tirsdag, august 28, 2007

'Lov og evangelium' og vækkelsesbevægelserne

Nu og da hører jeg yngre mennesker med baggrund i vækkelsesbevægelserne i statskirken (IM, LM osv.), som har et behov for at distancere sig fra denne baggrund, rette deres skyts mod luthersk teologi, som de identificerer med denne baggrund.

Sådan har jeg i tidens løb hørt en del kritik af begrebsparret 'lov og evangelium' med henvisning til nogle teltemøder(mener jeg) og noget missionshusforkyndelse med en masse lov og lidt evangelium til sidst.

Jeg skal ikke gøre mig klog på hverken nutidens eller tidligere tiders missionshusforkyndelse. Min viden derom er er primært på anden hånd. Jeg vil alligevel gerne udfordre sammenkædningen med den lutherske skelnen mellem lov og evangelium. Jeg har nemlig svært ved at genkende den lutherske skelnen mellem lov og evangelium i det billede, der tegnes fra disse 'post/neo-pietister', eller hvad man nu skal kalde dem.

Jeg vil dog vove den påstand ud fra mit begrænsede kendskab til forkyndelsen i disse sammenhænge, at problemet ikke har været den klare skelnen mellem lov og evangelium, men snarere manglen på samme eller måske snarere forsimplingen og forvanskningen af denne skelnen, delvist på grund af den udbredte brug af lægprædikanter. Lægprædikanter kender dels oftest ikke menigheden, fordi de måske kun er der en aften; og dels er de ikke prøvede, om de kender hele den sande lære, sådan som retteligt kaldede hyrder og lærere er det (eller burde være).

Er det man vender sig mod ikke snarere en prædiken med 95% lovens dom over synden og så til sidst 5% lov om at man skal beslutte sig for at følge Jesus/tage imod Jesus som sin Herre og frelser/omvende sig/invitere Jesus ind i sit hjerte eller hvordan synergismen nu har vist sig(synergismen= tanken om at mennesket kan medvirke til sin egen omvendelse). Det man vender sig mod er et forfalsket og forsimplet skema og ikke den rette skelnen mellem lov og evangelium.

Man bør da snarere vende sig mod synergismen, som er det egentlige og dybereliggende problem. Man bør vende sig mod ethvert forsøg på at gøre troen til en præstation, en lovgerning og i stedet få øjnene op for Guds nådemidler, som rækker syndernes forladelse og Helligånden her og nu. Det er det alene, der kan overvinde uvisheden uhyre, som synergismen fodrer, uanset om det er i form af lov-lov-prædikener eller felt-needs-lov-prædikener.

7 kommentarer:

Anonym sagde ...

Du mener vel, at de IKKE er prøvede ... G.

Pastor Sørensen sagde ...

ja, det retter jeg lige

Anonym sagde ...

Hvordan skal man forstå 'lægmand' i denne sammenhæng? En der ikke er kaldet og ordineret, eller en, der ikke har en teologisk eksamen?

Pastor Sørensen sagde ...

En lægmand er i denne sammenhæng en, der ikke er prøvet, kaldet og ordineret(som en offentlig bekræftelse af kaldet).

Anonym sagde ...

Men i fx. LM er prædikanterne da kaldede (om end ikke ordinerede i (høj)kirkelig forstand).

Pastor Sørensen sagde ...

@Linealis:
Så vidt jeg ved, har hverken en menighed eller et kirkesamfund bestående af menigheder kaldet LM-prædikanterne (udover evt. dem i frimenighederne).

De er derfor ikke retteligt kaldede, for konventikler, der bryder den kirkelige orden har ikke kaldsmyndighed.

Jesper Veiby sagde ...

Af ren nysgerrighed efterlyser jeg, at du på et tidspunkt skriver noget på bloggen om dit syn på denne "kirkelige orden", du henviser til.

Hvad definerer en menighed eller et kirkesamfund i dine øjne? Bibelen er vel ikke så klar angående strukturen. Og man kunne vel hævde, at LM-prædikanter også er kaldede af en del af kirken, og at denne del (LM) i Guds øjne er et fællesskab af troende, og af den grund kan kaldes en kirke, uanset hvad man selv kalder det? (I frikirkekredse tror jeg man vil være tilbøjelig til at se LM som en slags luthersk frimenighed, der bare ikke tør forrette dåb og nadver).

Eller går "kirkelig orden" på, om man forvalter "ordet og sakramenterne ret"? For så er konklusionen vel, at alle (mere eller mindre) vranglærende kirker slet ikke har kaldsmyndighed, og derfor slet ikke har præster i Guds øjne? Dette kunne vel teoretisk være rigtigt, men fører det ikke til, at du så kun anerkender Augustana-kirken her i landet, og dermed dig selv som eneste legitime præst i Danmark?

Eller er det at strække det for langt? ;-)