Statsstøttede kirker

De, som ville have priviligerede Kirker, stride i Grunden kun for deres egne Privilegier; men smukt var det, om de udtalte det høit.

Andreas Gottlob Rudelbach, Dansk konfessionel luthersk teolog og den, der sikrede baptisterne religionsfrihed i Om Begrebet Folkekirke. En historisk-kirkeretlig Betænkning, betræffende den danske evangelisk-lutherske Kirkes fremtidige Stilling og Forhold til Staten. København 1854.

Skriftens virkekraft og pietismens rødder

Den lutherske ortodoksi havde ved sin store stridsteolog, Abraham Calovius, en interessant strid med teologen Hermann Rathmann om Skriftens virkekraft/effektivitet. Iflg. Rathmann blev Skriften først virkekraftig, når den kom i brug. Heroverfor hævdede Calov og ortodoksien, at Skriften var virkekraftig ante et extra usum (før og udenfor brugen). Skriften fik ikke sin virkekraft fra brugen af den. Det var ikke kirken/individet, der ved sin åndsoplysning skulle gøre Skriften virksom. (Se om denne strid bl.a. Preus, Robert 'The Theology of Post-Reformation Lutheranism I" p. 367-371 samt Jung, Volker: 'Das Ganze der Heiligen Schrift' p. 94-101)

Interessant er det, at den senere ortodokse teolog, Dannhauer i sin Hermeneutica Sacra havde et syn på Skriftens virksomhed, der lå tæt på Rathmanns, idet han afviste Skriftens virkekraft ante et extra usum. Robert Preus forsvarer Dannhauer (p. 370) med at han var oppe mod nogle andre positioner, men Volke Jung mener, at der er klare ligheder ml. Dannhauer og Rathmann på den ene side og så ml. Dannhauers hermeneutik og den pietistiske standardhermeneutik af Johann Jakob Rambach: "Institutiones Hermeneuticae Sacrae". Så vidt Volker Jung og Robert Preus.

Det interessante er, at pietismens fader, Phillip Jakob Spener netop var elev af Dannhauer i Strassburg og selv skulle have sagt, at denne var den teolog, der havde ydet mest indflydelse på ham (iflg. Tapperts introduktion i engelsk oversættelse af Pia Desideria 1964, Fortress Press, p. 10). Skal en del af pietismens baggrund i virkeligheden findes i denne vending til subjektet frem for objektet, når der gælder Skriftens virkekraft? Og ligger den idehistoriske kim til subjektorienteringen i teologi og filosofi i oplysningstiden ikke netop i pietismen?

Pietismens specielle karakteristika

Iflg. Ernst Valentin Löscher, ortodoksiens forkæmper mod Halle-pietismen, iflg. første del af hans Timotheus Verinus:

1. Fromt udseende indifferentisme overfor tro og lære.
2. Foragt overfor nådemidlerne, herunder et subjektivistiske skriftsyn.
3. Foragt for embedet
4. Sammenblanding af retfærdigheden ved tro og gerninger
5. Millenialisme - troen på et jordisk tusindårsrige.
6. Terminisme - troen på, at et menneskes nådetid kunne stoppe før døden.
7. Precisionisme - at lave menneskebud af adiaphora, herunder at mene, at enhver kærlighed til skabingen er en synd og at spil, dans, komedier og vittigheder er forbudt.
8. Mystik. Sammenblanding af nåde og natur, sjæl og ånd; troen på en guddommelig rest i mennesket og guddommeliggørelse af mennnesket samt at lade alt bero på den indre erfaring.
9. reformatisme - afskaffelse af kirkens støtter og de kirkelige ordninger.

Med undtagelse af måske pkt. 6 er de ikke uden relevans i dag.

Augsburgske citater om N.P. Grunnet og læren om kirkefællesskab

Augsburgske citater

Her ligger et interessant blogindlæg af Dr. Spids om N.P. Grunnet, som stiftede Den evangelisk-lutherske Frikirke i Danmark og som praktiserede den lutherske lære om kirkefællesskab. Til sidst aktualiseres det med en kommentar til ELFK's praksis i dag, hvor den har kirkefællesskab med vranglærende kirkesamfund som f.eks. missourisynoden.

Leuenbergkonkordien

I 2001 underskrev den danske Folkekirke Leuenbergkonkordien, hvilket var den direkte anledning til min udmeldelse af Folkekirken. Stadigvæk, mange år efter, er der ikke kommet nogen reaktioner fra såkaldte bibeltro i folkekirken.

Åbenbar gudsfornægtelse og moralske spørgsmål, vil man gerne markere sig om.. Men her, hvor det er evangeliets trøst i læren om Jesu to naturers personenhed, læren om dåbens genfødende virkning og Jesu legemes og blods sande nærvær i brød og vin, har man ikke reageret.

De eneste reaktioner, jeg har set er en udtalelse fra Fællesskabet Kirkelig Fornyelse sammen med Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse. De teologiske institutioner MF og DBI har ikke reageret og det nye Evangelisk-Luthersk Netværk har heller ikke mig bekendt udtalt sig om dette spørgsmål.

Er den såkaldte bibeltro fløj overhovedet luthersk, eller er den i virkeligheden blevet en fællesprotestantisk evangelikal bevægelse. Jeg tillede det spørgsmål, da jeg meldte mig ud af folkekirken. Årene, der er gået uden reaktion og hvor samarbejdet med f.eks. Dansk Oase er blevet tættere og den reformerte påvirkning kun er tiltaget, har vist, at jeg gjorde ret i at stille spørgmålet.

Svaret har historien givet: Den folkekirkelige højrefløj er ikke en konfessionel luthersk bevægelse, men en unionistisk pietistisk bevægelse, som først og fremmest vil værne om en moralforståelse og en fromhedstype og ikke om den evangelisk-lutherske lære.

Havde den villet det, så havde der været en langt større reaktion imod Leuenbergkonkordien, ligesom den preussiske union i 1800-tallet også fik lutheranere til at reagere og enddog gå i fængsel eller lade sig forvise for ikke at have gudstjenestefællesskab med reformerte. Idag løfter man knap nok øjenbrynet.

Se den udtalelse, jeg udarbejdede om Leuenbergkonkordien for den Evangelisk-Lutherske Frikirkes daværende præstekonvent, og som jeg stadig står ved:
Leuenbergkonkordien: Udtalelser fra Den evangelisk-lutherske Frikirke

Uddrag af visitationsartiklerne

Hermed et uddrag, som er yderst relevant, hvor den lutherske nadverlære benægtes af så mange, der kalder sig lutheranere, hvis de da overhovedet har kendskab til den:

Om den hellige nadver
Vore kirkers rene og sande lære om den hellige Nadver:
1.At Kristi ord: ”Tag det og spis det; dette er mit legem; tag det og drik det, dette er mit blod” skal forstås enfoldigt og bogstaveligt, som de lyder.
2.At der er to ting til stede i sakramentet, som gives og modtages sammen med hinanden: en jordisk, hvilken er brød og vin; og en himmelsk, hvilken er Kristi legeme og blod.
3.At denne (forening, uddeling og modtagelse) sker hernede på jorden og ikke oppe i himmelen.
4.At det, der uddeles og modtages, er Kristi sande, naturlige legeme, som har hængt på korset, og det sande, naturlige blod, som har flydt fra Kristi side.
5.At Kristi legeme og blod ikke kun modtages åndeligt med troen, hvilket også kan ske udenfor nadveren, men dér sammen med brødet og vinen [modtages] med munden, dog på en uudforskelig og overnaturlig måde, til en pant og en forsikring om vores legemers opstandelse fra de døde.
6.At Kristi legeme og blod nydes med munden ikke blot af de værdige, men også af de uværdige, som går dertil uden bod og sand tro; dog med forskellig virkning: af de værdige modtages det til salighed, men af de uværdige til dom.

De sachsiske Visitationsartikler fra 1592 II

Jeg skal lige tilføje, at de sachsiske Visitationsartikler sammen med Den Hellige Skrift og konkordiebogen udgør Augustanakirkens bekendelsesgrundlag ifølge dens vedtægter og at jeg ved min ordination aflagde ed derpå.

De sachsiske Visitationsartikler fra 1592

Her er min oversættelse af de Sachsiske Visitationsartikler af 1592.

Disse blev lavet i Sachsen i 1592 som reaktion på reformert indflydelse og brugt til afklaring af, om folk var skjulte calvinister(kryptocalvinister). De blev et tillæg til konkordiebogen og var officielt bekendelsesgrundlag i Sachsen indtil 1836. De var også bekendelsesgrundlag i en del af missourisynodens første menigheder, bl.a. C.F.W. Walthers første menighed.

De er vigtige, fordi de direkte forkaster den falske reformerte lære om Kristi person, nadveren, dåben og forudbestemmelsen.

Disse punkter er blevet vigtige igen efter folkekirkens underskrivelse på Leuenbergkonkordien i 2001(som førte til bl.a. min udmeldelse af folkekirken).

Jeg har i min oversættelse forholdt mig både til den latinske og den tyske tekst og især støttet mig til Caspari og Johnsons game dansk-norske oversættelse.

It Is Written by Wallace Schulz.pdf (application/pdf Object)

89 It Is Written by Wallace Schulz.pdf (application/pdf Object)

I dette skrift af Wallace Schultz kan man læse en god analyse af Missourisynodens degenerering til at være en vranglærende kirke.

Han skriver i inledningen: "Nøglen til at løse enhver konflikt i Kristi Kirke har altid været og vil altid være en tilbagevenden til Guds ord."

Kirkepolitik, magtkamp og kompromiser med falsk lære kan ikke bruges til at løse læremæssige konflikter.

Antikrist og den sande synlige kirke

Paven trækker i nødbremsen
Pave Benedikt trækker i nødebremsen overfor Romerkirkens modernisering/postmodernisering i et nyt skrift, han har udsendt. Det er da altid noget, at der er nogen, der anerkender, at noget kan være sandere end noget andet og kan erkendes som sådan.

Romerkirkens traditionsbegreb
Problemet er dog, at Romerkirken benægter, at det er skriften alene, der skal være dommer over dette. Da de, ligesom postmodernismen sidenhen har gjort, benægter Skriftens klarhed og tilstrækkelighed, må de sætte kirken og traditionen ind imellem mennesker og Skriften. Forskellen på Romerkirken og postmodernismen er, at i postmodernismen er enhver sin egen pave.

Romerkirken og andre kirker
Paven benægter at alle de frelsende elementer findes i andre kirkesamfund og han benægter at protestantiske kirkesamfund er kirker. Dette er almindelig romersk-katolsk lære. Der er intet nyt i det. Problemet er dog, at det er Romerkirken, der benægter nogle af de 'frelsende elementer' i Skriften.

Romerkirken og evangeliets kerne
Den romersk-katolske kirke benægter, at et menneske frelses ved troen alene uden gerninger. Det er evangeliets kerne, den trodsigt modsiger og fordømmer, som den har gjort det officielt siden Tridentinerkoncilet.

Paven er antikrist
Paven har derved afsløret sig som den sande Antikrist, der sidder i Guds tempel(kirken), udgiver sig for at være Gud og forfølger evangeliet (2. Thess. 2,4). Dette erkendte reformatorerne.

Men så mange, der hævder at være deres arvtagere er blinde for denne sandhed og forestiller sig antikrist som en politisk magtfigur i stedet for den åndelige og langt farligere tyran han er.

De andre antikrister
Skriften taler også om andre antikrister. Ligesom Paven er de vranglærere, som står i den synlige kirke, men forkynder falsk lære, så mennesker går fortabt. Det er dem, der på trods af, at de har noget af Guds ord, blander det med menneskelære.

De gør evangeliet til en lovreligion ved at lære fri vilje, benægte arvesynden, benægte den fuldkomne personenhed i Kristus og derfor benægte hans legemes og blods sande nærvær i nadveren eller hvad det nu kan være.

Ligesom Paven befinder de sig stadig i den synlige kirke, men de befinder sig ikke i den sande synlige kirke, som alene er den retlærende evangelisk-lutherske kirke, der lærer ret og forvalter sakramenterne efter Herrens indstiftelse.

Hertil skal ethvert Guds barn flygte fra de falske profeter, for her forkyndes Guds ord ret til frelse og salighed. Man skal ikke hovmodige sig og blive i vranglærende kirkesamfund, blot fordi man ved, at der også er mennesker her, der bliver frelst.

Herren formaner os ved sin apostel i Rom 16,17 at holde os fra vranglærere. Den, der trodser Herren er selv ude om det, når troen forliser på grund af falsk lære.

Augustanakirken stiftet

På Kristi Himmelfartsdag blev en ny uafhængig retlærende evangelisk-luthersk menighed i Århus stiftet. Menigheden består indtil videre af 9 mennesker og vil i den kommende tid forsøge at etablere forbindelse med andre retlærende menigheder i landet.

Der vil forhåbentligt snart være noget at finde på hjemmesiden.

Interesserede kan indtil da henvende sig til undertegnede, hvis de vil vide mere om menigheden.

mvh. Magnus

pietisme

God lille artikel om problemet med pietismen med en oversigt på sidste side over vigtige forskelle på luthersk kristendom og pietisme:
http://www.scholia.net/pdf%20and%20text%20files/pietism.pdf

De to riger(regimenter), lov og evangelium, kristendom og samfundsliv

Et af problemerne ved både liberalteologi, fundamentalismen, samt neoevangelikalisme og emergent-church-bevægelsen synes at være, at der ikke skelnes mellem de to regimenter og dermed heller ikke mellem lov og evangelium. Derved bliver evangeliet gjort lovisk. Evangeliet bliver ikke længere evangeliet om frelsen og syndernes forladelse alene.

For liberalteologien blev evangeliet alene til et budskab om moral, hvilket første til bl.a. den politiske teologi. Det var ikke længere nødvendigvis den bibelske moral, men udbredelse af verdslig retfærdighed blev set som udbredelse af det åndelige rige.

For fundamentalismen og pietismen blev det sådan, at udbredelse af moral og godhed blev set som identisk med udbredelsen af Guds rige. Man foragtede måske endda det verdslige regimente og isolerede sig fra samfundet.

Så vidt jeg kan læse emergent-church-bevægelsen ud fra McLarens "a Generous Orthodoxy" er det noget af det, den gør op med hos evangelikalismen og fundamentalismen. Problemet er blot, at den så, ligesom de liberale, identificerer social retfærdighed og barmhjertighed med mission og udbredelse af Guds rige. Den kan altså heller ikke skelne mellem de to regimenter og se det gode i begge.

Man beskylder så lutheranere for ikke at gå op i helliggørelse eller social retfærdighed, fordi vi ikke mener, at det er identisk med udbredelsen af Guds rige.

Men lutheranere er ikke imod social retfærdighed. Vi er ikke ghetto-pietister eller fundamentalister, der ikke interesserer os for verden. Og vi har aldrig været det. Men vi mener ikke, at det, at hjælpe vores næste i samfundet, er identisk med at udbrede evangeliet. Og vi mener faktisk at vi skal hjælpe vores næste selvom det ikke udbreder evangeliet, men for vores næstes skyld. For det er også Gud, der styrer den syndige verden med sin lov, og derfor er social retfærdighed og barmhjertighed godt. Men der må skelnes mellem Guds verdslige rige og hans åndelige rige. Det verdslige skal ikke foragtes, for det er Guds gode ordning og skabning.

Problemet ved de øvrige retninger er altså, at det åndelige og det verdslige klaskes sammen, så evangeliet bliver gjort lovisk eller Guds gode samfundsordninger og den borgerlige retfærdighed foragtes. Lutheranere erkender derimod, at de er borgere i to riger, som har samme hersker men forskellige formål, og at begge disse riger er gode til hvert deres formål. Som kristne er vi borgere af det åndelige regimente, men også borgere i det verdslige regimente.

mvh. Magnus

Veith om kristendom og kultur

Gene Edward Veith slår i artiklen "Two Kingdoms under One King: Towards a Lutheran Approach to Culture" i bogen Christ and Culture idn Dialogue (Concordia Academic Press 1999)til lyd for følgende analyse af forskellige kirkelige gruppers forhold til kulturen ud fra devisen: af verden, men ikke i verden. Her er lidt en blanding af hans artikel og mine tanker:

De liberale er både af verden og i verden. Dette gjaldt under modernismen, hvor man indoptog dennes tanker, og det gælder også under postmodernismen, hvor nogel, som tidligere var evangelikale indoptager postmodernismens tanker og derved er liberale.

Fundamentalisterne(herunder også anabaptister, d.e. amish, mennoniter etc.) er hverken af verden eller i verden. Man afsondrede sig helt og aldeles. Herunder kunne man nok også placere dele af den gamle pietisme.

Den tredje gruppe, de evangelikale, kunne man sige, er af verden, men ikke i verden. Man indoptager verdslige former og tanker i sit kirkeliv, men skaber alligevel et parallelsamfund ligesom fundamentalisterne.

Den sidste mulighed er at være af verden, men ikke i verden. Det er sådan luthersk kristendom bør forholde sig. Gudstjenesteformer og udtryk skal ikke styres af verdens smag og behag. Omvendt skal man heller ikke isolere sig, men være til stede i kald og stand, der, hvor man er sat og tjene med de gaver man har. Kristne skal øve indflydelse på kulturlivet og også gerne deltage i det, men verdslig kultur skal ikke styre kirkens former.

Kirken er transkulturel og skal ikke "kontekstualiseres". Men medlemmerne lever som borgere i to regimenter, det åndelige, kirken, og det verdslige, samfundet. Begge steder tjenes de af Gud og tjener ham igen. I Kirken betjenes de med hans ord og sakramenter og sendes så ud for at gøre gode gerninger og tjene næsten i det verdslige regimente. Og her tjener Gud dem også ved at give dem andre goder end de åndelige, ligesom de også tjener Gud i det åndelige regimente ved at vidne om evangeliet og støtte menighed og kirke med forbøn og ressourcer.

Moderne, postmoderne, præmoderne

Jeg er flere gange blevet beskyldt for at hænge fast i det moderne af postmoderne evangelikale kristne(emerging-church-tilhængere vil jeg tro). Det vidner om mangel på historisk fornemmelse, når man ikke kan se længere tilbage end til modernismen og helt har glemt, at ortodokse lutherske kristne bekæmpede den, ligesom vi nu også bekæmper postmodernismen. Det er ikke mere end et par år siden en (moderne?) bibelkritiker sagde til mig (på en overrasket og lidt nedladende måde): "Du er jo præ-moderne", hvilket jeg jo ikke kan benægte. At postmodernister nu kalder mig moderne forstår jeg ikke.

Og det er netop, hvad man kunne kalde ortodoks lutherdom: præ-moderne. Den falder helt udenfor både modernismen og postmodernismen. Den stammer fra dengang, da Gud efter syndefaldet åbenbarede sig for Adam og Eva og lovede dem, at Messias skulle knuse slangens hoved. Guds åbenbaring af sin vilje stod fast for Adam og Eva, så de kunne forstå den og sætte deres lid til den, og dens centrum var frelsen i Jesus Kristus, kvindens afkom.

Som præmoderne ortodoks konfessionel evangelisk-luthersk kristen sætter jeg hverken min lid til Kant og Descartes eller Derrida og Lyotard, men til Jesus Kristus og hans åbenbaring i den Hellige Skrift, som er en urokkelig ufejlbar klippe og et klart og tilstrækkeligt lys.

Sakramentsfornægtelse Del II -Forægtelse af Jesu legemes og blods sande og virkelige nærvær i den Hellige Nadver

De reformerte(Kalvinister, baptister etc.) benægter Jesu legemes og blods sande og virkelige nærvær i nadverens brød og vin. Jesu ord er enkle nok: "Dette er...". Grundene til at de reformerte benægter det, skal derfor ikke søges i skriften, som klart lærer det modsatte, men i de reformertes falske lære om, hvem Jesus er og i deres falske filosofiske forudsætninger. De reformertes falske lære om den hellige nadver viser bl.a. følgende vildfarelser:

1. at Jesus ikke er én uadskillelig gudmenneskelig person, hvis to naturer gennemsyrer hinanden. De reformerte deler Jesu person, fordi de ikke mener at det endelige kan rumme det endelige. Den menneskelige natur og dermed Jesu legeme og blod kan derfor, ifølge reformerte, ikke have del i guddommelige egenskaber såsom allestedsnærværelse. Den rette lære herom er, at Jesus er én gudmenneskelig person, hvis to naturer er forenet i én person, som dermed har del i både guddommelige og menneskelige egenskaber. Derfor er det både sandt, at "Gud udgød sit blod"(Apg. 20,28) og at Jesu legeme og blod har del i allestedsnærværelse, samt at Jesus gjorde undere i kraft af sin guddommelighed. De reformerte benægter reelt inkarnationen; at Gud blev menneske.

2. De reformerte benægter desuden -igen på grund af det filosofiske princip om, at det endelige ikke kan rumme det endelige- at nadveren og alle nådemidlerne i øvrigt, virkelig uddeler og giver, hvad de siger: syndernes forladelse og den Hellige Ånd. De reformerte fornægter her skriftens klare lære og frarøver kristne den trøst, som nådemidlerne giver, som uddeling af frelsen.

3. I stedet gør de reformerte nådemidlerne til lovgerninger eller opfinder nye nådemidler, som de bruger som lovgerninger. Nadveren bliver set som et mindemåltid, hvor mennesker mindes Jesus; den bliver altså en rent menneskelig gerning: noget vi gør for Gud, i stedet for et nådemiddel: noget Gud gør for os. Eller man gør f.eks. bønnen, idag ofte forbønnen med håndspålæggelse, til et nådemiddel, som skal give vished og sikkerhed gennem oplevelser forbundet hermed. I stedet for at stole på Guds ydre nådemidler, stoler man på sine egne gerninger og egne oplevelser.

4. som en konsekvens af disse ting undergraves retfærdiggørelseslæren, den lære, hvormed kirken står og falder. Hvis Jesu legeme og blod ikke kan være til stede i brød og vin, hvordan kan det så sone verdens synder. For kalvinisterne får det den konsekvens, at Jesus kun døde for de udvalgte. For de, som lærer en fri vilje, får det den konsekvens, at mennesket må lægge lidt til Jesu gerning, nemlig ved at gøre brug af sin frie vilje og beslutte sig for at følge Jesus, før de kan vide sig frelst.

At fornægte sakramenterne er altså ikke blot at fornægte småting. Det åbenbarer dybereliggende vranglære og er i sig selv væsentlige udtryk for falsk lære, da sakramenterne sammen med ordet er de nådemidler, hvormed Gud vil frelse os og bevare os hos Kristus. At anse det for at være småting viser i sig selv, at man ikke har forstået dem. Hvis man tager Guds lov alvorligt, vil man se sine synder, og så har man brug for alle nådens midler. Da vil man indse, at dåben og nadveren ikke er småting. I anfægtelserne over ens synder, er de en klippe, man kan leve og dø på, for her uddeler Kristus sin frelse til hver enkelt.

Sakramentsfornægtelse Del I

Hvilke fornægtelser følger af sakramentsfornægtelsen? Del I. Dåbsfornægtelse:

Drejer forholdet mellem lutheranere og andre protestanter sig alene om sakramenterne, eller er der er også her en dyb sammenhæng i læren, så falsk lære om sakramenterne også medfører falsk lære i andre spørgsmål.

Lad os begynde med dem, som benægter dåbens genfødende kraft, her specielt dem, som ikke vil døbe børn(baptister, pinsefolk etc.). Argumenterne er som regel, at børn ikke kan tro, at de ikke har brug for at blive døbt, og at dåben ikke frelser.

Hvilke dogmer benægtes hermed? Her er et bud:

1. Arvesynden, herunder både menneskets trælbundne vilje, som gør, at det af naturen er Guds fjende, samt arveskylden, at alle mennesker af naturen allerede er under Guds dom og vrede, fordi de har arvet Adams skyld. Begge sider af arvesynden læres utallige steder i Den Hellige Skrift, t.eks. Joh 3(specielt vers 5 f.), Rom 5,12f og Ef 2,1-3. Disse to sider af arvesynden benægtes, når man benægter børnenes behov for dåben, og når man gør dåben til en blot ydre bekendelseshandling, som mennesket udfører frem for et nådemiddel, hvorigennem Gud frelser og genføder.

2. Nådemidlernes kraft, dvs. Guds ords kraft til at skabe troen og uddele syndernes forladelse og Helligånden. Nådemidlerne, her specielt dåben, gøres til gerninger, mennesket gør for at tjene Gud frem for Guds nådemidler til at frelse mennesket. Troen selv bliver en lovgerning og ikke en tom hånd, som modtager syndernes forladelse i Kristus. Oplevelser eller ens egne gerninger bliver til nådemidler. Denne benægtelse af nådemidlernes kraft bunder dybest set i en fornægtelse af:

3. Inkarnationens fulde konsekvens, nemlig at de to naturer i Kristus er fuldt forenet i en person og dermed delagtige i hinandens egenskaber og gerninger. Foragten for det ydre ord og ydre midler, såsom dåb og nadver, bygger på et filosofisk princip om, at det endelige ikke kan rumme det uendelige. Den yderste konsekvens af dette princip er, at Jesu to naturer ikke kan være fuldt ud forenet og at ApG Dermed tager fejl, når den hævder, at det blod, som blev udgydt på korset var Guds blod.

4. Retfærdiggørelsen, d.e. Frelsen, af nåde alene, for Kristi skyld alene, gennem troen alene. Den artikel, hvormed kirken står og falder, bringes i fra, når dåbens kraft fornægtes, fordi troen gøres til en god gerning, som sker af delvis fri vilje, og er dermed ikke mere blot et modtagelsesredskab for tilgivelsen i Kristus. Når inkarnationens konsekvenser benægtes, undermineres den objektive side af retfærdiggørelsen, nemlig, at Kristus har forsonet Guds vrede fuldt ud og erhvervet os en evig retfærdighed, for hvis Kristi blod ikke er Guds blod, hvordan kan det så betale for alle verdens synder og forsone den evige Gud selv, hvis retfærdighed er evig og absolut. Når nådemidlernes kraft benægtes, gøres troen usikker. Hvis ikke syndernes forladelse reelt tilbydes og gives gennem ydre midler, er vi tvunget til at se ind i os selv efter tegn på vores frelse, hvilket fører til loviskhed og fortabelse.

Er disse dogmer blot mindre spørgsmål. Nej, som vist, medfører de, at den artikel, hvormed kirken står og falder, bringes i fare. Dermed bringes troen i fare og mennesker går fortabt!

Vi mennesker kan ikke se, hvem der har en sand tro, og der kan meget vel være sandt troende i vranglærende kirkesamfund, men vi kan og skal bedømme enhver lære og lærer på grundlag af Den Hellige Skrift, og sakramentsfornægtelse er falsk lære, som medfører, at mennesker går fortabt. Derfor skal den bekæmpes og derfor fordømmes den i vor lutherske bekendelse!

Pietismens kendetegn

Kennzeichen des Pietismus
På den tyske Immanuel-Gemeindes hjemmeside er en udemærket oversigt over pietismens kendetegn, hvor man ser livet som stående over læren og dermed sætter lovens anden tavle over den første.