Glædelig Reformationsdag

I dag er det årsdagen for den danske reformation, 30. oktober 1536. Antikristens magt blev brudt og evangeliet kunne igen lyse i sin klarhed. Men hvor lyser evangeliet klart i Danmark i dag? Hvor prædikes lov og evangelium ret og hvor forkastes alt falsk lære, der angriber evangeliet?

I Folkekirken kan man prædike næsten hvad som helst - som ateist (Grosbøl) bliver man nødt til selv at sige op, hvis man vil væk.

I de pietistiske bevægelser (repræsenteret bl.a. ved Evangelisk Luthersk Netværk) skal man gerne være enige om nogle moralske punkter og så treenighedslæren. Men man taler ikke imod Leuenbergkonkordien og efterhånden er Guds skaberordninger heller ikke så vigtige (f.eks. nedtones modstand mod kvindelige præster). Man accepterer også gerne den nye postmoderne liberaleteologi under dæknavnet 'emergent church' og sluger gerne evangelikal og karismatisk teologi og praksis.

I 'frikirkerne', dvs. evangelikale og karismatiske frikirker har man aldrig holdt sig til Guds ords rette lære, men har fornægtet den, hvor det ikke stemte med ens sværmeriske meninger. Det gælder f.eks. i læren om arvesynden, den trælbundne vilje, sakramentslæren, kristologien etc.

Pavekirken, som fascinerer mange, lærer stadig sit falske evangelium om, at mennesker retfærdiggøres ved tro og gerninger og ikke ved Kristi tilregnede retfærdighed alene.

Det er glædeligt, at Gud friede Danmark fra Pavekirkens mørke, men det er sørgeligt, at Danmark i dag befinder sig i et nyt åndeligt mørke. Her hjælper menneskeskabte strategier og at tilpasse sig tidsånden ikke. De eneste, der lader sig påvirke af det, er dem, der tilpasser sig.

Nej, det eneste, der kan frelse fra åndeligt mørke er tilbagevenden til Den Hellige Skrifts rene lære og evangeliet om Kristi tilregnede retfærdighed, som skænkes uforskyldt i nådens midler og modtages ved troen, som Helligånden skaber ved nådens hellige midler.

Uddybelse: BIBELSK / Jesper Veiby: Tanker om kristen erkendelse - 3

BIBELSK / Jesper Veiby: Tanker om kristen erkendelse - 3

Jesper Veiby skriver om nadveren:

Det samme gælder dogmet om, at nadveren "fysisk er Jesu legeme". Begrebet "fysisk" indebærer i al almindelighed, at noget kan sanses eller kan observeres via fysiske instrumenter. Hvis det ikke tilhører det fysiske univers, ikke kan ses, høres eller på anden måde observeres, så virker det ret så meningsløst at betegne noget som fysisk. Forvirringen opstår, fordi man ikke kan holde sig til Jesu ord om at "dette er mit legeme", men man insisterer på at forklare dette med problematiske ord, som enhver der hørte ordene umiddelbart ville mene måtte være af andet indhold.

Jesper Veiby har en noget uklar begrebsbrug. Jeg har ikke skrevet 'fysisk' noget sted - af gode grunde. Dette ord kan bruges på flere måder og jeg ville ikke bruge det uden at definere det nærmere. Nu fører JEsper det så ind i debatten - tilsyneladende som om lutheranere skulle insistere på dette ord i sig selv. Derefter definere Jesper ordet på en sådan måde, at enhver kan se, at nadverens brød ikke er Jesu 'fysiske' legeme. Hvis Jesper med fysisk, at det kan sanses og observeres, vil jeg ikke insistere på dette ord(hvilket jeg heller ikke har gjort!). Hverken jeg eller den lutherske kirke har insisteret på et bestemt ord uden at betydningen af dette ord var klart.

Hvis ordet fysisk derimod betyder 'naturligt', vil jeg gerne insistere på det. Det fremgår nemlig klart af Skriftens enkle ord, at det er Jesu sande og naturlige legeme, der gives os skjult under brødet og hans sande og naturlige blod, der gives os i nadverens vin.

Det er faktisk Jesper Veiby, der skaber forvirringen, når han i stedet for at forholde sig til dét jeg og den lutherske kirke lærer, blander sådanne uklare ord og begreber ind. Der er stadig ikke Skriftens sprogbrug, der er uklart, men Jesper Veiby, der skaber forvirring ved sit uklare begrebsbrug.

BIBELSK / Jesper Veiby: Tanker om kristen erkendelse - 3

BIBELSK / Jesper Veiby: Tanker om kristen erkendelse - 3

Jeg fortsætter hermed debatten med Jesper Veiby fra september måned.

Jesper Veibys hovedtese er, at man ikke kan forstå Biblen ved hjælp af almindelig syntaks og sprogforståelse.

Jesper Veiby henviser her til debatten ml. Calvinister og lutheranere om dåben og nadveren, hvor Calvinisterne indførte den filosofiske tanke om finitum non capax infinitum - det endelige kan ikke rumme det uendelige. Jesper Veiby påpeger det meningsløse i denne sætning. Jeg er for så vidt ikke uenig. Sætningen er et filosofisk påfund, indført i debatten af calvinister som baggrunden for at afvise inkarnationen og Herrens legemes og blods sande nærvær i nadverens brød og vin.

Dernæst peger Jesper på ordet 'blive', som han hævder må have en anden betydning end i ordinært sprogbrug. Jeg er enig i, at det første sted man må lede efter et ords betydning i biblen, er i biblen. Men ordet bliver har ikke nødvendigvis en anden betydning. Hvis en Svend ved navn Peter bliver udlært, hedder han stadig Peter. Det er uklart, hvad Jesper mener, at bliver betyder. Tilslutter han sig en calvinistisk lære om Kristi to naturer?

Dernæst forholder Jesper sig til nadverlæren. Han indføre begrebet 'fysisk' i debatten, definerer begrebet, hvorefter han afviser det. Han forholder sig dog ikke til den evangelisk-lutherske nadverlære, hvorfor jeg ikke ser grund til at kommentere det.

Jeg mener stadigvæk, at Jesper Veiby anvender samme metode som Jehovas vidner i sin skriftudlægning, selvom han benægter færre kristne dogmer end de gør. Hvad Jesper lærer om inkarnationen og om nadveren er uklart, men Skriftens lære er ikke uklar på disse punkter. Og kun den lutherske kirke bekender Skriftens lære klart på disse punkter.

Lov og evangelium

a)Loven b) Evangeliet
a) Gud hader synden. b)Gud elsker syndere.
a) Gud er vred på alle syndere. b) Gud er velvillig mod alle syndere.
a) Gud vil ikke tilgive synd . b) Gud har tilgivet alle synder.
a) Gud vil ikke frikende. b) Gud har frikendt hele verden
a) Gud vil ikke lade synden forblive ustraffet. b) Gud eftergiver os vores straf
a) Gud vil erklære dem retfærdige, som holder loven. b) Gud erklærer dem retfærdige, som har brudt loven


Skemaet er let fordansket fra 'Skriften og Saligheten' af Siegberg Becker, Chronos forlag 1976.

Disse to store tilsyneladende modsætninger i Den hellige Skrift, løses kun ét sted: Kristi kors. Her straffede Gud synden og udgød sin vrede over sin enbårne søn i alle menneskers sted. Derved åbenbarede han sin vrede og forkastelse af alle syndere. Men i sin nåde og kærlighed mod alle syndere lod han sin enbårne søn straffe i vores sted og erklærede ved hans opstandelse verden retfærdig i ham, før et eneste menneske var kommet til tro. Nu uddeler han syndernes forladelse i sine nådemidler ved sine hyrder og lærere ufortjent og skabewr selv troen på syndernes forladelse ved disse nådemidler. De fleste kætterier består i at blande lov og evangelium sammen eller gøre en af dem mindre og som konsekvens også den anden og Kristi kors.

Dr. Luther om lære og liv

"Derfor skal man, som jeg ofte påminder om, skelne omhyggeligt mellem lære og liv. Læren er himlen, livet er jorden. I livet er der synd, vildfarelse, urenhed og eddikesur elendighed, som man siger. Dér skal kræligheden være overbærende og tålsom, lade sig narre, tro, håbe og udholde alt. Dér gælder fremfor alt syndernes forladelse, når blot man ikke forsvarer synd og vildfarelse; men i læren er der ingen fejl, så den trænger ikke til syndsforladelse. Lære og liv kan altså slet ikke sammenlignes. Bare en tøddel af læren er mere værd end himmel og jord( Matt. 5,18). Derfor tillader vi ikke, at man tilføjer den mindste smule skade. Men vildfarelser i levned kan vi udmærket være overbærende med. For også vi fejler dagligt i liv og sæder, ligesom alle helgener gør. Det bekender de jo alvorligt i Herrens bøn (naturligvis fadervor) og i trosbekendelsen. Men vor lære er, Guds ske lov, ren, og alle vore trosartikler er fuldstændig begrundet i den hellige Skrift."

Dr. Martin Luther i i sin Store Galaterbrevskommentar til Gal 5,10b, oversat af Helge Haystrup i Store GalaterbrevsKommentar II, s. 258-259, København 1984.

Ikke længere en husmenighed

Augustanakirken har i dag holdt sin første af mange planlagte gudstjenester i mødelokaler på Åby Bibliotek. Det var en succes, men der er stadig ledige pladser, så kom bare. Se gudstjenestetidspunkter her.

Gudstjeneste i København

Til interesserede, som ikke kan komme til Augustanakirkens gudstjeneste imorgen 20. s.e. Trinitatis, vil jeg henvise til Pastor Lyrstrands gudstjeneste kl. 10.00.

Gudstjenesten foregår

Ålekistevej 157
2720 Vanløse

Augustanakirken glæder sig over fællesskabet med Pastor Lystrands menigheder i København og på Langeland.

Walther om lærevished

"Guds ord siger os i Jeremias 23,28, hvor Gud taler: "men den, der har mit ord, skal tale mit ord i sandhed. Hvad har strå med kerne at gøre? siger Herren." Altså skal der kun være kerner og ingen strå i vores prædiken. Apostlen Paulus advarer Galaterne, Gal. 5,9: "Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen." En smule falsk lære fordærver hele læren, vil han siger. Og Moses advarer allerede: "I må ikke føje noget til det, jeg befaler jer, og heller ikke trække noget fra, men I skal holde Herren jeres Guds befalinger, som jeg giver jer." og Johannes slutter hele Biblen med de samme ord. Når man nu siger: "Man kan ikke komme så langt, at man kan fremstille troens artikler i overensstemmelse med Skriften", så er det en djævelsk lære. Særligt når studerende hører det, så er det en sand helvedsgift, som sprøjtes ind i deres hjerter; for så beflitter de sig ikke overhovedet ikke på at komme til bunden i sandheden, for at komme til klarhed om sandheden."

C.F.W. Walther i 'Die Rechte Unterscheidung zwischen Gesetz und Evangelium', fjerde aftenforelæsning, 3. oktober 1884 s. 29. Findes også i engelsk oversættelse her.

Ferie til og med 16. oktober.

I perioden indtil da vil jeg efter al sandsynlighed ikke opdatere min blog eller godkende kommentarer.

BIBELSK / Jesper Veiby

BIBELSK / Jesper Veiby

Jesper Veiby har endnu et indlæg i vores debat om kristen erkendelse. Mit svar burde måske have været på min anden blog - Luthersk Teologi, men da debatten har kørt her, fortsætter jeg her. Så må I springe det over, hvis det er for kedeligt.

Han tager fat i de samme to punkter og fastholder, at der er lighed mellem at forstå teksten og så at forene tilsyneladende modsætninger ved hjælp af fornuften, som han hævder, at de nævnte lutherske paradokser er. Intet af det er ifølge Veiby at sætte fornuften over Skriften.

Dernæst gentager han påstanden om, at Skriften i sig selv er død og bringer tom erkendelse, hvis ikke Helligånden kommer til, selvom han samtidig forsøger at sige, at den ikke er død. Slutresultatet er dog, at han hævder, at Skriften er død, hvis ikke Helligånden kommer til udefra.

Punkt 1.
Veiby roser min analogi, men jeg må desværre korrigere den, da den har givet anledning til den misforståelse/mistolkning, at jeg ikke skulle mene, at man bruger sin forstand, når man læser Skriften. Det passer selvfølgelig ikke. Spørgsmålet er, snarere, om det er fornuften, der former erkendelsen eller om det er det erkendte objekt, der former erkendelsen.

Måske var det bedre at spørge, om det er forstanden eller indtrykket af objektet, der er det voks, der formes af hånden i erkendelsesprocessen. Hvis det er fornuften, der former indtrykket af objektet og ikke blot er det voks, der formes, kan Veiby vel hævde, at der ikke er stor forskel på det og så at lade forståelsen forme af, hvad ens fornuft kan rumme.

Veiby bør så drage samme konsekvens ved lignede paradokser, såsom at Gud blev menneske helt og fuldt i Jesus Kristus; at en mands fald førte til fordømmelse for alle mennesker; at Gud er kærlig og dog retfærdig, så han dømmer de vantro til evig pine osv. Konsekvensen af Jesper Veibys rationalistiske kristendomsforståelse er altså en lære, der ikke er meget ulig Jehovas Vidners lære.

Hvis forstanden derimod er som er stykke voks, som teksten former (uden at det dog fratager eksegeten og dogmatikeren et stort arbejde med både grammatik, stilistik og korrekte logiske slutninger fra Skriften), tager Jesper Veiby fejl. Der er forskel på logiske slutninger fra Skriften og så at forene tilsyneladende modsætninger, som kun er modsætninger i den kødelige fornuft. Et eksempel herpå er det filosofiske princip finitum non capax infinitum - det endelige kan ikke rumme det uendelige, som calvinister bruger til at fornægte Skriften simple ord om nadveren - og til reelt at fornægte tonaturslæren. Dette princip er et filosofisk princip, som lægges ned over Skriften udefra. Her er det den kødelige fornuft, der gøres til dommer over Skriften.

Punkt 2
Her indleder Jesper Veiby med at erklære sig enig i, at Helligånden følger med ordet. Men kort efter modsiger han sig selv(apropos logik) og hævder, at Skriften alligevel kan være tom og virke død erkendelse, hvis ikke Helligånden kobles på. Her peger han så på nogle særlige menneskers salvelse som det, der skal give sikker erkendelse. Jesper Veiby indfører her et nyt pavedømme - for hvem skal bedømme de salvede, hvis Skriften ikke i sig selv er klar - men det er dem, der gør den klar.

Jeg er ikke uenig i, at kun Helligånden kan virke sande teologer, som i hjertet tro den sande lære - det er Skriftens indre klarhed, som virkes af Ånden - men Ånden virker den alene gennem det ydre klare ord, som oplyser syndige menneskehjerter. Det er ikke de syndige menneskehjerter (heller ikke de menneskehjerter, der praler af deres salvelse), der skal oplyse Guds ord.

Det er derfor enhver kristens ret og pligt at bedømme hyrder og lærere efter Guds klare ord - og det er enhver hyrde og lærers pligt at overbevise menigheden om Guds ords sande lære med Guds klare ord og ikke med henvisning til sin salvelse.

BIBELSK / Jesper Veiby: Skriftsyn og fornuft...

BIBELSK / Jesper Veiby: Skriftsyn og fornuft...

Jesper Veiby har her en replik til mit indlæg om skriftsyn og fornuften.

Hans kritik rummer to punkter: 1. At jeg opstiller et falsk argument, når jeg hævder, at man sætter fornuften over Skriften, når man lader fornuften begrænse Skriften. Jesper Veiby hævder, at jeg gøre det samme. 2. Skriften forudsætter mere end fornuften, nemlig en særlig åndelig 'salvelse', som gør den 'salvede' lægmand mere sikker på, hvad Skriften siger.

Punkt 1
Jesper Veiby opstiller et falsk argument, som bygger på en kantiansk/modernistisk forforståelse. Han hævder, at jeg sætter sprogkundskaben over Skriften, fordi jeg fastholder, at ordene skal forstås i deres normale betydning, medmindre andet fremgår af konteksten. Hermed forudsætter Jesper Veiby, at begrebsdannelsen ligger i det læsende subjekts forstand og af denne lægges ned over Skriften.

Jesper Veiby forudsætter sin egen kantianske erkendelsesteori. Hvis det omvendt er sådan, at det er de ydre objekter og i dette tilfælde teksten, der former forstanden, falder Jesper Veibys argument. Veibys hele argumentation hviler på det grundlag, at det er forstanden, der skaber mening ud af erkendelsesobjektet i erkendelsen og ikke erkendelsesobjektet, der virker erkendelsen i forstanden.

Forstanden er for Veiby ligesom et par briller, man ser virkeligheden igennem, hvor jeg forestiller mig forstanden som et stykke voks, som virkeligheden indprenter sig på - det er den førmoderne måde at anskue det på.

Jesper Veiby henviser dernæst til selvmodsigelser altså udsagn af formen ikke-A er A. Men det er ikke sådanne udsagn, jeg har henvist til, men udsagn, som går ud over den menneskelige fornuft og fatteevne.
De eksempeler jeg har taget frem, passer faktisk bedre til Jesper Veibys øvrige eksempler, ang. videnskaben, som når frem til et bibelstridigt resultat.

Punkt 2
Veiby mener, at Skriften selv giver udtryk for, at vi ikke kan forstå Skriftens ydre ord uden at Helligånden kommer til. Der må en særlig salvelse til. Jeg er enig med Jesper i, at Helligånde må til for at frelse os, men i modsætning til Veiby mener jeg netop, at Helligånden kommer gennem det ydre ord, hvis kraft og klarhed, Veiby fornægter.

Emmausvandrerne, som Veiby henviser til, er et godt eksempel. Jesus sender dem ikke en salvelse, så de uden ydre ord gætter sig frem til Skriftens mening. Nej, først bebrejder han dem faktisk, at de ikke tror profeterne, hvorefter han ved ydre ord udlægger den for dem. Teksten beviser altså præcis det modsatte af, hvad Veiby hævder.

I SL. 119 vers 105, står det klart og tydeligt: Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.

Det er ikke paven, den 'oplyste' fornuftsdyrker eller den åndeligt salvede, der skal oplyse Skriften, men det er Skriften,d er ved sit ydre ord oplyser os, ikke blot så vi forstår ordenes ydre mening, men gennem denne ydre mening skaber den troen og tilliden i os, fordi de ydre ord bærer Helligånden, som oplyser vore hjerter og samvittigheder.

Skriften er ikke døde bogstaver, der behøver syndige menneskers lys, men den er Guds levendegørende ord, som oplyser og nyskaber syndige menneskehjerter.

Den åndelige blindhed skyldes ikke Skriftens uklarhed men kødets manglende vilje til at tro. De ydre ord forstås, men de fornægtes i hjertet - bl.a. fordi fornuften vil gøre sig til dommer over dem. Det er f.eks. ikke svært at forstå meningen af Jesu simple ord om, at brødet er hans legeme og vinen hans blod - men for den syndige menneskeforstand er det en dårskab og ufatteligt - derfor vil de ikke tro det. Kun Helligånden kan oplyse det formørkede menneskehjerte - men han gør det gennem det ydre ord. Må han åbne vranglærernes åndelige øjne og kurere deres blindhed. Det er nemlig ikke Skriften og øjnene, der er lukkede.

Skriftsyn og fornuft

Hvad er fornuftens rolle i i et ortodoks-luthersk skriftsyn?

Fornuftens rolle er at være tjener for Skriften og ikke herre over den. Heri ligger både et negativt og et positivt syn på fornuften.

Negativt kan man sige, at fornuften ikke skal dømme Skriftens lærdomme eller omtolke dem, så de harmonerer med den. I den forstand er luthersk kristendom antirationalistisk.

Når Skriften lærer, at man skal døbe alle folkeslag, at vi er født som syndere og at dåben frelser, så skal fornuften ikke blande sig og benægte dette.

Når Jesus simpelt og klart i Skriften siger, at nadverens brød og vin er hans legeme og blod, så må fornuften underordne sig, som Kingo skriver i 'O Jesus på din alterfod' (gl. DDS 427) v. 6:

Hvordan det sker, det ved jeg ej,
her har han ikke vist mig vej,
min sans så højt sig ej bør sno,
det er mig nok hans ord at tro.

Når Guds ord lærer simpelt og klart, at det er Gud alene, der virker troen gennem ordet og sakramenterne og bevarer dem til evigt liv, at han har forudbestemt dem,d er bliver frelst, og samtidig, at han vil at alle menensker skal frelses og at fortabelsens årsag alene skal findes hos menensket, så må fornuften bøje sig for Skriftens klare ord og ikke stille sig op som dommer over den.

Samtidig rummer Luthersk kristendom også en positiv opfattelse af fornuften. Luthersk kristendom er nemlig ikke antirationel som megen postmoderne oplevelseskristendom, hvor man hylder mysteriet for mysteriets egen skyld og ikke, fordi det er åbenbaret i Skriften. I modsætning til moderne og postmoderne erkendelsesteori og hermeneutik, fastholder luthersk teologi sprogets klarhed og Skriftens ydre klarhed samt muligheden for at drage logiske slutninger fra Skriftens udsagn til læreudsagn. Fornuften er givet af Gud til at læse og forstå Skriften. Det kræver nogen gange arbejde, at forstå Skriften, men det er ikke umuligt. Men Guds ord er ikke blot en død genstand, der skal oplyses af fornuften, men den er et klart lys, der oplyser fornuften (Sl.119 vv. 105). Men som tjener, særligt i forståelsen af Skriftens ydre ord, har fornuften en stor rolle.

Ny blog: Luthersk teologi

Jeg har fundet ud af, at mine indlæg på denne blog svinger fra populærteologisk og opbyggeligt til mere fagteologiske indlæg, som ikke altid passer sammen med resten af bloggen. Jeg har derfor valgt at lave endnu en blog, Luthersk Teologi, hvor jeg vil gå lidt dybere i nogen ting, bl.a. det teologihistoriske.
Læsere og kommentatorer fra Luthersk er selvfølgelig også velkommen på Luthersk Teologi (Og omvendt).

Augustanakirken: En Bekendelse

En bekendelse til Skriftens lære i nogle aktuelle spørgsmål:

Augustanakirken: En Bekendelse

Disse lærepunkter var en del af baggrunden for Augustanakirkens dannelse.

Luther og musikken

Hvilken musik bør man bruge i gudstjenesten. I en tid, hvor begrebet 'lovsang' er blevet en genrebetegnelse for blød pop med stærk emotionelle melodier og tekster, der mere forsøger at udtrykke den lovsyngendes følelser end pege på Guds frelsergerninger, kan det være en god ide at besinde sig på, hvordan musik bør bruges i gudstjeneste- og kirkesammenhæng.

Musikken har altid haft en vigtig rolle i Den Lutherske Kirke. Luther kaldte den 'menneskenes følelsers herskerinde og styrer' og gav den den højeste plads efter teologien. Musikken kan drive menensker til både dyer og laster. Luther vægter på den måde musikken langt højere end moderne tiders eksistentialistiske musiksyn, hvor man ikke anser musikken som noget, der kommunikerer noget.

E. Thestrup Pedersen skriver i "Nattergalen fra Wittenberg' p. 28 :

'Det drejer sig for Luther i musikken ikke om, at følelsen af sorg og glæde finder sit udtryk, endnu mindre om, at mennesket skal bruge musikken til at svælge i egne følelser. Musikken viser hen til alle virkelige glædelige følelsers objektive grund: til Guds godhed. På denne måde kan musikken tjene Guds ord. Kun således står musikken ved siden af teologien, ikke bare som ramme om den.'

Reuning skriver i artiklen 'Luther and music' (Concordia Theological Quarterly (CTQ) vol 48, nr. 1 jan 1984):

One of the most frequent themes in Luther's writings was that
music, independent of any text or other influence, is a unique
dynamic that either reinforces or undermines the meaning of the
words.

Reuning fortsætter med at beskrive de to former for emotionel kommunikation, som musik kan udøve: den dionysiske og den apollononiske:

Music that communicates emotions with a Dionysian force is
that kind which excites us to enjoy our emotions by being
thoroughly involved or engrossed in them with our entire person.
Our enjoyment oft he emotion then becomes ego-directed, driven
by the desire for self-gratification.

Og videre:

Under Apollonian influence our emotions are viewed empathically or contemplatively in a more detached fashion, so that they might always be subject to our discretionand judgment.
Since the major point of the Reformation, as of Scripture itself,
was to turn man away from everything within himself as the
source of hope and assurance of salvation - to the grace of God
alone, earned for us by Christ Himself - it was logical for
Lutherans to use Apollonian music

I en anden artikel 'Confessional music' ( fra CTQ vol. 44 nr. 4 1980) skriver han bl.a. om de lutherske fædre p. 214:

They employed a kind of music that emphasized
the content of the words - in fact, a craft molded by the
words, an idiom designed to deal interpretatively with the text, a
music that preached.

Og videre:

To summarize, in Luther's day, as in our own, music served two
primary functions: (1) to get physical and outward emotional
response, and (2) to encourage an enduring response of the mind
and heart.

Den første form for musik forbinder Reuning med sværmerne, hvis fokus netop var menneskets følelser, mens den anden form for musik er den, den lutherske kirke har brugt, hvor fokus er på teksten og melodien er en tjener for teksten.

Musikken skal bære forkyndelsen af ordet i teksterne og tjene disse. Ordet er det ydre ord, som meddeler objektivt indhold og ikke blot en følelsesappel. Derfor må kirken bruge apollonisk musik til at bære ordet.

For en tilbagevisning af myten om, at Luther brugte værthussange som baggrund for bl.a. 'Vor Gud han er så fast en borg', se dette svar(s. 4).

Se Desuden Klemet I. Preus 'The FIre and the Staff' CPH 2004 p. 150-161, et afsnit med overskriften ' Music ind the Church', hvor han forholder sig til brugen af bl.a. popmusik i kirken.

Skriftens virkekraft og pietismens rødder

Den lutherske ortodoksi havde ved sin store stridsteolog, Abraham Calovius, en interessant strid med teologen Hermann Rathmann om Skriftens virkekraft/effektivitet. Iflg. Rathmann blev Skriften først virkekraftig, når den kom i brug. Heroverfor hævdede Calov og ortodoksien, at Skriften var virkekraftig ante et extra usum (før og udenfor brugen). Skriften fik ikke sin virkekraft fra brugen af den. Det var ikke kirken/individet, der ved sin åndsoplysning skulle gøre Skriften virksom. (Se om denne strid bl.a. Preus, Robert 'The Theology of Post-Reformation Lutheranism I" p. 367-371 samt Jung, Volker: 'Das Ganze der Heiligen Schrift' p. 94-101)

Interessant er det, at den senere ortodokse teolog, Dannhauer i sin Hermeneutica Sacra havde et syn på Skriftens virksomhed, der lå tæt på Rathmanns, idet han afviste Skriftens virkekraft ante et extra usum. Robert Preus forsvarer Dannhauer (p. 370) med at han var oppe mod nogle andre positioner, men Volke Jung mener, at der er klare ligheder ml. Dannhauer og Rathmann på den ene side og så ml. Dannhauers hermeneutik og den pietistiske standardhermeneutik af Johann Jakob Rambach: "Institutiones Hermeneuticae Sacrae". Så vidt Volker Jung og Robert Preus.

Det interessante er, at pietismens fader, Phillip Jakob Spener netop var elev af Dannhauer i Strassburg og selv skulle have sagt, at denne var den teolog, der havde ydet mest indflydelse på ham (iflg. Tapperts introduktion i engelsk oversættelse af Pia Desideria 1964, Fortress Press, p. 10). Skal en del af pietismens baggrund i virkeligheden findes i denne vending til subjektet frem for objektet, når der gælder Skriftens virkekraft? Og ligger den idehistoriske kim til subjektorienteringen i teologi og filosofi i oplysningstiden ikke netop i pietismen?

'Lov og evangelium' og vækkelsesbevægelserne

Nu og da hører jeg yngre mennesker med baggrund i vækkelsesbevægelserne i statskirken (IM, LM osv.), som har et behov for at distancere sig fra denne baggrund, rette deres skyts mod luthersk teologi, som de identificerer med denne baggrund.

Sådan har jeg i tidens løb hørt en del kritik af begrebsparret 'lov og evangelium' med henvisning til nogle teltemøder(mener jeg) og noget missionshusforkyndelse med en masse lov og lidt evangelium til sidst.

Jeg skal ikke gøre mig klog på hverken nutidens eller tidligere tiders missionshusforkyndelse. Min viden derom er er primært på anden hånd. Jeg vil alligevel gerne udfordre sammenkædningen med den lutherske skelnen mellem lov og evangelium. Jeg har nemlig svært ved at genkende den lutherske skelnen mellem lov og evangelium i det billede, der tegnes fra disse 'post/neo-pietister', eller hvad man nu skal kalde dem.

Jeg vil dog vove den påstand ud fra mit begrænsede kendskab til forkyndelsen i disse sammenhænge, at problemet ikke har været den klare skelnen mellem lov og evangelium, men snarere manglen på samme eller måske snarere forsimplingen og forvanskningen af denne skelnen, delvist på grund af den udbredte brug af lægprædikanter. Lægprædikanter kender dels oftest ikke menigheden, fordi de måske kun er der en aften; og dels er de ikke prøvede, om de kender hele den sande lære, sådan som retteligt kaldede hyrder og lærere er det (eller burde være).

Er det man vender sig mod ikke snarere en prædiken med 95% lovens dom over synden og så til sidst 5% lov om at man skal beslutte sig for at følge Jesus/tage imod Jesus som sin Herre og frelser/omvende sig/invitere Jesus ind i sit hjerte eller hvordan synergismen nu har vist sig(synergismen= tanken om at mennesket kan medvirke til sin egen omvendelse). Det man vender sig mod er et forfalsket og forsimplet skema og ikke den rette skelnen mellem lov og evangelium.

Man bør da snarere vende sig mod synergismen, som er det egentlige og dybereliggende problem. Man bør vende sig mod ethvert forsøg på at gøre troen til en præstation, en lovgerning og i stedet få øjnene op for Guds nådemidler, som rækker syndernes forladelse og Helligånden her og nu. Det er det alene, der kan overvinde uvisheden uhyre, som synergismen fodrer, uanset om det er i form af lov-lov-prædikener eller felt-needs-lov-prædikener.

Teglgaards Hjørne

Min kære hustru har bidt maskinstormeren i sig og oprettet en blog om litteratur og historie: Teglgaards Hjørne

Pietismens specielle karakteristika

Iflg. Ernst Valentin Löscher, ortodoksiens forkæmper mod Halle-pietismen, iflg. første del af hans Timotheus Verinus:

1. Fromt udseende indifferentisme overfor tro og lære.
2. Foragt overfor nådemidlerne, herunder et subjektivistiske skriftsyn.
3. Foragt for embedet
4. Sammenblanding af retfærdigheden ved tro og gerninger
5. Millenialisme - troen på et jordisk tusindårsrige.
6. Terminisme - troen på, at et menneskes nådetid kunne stoppe før døden.
7. Precisionisme - at lave menneskebud af adiaphora, herunder at mene, at enhver kærlighed til skabingen er en synd og at spil, dans, komedier og vittigheder er forbudt.
8. Mystik. Sammenblanding af nåde og natur, sjæl og ånd; troen på en guddommelig rest i mennesket og guddommeliggørelse af mennnesket samt at lade alt bero på den indre erfaring.
9. reformatisme - afskaffelse af kirkens støtter og de kirkelige ordninger.

Med undtagelse af måske pkt. 6 er de ikke uden relevans i dag.

Augsburgske: Kaj Mogensen og fortabelsen (III)

Augsburgske: Kaj Mogensen og fortabelsen (III)

Et alvorligt opgør fra Dr. Spids med bl.a. Menighedsfakultetets formands holdning til Kaj Mogensen, som indbærer udlydighed mod Guds ord på samme måde som Kaj Mogensen. Interessant og tankevækkende indlæg.