter syndefaldet åbenbarede sig for Adam og Eva og lovede dem, at Messias skulle knuse slangens hoved. Guds åbenbaring af sin vilje stod fast for Adam og Eva, så de kunne forstå den og sætte deres lid til den, og dens centrum var frelsen i Jesus Kristus, kvindens afkom.
Som præmoderne ortodoks konfessionel evangelisk-luthersk kristen sætter jeg hverken min lid til Kant og Descartes eller Derrida og Lyotard, men til Jesus Kristus og hans åbenbaring i den Hellige Skrift, som er en urokkelig ufejlbar klippe og et klart og tilstrækkeligt lys.
torsdag, august 10, 2006
Lidt om embedet
Kaehlers foredrag, som det nye kirkesamfund Orthodox Lutheran Confessional Conference har lagt ud på nettet, har fat i det helt rigtige mht. det kirkelige embede. Det undgår Wisconsin-grøften, hvor embedet bliver en abstraktion, som alle har del i, men også den grøft, hvor kun den lokale sognepræst har del i embedet og man ikke ser muligheder for forskellige tjenester indenfor embedet. Kort sagt, så skelnes der mellem hjælpetjenester udenfor embedet og tjenestedeling indenfor embedet, så der bliver plads til f.eks. præsteskolelærere og missionærer indenfor embedet, samtidig med at f.eks. søndagsskolelærere ikke ses som nogen, der har embedet. Foredraget gør også op med tanken om lægprædikanter. Embedet er jo ordets embede, så man kan ikke udøve det uden at være kaldet og uden at få hele embedet overdraget.
onsdag, august 09, 2006
Sakramentsfornægtelse Del II -Forægtelse af Jesu legemes og blods sande og virkelige nærvær i den Hellige Nadver
De reformerte(Kalvinister, baptister etc.) benægter Jesu legemes og blods sande og virkelige nærvær i nadverens brød og vin. Jesu ord er enkle nok: "Dette er...". Grundene til at de reformerte benægter det, skal derfor ikke søges i skriften, som klart lærer det modsatte, men i de reformertes falske lære om, hvem Jesus er og i deres falske filosofiske forudsætninger. De reformertes falske lære om den hellige nadver viser bl.a. følgende vildfarelser:
1. at Jesus ikke er én uadskillelig gudmenneskelig person, hvis to naturer gennemsyrer hinanden. De reformerte deler Jesu person, fordi de ikke mener at det endelige kan rumme det endelige. Den menneskelige natur og dermed Jesu legeme og blod kan derfor, ifølge reformerte, ikke have del i guddommelige egenskaber såsom allestedsnærværelse. Den rette lære herom er, at Jesus er én gudmenneskelig person, hvis to naturer er forenet i én person, som dermed har del i både guddommelige og menneskelige egenskaber. Derfor er det både sandt, at "Gud udgød sit blod"(Apg. 20,28) og at Jesu legeme og blod har del i allestedsnærværelse, samt at Jesus gjorde undere i kraft af sin guddommelighed. De reformerte benægter reelt inkarnationen; at Gud blev menneske.
2. De reformerte benægter desuden -igen på grund af det filosofiske princip om, at det endelige ikke kan rumme det endelige- at nadveren og alle nådemidlerne i øvrigt, virkelig uddeler og giver, hvad de siger: syndernes forladelse og den Hellige Ånd. De reformerte fornægter her skriftens klare lære og frarøver kristne den trøst, som nådemidlerne giver, som uddeling af frelsen.
3. I stedet gør de reformerte nådemidlerne til lovgerninger eller opfinder nye nådemidler, som de bruger som lovgerninger. Nadveren bliver set som et mindemåltid, hvor mennesker mindes Jesus; den bliver altså en rent menneskelig gerning: noget vi gør for Gud, i stedet for et nådemiddel: noget Gud gør for os. Eller man gør f.eks. bønnen, idag ofte forbønnen med håndspålæggelse, til et nådemiddel, som skal give vished og sikkerhed gennem oplevelser forbundet hermed. I stedet for at stole på Guds ydre nådemidler, stoler man på sine egne gerninger og egne oplevelser.
4. som en konsekvens af disse ting undergraves retfærdiggørelseslæren, den lære, hvormed kirken står og falder. Hvis Jesu legeme og blod ikke kan være til stede i brød og vin, hvordan kan det så sone verdens synder. For kalvinisterne får det den konsekvens, at Jesus kun døde for de udvalgte. For de, som lærer en fri vilje, får det den konsekvens, at mennesket må lægge lidt til Jesu gerning, nemlig ved at gøre brug af sin frie vilje og beslutte sig for at følge Jesus, før de kan vide sig frelst.
At fornægte sakramenterne er altså ikke blot at fornægte småting. Det åbenbarer dybereliggende vranglære og er i sig selv væsentlige udtryk for falsk lære, da sakramenterne sammen med ordet er de nådemidler, hvormed Gud vil frelse os og bevare os hos Kristus. At anse det for at være småting viser i sig selv, at man ikke har forstået dem. Hvis man tager Guds lov alvorligt, vil man se sine synder, og så har man brug for alle nådens midler. Da vil man indse, at dåben og nadveren ikke er småting. I anfægtelserne over ens synder, er de en klippe, man kan leve og dø på, for her uddeler Kristus sin frelse til hver enkelt.
1. at Jesus ikke er én uadskillelig gudmenneskelig person, hvis to naturer gennemsyrer hinanden. De reformerte deler Jesu person, fordi de ikke mener at det endelige kan rumme det endelige. Den menneskelige natur og dermed Jesu legeme og blod kan derfor, ifølge reformerte, ikke have del i guddommelige egenskaber såsom allestedsnærværelse. Den rette lære herom er, at Jesus er én gudmenneskelig person, hvis to naturer er forenet i én person, som dermed har del i både guddommelige og menneskelige egenskaber. Derfor er det både sandt, at "Gud udgød sit blod"(Apg. 20,28) og at Jesu legeme og blod har del i allestedsnærværelse, samt at Jesus gjorde undere i kraft af sin guddommelighed. De reformerte benægter reelt inkarnationen; at Gud blev menneske.
2. De reformerte benægter desuden -igen på grund af det filosofiske princip om, at det endelige ikke kan rumme det endelige- at nadveren og alle nådemidlerne i øvrigt, virkelig uddeler og giver, hvad de siger: syndernes forladelse og den Hellige Ånd. De reformerte fornægter her skriftens klare lære og frarøver kristne den trøst, som nådemidlerne giver, som uddeling af frelsen.
3. I stedet gør de reformerte nådemidlerne til lovgerninger eller opfinder nye nådemidler, som de bruger som lovgerninger. Nadveren bliver set som et mindemåltid, hvor mennesker mindes Jesus; den bliver altså en rent menneskelig gerning: noget vi gør for Gud, i stedet for et nådemiddel: noget Gud gør for os. Eller man gør f.eks. bønnen, idag ofte forbønnen med håndspålæggelse, til et nådemiddel, som skal give vished og sikkerhed gennem oplevelser forbundet hermed. I stedet for at stole på Guds ydre nådemidler, stoler man på sine egne gerninger og egne oplevelser.
4. som en konsekvens af disse ting undergraves retfærdiggørelseslæren, den lære, hvormed kirken står og falder. Hvis Jesu legeme og blod ikke kan være til stede i brød og vin, hvordan kan det så sone verdens synder. For kalvinisterne får det den konsekvens, at Jesus kun døde for de udvalgte. For de, som lærer en fri vilje, får det den konsekvens, at mennesket må lægge lidt til Jesu gerning, nemlig ved at gøre brug af sin frie vilje og beslutte sig for at følge Jesus, før de kan vide sig frelst.
At fornægte sakramenterne er altså ikke blot at fornægte småting. Det åbenbarer dybereliggende vranglære og er i sig selv væsentlige udtryk for falsk lære, da sakramenterne sammen med ordet er de nådemidler, hvormed Gud vil frelse os og bevare os hos Kristus. At anse det for at være småting viser i sig selv, at man ikke har forstået dem. Hvis man tager Guds lov alvorligt, vil man se sine synder, og så har man brug for alle nådens midler. Da vil man indse, at dåben og nadveren ikke er småting. I anfægtelserne over ens synder, er de en klippe, man kan leve og dø på, for her uddeler Kristus sin frelse til hver enkelt.
Abonner på:
Opslag (Atom)
