"Når folk fortæller mig at Kristi kirke, hans tjenere eller endda jeg ikke viser kærlighed, tænker jeg "Jamen, det er da ikke nogen overraskelse." Hvornår har vi nogensidne vist megen kærlighed? det var derfor Kristus blev nødt til at dø for os. Men må det aldrig siges om Kristi kirke eller hans tjenere, at de ikke lærte Jesu kærlighed. Med min kærlighed kunne verden blive en lille smule bedre, selvom jeg tvivler på det. Jeg er mere tilbøjelig til at mene, at meget lidt ændrer sig på grund af min kærlighed. men med læren om Kristi kærlighed ændrer alting sig -alt er nyt. Synder tilgives, Gud er tilfredsstillet, skyld fjernes og himlen åbnes."
Preus, Klemet "The Fire and the Staff -Lutheran Theology in practice" p. 46
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
9 kommentarer:
Hej - lige en kommentar. Jeg er luthersk, glad for det, men du rammer liige noget jeg har gået og tænkt på.
Hvorfor skal det være sådan et enten-eller: Tro ELLER gerninger?
Det handler jo ikke om at vi skal vise vores egen kærlighed - det kan vi ikke, hvis vi da har nogen overhovedet - men at vi skal lade Gud virke i os gennem sin ånd og dermed herliggøre Gud?
Jeg kan godt være bange for at vi lutheranere er lidt for flinke til at sidde på vores hænder i glad taknemmelighed.... :)
Og der er jo også...
"Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden... hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os." (1.Johs.4,11-12)
"...først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder." (1.Pet.4,8)
"Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. v35 Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden." (Johs.13,34-35)
Det virker som at gøre en teologisk dyd af nødvendigheden, hvis man vil argumentere for, at det vigtige er, at vi lærer om Kristi kærlighed, selvom vi ikke viser den selv. Menneskers kærlighed lægges der altså også vægt på i Skriften, men måske har forfatteren til dit citat glemt at læse disse afsnit... ;-)
mvh
Jesper
Hej Thomas og Jesper
Kunne I prøve at uddybe, hvor præcis I mener, at Klemet Preus benægter, at vi som kristne skal være kærlige?
Han nægter det ikke. Men han underbetoner det. Og i lyset af skriftens vidnesbyrd underbetoner han det nok for meget.
Når Bibelen siger, at vi "først og fremmest" skal holde fast ved den indbyrdes kærlighed, så gives denne altså en førsteprioritet, som ikke fornemmes i citatet.
Og når der står, at "hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os", så gøres selve vores liv i Gud jo lige så afhængig af vores (indbyrdes) kærlighed, som af forkyndelsen af Kristi kærlighed.
Jeg mener jo ikke, de kan skilles ad som sådan. Men det virker urimeligt, at han synes at mene, at den kristnes kærlighed er uvæsentlig. Hvis man ikke elsker sin bror, som man ser, kan man jo ikke elske Gud, som man ikke ser...
Du lægger måske noget andet i hans citat?
Hej Magnus - så er jeg her igen.
Der står:
"Jeg er mere tilbøjelig til at mene, at meget lidt ændrer sig på grund af min kærlighed. men med læren om Kristi kærlighed ændrer alting sig -alt er nyt. Synder tilgives, Gud er tilfredsstillet, skyld fjernes og himlen åbnes."
Jeg er helt med på at der er en vidunderlig og klassisk luthersk pointe heri, men jeg synes også det er en lidt pudsig måde at stille tingene op på. Jeg kan ikke læse det som andet end en underbetoning og undervurdering, hvis ikke endda desavourering af de menneskelige gerninger. På det seneste har jeg overvejet om den frem- (ellere rettere gen-)kommende "kingdom theology"'s succes her i landet skyldes en luthersk underbetoning af netop gerningernes plads i kristenlivet. Vi har og er med rette så optaget af at forkynde frelse af nåde at vi er kommet til at sætte os på vore hænder - eller i hvert fald har glemt at hjælpe til at give en bibelsk forståelse af gerningernes plads.
Citatet her bekræfter for mig det vigtige i at få en god forkyndelse om det. Hvad tænker du om det?
mvh thomas
Hej Thomas
Er nysgerrig... ;-)
Hvilken "Kingdom Theology" genkomst tænker du på pt.? Og specielt i relation til dette?
Der er måske en særlig luthersk tradition for at betone nåden. Men også frikirker forkynder jo frelse af nåde alene, selvom man nok i højere lægger vægt på, at der bør følge gerninger af et omvendt sind.
Til Magnus:
Jeg er helt med på, at ingen bliver frelst af at kende min kærlighed. Det er kendskabet til og troen på Kristi kærlighed, korset, nåden mv., som frelser.
Men det er dog menneskers kærlighed, som får dem til at ændre adfærd overfor andre.
Hvis kirken - ideelt set - er et trygt sted at være, så bør det være, fordi man her kan stole på, at mennesker elsker mig og hinanden. At ingen frister, at ingen lokker til sex, at ingen bagtaler, at ingen er truende og voldelige, at ingen bryder deres løfter, at ingen har dårlige motiver... osv. Ideelt set altså.
Hvis kirken INGEN fortrin har overfor verden, så er den MEGET langt fra det bibelske forbillede.
Hvis kristne HAR et fortrin her i forhold til verden, så er det jo netop sådan, at (kristnes) kærlighed gør verden til et bedre sted, og i særdeleshed gør kirken til et bedre sted. Det synes jeg egentlig er af rimelig stor betydning, og noget det er vigtigt at pointere.
Med "kingdom theology" mener jeg tanken om, at vi mennesker kan og skal fremelske Guds rige på jord ved at gøre en masse gode ting og sager. Udsprunget af Jesu optagethed af Guds rige er det en misforståelse af hvad Guds rige er, som for mig at se kan lede til en gudløs gerningsretfærdighed eller blot "from" selvfedme.
Luther siger om "Komme Guds rige": Guds rige kommer vel af sig selv uden vor bøn; men vi beder i denne bøn, at det også må komme til os.
Hvorledes sker det? Når den himmelske Fader giver os sin Helligånd, så vi ved hans nåde tror hans hellige ord og lever gudfrygtigt her i tiden og hisset i evigheden.
thomas
Hej Thomas
Jeg mener sådan set, der er en overdrivelse i retning af, hvad vi som kristne kan opnå, og en overdrivelse i retning af, at vi slet ikke bør forvente at have nogen indvirkning.
Men uanset, jeg var nysgerrig mht. hvor du så det idag, og hos hvem.
Mig bekendt kan der vel forekomme ansatser i den retning, i forbindelse med snak om reformation og reformatorisk kristendom. (Som jeg sympatiserer med). Men hvor er den opblomstring, du ser?
Hej Jesper, det er mest af alt en iagttagelse fra min side. Jeg har ikke lyst til at sætte et label på hvor det findes henne, da jeg synes det kan ses flere steder.
Send en kommentar