tirsdag, oktober 30, 2007

Glædelig Reformationsdag

I dag er det årsdagen for den danske reformation, 30. oktober 1536. Antikristens magt blev brudt og evangeliet kunne igen lyse i sin klarhed. Men hvor lyser evangeliet klart i Danmark i dag? Hvor prædikes lov og evangelium ret og hvor forkastes alt falsk lære, der angriber evangeliet?

I Folkekirken kan man prædike næsten hvad som helst - som ateist (Grosbøl) bliver man nødt til selv at sige op, hvis man vil væk.

I de pietistiske bevægelser (repræsenteret bl.a. ved Evangelisk Luthersk Netværk) skal man gerne være enige om nogle moralske punkter og så treenighedslæren. Men man taler ikke imod Leuenbergkonkordien og efterhånden er Guds skaberordninger heller ikke så vigtige (f.eks. nedtones modstand mod kvindelige præster). Man accepterer også gerne den nye postmoderne liberaleteologi under dæknavnet 'emergent church' og sluger gerne evangelikal og karismatisk teologi og praksis.

I 'frikirkerne', dvs. evangelikale og karismatiske frikirker har man aldrig holdt sig til Guds ords rette lære, men har fornægtet den, hvor det ikke stemte med ens sværmeriske meninger. Det gælder f.eks. i læren om arvesynden, den trælbundne vilje, sakramentslæren, kristologien etc.

Pavekirken, som fascinerer mange, lærer stadig sit falske evangelium om, at mennesker retfærdiggøres ved tro og gerninger og ikke ved Kristi tilregnede retfærdighed alene.

Det er glædeligt, at Gud friede Danmark fra Pavekirkens mørke, men det er sørgeligt, at Danmark i dag befinder sig i et nyt åndeligt mørke. Her hjælper menneskeskabte strategier og at tilpasse sig tidsånden ikke. De eneste, der lader sig påvirke af det, er dem, der tilpasser sig.

Nej, det eneste, der kan frelse fra åndeligt mørke er tilbagevenden til Den Hellige Skrifts rene lære og evangeliet om Kristi tilregnede retfærdighed, som skænkes uforskyldt i nådens midler og modtages ved troen, som Helligånden skaber ved nådens hellige midler.

Ingen kommentarer: