tirsdag, august 28, 2007

'Lov og evangelium' og vækkelsesbevægelserne

Nu og da hører jeg yngre mennesker med baggrund i vækkelsesbevægelserne i statskirken (IM, LM osv.), som har et behov for at distancere sig fra denne baggrund, rette deres skyts mod luthersk teologi, som de identificerer med denne baggrund.

Sådan har jeg i tidens løb hørt en del kritik af begrebsparret 'lov og evangelium' med henvisning til nogle teltemøder(mener jeg) og noget missionshusforkyndelse med en masse lov og lidt evangelium til sidst.

Jeg skal ikke gøre mig klog på hverken nutidens eller tidligere tiders missionshusforkyndelse. Min viden derom er er primært på anden hånd. Jeg vil alligevel gerne udfordre sammenkædningen med den lutherske skelnen mellem lov og evangelium. Jeg har nemlig svært ved at genkende den lutherske skelnen mellem lov og evangelium i det billede, der tegnes fra disse 'post/neo-pietister', eller hvad man nu skal kalde dem.

Jeg vil dog vove den påstand ud fra mit begrænsede kendskab til forkyndelsen i disse sammenhænge, at problemet ikke har været den klare skelnen mellem lov og evangelium, men snarere manglen på samme eller måske snarere forsimplingen og forvanskningen af denne skelnen, delvist på grund af den udbredte brug af lægprædikanter. Lægprædikanter kender dels oftest ikke menigheden, fordi de måske kun er der en aften; og dels er de ikke prøvede, om de kender hele den sande lære, sådan som retteligt kaldede hyrder og lærere er det (eller burde være).

Er det man vender sig mod ikke snarere en prædiken med 95% lovens dom over synden og så til sidst 5% lov om at man skal beslutte sig for at følge Jesus/tage imod Jesus som sin Herre og frelser/omvende sig/invitere Jesus ind i sit hjerte eller hvordan synergismen nu har vist sig(synergismen= tanken om at mennesket kan medvirke til sin egen omvendelse). Det man vender sig mod er et forfalsket og forsimplet skema og ikke den rette skelnen mellem lov og evangelium.

Man bør da snarere vende sig mod synergismen, som er det egentlige og dybereliggende problem. Man bør vende sig mod ethvert forsøg på at gøre troen til en præstation, en lovgerning og i stedet få øjnene op for Guds nådemidler, som rækker syndernes forladelse og Helligånden her og nu. Det er det alene, der kan overvinde uvisheden uhyre, som synergismen fodrer, uanset om det er i form af lov-lov-prædikener eller felt-needs-lov-prædikener.

Teglgaards Hjørne

Min kære hustru har bidt maskinstormeren i sig og oprettet en blog om litteratur og historie: Teglgaards Hjørne

søndag, august 19, 2007

Pietismens specielle karakteristika

Iflg. Ernst Valentin Löscher, ortodoksiens forkæmper mod Halle-pietismen, iflg. første del af hans Timotheus Verinus:

1. Fromt udseende indifferentisme overfor tro og lære.
2. Foragt overfor nådemidlerne, herunder et subjektivistiske skriftsyn.
3. Foragt for embedet
4. Sammenblanding af retfærdigheden ved tro og gerninger
5. Millenialisme - troen på et jordisk tusindårsrige.
6. Terminisme - troen på, at et menneskes nådetid kunne stoppe før døden.
7. Precisionisme - at lave menneskebud af adiaphora, herunder at mene, at enhver kærlighed til skabingen er en synd og at spil, dans, komedier og vittigheder er forbudt.
8. Mystik. Sammenblanding af nåde og natur, sjæl og ånd; troen på en guddommelig rest i mennesket og guddommeliggørelse af mennnesket samt at lade alt bero på den indre erfaring.
9. reformatisme - afskaffelse af kirkens støtter og de kirkelige ordninger.

Med undtagelse af måske pkt. 6 er de ikke uden relevans i dag.

lørdag, august 18, 2007

Augsburgske: Kaj Mogensen og fortabelsen (III)

Augsburgske: Kaj Mogensen og fortabelsen (III)

Et alvorligt opgør fra Dr. Spids med bl.a. Menighedsfakultetets formands holdning til Kaj Mogensen, som indbærer udlydighed mod Guds ord på samme måde som Kaj Mogensen. Interessant og tankevækkende indlæg.

Min bog-blog kører igen

Jeg vil lige gøre opmærksom på, at min blog om luthersk litteratur kører igen efter at have stået stille i lang tid.

mandag, august 13, 2007

Den postmoderne inkvisition

Både i verden og i kirken er vi i dag vidne til et postmoderne trospoliti.

Verdens postmoderne trosp0liti
I verden anføres det af rabiate sækularister som Naser Khader, der som muslim vil blande sig i andre trossamfunds indre anliggende - bl.a. i spørgsmålet om vielse af homoseksuelle partnerskaber, og når han kræver religion underordnet demokratiet.

Som muslim kan Khader ikke skelne mellem det åndelige og det verdslige regimente - derfor må han guddommeligegøre en bestemt samfundsordning, ligesom de fundamentalister, han hævder at bekæmpe. Derfor kræver han andre religioner disciplineret under sine postmoderne sækularistiske statsreligion.

Kirkens postmoderne trospoliti
I kirken anføres dette postmoderne tropoliti af ofte evangelikale, der har ladet sig forføre af postmodernismen, ligesom de evangelikale tidligere lod sig forføre af modernismen. Her slår man hårdt ned på dem, der mener at Guds ord er klart og tilstrækkeligt i alle lærespørgsmål, så man sikkert kan vide, hvad Guds ord lærer.

Måske har de en minimustroslære - men baggrunden for den er den laveste læremæssige fællesnævner mellem dem, der deler den evangelikale/pietistiske fromhedstradition.

Baggrunden er, at evangelikalisme og pietisme mener at vide, hvem der er sande kristne på baggrund af nogle fromhedsudtryk. Modsat vil de benægte, at man med sikkerhed kan vide, hvad der er sand kristendom.

Når en præ/u-moderne lutheraner eller andre drister sig til at hævde at man kan vide, hvad der er sand kristendom - og ikke blot i teorien - men også rent faktisk hævder at vide det, bryder et ramaskrig ud og man beskyldes for hovmod og andre grimme ting.

Den postmodernismen, som giver sig ud for at være tolerancens bannerfører, viser sig pludselig som intolerancens og snæversynets højborg. Her respekterer man ikke andres ret til at tage fejl, hvis de altså tør siger, hvad de mener er sandt - og falsk.

Luthersk Kristendom og den postmoderne inkvisition
Luthersk kristendom er efter sit væsen ikke blot tetisk/didaktisk men også antitetisk/polemisk. Sandheden kan kun hævdes ren og klar, når den falske lære forkastes.

Den lutherske kirke hævder skriftens klarhed, ikke blot som noget teoretisk og passivt, men som en aktiv klarhed, som oplyser menneskesindet.

Den lutherske kirke hævder Skriftens ydre klarhed og sprogets evidens som baggrund for læren. Det er muligt at slutte sig til, hvad sand kristendom er og forkaste den falske.

Derfor må den lutherske kirke stå i et modsætningsforhold til den postmoderne inkvisition i kirken og i verden.

Den lutherske kirke og friheden
Modsat den sækularistiske inkvisition og Islam hævder den lutherske kirke, at samfundet skal styres efter den naturlige lov og fastholder andre menneskers ret til at tage fejl - og gå fortabt. Hverken sækularisme eller kristendom skal påtvinges

Og modsat den kirkelige inkvisition hævder den lutherske kirke andre kirkers menneskelige ret til at tage fejl. Den tager andres synspunkter så alvorligt, at den også tager dem for pålydende - og gendriver dem. Den er ikke ligegyldig overfor uenigheder men tager andres bekendelse så alvorligt, at den ikke vil have kirkeligt fællesskab med dem, der lærer falsk eller tilhører vranglærende kirkesamfund. Men det sker netop af respekt for såvel Guds ord som andre kristnes bekendelse.

Den lutherske kirke hævder ikke, selvom den bliver beskyldt for det, at alle dem, der tilhører vranglærende kirkesamfund går fortabt. Tværtimod, så fastholder den lutherske kirke, at den sande kirke er usynlig. Dét, den lutherske kirke bedømmer, er læren. Den kan derimod bedømmes i Skriftens klare lys, så man kan skelne mellem retlærende og vranglærende kirker.

søndag, august 12, 2007

Den Lutherske Kirke og helliggørelsen

Walthers tese XXIII i hans aftenforedrag om lov og evangelium beskriver på glimrende måde, hvordan lov og evangelium sammenblandes, når man ved lovens krav snarere end evangeliet forsøger at få de genfødte til at gøre gode gerninger:
Thesis XXIII.

In the nineteenth place, the Word of God is not rightly divided when an attempt is made by means of the demands or the threats or the promise of the Law to induce the unregenerate to put away their sins and engage in good works and thus become godly; on the other hand, when a endeavor is made, by means of the commands of the Law rather than by the admonitions of the Gospel, to urge the regenerate to do good.
Og længere nede i foredraget:

Let no minister think that he cannot induce the unwilling to do God’s will by preaching the Gospel to them and that he must rather preach the Law and proclaim the threatenings of God to them. If that is all he can do, he will only lead his people to perdition. Rather than act the policeman in his congregation, he ought to change the hearts of his members in order that they may without constraint do what is pleasing to God with a glad and cheerful heart. A person who has a real understanding of the love of God in Christ Jesus is astonished at its fire, which is able to melt anything in heaven and on earth. The moment he believes in this love he cannot but love God and from gratitude for his salvation do anything from love of God and for His glory. It is a useless effort to try to soften with laws and threatenings such hearts as are not melted by having the love of God in Christ Jesus presented to them.

Læs mere i
Walther’s Law and Gospel, Lecture 37

Læs også resten af denne klassikker, som godt kan tåle at blive læst og genlæst mange gange. Johnt T. Pless fra Concordia Theological Seminary har skrevet denne lille bog, der gennemgår Walthers teser og trækker linjer op til i dag - også en anbefalelsesværdig bog.

Den Lutherske Kirke og Helligånden

Undertiden kan man høre ikke-lutherske eller pseudo-lutherske kristne påstå, at den luthersk teologi og trosliv ignorerer eller nedtoner Helligånden. Jeg vil hævde, at det forholder sig lige modsat. Ingen vægter Helligåndens gerning så højt som den lutherske kirke.

Den lutherske kirke fastholder overfor sværmernes dyrkelse af egne kræfter og egen åndelighed, at alene Helligånden gennem nådens hellige midler formår at opvække et menneske fra åndlig død. Alene den lutherske kirke fastholder, at et menenske, som er født af kød, må genfødes ved Helligånden for at blive frelst, og at en sådan genfødelse alene er Helligåndens gerning gennem ord og vand.

Synergister hævder herimod, at mennesket ikke helt dødt og har lidt ånd i sig, så det selv kan hjælpe til med at blive genfødt og opvakt. Spiritualister sammenblander deres egen ånd med Guds ånd, når de søger åndens virkninger ved at kigge ind i sig selv.

Den Lutherske Kirke prædiker syndernes forladelse for Kristi skyld alene, men den nøjes ikke med at informere om Kristi gerning på korset og overlade menensker til sig selv. Nej, den uddeler syndernes forladelse her og nu. Helligånden virker ved evangeliet og tilsiger syndernes forladelse i det ydre ord.

Derfor har den lutherske kirke også fastholdt skriftemålet. For her, ligesom i ordet og de øvrige sakramenter forlades synden her og nu på Guds vegne.
Prædikeembedet er en forligelsens tjeneste, hvor præsten uddeler syndernes forladelse her og nu til syndere. Og herigennem virker Helligånden tro på evangeliet.

Den Lutherske Kirke er den sande pinsekirke!

tirsdag, august 07, 2007

Evangeliet om de kristne eller om Kristus II

Følgende slogans kan dække over det falske evangelium om de kristnes gode gerninger:

Walk the Talk
Deeds not creeds
Don't say it, show it
Jeg vil prædike evangeliet om nødvendigt med ord

Hvis man tror, at evangeliet kan forkyndes med ens gode gerninger, tror man på et falsk evangelium. Gerninger kan højest give et hint om ens tros alvor og virkelighed, men de kan ikke forkynde troens objekt, syndernes forladelse i Jesus Kristus, som er det evangelium, der alene kan frelse mennesker.

For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft 1. Kor 1,18

mandag, august 06, 2007

Evangeliet om de kristne eller om Kristus

Med det ene ører sidder jeg og hører en udsendelse om "evangelisterne", som DR2 har døbt den evangelikale bevægelse - måske som en slags kulturradikal bevidst demonstration af uvidenhed om kirkelige forhold.

Her hører jeg så endnu engang det ny-evangelikale evangelium forkyndt: "Hvis man afspejler Kristus i sit liv, får mennesker lyst til at blive kristne. " (Husker ikke den præcise formulering).

Det er evangeliet om, hvor gode og kærlige de kristne er, som tiltaler den indre farisæer, som gerne vil høre et evangelium om, hvor gode mennesker kan blive. Der var ikke et ord om Kristi forsoning af Guds vrede - eller om Kristus i det hele taget.

Dette evangelium er falsk og fører mennesker til helvede!

Der er intet menneske, der bliver en sand kristen af at få lyst til at blive hellig, ligesom de kristne.

Jeg har selv hørt såkaldte søgervenlige prædikener, som i stedet for at forkynde evangeliet, forkynder om de kristne. Desværre fører en sådan falsk forkyndelse til at mennesker forhærder sig overfor det sande evangelium, da de bekræftes i deres loviskhed.

fredag, august 03, 2007

Lov og evangelium

Pietismens saftevandsblanderi
Pietismen ser fejlagtigt forholdet mellem lov og evangelium, mellem tro og gerninger ligesom at lave et glas saftevand. De diskuterer blandingsforholdet. Det ene år, er der nogen, der synes, at loven er for stærk og vil have den fortyndet med evangeliets friske vand. Det næste år er der nogen, der er trætte af at høre om nåden, og så vil de have loven blandet med evangeliet. Sådan svinger pietismen som et pendul. De kan så diskutere det rette blandingsforhold med hinanden - hvor meget der skal forkyndes om nåden og om gerningerne. På den måde er aktivisme/moralisme og antinomisme to sider af samme sag. De diskuterer blandingsforholdet, men fælles for dem er, at de blander det sammen.

Lutherdommens salt og vand
Guds ord og den lutherske kirke ser i stedet forholdet mellem lov og evangelium som et forhold mellem salt og vand. Saltet skal gøre os tørstige efter evangeliet, som giver os frimodighed til at tjene og glæde ved Guds lov. Begge dele er nødvendige, men de tjener hver sin funktion. Uden saltet bliver man ikke tørstig, men er man blevet tørstig, skal man ikke have mere salt men have slukket tørsten med evangeliets kølige og rene vand. Hvis vandet og saltet derimod blandes sammen bliver det udrikkeligt. Men bruges de hver for sig til hver sit formål, bliver de til stor velsignelse.

Augsburgske citater om N.P. Grunnet og læren om kirkefællesskab

Augsburgske citater

Her ligger et interessant blogindlæg af Dr. Spids om N.P. Grunnet, som stiftede Den evangelisk-lutherske Frikirke i Danmark og som praktiserede den lutherske lære om kirkefællesskab. Til sidst aktualiseres det med en kommentar til ELFK's praksis i dag, hvor den har kirkefællesskab med vranglærende kirkesamfund som f.eks. missourisynoden.

onsdag, august 01, 2007

Kirkens synlige og usynlige side

Kirken har to sider - en synlig og en usynlig.

Kirkens usynlige side, er kirken i egentlig forstand, den Hellige Almindelige Kirke, eller som Den Augsburgske Bekendelses artikel 7 siger: "kirken er de helliges forsamling". Det er det, man kunne kalde kirkens "hvem". Fordi vi mennesker ikke kan se troen, er kirkens "hvem" usynligt.

Kirkens synlige side er det, den Augsburgske Bekendelse fortsætter med: "i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes rettelig." Ordets rette forkyndelse og sakramenternes rene forvaltning er dét, der skaber og opretholder troen(Matth 28,20). Dermed er de også synlige kendetegn på kirken(som sådan nævnes de også i ApG 2 sammen med bønnerne - gudstjeneste - og fællesskabet). Det er det, man kunne kalde kirkens "hvor". Vi kan erkende, hvor kirken er. Det er den menighed, hvor Guds ord forkyndes rent og purt og hvor sakramenterne forvaltes efter Kristi indstiftelse. Derfor er den sande synlige kirke den, hvori Guds ord læres ret og sakramenterne forvaltes retteligt, dvs. den retlærende evangelisk-lutherske kirke. I Danmark vil det sige Augustanakirken og dens kirkefællesskab.

Så findes der også samfund, hvori der forkyndes så meget af evangeliet, at mennesker kan komme til tro, men hvor der læres i strid med Guds ord og sakramenterne ikke forvaltes ret. De kan stadig kaldes kristne kirker og er en del af den synlige kirke i en forstand, ligesom pavekirken også kan kaldes Guds tempel i 2. Thess. 2,4.

Disse kirkesamfund og menigheder eksisterer imod Guds vilje men med hans tilladelse for at prøve de helliges trofasthed (1. Kor 11,19). Kristne skal flygte fra dem for deres saligheds skyld (Rom 1617), men samtidig kan alle medlemmer heri ikke frakendes kristennavnet.

Der er medlemmer af den hellige almindelige og usynlige kirke i disse samfund, men det er ikke op til os at bedømme, hvem der har en sand tro. Dét, vi kan afgøre, er om Guds ord forkyndes ret og sakramenterne forvaltes efter Kristi indstiftelse, dvs. kirkens "hvor". Det er enhver kristens pligt at bedømme læren på baggrund af Guds klare ord i Skriften.