At skelne ml. retlærende og vranglærende kirker

Her findes et udemærket foredrag om at skelne ml. retlærende og vranglærende kirker og vigtigheden heraf af den gamle missourisynode-dogmatiker, Franz August Otto Pieper.

Til slut skriver han:

If, therefore, we judge on the basis of God's Word, and not according to our own thoughts, then it is certain, that by avoiding all church fellowship with errorists, we walk according to God's will and thereby serve the best interests of the Church in general, and also of our own soul in particular. May God always give us enlightened, spiritual eyes of our understanding, that we may at all times actively recognize the difference between orthodox and heterodox churches, and give us the right, holy love for the truth, that we may at all times act in accordance with this knowledge.

Nogn vil sandsynligvis finde denne dogmatiske sikkerhed sekterisk og fordømmende. Men hvad er egentlig alternativet.

Det er uvisheden. Kan vi ikke være sikker på læren, kan vi heller ikke være sikre på, at Jesus har borttaget alle vores synder på korset og at Gud tilgiver os fuldt og helt. Denne konklusion har jeg hørt mange gange, når jeg har konfronteret tilhængere af læretolerance med det "usikkerhedens uhyre", som er konsekvensen. "man kan vel aldrig være sikker, men man kan jo håbe på, at Gud tilgiver mig mine synder".

Men håbet er ikke nok, når ens synder anklager en og Satan udpeger dem ene for en og påpeger, at Gud da ikke kan tilgive den slags, og slet ikke, når du har gjort det igen. Her hjælper det ikke at kigge ind i sig selv efter et usikkert håb eller at stole på, at Gud nok tilgiver. Her hjælper kun, at Gud tilgiver synden, fordi Jesus helt sikkert har båret alle verdens synder og fordi han helt sikkert frelste mig i dåben, hvor han rensede mig, ligesom han helt sikkert tilgiver mig ved sit ord og ved nadveren, fordi han har skrevet det helt sikkert og soleklart i sit hellige ord.

Hermed lidt at tænke over her i fasten med hilsen på min bryllupsdag i 2005, hvor jeg på 1. søndag i fasten holdt denne prædiken.

Mclaughlin om geocentrisme

"The third topic, the sequence of the “six days work,” is outlined in Genesis, chapter one, with a clarity which leaves nothing to be desired. One of the most notable points in this connection is that briefly referred to above, namely, that light, as well as the variation of light and darkness (“the evening and the morning”), existed before those celestial bodies which we are accustomed to regard as the sole source of the light illuminating our earth were brought into being. All human theories, therefore, which regard the earth’s existence as a part of the “solar system” as dependent upon the sun, especially the absurd fable which represents the earth as a particle thrown off from the sun and gradually cooling through countless aeons into the terrestrial globe upon which we dwell, are discredited as having no ground in fact and entirely unacceptable to Christian faith. Those who imagine that the Scripture passages, approximately sixty in number, in which the earth is said to stand still, and the sun and all stars are said to move, may be “interpreted” in such a way as if really the reverse were the case, we may leave to pursue their fruitless endeavors alone. The Christian way is simply to accept Holy Scripture as it reads." Mclaughlin i "We All Believe in One True God" Chapter III, The Creation of The World and of Man:

Teser om embedet

Hermed syv teser om det hellige pædikeembede, kaldet hertil og afsættelse herfra.

Læren og lægfolket

"Hvis Kirken skal vokse i enhed i tro og kærlighed er det ikke nok, at lærerne alene skal være grundfæstet i Guds ord. I stedet må hele menigheden stå som vidne om sandheden og som bekæmpere af vildfarelse. Så snart lægfolket begynder at blive lunkent og dovent i sin undersøgelse af sandheden og begynder at opgive bedømmelsen af læren til deres hyrder, mistes Kirkens enhed, og Gud vil snart åbne sluseportene, hvorigennem falsk lære vil komme ind. Hvad trofaste lærere byggede over mange år med stor anstrengelse, vil så hurtigt ødelægges."

C.FW. Walther, fra "God Grant It -daily Devotions from C.F.W. Walther" -Compiled byAugust Crull, Translated by Gerhard P. Grabenhofer, p. 565.

Læren og kærligheden

"Når folk fortæller mig at Kristi kirke, hans tjenere eller endda jeg ikke viser kærlighed, tænker jeg "Jamen, det er da ikke nogen overraskelse." Hvornår har vi nogensidne vist megen kærlighed? det var derfor Kristus blev nødt til at dø for os. Men må det aldrig siges om Kristi kirke eller hans tjenere, at de ikke lærte Jesu kærlighed. Med min kærlighed kunne verden blive en lille smule bedre, selvom jeg tvivler på det. Jeg er mere tilbøjelig til at mene, at meget lidt ændrer sig på grund af min kærlighed. men med læren om Kristi kærlighed ændrer alting sig -alt er nyt. Synder tilgives, Gud er tilfredsstillet, skyld fjernes og himlen åbnes."
Preus, Klemet "The Fire and the Staff -Lutheran Theology in practice" p. 46

Luthersk troslære på netttet

Maclaughlins "We All Believe In One True God -A Summary Of Biblical Doctrine" er en udemærket troslærebog og kan findes på Martin Diers gode hjemmeside om luthersk teologi. Denne gode hjemmeside rummer desuden indtil videre 21 aftenforedrag af Walthers fantastiske "The Proper Distinction Between Law And Gospel", og en masse andet konfessionelt luthersk guf.
Der er også et link til hans Kretzmann Project, som er Kretzmanns Popular Commentary til hele biblen, som nu er lagt på nettet.

Prædikenens didaktiske brug

"Den didaktiske eller lærens brug(usus) er den, den hellige Apostel sætter foran alle de andre. Den er også den vigtigste af alle. den er grundlaget for de andre fire brug. Er en prædiken nok så rig på formaninger, straffe og trøst, men uden lære, så er den dog en tom, mager prædiken, hvis formaninger, straffe og trøst svæver i luften." Walther, C.F.W., Americanisch-Lutherische Pastoraltheologie s. 81.

Pieper: jorden står stille

Den store missouri-synode dogamtiker, Francis Pieper om Copernicus i sin Christliche Dogmatik I,p.577(1924): "Es ist eines Christen unwürdig, die heilige Schrift, die er doch als Gottes eigenes Wort erkannt hat, nach menschlichen Meinungen (Hypothesen), also auch nicht nach dem sogenannten kopernikanischen Weltsystem, umzudeuten oder sich umdeuten zu lassen"

jorden drejer...eller gør den

Kopernikus -nej tak, Tycho Brahe -yes sir: www.geocentricity.com

Hvad er værst

Hvad er egentlig værst:
1. At lære så åbenlyst falsk, at enhver,
som kan læse sin bibel kan se det og holde sig fra en, selvom
man måtte være præst eller biskop i Den Danske Folkekirke.

2. At hævde, at man er en evangelisk-luthersk forkynder og lave et
evangelisk-luthersk netværk, men ved sin fortsatte tilstedeværelse i Folkekirken og sit prædikestols- og alterfællesskab
med dem, som er nævnt i pkt 1, vise, at læren ikke er så vigtig og
derved vildlede troende mennesker til at lytte til ulvene.

mvh magnus

Katekismen og evangelisationen

Når biblen ikke kalder de troende i almindelighed for vidner, men i stedet beder os om at bekende, betyder det, at vi ikke skal vidne om vores oplevelser med Jesus men i stedet bekende den ene sande tro, som vi har fælles. Det tager den byrde væk fra os, at vi skal finde på effektive vidnesbyrd eller efte WC(Willow Creek)-konceptet yde "maksimal påvirkning" med vores "smittende tro". I stedet skal vi bekende troen. Det er heller ikke noget, der bare gøre. Det kræver undervisning. Men det er undervisning i troens objektive læreindhold og derfor kan de fri os fra præstationsangsten og give os frimodighed til at bekende troen.
Og mange kristne kan allerede en del. Kan man trosbekendelsen, så har man allerede noget at bekende overfor ikke-kristne.
Hvis man kan hele den lille katekismus kan man meget mere. Læs den eventuelt op ved husandagten.. Dertil kommer andre bibelvers og salmevers, som forklarer troen.
For ikke at tale om liturgien, som gentages hver søndag og derfor let kommer
ind på ryggraden.
Jeg har mere tillid til den slags bekendelses-udenadslære end til diverse kurser i at blive et effektivt vidne.

mvh magnus

Ps. dette inlæg er endnu en gang en reflektion over Klemt Preus' "The Fire and the Staff". Se bl.a. citat nedenfor i indlægget "Vidner eller bekendere"

pietisme

God lille artikel om problemet med pietismen med en oversigt på sidste side over vigtige forskelle på luthersk kristendom og pietisme:
http://www.scholia.net/pdf%20and%20text%20files/pietism.pdf

Vidner eller Bekendere

"Sometimes people are asked to tell others what God has done in their lives. A testimonial is a witness to what God has done in your life. Remember, though, God never asks us to witness. He asks us to confess. And to confess means to say the same thing as others. God does not want His church to listen to someone's witness unless they have been appointed by God to witness the life, death and ressurection with their own eyes. He'd rather have us confess, which we can do in the creed where we all say the same thing."

-Klemet Preus: The Fire and the Staff, - Lutheran Theology in Practice , p. 391

Personal faith

"How often have you been told that you are saved by "your own personal faith," as if faith could ever be impersonal, even though the expression "personal faith" never occurs in the Bible? Faith becomes so personal it turns into a private, intimate thing that only those truly in touch with their emotions are able to share."
Klemet Preus, The Fire and the Staff -Lutheran Theology in Practice, p. 380

Lukket nadver

Her er de seks læremæssige grunde, som Klemet Preus nævner som
baggrunden for lukket nadver (At kun medlemmer af kirkesamfundet eller søsterkirker kan gå til alters)
i sin ualmindeligt gode bog (som snart vil blive anmeldt på min bog-blog): 1. De, som praktiserer lukket nadver hævder, at man kan vide sikker, hvad sandheden er. 2. De hævder, at deres bekendelser uden tvivl er sandheden. 3. De tror, at visse andre kirkers bekendelser er falske og ubibelske. 4. De tror, at din kirkes lære er din lære. 5. De tror, at ens bekendelse og ens kirkes bekendelse er et vigtigere spørgsmål end livet selv. 6. De tror, at ligegyldighed overfor deres kirke og bekendelse er en synd mod Gud.

Det er virkeligheden disse punkter, som støder mennesker ved lukket nadver, for det er disse lærepunkter, den lukkede nadverpraksis demonstrerer og underviser om.

Kaldet til at følge Jesus eller WWJD

"Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig." Mat 16,24.

Hvad vil det sige at følge Jesus. Vil det sige, at man skal forestille sig, hvad Jesus ville gøre i en given situation. Måske nok i nogle situationer. Jesus viste næstekærlighed og fjendekærlighed, og vil skal gøre det samme. Jesus overholdt de ti bud, og vi skal gøre det samme. Men hvad så, når vi går ud over de konkrete ti bud. Skal vi så gøre det samme som Jesus.

Han gik rundt og underviste, gjorde undere, og han døde på et kors for alle verdens synder. At følge Jesus vil altså ikke sige at imitere ham. Han er Guds søn, verdens frelser. Det er vi ikke.

Hvad skal vi så gøre. Det kommer jo an på, hvad vi så er. Er du præst, så skal du forkynde evangeliet rent og klart og hellere lade dit blod udgyde end billige falsk lære. Er du mor eller far, så skal du opdrage dine børn i den kristne tro og vide, at det er din fornemste pligt og den vigtiste opgave på jorden. Er du arbejder, skal du udfører dit job samvittighedsfuldt og vide, at alle slags arbejde er Guds hænder, hvormed han tjener verden. Er du barn, skal du ære dine forældre. Er du husbond, skal du ære og elske din hustru. Er er du hustru, skal du elske og underordne dig din mand. Og man kunne blive ved. Der er ikke ende på de kald vi har og de forskellige opgaver, der knytter sig til. Et er sikkert: vi skal ikke tage Jesu kors op og følge ham men vores. Det er derfor ikke vigtigt, hvad Jesus ville gøre, men hvad han vil, at vi skal gøre. I den lille katekismus under hustavlerne har Luther flere gode forslag, hvis man skulle løbe tør: http://www.lutherdansk.dk/Trellix/id80.htm

Derfor kan vi heller ikke sætte regler op, som regulerer alle livets forhold, men kun de ti bud og det dobbelte kærlighedsbud.

Det vigtige er da heller ikke at finde ud af, hvad der skal gøres. Opgaverne slipper ikke så hurtigt op. Det vigtige er at være sig bevidst om, hvor kræfterne til at tjene Gud kommer fra. De kommer fra det sted, hvor vi ikke er for at tjene ham, men hvor han tjener os: i sine nådemidler, specielt når de forvaltes offentligt i gudstjenesten. Her giver Gud os hvile, når han tjener os med syndernes forladelse i sit ord, i absolutionen i skriftemålet og i nadveren, hvor han giver os selve betalingen for vores frelse; Jesu sande legeme og blod. Her forsikrer Gud os om sin nåde, så vi frimodigt kan tjene ham uden at tænke på løn og uden at gøre det for at blive frelst, men fordi vi er frelste. Og gør vi det i den tro, så er det gode gerninger, som Gud ser på med velbehag.

Discipelskab -på opfordring

På opfordring vil jeg skrive lidt om mit syn på discipelskab. Senere vil følge noget om kaldet til at følge Jesus.

Ordet discipelskab findes ikke i biblen, men er afledt af ordet discipel =elev, dvs. en, der undervises. Det handler om at lade sig undervise af Jesus. Jesus siger det selv i Joh 8,31, som jeg prædikede over for nylig: Hvis i bliver i mit ord, er i sandelig mine disciple.

At være Jesu discipel er i første omgang noget passivt. Det er at tage ved lære af Jesus og modtage hans ord, evangeliet om syndernes forladelse, den himmelske lære om retfærdiggørelsen for Kristi stedfortrædende gernings skyld.

Når man så er blevet en discipel, vil man også blive i Jesu ord. Ved evangeliets kraft er et nyt meneneske blevet til, som elsker Gud og hans ord. Det første i den aktive del af det, at være discipel er helliggørelse under lovens første tavle, de bud, som har med Gud og hans ord at gøre.

En discipel kæmper mod synden og gør sig ikke afguder, men elsker Gud. Derfor lyver han heller ikke om Gud eller billiger at andre misbruger hans navn til løgn. Så en discipel holder sig fra de falske lærere, som formørker evangeliets klare lys og stjæler korsets trøst fra arme syndere. Og han kommer hviledagen i hu, så han hører Guds ord, når det er muligt og kommer dér, hvor Guds nådemidler forvaltes ret og han hører og modtager ordet og sakramenterne til sin trøst og bevarelse i troen. Og spørger man ham hvorfor, svarer han glad og gerne, at det er fordi han her forsikres om sine synders forladelse af sin kære frelser, Jesus Kristus.

Den anden del af den aktive del af discipelskabet er det, at han kommer hjem fra kirke og tjener sin næste dér, hvor Gud har sat ham. Afhængig af hans/hendes stand, er der altid noget, der skal gøres: børnene skal have madpakker med, der skal vaskes op, der skal gøres rent, der skal tjenes penge hjem til familien, der er mennesker, der skal tjenes gennem ens borgerlige erhverv. Og selv om det alt sammen ser ud til at være små ting, som ikke er så fromme, så ved disciplen, at det er Gud, der har sat ham/hende her med det formål at holde hjulene i gang, og at selv disse små ting er en gudvelbehagelig gudstjeneste, selvom det ikke er gennem disse ting, Gud udbreder sit rige.

Det gør han gennem de ting, som disciplen gør under lovens første tavle, nemlig ordet og sakramenterne. Men begge dele er Gud velbehagelige, selvom de tjener hvert sit formål.

Loviskhed -menneskets grundlæggende drivkraft

Her den anden dag fik jeg en folder i postkassen fra Jehovas vidner. På bagsiden reklamerede de med, at man skulle kende et træ på frugterne og at JV udbredte god moral. Den samme reklame kunne lyde fra de kirkelige retninger, som mener at evangeliet skal udbredes ved "en anderledes livsstil".

Grundlaget for sådan reklame er at tale til det gamle menneskes dybeste drivkraft -loviskhed. Alle menensker er af nature farisæere, og hvis de får en mulighed for at frelse sig selv ved god moral, vil de hellere det end søle sig til i åbenlyse synder. God moral er altså ikke et sikkert tegn på sand tro. Tværtimod, god moral eller en anderledes livsstil uden tro på evangeliet om den fuldstændige syndsforladelse, som Jesus Kristus har vundet til alle mennesker, er blot menneskers blasfemiske forsøg på at retfærdiggøre sig selv. En forkyndelse, som blot vil udbrede etik og moral er værre end ingen forkyndelse, for den vil forhærde mennesker overfor evangeliet i deres loviskhed og den tro, at de er salige.

Det har vi hørt så tit!

Med den tankegang kan evangelietforkyndelsen forsvinde dér, hvor den før lød klart og rent. Vi står alle i fare for at tænke, at vi ikke behøver at høre om Guds vrede og forsoningen på korset, for det har vi jo hørt så tit, og det ved vi godt. Faren er, at vi begynder at tage lov og evangelium så selvfølgeligt, at vi ikke gider at høre det mere. Det "vigtigste" og "centrale" kan blive så vigtigt og centralt, at vi ikke mener, at det behøver blive forkyndt mere.

Lige så stille forsvinder så evangelieforkyndelsen, mens man luller sig i søvn med, at den kender alle, så den behøver ingen i virkeligheden at høre mere, -og mindst af alt de kirkefremmede. For de kunne jo blive forargede over al den tale om dom, vrede og stedfortrædende straflidelse.

Og alt imens man tror, at man missionerer, er man i virkeligheden ved at vaccinere mennesker mod det sande evangelium, som er budskabet om Guds nåde for Kristi stedfortrædende straflidelses skyld.

Det evangelium kan kun lyde på baggrund af lovens torden, og har man allerede, ved manglende forkyndelse af denne, bildt folk ind, at det går jo nok, og at kristendom handler om etik, så har man vaccineret dem mod lovens torden, der skal knuse gamle Adams selvretfærdighed for at bane vejen for evangeliet.

Må Gud fri os fra sådanne forkyndere, som leder fårene vild under dække af at være sande hyrder.

(Lære-)nævn?

I KD idag udtaler ombudsmanden, at Folkekirken har brug for et lærenævn uafhængigt af statslige organer, så den selv kan træffe afgørelser i læresager. Jeg er for så vidt ikke uenig deri, men giver det nogen mening, når Folkekirken ikke længere har en reel lærenorm. Et lærenævn uden en lærenorm er jo som en domstol uden en lov.

Hvis Folkekirken skulle til at holde sig til den lærenorm, som er den officielle, nemlig Biblen og de lutherske bekendelsesskrifter, så ville der hurtigt blive meget at lave for et sådant lærenævn, og spørgsmålet er, om der så ville bære nogen tilbage til at sidde i nævnet, som ikke også skulle sidde anklagebænken.

Her vil nogen måske indvende, at de "bibeltro", "kirken højrefløj" da ville kunne sidde i et sådant lærenævn. Men hvis bibel og bekendelse var så vigtigt for dem, ville man også have hørt en protest mod f.eks. Leuenbergkonkordiens underskrivelse i 2001.

For alle retninger i Folkekirken gælder reelt, at det, man ville dømme efter, ikke ville være en objektiv lærenorm, men egne meninger og kammeratskaber. Manglen på en fast lærenorm fører enten til, at menighederne mister deres retssikkerhed, fordi præsten kan prædike, hvad han vil, eller at præsterne mister deres retssikkerhed, fordi de ikke bedømmes efter noget objektivt, men tilfældigt efter kammerateriets regler.