De to regimenter og sækularismen

De sidste par år har man kunnet høre og læse en del om forholdet mellem religion og politik. Det er god luthersk tradition, at disse skal adskilles. Gud er herre begge steder, men samfundet skal styres efter den naturlige lov og fornuften, ikke det åbenbarede ord og evangeliet. Der skal ikke oprettes noget teokrati og mennesker skal ikke påtvinges den sande lære. Evangelieteksten til på søndag om at give kejserens, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, handler netop om dette.

Det er interessant, at den mand, der fik kongen til at indføre religionsfrihed for baptisterne få år før grundloven, var den ortodokse lutherske teolog, Andreas Gottlob Rudelbach, som også arbejdede for en fuldstændig adskillelse af stat og kirke. Den teologisk mere liberale biskop Mynster ønskede derimod en stærk statskirke.

Det burde være let at se, at Islam ikke kender til denne skelnen. Her ønsker man et teokrati, et tusindårsrige ligesom i ideologier såsom kommunisme og Nazisme, som også vil regere samvittighederne. Sådan var det også på mange måder i det gamle hedenskab, hvor statens guder var garanten for samfundet og derfor måtte dyrkes. Eller staten blev guddommeliggjort i form af kejserdyrkelse og detslige. Alt sammen sammenblanding af Guds verdslige og åndelige regimenter.

Sækularismen i vor tid er på mange måder en reaktion mod den islamiske sammenblanding af religion og politik. Desværre begår den ofte samme fejltagelse. Det gør den, når den ønsker religion ud af det offentlige rum eller vil kræve, at man sætter demokratiet over religion.

Det er sandt, at religiøs argumentation ikke bør bruges i en politisk debat. Her har modstandere af fri abort gjort en stor fejl og i øvrigt skudt os selv i foden. Fri abort er ikke et spørgsmål om religion, men om menneskerettigheder.

Det er også sandt, at demokratiet ikke skal underordne sig under sine borgeres religion og at man skal indordne sig under samfundets love, hvis man vil bo i Danmark. Men når man hævder, at det offentlige rum kun er til politik, angriber man dybest set religions- og ytringsfriheden. For denne frihed indebærer friheden til at missionere - ikke kun for sækularister. Ytringsfriheden indbærer også friheden til at fordømme og forkaste falsk gudsdyrkelse. Hvor denne frihed anfægtes - ofte i tolerancens navn- anfægtes samvittigheds- og ytringsfriheden.

Og når man kræver, at mennesker skal sætte demokratiet over deres religion, vil man regere samvittighederne og hjerterne. Da går staten ud over sit mandat og guddommeliggør sig selv, ligesom staten i teokratier og utopier gør. Det strider i virkeligheden også imod demokratiet at ville regere samvittighederne på den måde.

Den postmoderne inkvisition

Både i verden og i kirken er vi i dag vidne til et postmoderne trospoliti.

Verdens postmoderne trosp0liti
I verden anføres det af rabiate sækularister som Naser Khader, der som muslim vil blande sig i andre trossamfunds indre anliggende - bl.a. i spørgsmålet om vielse af homoseksuelle partnerskaber, og når han kræver religion underordnet demokratiet.

Som muslim kan Khader ikke skelne mellem det åndelige og det verdslige regimente - derfor må han guddommeligegøre en bestemt samfundsordning, ligesom de fundamentalister, han hævder at bekæmpe. Derfor kræver han andre religioner disciplineret under sine postmoderne sækularistiske statsreligion.

Kirkens postmoderne trospoliti
I kirken anføres dette postmoderne tropoliti af ofte evangelikale, der har ladet sig forføre af postmodernismen, ligesom de evangelikale tidligere lod sig forføre af modernismen. Her slår man hårdt ned på dem, der mener at Guds ord er klart og tilstrækkeligt i alle lærespørgsmål, så man sikkert kan vide, hvad Guds ord lærer.

Måske har de en minimustroslære - men baggrunden for den er den laveste læremæssige fællesnævner mellem dem, der deler den evangelikale/pietistiske fromhedstradition.

Baggrunden er, at evangelikalisme og pietisme mener at vide, hvem der er sande kristne på baggrund af nogle fromhedsudtryk. Modsat vil de benægte, at man med sikkerhed kan vide, hvad der er sand kristendom.

Når en præ/u-moderne lutheraner eller andre drister sig til at hævde at man kan vide, hvad der er sand kristendom - og ikke blot i teorien - men også rent faktisk hævder at vide det, bryder et ramaskrig ud og man beskyldes for hovmod og andre grimme ting.

Den postmodernismen, som giver sig ud for at være tolerancens bannerfører, viser sig pludselig som intolerancens og snæversynets højborg. Her respekterer man ikke andres ret til at tage fejl, hvis de altså tør siger, hvad de mener er sandt - og falsk.

Luthersk Kristendom og den postmoderne inkvisition
Luthersk kristendom er efter sit væsen ikke blot tetisk/didaktisk men også antitetisk/polemisk. Sandheden kan kun hævdes ren og klar, når den falske lære forkastes.

Den lutherske kirke hævder skriftens klarhed, ikke blot som noget teoretisk og passivt, men som en aktiv klarhed, som oplyser menneskesindet.

Den lutherske kirke hævder Skriftens ydre klarhed og sprogets evidens som baggrund for læren. Det er muligt at slutte sig til, hvad sand kristendom er og forkaste den falske.

Derfor må den lutherske kirke stå i et modsætningsforhold til den postmoderne inkvisition i kirken og i verden.

Den lutherske kirke og friheden
Modsat den sækularistiske inkvisition og Islam hævder den lutherske kirke, at samfundet skal styres efter den naturlige lov og fastholder andre menneskers ret til at tage fejl - og gå fortabt. Hverken sækularisme eller kristendom skal påtvinges

Og modsat den kirkelige inkvisition hævder den lutherske kirke andre kirkers menneskelige ret til at tage fejl. Den tager andres synspunkter så alvorligt, at den også tager dem for pålydende - og gendriver dem. Den er ikke ligegyldig overfor uenigheder men tager andres bekendelse så alvorligt, at den ikke vil have kirkeligt fællesskab med dem, der lærer falsk eller tilhører vranglærende kirkesamfund. Men det sker netop af respekt for såvel Guds ord som andre kristnes bekendelse.

Den lutherske kirke hævder ikke, selvom den bliver beskyldt for det, at alle dem, der tilhører vranglærende kirkesamfund går fortabt. Tværtimod, så fastholder den lutherske kirke, at den sande kirke er usynlig. Dét, den lutherske kirke bedømmer, er læren. Den kan derimod bedømmes i Skriftens klare lys, så man kan skelne mellem retlærende og vranglærende kirker.

De to riger(regimenter), lov og evangelium, kristendom og samfundsliv

Et af problemerne ved både liberalteologi, fundamentalismen, samt neoevangelikalisme og emergent-church-bevægelsen synes at være, at der ikke skelnes mellem de to regimenter og dermed heller ikke mellem lov og evangelium. Derved bliver evangeliet gjort lovisk. Evangeliet bliver ikke længere evangeliet om frelsen og syndernes forladelse alene.

For liberalteologien blev evangeliet alene til et budskab om moral, hvilket første til bl.a. den politiske teologi. Det var ikke længere nødvendigvis den bibelske moral, men udbredelse af verdslig retfærdighed blev set som udbredelse af det åndelige rige.

For fundamentalismen og pietismen blev det sådan, at udbredelse af moral og godhed blev set som identisk med udbredelsen af Guds rige. Man foragtede måske endda det verdslige regimente og isolerede sig fra samfundet.

Så vidt jeg kan læse emergent-church-bevægelsen ud fra McLarens "a Generous Orthodoxy" er det noget af det, den gør op med hos evangelikalismen og fundamentalismen. Problemet er blot, at den så, ligesom de liberale, identificerer social retfærdighed og barmhjertighed med mission og udbredelse af Guds rige. Den kan altså heller ikke skelne mellem de to regimenter og se det gode i begge.

Man beskylder så lutheranere for ikke at gå op i helliggørelse eller social retfærdighed, fordi vi ikke mener, at det er identisk med udbredelsen af Guds rige.

Men lutheranere er ikke imod social retfærdighed. Vi er ikke ghetto-pietister eller fundamentalister, der ikke interesserer os for verden. Og vi har aldrig været det. Men vi mener ikke, at det, at hjælpe vores næste i samfundet, er identisk med at udbrede evangeliet. Og vi mener faktisk at vi skal hjælpe vores næste selvom det ikke udbreder evangeliet, men for vores næstes skyld. For det er også Gud, der styrer den syndige verden med sin lov, og derfor er social retfærdighed og barmhjertighed godt. Men der må skelnes mellem Guds verdslige rige og hans åndelige rige. Det verdslige skal ikke foragtes, for det er Guds gode ordning og skabning.

Problemet ved de øvrige retninger er altså, at det åndelige og det verdslige klaskes sammen, så evangeliet bliver gjort lovisk eller Guds gode samfundsordninger og den borgerlige retfærdighed foragtes. Lutheranere erkender derimod, at de er borgere i to riger, som har samme hersker men forskellige formål, og at begge disse riger er gode til hvert deres formål. Som kristne er vi borgere af det åndelige regimente, men også borgere i det verdslige regimente.

mvh. Magnus

Veith om kristendom og kultur

Gene Edward Veith slår i artiklen "Two Kingdoms under One King: Towards a Lutheran Approach to Culture" i bogen Christ and Culture idn Dialogue (Concordia Academic Press 1999)til lyd for følgende analyse af forskellige kirkelige gruppers forhold til kulturen ud fra devisen: af verden, men ikke i verden. Her er lidt en blanding af hans artikel og mine tanker:

De liberale er både af verden og i verden. Dette gjaldt under modernismen, hvor man indoptog dennes tanker, og det gælder også under postmodernismen, hvor nogel, som tidligere var evangelikale indoptager postmodernismens tanker og derved er liberale.

Fundamentalisterne(herunder også anabaptister, d.e. amish, mennoniter etc.) er hverken af verden eller i verden. Man afsondrede sig helt og aldeles. Herunder kunne man nok også placere dele af den gamle pietisme.

Den tredje gruppe, de evangelikale, kunne man sige, er af verden, men ikke i verden. Man indoptager verdslige former og tanker i sit kirkeliv, men skaber alligevel et parallelsamfund ligesom fundamentalisterne.

Den sidste mulighed er at være af verden, men ikke i verden. Det er sådan luthersk kristendom bør forholde sig. Gudstjenesteformer og udtryk skal ikke styres af verdens smag og behag. Omvendt skal man heller ikke isolere sig, men være til stede i kald og stand, der, hvor man er sat og tjene med de gaver man har. Kristne skal øve indflydelse på kulturlivet og også gerne deltage i det, men verdslig kultur skal ikke styre kirkens former.

Kirken er transkulturel og skal ikke "kontekstualiseres". Men medlemmerne lever som borgere i to regimenter, det åndelige, kirken, og det verdslige, samfundet. Begge steder tjenes de af Gud og tjener ham igen. I Kirken betjenes de med hans ord og sakramenter og sendes så ud for at gøre gode gerninger og tjene næsten i det verdslige regimente. Og her tjener Gud dem også ved at give dem andre goder end de åndelige, ligesom de også tjener Gud i det åndelige regimente ved at vidne om evangeliet og støtte menighed og kirke med forbøn og ressourcer.

Moderne, postmoderne, præmoderne

Jeg er flere gange blevet beskyldt for at hænge fast i det moderne af postmoderne evangelikale kristne(emerging-church-tilhængere vil jeg tro). Det vidner om mangel på historisk fornemmelse, når man ikke kan se længere tilbage end til modernismen og helt har glemt, at ortodokse lutherske kristne bekæmpede den, ligesom vi nu også bekæmper postmodernismen. Det er ikke mere end et par år siden en (moderne?) bibelkritiker sagde til mig (på en overrasket og lidt nedladende måde): "Du er jo præ-moderne", hvilket jeg jo ikke kan benægte. At postmodernister nu kalder mig moderne forstår jeg ikke.

Og det er netop, hvad man kunne kalde ortodoks lutherdom: præ-moderne. Den falder helt udenfor både modernismen og postmodernismen. Den stammer fra dengang, da Gud efter syndefaldet åbenbarede sig for Adam og Eva og lovede dem, at Messias skulle knuse slangens hoved. Guds åbenbaring af sin vilje stod fast for Adam og Eva, så de kunne forstå den og sætte deres lid til den, og dens centrum var frelsen i Jesus Kristus, kvindens afkom.

Som præmoderne ortodoks konfessionel evangelisk-luthersk kristen sætter jeg hverken min lid til Kant og Descartes eller Derrida og Lyotard, men til Jesus Kristus og hans åbenbaring i den Hellige Skrift, som er en urokkelig ufejlbar klippe og et klart og tilstrækkeligt lys.

emergent church

Pless kommer her ind på dette nye skud på den evangelikale kirkevækstsstamme og tager det under luthersk behandling:

www.ctsfw.edu/events/symposia/papers/sym2006pless.pdf

luthersk ortodoksi eller moralisme

Den brede folkekirke tror ikke længere på Guds lov. Dette reagerer den såkaldte kirkelige højrefløj samt diverse frikirker imod, ligesom de i gamle dage reagerede mod liberalteologien, som mente, at kristendom blot handlede om moral og ikke om den i biblen nedfældede lære om Guds frelse.
Men tror den kirkelige højrefløj og de ikke-lutherske frikirker på mere end lovens anden tavle i dag. Folkekirkens højrefløj reagerer voldsomt mod velsignelse af homofile og andet moralsk forfald, men samtidigt har man stort set intet hørt om Leuenbergkonkordien, en fælleserklæring mellem reformerte og lutherske kirker, som blev underskrevet for lidt over fem år siden af Folkekirken(se http://www.vivit.dk/evangelisk-luthersk/leuenbergkonkordien.html). Det kunne tyde på, at man er mere interesseret i moral end i den bibelske og lutherske lære.
Derfor kan man også samarbejde mere og mere i f.eks. Evangelisk Alliance. Det, der forener er jo ikke lovens første tavle, læren om Gud, men dens anden tavle, moralen. Det er den fælles fromhed og ikke Guds ord, der forener. Man tror man kan se, hvem der er kristne, og så slutte, hvad kristendom er. Men det eneste vi kan vide sikkert, er hvad sand kristen lære er. Hvem der er sande kristne kan vi aldrig vide sikkert.

mvh. Magnus Sørensen