Hvad er værst

Hvad er egentlig værst:
1. At lære så åbenlyst falsk, at enhver,
som kan læse sin bibel kan se det og holde sig fra en, selvom
man måtte være præst eller biskop i Den Danske Folkekirke.

2. At hævde, at man er en evangelisk-luthersk forkynder og lave et
evangelisk-luthersk netværk, men ved sin fortsatte tilstedeværelse i Folkekirken og sit prædikestols- og alterfællesskab
med dem, som er nævnt i pkt 1, vise, at læren ikke er så vigtig og
derved vildlede troende mennesker til at lytte til ulvene.

mvh magnus

Katekismen og evangelisationen

Når biblen ikke kalder de troende i almindelighed for vidner, men i stedet beder os om at bekende, betyder det, at vi ikke skal vidne om vores oplevelser med Jesus men i stedet bekende den ene sande tro, som vi har fælles. Det tager den byrde væk fra os, at vi skal finde på effektive vidnesbyrd eller efte WC(Willow Creek)-konceptet yde "maksimal påvirkning" med vores "smittende tro". I stedet skal vi bekende troen. Det er heller ikke noget, der bare gøre. Det kræver undervisning. Men det er undervisning i troens objektive læreindhold og derfor kan de fri os fra præstationsangsten og give os frimodighed til at bekende troen.
Og mange kristne kan allerede en del. Kan man trosbekendelsen, så har man allerede noget at bekende overfor ikke-kristne.
Hvis man kan hele den lille katekismus kan man meget mere. Læs den eventuelt op ved husandagten.. Dertil kommer andre bibelvers og salmevers, som forklarer troen.
For ikke at tale om liturgien, som gentages hver søndag og derfor let kommer
ind på ryggraden.
Jeg har mere tillid til den slags bekendelses-udenadslære end til diverse kurser i at blive et effektivt vidne.

mvh magnus

Ps. dette inlæg er endnu en gang en reflektion over Klemt Preus' "The Fire and the Staff". Se bl.a. citat nedenfor i indlægget "Vidner eller bekendere"

pietisme

God lille artikel om problemet med pietismen med en oversigt på sidste side over vigtige forskelle på luthersk kristendom og pietisme:
http://www.scholia.net/pdf%20and%20text%20files/pietism.pdf

Vidner eller Bekendere

"Sometimes people are asked to tell others what God has done in their lives. A testimonial is a witness to what God has done in your life. Remember, though, God never asks us to witness. He asks us to confess. And to confess means to say the same thing as others. God does not want His church to listen to someone's witness unless they have been appointed by God to witness the life, death and ressurection with their own eyes. He'd rather have us confess, which we can do in the creed where we all say the same thing."

-Klemet Preus: The Fire and the Staff, - Lutheran Theology in Practice , p. 391

Personal faith

"How often have you been told that you are saved by "your own personal faith," as if faith could ever be impersonal, even though the expression "personal faith" never occurs in the Bible? Faith becomes so personal it turns into a private, intimate thing that only those truly in touch with their emotions are able to share."
Klemet Preus, The Fire and the Staff -Lutheran Theology in Practice, p. 380

Lukket nadver

Her er de seks læremæssige grunde, som Klemet Preus nævner som
baggrunden for lukket nadver (At kun medlemmer af kirkesamfundet eller søsterkirker kan gå til alters)
i sin ualmindeligt gode bog (som snart vil blive anmeldt på min bog-blog): 1. De, som praktiserer lukket nadver hævder, at man kan vide sikker, hvad sandheden er. 2. De hævder, at deres bekendelser uden tvivl er sandheden. 3. De tror, at visse andre kirkers bekendelser er falske og ubibelske. 4. De tror, at din kirkes lære er din lære. 5. De tror, at ens bekendelse og ens kirkes bekendelse er et vigtigere spørgsmål end livet selv. 6. De tror, at ligegyldighed overfor deres kirke og bekendelse er en synd mod Gud.

Det er virkeligheden disse punkter, som støder mennesker ved lukket nadver, for det er disse lærepunkter, den lukkede nadverpraksis demonstrerer og underviser om.

Kaldet til at følge Jesus eller WWJD

"Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig." Mat 16,24.

Hvad vil det sige at følge Jesus. Vil det sige, at man skal forestille sig, hvad Jesus ville gøre i en given situation. Måske nok i nogle situationer. Jesus viste næstekærlighed og fjendekærlighed, og vil skal gøre det samme. Jesus overholdt de ti bud, og vi skal gøre det samme. Men hvad så, når vi går ud over de konkrete ti bud. Skal vi så gøre det samme som Jesus.

Han gik rundt og underviste, gjorde undere, og han døde på et kors for alle verdens synder. At følge Jesus vil altså ikke sige at imitere ham. Han er Guds søn, verdens frelser. Det er vi ikke.

Hvad skal vi så gøre. Det kommer jo an på, hvad vi så er. Er du præst, så skal du forkynde evangeliet rent og klart og hellere lade dit blod udgyde end billige falsk lære. Er du mor eller far, så skal du opdrage dine børn i den kristne tro og vide, at det er din fornemste pligt og den vigtiste opgave på jorden. Er du arbejder, skal du udfører dit job samvittighedsfuldt og vide, at alle slags arbejde er Guds hænder, hvormed han tjener verden. Er du barn, skal du ære dine forældre. Er du husbond, skal du ære og elske din hustru. Er er du hustru, skal du elske og underordne dig din mand. Og man kunne blive ved. Der er ikke ende på de kald vi har og de forskellige opgaver, der knytter sig til. Et er sikkert: vi skal ikke tage Jesu kors op og følge ham men vores. Det er derfor ikke vigtigt, hvad Jesus ville gøre, men hvad han vil, at vi skal gøre. I den lille katekismus under hustavlerne har Luther flere gode forslag, hvis man skulle løbe tør: http://www.lutherdansk.dk/Trellix/id80.htm

Derfor kan vi heller ikke sætte regler op, som regulerer alle livets forhold, men kun de ti bud og det dobbelte kærlighedsbud.

Det vigtige er da heller ikke at finde ud af, hvad der skal gøres. Opgaverne slipper ikke så hurtigt op. Det vigtige er at være sig bevidst om, hvor kræfterne til at tjene Gud kommer fra. De kommer fra det sted, hvor vi ikke er for at tjene ham, men hvor han tjener os: i sine nådemidler, specielt når de forvaltes offentligt i gudstjenesten. Her giver Gud os hvile, når han tjener os med syndernes forladelse i sit ord, i absolutionen i skriftemålet og i nadveren, hvor han giver os selve betalingen for vores frelse; Jesu sande legeme og blod. Her forsikrer Gud os om sin nåde, så vi frimodigt kan tjene ham uden at tænke på løn og uden at gøre det for at blive frelst, men fordi vi er frelste. Og gør vi det i den tro, så er det gode gerninger, som Gud ser på med velbehag.

Discipelskab -på opfordring

På opfordring vil jeg skrive lidt om mit syn på discipelskab. Senere vil følge noget om kaldet til at følge Jesus.

Ordet discipelskab findes ikke i biblen, men er afledt af ordet discipel =elev, dvs. en, der undervises. Det handler om at lade sig undervise af Jesus. Jesus siger det selv i Joh 8,31, som jeg prædikede over for nylig: Hvis i bliver i mit ord, er i sandelig mine disciple.

At være Jesu discipel er i første omgang noget passivt. Det er at tage ved lære af Jesus og modtage hans ord, evangeliet om syndernes forladelse, den himmelske lære om retfærdiggørelsen for Kristi stedfortrædende gernings skyld.

Når man så er blevet en discipel, vil man også blive i Jesu ord. Ved evangeliets kraft er et nyt meneneske blevet til, som elsker Gud og hans ord. Det første i den aktive del af det, at være discipel er helliggørelse under lovens første tavle, de bud, som har med Gud og hans ord at gøre.

En discipel kæmper mod synden og gør sig ikke afguder, men elsker Gud. Derfor lyver han heller ikke om Gud eller billiger at andre misbruger hans navn til løgn. Så en discipel holder sig fra de falske lærere, som formørker evangeliets klare lys og stjæler korsets trøst fra arme syndere. Og han kommer hviledagen i hu, så han hører Guds ord, når det er muligt og kommer dér, hvor Guds nådemidler forvaltes ret og han hører og modtager ordet og sakramenterne til sin trøst og bevarelse i troen. Og spørger man ham hvorfor, svarer han glad og gerne, at det er fordi han her forsikres om sine synders forladelse af sin kære frelser, Jesus Kristus.

Den anden del af den aktive del af discipelskabet er det, at han kommer hjem fra kirke og tjener sin næste dér, hvor Gud har sat ham. Afhængig af hans/hendes stand, er der altid noget, der skal gøres: børnene skal have madpakker med, der skal vaskes op, der skal gøres rent, der skal tjenes penge hjem til familien, der er mennesker, der skal tjenes gennem ens borgerlige erhverv. Og selv om det alt sammen ser ud til at være små ting, som ikke er så fromme, så ved disciplen, at det er Gud, der har sat ham/hende her med det formål at holde hjulene i gang, og at selv disse små ting er en gudvelbehagelig gudstjeneste, selvom det ikke er gennem disse ting, Gud udbreder sit rige.

Det gør han gennem de ting, som disciplen gør under lovens første tavle, nemlig ordet og sakramenterne. Men begge dele er Gud velbehagelige, selvom de tjener hvert sit formål.

Loviskhed -menneskets grundlæggende drivkraft

Her den anden dag fik jeg en folder i postkassen fra Jehovas vidner. På bagsiden reklamerede de med, at man skulle kende et træ på frugterne og at JV udbredte god moral. Den samme reklame kunne lyde fra de kirkelige retninger, som mener at evangeliet skal udbredes ved "en anderledes livsstil".

Grundlaget for sådan reklame er at tale til det gamle menneskes dybeste drivkraft -loviskhed. Alle menensker er af nature farisæere, og hvis de får en mulighed for at frelse sig selv ved god moral, vil de hellere det end søle sig til i åbenlyse synder. God moral er altså ikke et sikkert tegn på sand tro. Tværtimod, god moral eller en anderledes livsstil uden tro på evangeliet om den fuldstændige syndsforladelse, som Jesus Kristus har vundet til alle mennesker, er blot menneskers blasfemiske forsøg på at retfærdiggøre sig selv. En forkyndelse, som blot vil udbrede etik og moral er værre end ingen forkyndelse, for den vil forhærde mennesker overfor evangeliet i deres loviskhed og den tro, at de er salige.

Det har vi hørt så tit!

Med den tankegang kan evangelietforkyndelsen forsvinde dér, hvor den før lød klart og rent. Vi står alle i fare for at tænke, at vi ikke behøver at høre om Guds vrede og forsoningen på korset, for det har vi jo hørt så tit, og det ved vi godt. Faren er, at vi begynder at tage lov og evangelium så selvfølgeligt, at vi ikke gider at høre det mere. Det "vigtigste" og "centrale" kan blive så vigtigt og centralt, at vi ikke mener, at det behøver blive forkyndt mere.

Lige så stille forsvinder så evangelieforkyndelsen, mens man luller sig i søvn med, at den kender alle, så den behøver ingen i virkeligheden at høre mere, -og mindst af alt de kirkefremmede. For de kunne jo blive forargede over al den tale om dom, vrede og stedfortrædende straflidelse.

Og alt imens man tror, at man missionerer, er man i virkeligheden ved at vaccinere mennesker mod det sande evangelium, som er budskabet om Guds nåde for Kristi stedfortrædende straflidelses skyld.

Det evangelium kan kun lyde på baggrund af lovens torden, og har man allerede, ved manglende forkyndelse af denne, bildt folk ind, at det går jo nok, og at kristendom handler om etik, så har man vaccineret dem mod lovens torden, der skal knuse gamle Adams selvretfærdighed for at bane vejen for evangeliet.

Må Gud fri os fra sådanne forkyndere, som leder fårene vild under dække af at være sande hyrder.

(Lære-)nævn?

I KD idag udtaler ombudsmanden, at Folkekirken har brug for et lærenævn uafhængigt af statslige organer, så den selv kan træffe afgørelser i læresager. Jeg er for så vidt ikke uenig deri, men giver det nogen mening, når Folkekirken ikke længere har en reel lærenorm. Et lærenævn uden en lærenorm er jo som en domstol uden en lov.

Hvis Folkekirken skulle til at holde sig til den lærenorm, som er den officielle, nemlig Biblen og de lutherske bekendelsesskrifter, så ville der hurtigt blive meget at lave for et sådant lærenævn, og spørgsmålet er, om der så ville bære nogen tilbage til at sidde i nævnet, som ikke også skulle sidde anklagebænken.

Her vil nogen måske indvende, at de "bibeltro", "kirken højrefløj" da ville kunne sidde i et sådant lærenævn. Men hvis bibel og bekendelse var så vigtigt for dem, ville man også have hørt en protest mod f.eks. Leuenbergkonkordiens underskrivelse i 2001.

For alle retninger i Folkekirken gælder reelt, at det, man ville dømme efter, ikke ville være en objektiv lærenorm, men egne meninger og kammeratskaber. Manglen på en fast lærenorm fører enten til, at menighederne mister deres retssikkerhed, fordi præsten kan prædike, hvad han vil, eller at præsterne mister deres retssikkerhed, fordi de ikke bedømmes efter noget objektivt, men tilfældigt efter kammerateriets regler.

Eksamensangst?

Min kone og jeg var til messe i Romerkirken denne søndag, da vi havde lidt tid inden vi skulle til gudstjeneste. Jeg havde umiddelbart forventet en noget mere subtil undergravning af evangeliet end vi fik.

Præsten sagde direkte, at livet var som en skolegang, der skulle forberede os til en eksamen før vi kom i himlen. Han talte en del om det kristne sindelag og gav menigheden en moralsk opsang på flere områder. Der var for så vidt ikke ret meget i vejen med det enkelte moralske spørgsmål, han tog op og han talte også godt om menneskers egoisme. Men evangeliet var fuldstændigt fraværende og blev erstattet af loven som frelsesvej.

At leve med sådan en tro må være som at leve med konstant eksamensangst, blot værre. Har man nu gjort nok.

Heldigvis er livet ikke som en eksamensforberedelse. Jesus har allerede bestået eksamen for os og vi har fået studenterhuen på. Der er ikke flere karakterer, der skal gives og der er ikke nogen usikkerhed om karakteren. Jesus har scoret topkarakter for os alle. Det eneste, der mangler er translokationen, hvor vi officielt og endeligt får overrakt eksamensbeviset i alles påhør.

Ser man livet, som en forberedelse til den store eksamen, vil man kun tjene sin næste for at bestå eksamen og ikke for næstens skyld. Ja, hvis man ikke kan være sikker på frelsen på grund af Jesu objektive frelserværk og uddelt i de objektive nådemidler, ord og sakrament, da vil man aldrig kunne være sikker, men leve i eksamensangst og forsøge at forsikre sig ved hjælp af egne gerninger.

Så vil man uundgåeligt tænke: Gud har gjort sit, nu må jeg gøre mit. Men det er falsk. Gud hat gjort sit, og Jesus har gjort mit. Sådan er det. Derfor behøver vi ikke at frygte den store eksamen, men kan med huen som sikkerhed frimodigt se frem til translokationen.

Islamisering af kristendommen

De sidste par år, har jeg mødt en underlig trend blandt kristne. Man brokker sig over den megen fokus på korset og frelsen, loven og evangeliet.

I stedet vil man gerne have noget praktisk, noget der har med ens hverdagsliv at gøre. man vil have vejledning i at leve sit liv her og nu i stedet for at høre om synd, dom og evig frelse ved Kristi stedfortrædende straflidelse.

Det, der undrer mig, er, hvorfor man ikke bare konverterer til Islam, hvis det er sådan en religion, man gerne vil have. For det er jo netop sådan, Islam er. I Islam kan man også tale om sin kærlighed til Jesus uden at nævne hans stedfortrædende straflidelse og soning af Guds vrede. Og i Islam kan man få hele sit hverdagsliv reguleret af praktiske regler.

Denne "praktiske" kristendom er jo slet ikke kristendom, men en islamisering af kristendommen, som trællebinder samvittighederne under loven, selvom den lover frihed.

Forskellen på kristendom og Islam ligger i korset, i betalingen for vor frelse og hverken i, om Gud kan kaldes barmhjertig eller personlig. Uden betalingen på korset, er der kun loviskhed tilbage, ligegyldigt hvor frit det ser ud.

Om nedbrydningen af den lutherske hermeneutik

I doktordisputatsen "Das Ganze der Heiligen Schrift" om hermeneutik og skriftudlægning hos den ortodokse lutherske teolog Abraham Calov, beskriver Volker Jung opløsningen af den lutherske hermeneutik(p. 225). I den lutherske hermeneutik stod skriften over udlæggeren og bar selv sin udlægning med sig. Men dette ændrede sig. På Calovs tid satte socinianerne, Grotius og arminianerne udlæggerens ratio(fornuft) over skriften, som det, der bar udlægningen. Hos sværmerne og Rathmann var det det "åndsbegavede" subjekt, som bar udlægningen.
Disse to subjektorienterede tilgange blev dels til den historisk-kritiske metode og dels til den pietistiske hermeneutik, hvor den genfødte individ var bærer af udlægningen frem for skriften selv.

Mon ikke begyndelsen til modernistisk bibelfortolkning og Kants erkendelsesteori med dens udløbere i både modernisme og postmodernisme skal findes her. Det viser, at den pietistiske/sværemeriske hermeneutik slet ikke er så forskellig fra den rationalistiske/historisk-kritiske. Siden dette skift har det vekslet mellem de to tilgange, men heller ikke en nyere "postmoderne" tilgang kommer ud over det subjektorienterede, men fortsætter i samme skema.

Det, vi må vende tilbage til, er en luthersk hermenutik og epistemologi, hvor det er teksten, der bærer udlægningen og hverken fornuften eller åndsfylden.

I den såkaldte bibeltro lejr er der brug for et opgør med pietismen før man kan komme ret langt i den retning.

Før-kantiansk hermeneutik og erkendelsesteori

Jeg sidder lige og læser artiklen Vorkantianische Hermeneutik fra Kerygma und Dogma(se link).
Han gør sig nogle interessante betragtninger om forholdet mellem erkendelsesteori og hermeneutik med udgangspunkt i luthersk ortodoksi, herunder Matthias Flacius Illyricus, Johann Gerhard o.a.
Han skriver bl.a. at hos Kant blev erkendelsen ikke til ved de ydre objekters virkning, men ved erfaringsformerne hos det erkendende subjekt. Det er elementær kantianisme. Herimod forudsatte den ældre lutherske hermeneutik at forståelsen kom i stand gennem det ydre ords virkning, ligesom aristotelismen hævdede, at erkendelsen blev skabt af det erkendte objekt. (Aristoteles var nu ikke så dum endda).
Modernisme og postmodernisme synes at ligge mere på linje her end den lutherske ortodoksi ligger på nogen af dem.

Stop re:koloniseringen

Re:gen: http://www.re-gen.dk/default.asp
Re:search: http://www.re-search.dk/

4. salme -en adventssalme

Da jeg i sin tid tog til USA for at studere, var dette en af de første salmer, jeg lærte at kende, eftersom jeg kom i begyndelsen af advent. En adventssalme af Luther, som det undrer mig, at jeg ikke har kunnet finde på dansk til den samme melodi. Der findes en udgave i Det Danske Antifonale, men den går på en anden melodi. Da jeg blev færrdig med salme fandt jeg ud af, at der også er en udgave i Kingos salmebog.


1. Hedningernes frelser kom
du blev født ved jomfrudom
jord og himmel undrer sig
over Guds udvalgte vej

2. Ej ved mandens kød og blod
men ved Helligånden god
tog Guds ord på sig manddom
og blev da kvindens afkom

3. Jomfrulivet barnet bar
men kyskhed bevaret var
Gud som menneske blev født
Men dog ej fra tronen stødt

4. Han drog fra sin himmel ud
lagde ned sit kongeskrud
Gud af Gud og mand han er
og en helt som har os kær

5. Faderen hans kilde var
og hos ham sit mål han har
ned til helved vejen gik
men hos Gud den ende fik

6. For du er din Fader lig
og i kødet sejrrig
Brug din magt og gør os vel
Helbred os i krop og sjæl

7. Krybben lyser ren og klar
Natten helt den oplyst har
Mørket hersker ikke mer’
Troen hviler altid dér

8. Dig Gud Fader lover vi
Dig Gud Søn tilbeder vi
Helligånd, din herlighed
priser vi i evighed

Ambrosius 397 Veni Redemptor Gentium
Martin Luther 1524 Nun komm der Heiden Heiland (eng. Savior of the Nations come)
Dansk ved Magnus Sørensen 2006
Melodi: Koralbog 352 (Op dog Zion ser du ej, mel. 1, Kom Hedningers Frelsermand, Erfurt 1524)

3. salme -en skriftemålssalme

En salme om skriftemålet af Selnecker, som var en af mændene bag konkordieformlen.

Melodi: Behold os Herre ved dit ord

1. Vi takker dig trofaste Gud
at du hjalp os af synden ud
tilgav os al vor skyld og synd
og hjalp os op af helveds dynd

2. Ved præstens mund du siger: se!
din synd er blevet hvid som sne
gå nu med fred, synd ej igen
og altid dig til mig omvend

3. Tak ske for din barmhjertighed
som frelser os fra usselhed
ved Jesu Kristi dyre blod
som gjorde for al synden bod

4. Giv os din Ånd og giv os fred
fra nu af og i evighed
Dit ord og sakrament bevar
indtil du alting fuldendt har

„Wir danken dir, o treuer Gott“ Nikolaus Selnecker, 1572,
Dansk ved Magnus Sørensen 2006

2. salme -en nadversalme

Den sværeste salme, jeg har gendigtet, men resultatet er blevet godt, synes jeg selv. En gammel nadversalme af Paul Gerhard:

1. O Jesus du min kære.
Jeg finder ikke ro og fred
Jeg kan ej synden bære,
for hvilken Gud er blevet vred.
Min synd den har ophobet sig.
Kun du kan frelse mig.
Min kraft som røg forsvinder,
når ej jeg i min nød,
mig om din hjælp påminder
og stoler på din død,
når jeg ej mig besinder
på blodet, du for mig udgød

2. Du kender mine plager
og Satans onde rænkespil,
når han min sjæl anklager
og aldrig giver mig et hvil,
men bruger al sin kløgt på mig,
at få mig væk fra dig.
Han tvivlens tåger sender
i mine tanker ind.
Din vilje jeg ej kender
for han har gjort mig blind.
Han fra dit ord mig vender
og stjæler det ud af mit sind.

3. For tvivlen at afvise,
du givet har dit nadverbord.
Dér lader du mig spise
og drikke på dit klare ord.
Her mærker jeg i marv og ben,
at Gud er nu min ven.
Du giver mig at nyde
dit dyre kød og blod,
og ord du lader lyde,
som giver mig nyt mod
Du lader mig indbyde:
”Kom, kom og tag den føde god”

4. ”Her er med nadverbrødet
det legem, jeg hengav for dig,
som har på korset bødet
for synden, du begik mod mig.
Med vinen, blodet jeg udgød,
betalingen som flød,
da jeg på korset bunden
tog alle synder med.
Tag begge to med munden,
og tænk du så derved,
hvor god i hjertegrunden
din frelser er, som for dig led”

5. Jeg vil dig ihukomme,
så længe jeg har luft og liv,
indtil min tid er omme,
og kroppen bliver kold og stiv.
Jeg ved hvor stor din længsel er.
Min frelse du har kær.
Fordi du sådan længtes,
du skylden dig påtog.
På korsets træ du hængtes.
Ind sorgens pile jog,
så hjertet dit det sprængtes,
da du af døden mig uddrog.

6. Dit ord så klart forkynder,
at dette styrker mig som tror
og skjuler mine synder.
Jeg derfor stoler på dit ord.
Ja dit det dyre soneblod
for verden gjorde bod.
Det er så god en tale
for den, som byrder bar
af alt, du lod befale,
som ingen opfyldt har.
Du lod det alt betale,
så løsesummen er lagt klar

7. Min tanke mig bedrager,
og vantroen mig æde vil.
Så tvivlen i mig nager,
om nåden din for mig slår til?
Dit sind du bøjer til mig ned.
Din hånd mig tager ved.
Din nåde her du viser,
og giver mig din pant.
Den drikker jeg og spiser.
Jeg heri trøsten fandt
i tvivlens mange kriser.
At frelsen nu er min er sandt

8.Du Herre vil os alle,
-det mærker vi i sjæl og sind-
som faldt for fjenden, kalde
til din den gode hvile ind.
Ak hjælp os, Herre, hjælp os til,
at se at du er mild,
og til din bolig drage.
Giv lysten til dit bord
Giv ønsket om at smage
din nadver ved dit ord.
Så kan vi plads indtage
som fyrster i dit himmelkor.

Paul Gerhard 1667:
Herr Jesu, meine Liebe
Dansk 2005 Magnus Sørensen
Mel. Min sjæl, du Herren love

1. salme -en retfærdiggørelsessalme

Jeg fik lige lyst til at lægge mine andre salmegendigtninger ud. De er alle til fri afbenyttelse ved angivelse af forfatter og gendigter.

Min første salmegendigtning, som jeg lavede, mens jeg studerede i USA. Jeg hørte salmen på engelsk og fandt så den tyske original i en gammel Missourisynode-salmebog fra dengang de sang på tysk. En herlig salme om retfærdiggørelsen:


Mel. Nu fryde sig hver kristen mand
1. Hvis din enbårne Søn, o Gud,
sig ej som mand lod føde
og ej var kommet på dit bud
og ej på korset døde,
da måtte jeg, en skyldner stor,
til helved' gå fra denne jord
for mine mange synder.

2. I stedet har jeg Jesu fred,
fortvivlelsen er borte.
På korset han min straf jo led,
bar mine synder sorte.
Han har forsonet dig med mig,
da han din vrede tog på sig.
Dermed er jeg retfærdig

3. Mit hjerte har han givet trøst,
og angsten mer' ej trykker.
Sit blod for mig han har udøst,
derpå mit håb jeg bygger.
En nådig Gud jeg har ved ham.
Han har afvasket al min skam,
så snehvid jeg er blevet.

4. Af Jesu blod jeg roser mig
og går til Gud med glæde.
Med ydmyghed jeg søger dig
og kan for tronen træde.
Hvad Jesus ved sin død har købt
og givet mig, da jeg blev døbt,
kan djævelen ej røve.

5. Ej hjælper lovretfærdighed,
til helvede den fører.
Men Jesus Kristus er min fred
og min retfærdiggører.
Hans død den har min gæld betalt,
hans lidelse har sonet alt.
Min tro på ham kun stoler.

6. Min skyld, o Fader, du har lagt
på Jesus Krist din kære.
"Du er retfærdig", Gud har sagt,
"min Søn vil synden bære".
Du Helligånd med nådens trøst,
Guds kærlighed du har udøst.
Lad mig i troen blive.

Tekst:V. 1-5 Johann Heermann 1630, v. 6 Hannoversches Gesangbuch 1646. Dansk 2004, Magnus Sørensen.