BIBELSK / Jesper Veiby

BIBELSK / Jesper Veiby

Jesper Veiby har endnu et indlæg i vores debat om kristen erkendelse. Mit svar burde måske have været på min anden blog - Luthersk Teologi, men da debatten har kørt her, fortsætter jeg her. Så må I springe det over, hvis det er for kedeligt.

Han tager fat i de samme to punkter og fastholder, at der er lighed mellem at forstå teksten og så at forene tilsyneladende modsætninger ved hjælp af fornuften, som han hævder, at de nævnte lutherske paradokser er. Intet af det er ifølge Veiby at sætte fornuften over Skriften.

Dernæst gentager han påstanden om, at Skriften i sig selv er død og bringer tom erkendelse, hvis ikke Helligånden kommer til, selvom han samtidig forsøger at sige, at den ikke er død. Slutresultatet er dog, at han hævder, at Skriften er død, hvis ikke Helligånden kommer til udefra.

Punkt 1.
Veiby roser min analogi, men jeg må desværre korrigere den, da den har givet anledning til den misforståelse/mistolkning, at jeg ikke skulle mene, at man bruger sin forstand, når man læser Skriften. Det passer selvfølgelig ikke. Spørgsmålet er, snarere, om det er fornuften, der former erkendelsen eller om det er det erkendte objekt, der former erkendelsen.

Måske var det bedre at spørge, om det er forstanden eller indtrykket af objektet, der er det voks, der formes af hånden i erkendelsesprocessen. Hvis det er fornuften, der former indtrykket af objektet og ikke blot er det voks, der formes, kan Veiby vel hævde, at der ikke er stor forskel på det og så at lade forståelsen forme af, hvad ens fornuft kan rumme.

Veiby bør så drage samme konsekvens ved lignede paradokser, såsom at Gud blev menneske helt og fuldt i Jesus Kristus; at en mands fald førte til fordømmelse for alle mennesker; at Gud er kærlig og dog retfærdig, så han dømmer de vantro til evig pine osv. Konsekvensen af Jesper Veibys rationalistiske kristendomsforståelse er altså en lære, der ikke er meget ulig Jehovas Vidners lære.

Hvis forstanden derimod er som er stykke voks, som teksten former (uden at det dog fratager eksegeten og dogmatikeren et stort arbejde med både grammatik, stilistik og korrekte logiske slutninger fra Skriften), tager Jesper Veiby fejl. Der er forskel på logiske slutninger fra Skriften og så at forene tilsyneladende modsætninger, som kun er modsætninger i den kødelige fornuft. Et eksempel herpå er det filosofiske princip finitum non capax infinitum - det endelige kan ikke rumme det uendelige, som calvinister bruger til at fornægte Skriften simple ord om nadveren - og til reelt at fornægte tonaturslæren. Dette princip er et filosofisk princip, som lægges ned over Skriften udefra. Her er det den kødelige fornuft, der gøres til dommer over Skriften.

Punkt 2
Her indleder Jesper Veiby med at erklære sig enig i, at Helligånden følger med ordet. Men kort efter modsiger han sig selv(apropos logik) og hævder, at Skriften alligevel kan være tom og virke død erkendelse, hvis ikke Helligånden kobles på. Her peger han så på nogle særlige menneskers salvelse som det, der skal give sikker erkendelse. Jesper Veiby indfører her et nyt pavedømme - for hvem skal bedømme de salvede, hvis Skriften ikke i sig selv er klar - men det er dem, der gør den klar.

Jeg er ikke uenig i, at kun Helligånden kan virke sande teologer, som i hjertet tro den sande lære - det er Skriftens indre klarhed, som virkes af Ånden - men Ånden virker den alene gennem det ydre klare ord, som oplyser syndige menneskehjerter. Det er ikke de syndige menneskehjerter (heller ikke de menneskehjerter, der praler af deres salvelse), der skal oplyse Guds ord.

Det er derfor enhver kristens ret og pligt at bedømme hyrder og lærere efter Guds klare ord - og det er enhver hyrde og lærers pligt at overbevise menigheden om Guds ords sande lære med Guds klare ord og ikke med henvisning til sin salvelse.