De to regimenter og sækularismen

De sidste par år har man kunnet høre og læse en del om forholdet mellem religion og politik. Det er god luthersk tradition, at disse skal adskilles. Gud er herre begge steder, men samfundet skal styres efter den naturlige lov og fornuften, ikke det åbenbarede ord og evangeliet. Der skal ikke oprettes noget teokrati og mennesker skal ikke påtvinges den sande lære. Evangelieteksten til på søndag om at give kejserens, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, handler netop om dette.

Det er interessant, at den mand, der fik kongen til at indføre religionsfrihed for baptisterne få år før grundloven, var den ortodokse lutherske teolog, Andreas Gottlob Rudelbach, som også arbejdede for en fuldstændig adskillelse af stat og kirke. Den teologisk mere liberale biskop Mynster ønskede derimod en stærk statskirke.

Det burde være let at se, at Islam ikke kender til denne skelnen. Her ønsker man et teokrati, et tusindårsrige ligesom i ideologier såsom kommunisme og Nazisme, som også vil regere samvittighederne. Sådan var det også på mange måder i det gamle hedenskab, hvor statens guder var garanten for samfundet og derfor måtte dyrkes. Eller staten blev guddommeliggjort i form af kejserdyrkelse og detslige. Alt sammen sammenblanding af Guds verdslige og åndelige regimenter.

Sækularismen i vor tid er på mange måder en reaktion mod den islamiske sammenblanding af religion og politik. Desværre begår den ofte samme fejltagelse. Det gør den, når den ønsker religion ud af det offentlige rum eller vil kræve, at man sætter demokratiet over religion.

Det er sandt, at religiøs argumentation ikke bør bruges i en politisk debat. Her har modstandere af fri abort gjort en stor fejl og i øvrigt skudt os selv i foden. Fri abort er ikke et spørgsmål om religion, men om menneskerettigheder.

Det er også sandt, at demokratiet ikke skal underordne sig under sine borgeres religion og at man skal indordne sig under samfundets love, hvis man vil bo i Danmark. Men når man hævder, at det offentlige rum kun er til politik, angriber man dybest set religions- og ytringsfriheden. For denne frihed indebærer friheden til at missionere - ikke kun for sækularister. Ytringsfriheden indbærer også friheden til at fordømme og forkaste falsk gudsdyrkelse. Hvor denne frihed anfægtes - ofte i tolerancens navn- anfægtes samvittigheds- og ytringsfriheden.

Og når man kræver, at mennesker skal sætte demokratiet over deres religion, vil man regere samvittighederne og hjerterne. Da går staten ud over sit mandat og guddommeliggør sig selv, ligesom staten i teokratier og utopier gør. Det strider i virkeligheden også imod demokratiet at ville regere samvittighederne på den måde.

BIBELSK / Jesper Veiby: Tanker om kristen erkendelse - 3

BIBELSK / Jesper Veiby: Tanker om kristen erkendelse - 3

Jeg fortsætter hermed debatten med Jesper Veiby fra september måned.

Jesper Veibys hovedtese er, at man ikke kan forstå Biblen ved hjælp af almindelig syntaks og sprogforståelse.

Jesper Veiby henviser her til debatten ml. Calvinister og lutheranere om dåben og nadveren, hvor Calvinisterne indførte den filosofiske tanke om finitum non capax infinitum - det endelige kan ikke rumme det uendelige. Jesper Veiby påpeger det meningsløse i denne sætning. Jeg er for så vidt ikke uenig. Sætningen er et filosofisk påfund, indført i debatten af calvinister som baggrunden for at afvise inkarnationen og Herrens legemes og blods sande nærvær i nadverens brød og vin.

Dernæst peger Jesper på ordet 'blive', som han hævder må have en anden betydning end i ordinært sprogbrug. Jeg er enig i, at det første sted man må lede efter et ords betydning i biblen, er i biblen. Men ordet bliver har ikke nødvendigvis en anden betydning. Hvis en Svend ved navn Peter bliver udlært, hedder han stadig Peter. Det er uklart, hvad Jesper mener, at bliver betyder. Tilslutter han sig en calvinistisk lære om Kristi to naturer?

Dernæst forholder Jesper sig til nadverlæren. Han indføre begrebet 'fysisk' i debatten, definerer begrebet, hvorefter han afviser det. Han forholder sig dog ikke til den evangelisk-lutherske nadverlære, hvorfor jeg ikke ser grund til at kommentere det.

Jeg mener stadigvæk, at Jesper Veiby anvender samme metode som Jehovas vidner i sin skriftudlægning, selvom han benægter færre kristne dogmer end de gør. Hvad Jesper lærer om inkarnationen og om nadveren er uklart, men Skriftens lære er ikke uklar på disse punkter. Og kun den lutherske kirke bekender Skriftens lære klart på disse punkter.

Dr. Luther om lære og liv

"Derfor skal man, som jeg ofte påminder om, skelne omhyggeligt mellem lære og liv. Læren er himlen, livet er jorden. I livet er der synd, vildfarelse, urenhed og eddikesur elendighed, som man siger. Dér skal kræligheden være overbærende og tålsom, lade sig narre, tro, håbe og udholde alt. Dér gælder fremfor alt syndernes forladelse, når blot man ikke forsvarer synd og vildfarelse; men i læren er der ingen fejl, så den trænger ikke til syndsforladelse. Lære og liv kan altså slet ikke sammenlignes. Bare en tøddel af læren er mere værd end himmel og jord( Matt. 5,18). Derfor tillader vi ikke, at man tilføjer den mindste smule skade. Men vildfarelser i levned kan vi udmærket være overbærende med. For også vi fejler dagligt i liv og sæder, ligesom alle helgener gør. Det bekender de jo alvorligt i Herrens bøn (naturligvis fadervor) og i trosbekendelsen. Men vor lære er, Guds ske lov, ren, og alle vore trosartikler er fuldstændig begrundet i den hellige Skrift."

Dr. Martin Luther i i sin Store Galaterbrevskommentar til Gal 5,10b, oversat af Helge Haystrup i Store GalaterbrevsKommentar II, s. 258-259, København 1984.

Skriftsyn og fornuft

Hvad er fornuftens rolle i i et ortodoks-luthersk skriftsyn?

Fornuftens rolle er at være tjener for Skriften og ikke herre over den. Heri ligger både et negativt og et positivt syn på fornuften.

Negativt kan man sige, at fornuften ikke skal dømme Skriftens lærdomme eller omtolke dem, så de harmonerer med den. I den forstand er luthersk kristendom antirationalistisk.

Når Skriften lærer, at man skal døbe alle folkeslag, at vi er født som syndere og at dåben frelser, så skal fornuften ikke blande sig og benægte dette.

Når Jesus simpelt og klart i Skriften siger, at nadverens brød og vin er hans legeme og blod, så må fornuften underordne sig, som Kingo skriver i 'O Jesus på din alterfod' (gl. DDS 427) v. 6:

Hvordan det sker, det ved jeg ej,
her har han ikke vist mig vej,
min sans så højt sig ej bør sno,
det er mig nok hans ord at tro.

Når Guds ord lærer simpelt og klart, at det er Gud alene, der virker troen gennem ordet og sakramenterne og bevarer dem til evigt liv, at han har forudbestemt dem,d er bliver frelst, og samtidig, at han vil at alle menensker skal frelses og at fortabelsens årsag alene skal findes hos menensket, så må fornuften bøje sig for Skriftens klare ord og ikke stille sig op som dommer over den.

Samtidig rummer Luthersk kristendom også en positiv opfattelse af fornuften. Luthersk kristendom er nemlig ikke antirationel som megen postmoderne oplevelseskristendom, hvor man hylder mysteriet for mysteriets egen skyld og ikke, fordi det er åbenbaret i Skriften. I modsætning til moderne og postmoderne erkendelsesteori og hermeneutik, fastholder luthersk teologi sprogets klarhed og Skriftens ydre klarhed samt muligheden for at drage logiske slutninger fra Skriftens udsagn til læreudsagn. Fornuften er givet af Gud til at læse og forstå Skriften. Det kræver nogen gange arbejde, at forstå Skriften, men det er ikke umuligt. Men Guds ord er ikke blot en død genstand, der skal oplyses af fornuften, men den er et klart lys, der oplyser fornuften (Sl.119 vv. 105). Men som tjener, særligt i forståelsen af Skriftens ydre ord, har fornuften en stor rolle.

Skriftens virkekraft og pietismens rødder

Den lutherske ortodoksi havde ved sin store stridsteolog, Abraham Calovius, en interessant strid med teologen Hermann Rathmann om Skriftens virkekraft/effektivitet. Iflg. Rathmann blev Skriften først virkekraftig, når den kom i brug. Heroverfor hævdede Calov og ortodoksien, at Skriften var virkekraftig ante et extra usum (før og udenfor brugen). Skriften fik ikke sin virkekraft fra brugen af den. Det var ikke kirken/individet, der ved sin åndsoplysning skulle gøre Skriften virksom. (Se om denne strid bl.a. Preus, Robert 'The Theology of Post-Reformation Lutheranism I" p. 367-371 samt Jung, Volker: 'Das Ganze der Heiligen Schrift' p. 94-101)

Interessant er det, at den senere ortodokse teolog, Dannhauer i sin Hermeneutica Sacra havde et syn på Skriftens virksomhed, der lå tæt på Rathmanns, idet han afviste Skriftens virkekraft ante et extra usum. Robert Preus forsvarer Dannhauer (p. 370) med at han var oppe mod nogle andre positioner, men Volke Jung mener, at der er klare ligheder ml. Dannhauer og Rathmann på den ene side og så ml. Dannhauers hermeneutik og den pietistiske standardhermeneutik af Johann Jakob Rambach: "Institutiones Hermeneuticae Sacrae". Så vidt Volker Jung og Robert Preus.

Det interessante er, at pietismens fader, Phillip Jakob Spener netop var elev af Dannhauer i Strassburg og selv skulle have sagt, at denne var den teolog, der havde ydet mest indflydelse på ham (iflg. Tapperts introduktion i engelsk oversættelse af Pia Desideria 1964, Fortress Press, p. 10). Skal en del af pietismens baggrund i virkeligheden findes i denne vending til subjektet frem for objektet, når der gælder Skriftens virkekraft? Og ligger den idehistoriske kim til subjektorienteringen i teologi og filosofi i oplysningstiden ikke netop i pietismen?

Den Lutherske Kirke og Helligånden

Undertiden kan man høre ikke-lutherske eller pseudo-lutherske kristne påstå, at den luthersk teologi og trosliv ignorerer eller nedtoner Helligånden. Jeg vil hævde, at det forholder sig lige modsat. Ingen vægter Helligåndens gerning så højt som den lutherske kirke.

Den lutherske kirke fastholder overfor sværmernes dyrkelse af egne kræfter og egen åndelighed, at alene Helligånden gennem nådens hellige midler formår at opvække et menneske fra åndlig død. Alene den lutherske kirke fastholder, at et menenske, som er født af kød, må genfødes ved Helligånden for at blive frelst, og at en sådan genfødelse alene er Helligåndens gerning gennem ord og vand.

Synergister hævder herimod, at mennesket ikke helt dødt og har lidt ånd i sig, så det selv kan hjælpe til med at blive genfødt og opvakt. Spiritualister sammenblander deres egen ånd med Guds ånd, når de søger åndens virkninger ved at kigge ind i sig selv.

Den Lutherske Kirke prædiker syndernes forladelse for Kristi skyld alene, men den nøjes ikke med at informere om Kristi gerning på korset og overlade menensker til sig selv. Nej, den uddeler syndernes forladelse her og nu. Helligånden virker ved evangeliet og tilsiger syndernes forladelse i det ydre ord.

Derfor har den lutherske kirke også fastholdt skriftemålet. For her, ligesom i ordet og de øvrige sakramenter forlades synden her og nu på Guds vegne.
Prædikeembedet er en forligelsens tjeneste, hvor præsten uddeler syndernes forladelse her og nu til syndere. Og herigennem virker Helligånden tro på evangeliet.

Den Lutherske Kirke er den sande pinsekirke!

Lov og evangelium

Pietismens saftevandsblanderi
Pietismen ser fejlagtigt forholdet mellem lov og evangelium, mellem tro og gerninger ligesom at lave et glas saftevand. De diskuterer blandingsforholdet. Det ene år, er der nogen, der synes, at loven er for stærk og vil have den fortyndet med evangeliets friske vand. Det næste år er der nogen, der er trætte af at høre om nåden, og så vil de have loven blandet med evangeliet. Sådan svinger pietismen som et pendul. De kan så diskutere det rette blandingsforhold med hinanden - hvor meget der skal forkyndes om nåden og om gerningerne. På den måde er aktivisme/moralisme og antinomisme to sider af samme sag. De diskuterer blandingsforholdet, men fælles for dem er, at de blander det sammen.

Lutherdommens salt og vand
Guds ord og den lutherske kirke ser i stedet forholdet mellem lov og evangelium som et forhold mellem salt og vand. Saltet skal gøre os tørstige efter evangeliet, som giver os frimodighed til at tjene og glæde ved Guds lov. Begge dele er nødvendige, men de tjener hver sin funktion. Uden saltet bliver man ikke tørstig, men er man blevet tørstig, skal man ikke have mere salt men have slukket tørsten med evangeliets kølige og rene vand. Hvis vandet og saltet derimod blandes sammen bliver det udrikkeligt. Men bruges de hver for sig til hver sit formål, bliver de til stor velsignelse.

Svar: BIBELSK / Jesper Veiby: Major on major things!

BIBELSK / Jesper Veiby: Major on major things!

Endnu et punkt, hvor Jesper Veiby og jeg er uenige. Dét, Jesper Veiby konkret angriber her, er dog ikke mit synspunkt, men mit 'Fokus' derpå, som han sammenligner med farisæernes forhold til lovens bud. I stedet henviser han til evangelisation og diverse karismatiske fænomener, som han formentlig mener, skulle svare til de tegn og undere, som fulgte profeter og apostle indtil åbenbaringens fuldendelse med den sidste apostels død.

Han henviser til Matthæusevangeliet 23,16-27 og synes at mener, at denne tekst lægger op til, at man ikke skal tage mindre spørgsmål så højtideligt, men Jesus siger faktisk: Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes. Jesus siger også i missionbefalingen, at vi skal lære folkeslagene alle hans bud. I sidste ende handler det om tilliden til Guds klare ord og lydigheden imod det.

Kvindens myndighedsunderordning under manden er skriftmæssigt begrundet, og enhver kristen må overveje, hvordan hjem og kirke bør indrettes, så dette autoritets- og ansvarsforhold respekteres. I denne konkrete sag drejer det sig dybest set om Guds skaberordning. Ligestillingsideologien er dybest set en gnostisk fornægtelse af Guds skabelse af mennesket. Ligestillingsideologiens fornægtelse af Guds ordninger for kønnene er en trussel mod ægteskaber og mod kirken.

mvh. Pastor Sørensen

Svar: BIBELSK / Jesper Veiby: Antikrist

BIBELSK / Jesper Veiby: Antikrist

Jesper Veiby argumenterer her imod det blogindlæg, hvor jeg bekræfter den evangelisk-lutherske lære om antikristen, nemlig at Antikrist er identisk med paveembedet.

For at afgøre spørgsmålet, må vi gå til Den Hellige Skrift. Læren om antikrist bygger først og fremmest på flere tekster i 1. Johannesbrev, herunder 1. Joh. 2,18 samt 2. Thess. 2,3-12. Jesper Veiby bygger primært sine argumenter på Johannes Åbenbaring, hvori han mener at kunne identificere nogle af billederne med antikristen. Jeg mener ikke,a t læren om antikrist kan bygges på Åbenbaringens billedtale, dels fordi det er billedtale og derfor må forstås i lyset af Skriftens klare udsagn og dels fordi Johannes Åbenbaring er et af de modsagte skrifter, hvis kanonicitet og apostolske oprindelse var betvivlet i oldkirken, hvorfor man ikke bør bygge dogmer alene på udsagn heri.

Jesper Veiby hævder først, at Antikrist ikke er en institution, et embede eller en åndelig indflydelse. Der er dog intet i 2. Thess. 2,3-12 eller de andre tekster, der modsiger, at der kan være tale om et embede, inklusiv embedsindehaverne. I 2. thess. 2,3-12 fremgår det endda, at allerede på apostelens tid virkede 'lovløshedens hemmelighed' i forbindelse med at 'lovløshedens menneske' skal åbenbares. Der er tale om en kraft, der allerede eksisterer, men som skal blive åbenbaret.

Dernæst argumenterer Jesper Viby for, at Antikrist skal være en verdenshersker og ikke en religiøs leder. I 2. thess. 2,3-12 står der dog, at han skal sidde i 'Guds tempel', dvs. den kristne kirke, for det jødiske tempel er ikke mere Guds tempel. Guds tempel bruges af Paulus i både 1. Kor 3,16-17 og 2. Kor 6,16 om den kristne kirke. I 1. joh. 2,18-26 fremgår det også klart, at antikristen er kulminationen på mange antikrister, som alle er udgået af den den kristen kirke, men ikke er af den. Det er dem, der fornægter Jesus Kristus. Af 1. Joh 4,1-3 fremgår det også, at antikristerne er falske profeter og ikke verdslige herskere.
Både antikristerne og Antikrist er altså en vranglærer, som udøver deres gerning i den kristne kirke, hvor de leder menensker vild fra den retfærdiggørende tro på Jesus Kristus. Kender man evangeliet om syndernes forladelse i Jesus Kristus og den romersk-katolske fornægtelse heraf, er det indlysende, hvem antikristen er.

Jesper Veiby argumenterer videre for, at antikristen ikke kan være en fortidig/afdød person. Det er jeg for så vidt enig i. Pavedømmet består også endnu og skal bestå indtil Kristus kommer synligt, hvor det skal tilintegøres, jvf. 2. Thess. 2,8.

Jesper Veiby konkluderer med at henvise til diverse politiske forbrydere og kulter som små antikrister. Men hvorfor skulle Skriften dog advare den kristne menighed så skarpt mod disse, som kun kan slå legemet ihjel men kun har begrænset magt over sjælene. Pavedømmet er en langt større fare, for det bedrager kristne til at stole på deres egne kræfter og deres egen gerninger i stedet for Jesu tilregnede retfærdighed alene. Ens billede af antikristen modsvarer ens billede af Kristus, og dermed af frelsen. Ser man frelsen som bestående i dennesidig herlighed, synlig kraft og hellighed, så vil man også se antikristen som en verdslig magt og fordreje Skriften til at sige det samme. Men ser man frelsen som Jesu tilregnede retfærdighed, at Gud tilregner os Jesu Kristi fortjeneste ved hans stedfortrædende lydighed og straflidelse, da må antikristen også være én, der vil berøve kristne trøsten heri. Og der er, hvad Pavedømmet gør. Det er også, hvad andre vranglærere gør, f. eks. når de ligesom pavedømmet tiltror menensket en fri vilje til at nærme sig Gud og hjælpe til ved sin egen omvendelse, eller når de sammenblander helliggørelse og retfærdiggørelse på anden vis.

mvh. Pastor Magnus Sørensen

Leuenbergkonkordien

I 2001 underskrev den danske Folkekirke Leuenbergkonkordien, hvilket var den direkte anledning til min udmeldelse af Folkekirken. Stadigvæk, mange år efter, er der ikke kommet nogen reaktioner fra såkaldte bibeltro i folkekirken.

Åbenbar gudsfornægtelse og moralske spørgsmål, vil man gerne markere sig om.. Men her, hvor det er evangeliets trøst i læren om Jesu to naturers personenhed, læren om dåbens genfødende virkning og Jesu legemes og blods sande nærvær i brød og vin, har man ikke reageret.

De eneste reaktioner, jeg har set er en udtalelse fra Fællesskabet Kirkelig Fornyelse sammen med Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse. De teologiske institutioner MF og DBI har ikke reageret og det nye Evangelisk-Luthersk Netværk har heller ikke mig bekendt udtalt sig om dette spørgsmål.

Er den såkaldte bibeltro fløj overhovedet luthersk, eller er den i virkeligheden blevet en fællesprotestantisk evangelikal bevægelse. Jeg tillede det spørgsmål, da jeg meldte mig ud af folkekirken. Årene, der er gået uden reaktion og hvor samarbejdet med f.eks. Dansk Oase er blevet tættere og den reformerte påvirkning kun er tiltaget, har vist, at jeg gjorde ret i at stille spørgmålet.

Svaret har historien givet: Den folkekirkelige højrefløj er ikke en konfessionel luthersk bevægelse, men en unionistisk pietistisk bevægelse, som først og fremmest vil værne om en moralforståelse og en fromhedstype og ikke om den evangelisk-lutherske lære.

Havde den villet det, så havde der været en langt større reaktion imod Leuenbergkonkordien, ligesom den preussiske union i 1800-tallet også fik lutheranere til at reagere og enddog gå i fængsel eller lade sig forvise for ikke at have gudstjenestefællesskab med reformerte. Idag løfter man knap nok øjenbrynet.

Se den udtalelse, jeg udarbejdede om Leuenbergkonkordien for den Evangelisk-Lutherske Frikirkes daværende præstekonvent, og som jeg stadig står ved:
Leuenbergkonkordien: Udtalelser fra Den evangelisk-lutherske Frikirke

Uddrag af visitationsartiklerne

Hermed et uddrag, som er yderst relevant, hvor den lutherske nadverlære benægtes af så mange, der kalder sig lutheranere, hvis de da overhovedet har kendskab til den:

Om den hellige nadver
Vore kirkers rene og sande lære om den hellige Nadver:
1.At Kristi ord: ”Tag det og spis det; dette er mit legem; tag det og drik det, dette er mit blod” skal forstås enfoldigt og bogstaveligt, som de lyder.
2.At der er to ting til stede i sakramentet, som gives og modtages sammen med hinanden: en jordisk, hvilken er brød og vin; og en himmelsk, hvilken er Kristi legeme og blod.
3.At denne (forening, uddeling og modtagelse) sker hernede på jorden og ikke oppe i himmelen.
4.At det, der uddeles og modtages, er Kristi sande, naturlige legeme, som har hængt på korset, og det sande, naturlige blod, som har flydt fra Kristi side.
5.At Kristi legeme og blod ikke kun modtages åndeligt med troen, hvilket også kan ske udenfor nadveren, men dér sammen med brødet og vinen [modtages] med munden, dog på en uudforskelig og overnaturlig måde, til en pant og en forsikring om vores legemers opstandelse fra de døde.
6.At Kristi legeme og blod nydes med munden ikke blot af de værdige, men også af de uværdige, som går dertil uden bod og sand tro; dog med forskellig virkning: af de værdige modtages det til salighed, men af de uværdige til dom.

De sachsiske Visitationsartikler fra 1592 II

Jeg skal lige tilføje, at de sachsiske Visitationsartikler sammen med Den Hellige Skrift og konkordiebogen udgør Augustanakirkens bekendelsesgrundlag ifølge dens vedtægter og at jeg ved min ordination aflagde ed derpå.

De sachsiske Visitationsartikler fra 1592

Her er min oversættelse af de Sachsiske Visitationsartikler af 1592.

Disse blev lavet i Sachsen i 1592 som reaktion på reformert indflydelse og brugt til afklaring af, om folk var skjulte calvinister(kryptocalvinister). De blev et tillæg til konkordiebogen og var officielt bekendelsesgrundlag i Sachsen indtil 1836. De var også bekendelsesgrundlag i en del af missourisynodens første menigheder, bl.a. C.F.W. Walthers første menighed.

De er vigtige, fordi de direkte forkaster den falske reformerte lære om Kristi person, nadveren, dåben og forudbestemmelsen.

Disse punkter er blevet vigtige igen efter folkekirkens underskrivelse på Leuenbergkonkordien i 2001(som førte til bl.a. min udmeldelse af folkekirken).

Jeg har i min oversættelse forholdt mig både til den latinske og den tyske tekst og især støttet mig til Caspari og Johnsons game dansk-norske oversættelse.

Antikrist og den sande synlige kirke

Paven trækker i nødbremsen
Pave Benedikt trækker i nødebremsen overfor Romerkirkens modernisering/postmodernisering i et nyt skrift, han har udsendt. Det er da altid noget, at der er nogen, der anerkender, at noget kan være sandere end noget andet og kan erkendes som sådan.

Romerkirkens traditionsbegreb
Problemet er dog, at Romerkirken benægter, at det er skriften alene, der skal være dommer over dette. Da de, ligesom postmodernismen sidenhen har gjort, benægter Skriftens klarhed og tilstrækkelighed, må de sætte kirken og traditionen ind imellem mennesker og Skriften. Forskellen på Romerkirken og postmodernismen er, at i postmodernismen er enhver sin egen pave.

Romerkirken og andre kirker
Paven benægter at alle de frelsende elementer findes i andre kirkesamfund og han benægter at protestantiske kirkesamfund er kirker. Dette er almindelig romersk-katolsk lære. Der er intet nyt i det. Problemet er dog, at det er Romerkirken, der benægter nogle af de 'frelsende elementer' i Skriften.

Romerkirken og evangeliets kerne
Den romersk-katolske kirke benægter, at et menneske frelses ved troen alene uden gerninger. Det er evangeliets kerne, den trodsigt modsiger og fordømmer, som den har gjort det officielt siden Tridentinerkoncilet.

Paven er antikrist
Paven har derved afsløret sig som den sande Antikrist, der sidder i Guds tempel(kirken), udgiver sig for at være Gud og forfølger evangeliet (2. Thess. 2,4). Dette erkendte reformatorerne.

Men så mange, der hævder at være deres arvtagere er blinde for denne sandhed og forestiller sig antikrist som en politisk magtfigur i stedet for den åndelige og langt farligere tyran han er.

De andre antikrister
Skriften taler også om andre antikrister. Ligesom Paven er de vranglærere, som står i den synlige kirke, men forkynder falsk lære, så mennesker går fortabt. Det er dem, der på trods af, at de har noget af Guds ord, blander det med menneskelære.

De gør evangeliet til en lovreligion ved at lære fri vilje, benægte arvesynden, benægte den fuldkomne personenhed i Kristus og derfor benægte hans legemes og blods sande nærvær i nadveren eller hvad det nu kan være.

Ligesom Paven befinder de sig stadig i den synlige kirke, men de befinder sig ikke i den sande synlige kirke, som alene er den retlærende evangelisk-lutherske kirke, der lærer ret og forvalter sakramenterne efter Herrens indstiftelse.

Hertil skal ethvert Guds barn flygte fra de falske profeter, for her forkyndes Guds ord ret til frelse og salighed. Man skal ikke hovmodige sig og blive i vranglærende kirkesamfund, blot fordi man ved, at der også er mennesker her, der bliver frelst.

Herren formaner os ved sin apostel i Rom 16,17 at holde os fra vranglærere. Den, der trodser Herren er selv ude om det, når troen forliser på grund af falsk lære.

Kvinders stemmeret i kirken

Dr. Judisch, som jeg studerede under i Fort Wayne, har lavet denne udemærkede ekesgetiske gennemgang af en række skriftsteder, der er relevante for spørgsmålet om kvinders stemmeret i menighedens beslutningsorganer. Konklusionen er, at denne praksis strider med Skriften, da den betyder, at kvinder udøver myndighed over mænd, hvilket er imod skabelses-, syndefalds- og frelsesordningen. Et andet interessant skrift om forholdet mellem mand og kvinde er dette.

At skelne ml. retlærende og vranglærende kirker

Her findes et udemærket foredrag om at skelne ml. retlærende og vranglærende kirker og vigtigheden heraf af den gamle missourisynode-dogmatiker, Franz August Otto Pieper.

Til slut skriver han:

If, therefore, we judge on the basis of God's Word, and not according to our own thoughts, then it is certain, that by avoiding all church fellowship with errorists, we walk according to God's will and thereby serve the best interests of the Church in general, and also of our own soul in particular. May God always give us enlightened, spiritual eyes of our understanding, that we may at all times actively recognize the difference between orthodox and heterodox churches, and give us the right, holy love for the truth, that we may at all times act in accordance with this knowledge.

Nogn vil sandsynligvis finde denne dogmatiske sikkerhed sekterisk og fordømmende. Men hvad er egentlig alternativet.

Det er uvisheden. Kan vi ikke være sikker på læren, kan vi heller ikke være sikre på, at Jesus har borttaget alle vores synder på korset og at Gud tilgiver os fuldt og helt. Denne konklusion har jeg hørt mange gange, når jeg har konfronteret tilhængere af læretolerance med det "usikkerhedens uhyre", som er konsekvensen. "man kan vel aldrig være sikker, men man kan jo håbe på, at Gud tilgiver mig mine synder".

Men håbet er ikke nok, når ens synder anklager en og Satan udpeger dem ene for en og påpeger, at Gud da ikke kan tilgive den slags, og slet ikke, når du har gjort det igen. Her hjælper det ikke at kigge ind i sig selv efter et usikkert håb eller at stole på, at Gud nok tilgiver. Her hjælper kun, at Gud tilgiver synden, fordi Jesus helt sikkert har båret alle verdens synder og fordi han helt sikkert frelste mig i dåben, hvor han rensede mig, ligesom han helt sikkert tilgiver mig ved sit ord og ved nadveren, fordi han har skrevet det helt sikkert og soleklart i sit hellige ord.

Hermed lidt at tænke over her i fasten med hilsen på min bryllupsdag i 2005, hvor jeg på 1. søndag i fasten holdt denne prædiken.

Læren og lægfolket

"Hvis Kirken skal vokse i enhed i tro og kærlighed er det ikke nok, at lærerne alene skal være grundfæstet i Guds ord. I stedet må hele menigheden stå som vidne om sandheden og som bekæmpere af vildfarelse. Så snart lægfolket begynder at blive lunkent og dovent i sin undersøgelse af sandheden og begynder at opgive bedømmelsen af læren til deres hyrder, mistes Kirkens enhed, og Gud vil snart åbne sluseportene, hvorigennem falsk lære vil komme ind. Hvad trofaste lærere byggede over mange år med stor anstrengelse, vil så hurtigt ødelægges."

C.FW. Walther, fra "God Grant It -daily Devotions from C.F.W. Walther" -Compiled byAugust Crull, Translated by Gerhard P. Grabenhofer, p. 565.

Luthersk troslære på netttet

Maclaughlins "We All Believe In One True God -A Summary Of Biblical Doctrine" er en udemærket troslærebog og kan findes på Martin Diers gode hjemmeside om luthersk teologi. Denne gode hjemmeside rummer desuden indtil videre 21 aftenforedrag af Walthers fantastiske "The Proper Distinction Between Law And Gospel", og en masse andet konfessionelt luthersk guf.
Der er også et link til hans Kretzmann Project, som er Kretzmanns Popular Commentary til hele biblen, som nu er lagt på nettet.

pietisme

God lille artikel om problemet med pietismen med en oversigt på sidste side over vigtige forskelle på luthersk kristendom og pietisme:
http://www.scholia.net/pdf%20and%20text%20files/pietism.pdf

Personal faith

"How often have you been told that you are saved by "your own personal faith," as if faith could ever be impersonal, even though the expression "personal faith" never occurs in the Bible? Faith becomes so personal it turns into a private, intimate thing that only those truly in touch with their emotions are able to share."
Klemet Preus, The Fire and the Staff -Lutheran Theology in Practice, p. 380