torsdag, december 13, 2007

Kvindehånd og bispehånd

Imorgen afgør Statskirkebiskop Karsten Nissen, om det fortsat skal være muligt for mandlige ordinander i Viborg Stift at afvise at give håndslag til kvindelige præster ved ordinationer.

I denne artikel i Kristeligt Dagblad forklarer Anders Dalgaard, at et nej til muligheden nok ikke vil give problemer, da IM har åbnet for, at både medlemmer, medarbejdere og HB-medlemmer kan være tilhængere, selvom IM ikke har ændret officielt syn. Her må man dog spørge , om ikke en accept af tilhængere af kvindelige præster i HB og som medarbejdere (samt accept af kvindelige præster som prædikanter) er en de facto anerkendelse af, at kvindelige præster ikke strider mod biblen. At fastholde biblens lære på det punkt uden at det får konsekvenser, er for mig at se udtryk for ligegyldighed overfor læren.

Også Brian Nissen, som er medarbejder i IM, giver udtryk for sin holdning på sin blog.
Brian Nissen skriver bl.a., at man må give frihed til forskellighed indenfor "højrefløjen", da det ikke er et frelsesspørgsmål. Dette er udtryk for dét, man tidligere kaldte "gospel-reductionism" - at det ikke er Skriften, men Skriftens centrum, der bestemmer kirkens lære. Det var en af den bibelkritiske teologis mange fejl. I praksis fører det også til, at man vurderer lærespørgsmåls vigtighed ud fra, hvor mange af dem, der har samme fromhedstradition som en selv, der mener det samme. Brian Nissen drager tydligvis også den konsekvens, når han skriver:
Også her må vi passe på, at vi ikke giver indtryk af, at vi alle er ens. Selv gode og bibeltro teologer på den kirkelige højrefløj er rygende uenige om det her. Lad os derfor også her give hinanden lidt frirum - så vi ikke binder samvittighederne!
Men hvad skulle der nu være i vejen med at binde samvittighederne til Skriften. Og hvordan kan man vurdere, at nogen er "gode og bibeltro teologer", hvis ikke netop ved at vurdere, om de følger Biblens ord - også dens forbud mod kvinders udøvelse af myndighed og forkyndelse i kirken - og dermed også dens forbud mod kvinder i præsteembedet.

Hvis man forudsætter at nogen er "gode bibeltro teologer" på et andet grundlag end deres faktiske overensstemmelse med Skriftens lære, bliver der i stedet tale om en vurdering af deres intentioner eller brug af de rette fromhedsudtryk. Dette er i øvrigt mindst lige så ekskluderende som en vurdering af læren.

En ting er jeg dog enig med Brian Nissen i:
Hvorfor er det så stort et problem et give hånd til en kvinde, når man uden problemer gladeligt giver hånd til åbenlys vranglærende mænd?
Ja, hvorfor egentlig. Og hvordan kan ordinander, som er modstandere af kvindelige præster, lade sig ordinere af biskopper, som er tilhængere af kvindelige præster og ordinere disse.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Du får det næsten til at se ud som om, at jeg er tilhænger er kvindelige præster. Det er jeg nu ikke - og det var heller ikke mit ærinde at starte en for eller imod-debat. Tværtom vil jeg gerne mane til besindighed på det her område, så det ikke står i vejen og skygger for evangeliets indgang i vores folk.

Det var såmænd det hele. :-)

Pastor Sørensen sagde ...

Det var ikke min mening at give indtryk af, at du er tilhænger af kvindelige præster. Jeg mener nu heller ikke, at jeg har indladt mig i en "for eller imod" -debat.
Det jeg kritiserer er netop den holdning, som du nu gentager - at en fastholdelse af hele Guds ord skygger for evangeliet.

Evangeliet kan kun lyde på baggrund af lovens krav og dom. Ellers bliver det et falsk evangelium. Og hvis man ikke vil tage hele Guds ord alvorligt, bliver evangeliet i stedet summen af dét man kan blive enige om - altså laveste fællesnævner mellem kammerater.

Anonym sagde ...

Det har jeg sådan set ikke nogen yderligere kommentarer til, andet end du åbenlyst har misforstået mit anliggende - og på den baggrund er din kritik desværre skudt ved siden af.

Jeg når nok ikke at se yderligere kommentarer, da jeg er uden internet fredag-onsdag.

Glædelig advent

Pastor Sørensen sagde ...

Jeg kan nu ikke se, hvor jeg har misforstået dit ærinde.

Jeg tror snarere der er tale om, at du er uenig i min bedømmelse af konsekvenserne af dit ærinde.

Men jeg er da villig til at lade mig korrigere, hvis jeg vitterligt har misforstået dig.