Andagt til min ordination

Hermed følger den andagt, jeg holdt til min ordination

1. kor 5,17-21

I denne tekst hører vi om tre ting, som Gud har gjort for at frelse os. Det første er det Gud har gjort, da han lod sin søn dø på korset. Det andet er det, han gør, når han lader forligelsens tjeneste forkynde ordet om forligelsen. Det tredje er, når han ved sin Helligånd og ordet skaber troen i os, så vi lader os forlige med ham og tager imod syndernes forladelse.

Det første er, at han lod sin Jesus Kristus dø på korset for at frelse os. Det er ét teksten taler om, når den siger: ”for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser”. Hele verden, dvs. alle mennesker er født i synd og skyld, dvs. som Guds fjender. Vi overtræder Guds bud, ligesom vore forfædre Adam og Eva gjorde det, og vi fortjener kun Guds straf, nemlig døden og helvede. Og ligesom to lande kun holde op med at være fjender ved at blive forliget eller forsonet, sådan måtte Gud også forsones.

Men vi kunne ikke betale, for vi er skyldige og har intet at betale med. Derfor betalte Gud sin egens traf, da han blev menneske i Jesus Kristus og både betalte ved at leve et syndfrit liv og ved at lide og dø under Guds vrede. Det er det, Paulus taler om, når han siger: ”Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham”. I Kristus forligte Gud verden med sig selv, og fordi alt nu var betalt tilregnede Gud os ikke mere vores overtrædelser. Kristi retfærdighed blev så at sige sat ind på vores konto, ligesom vores skyld blev overført til hans konto og betalt af ham.

Det er ikke nok, at Gud ved, at han er forliget. Derfor fortsætter Paulus, med at skrive om det andet, at Gud ”betroede os ordet om forligelsen. Så er vi altså udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os.” Gud har indstiftet et embede, som har fuldmagt til på hans vegne at forlade synder. De, som har dette embede, er udsendinge i Kristi sted. De skal altså ikke prædike deres egne holdninger og meninger, men Kristi ord. Præsten er altså ligesom en dommer eller politimand, som heller ikke skal håndhæve sine egne meninger men på samfundets vegne skal håndhæve samfundets love. Kristus har givet præsten myndighed til at forlade synderne her og nu på baggrund af dét, Gud gjorde på korset, ligesom en dommer har myndighed til at frikende mennesker, så de ikke bliver straffet.
Derfor har vi brug for præster.

Det sidste, vi hører om, er det, Gud virker ved sin Helligånd i vore hjerter, når vi hører ordet om forligelsen. Paulus fortsætter: ”Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!” En ting er, at gaven er købt og betalt på korset og bliver uddelt ved ordet og embedet. Vi må nu også tage imod den. Vi må lade os forlige med Gud. Hvordan sker det nu? Det sker, når vi tror og stoler på, at Gud tilgiver os vores skyld, fordi Jesus har betalt for den. Og vi kan ikke selv tro, da vi er fjender af Gud, som vi er af naturen. Gud må gøre os til nye skabninger, for at vi kan tro. Og det gør han ved sit ord. Han giver os nye hjerter, så vi stoler på, at vore synder forlades for Kristi skyld.

Her har vi altså hele Guds frelse, dét han gjorde på korset, dét han gør ved sine nådemidler ved sine udsendinge, og dét han gør i vore hjerter, når han skaber troen.