I doktordisputatsen "Das Ganze der Heiligen Schrift" om hermeneutik og skriftudlægning hos den ortodokse lutherske teolog Abraham Calov, beskriver Volker Jung opløsningen af den lutherske hermeneutik(p. 225). I den lutherske hermeneutik stod skriften over udlæggeren og bar selv sin udlægning med sig. Men dette ændrede sig. På Calovs tid satte socinianerne, Grotius og arminianerne udlæggerens ratio(fornuft) over skriften, som det, der bar udlægningen. Hos sværmerne og Rathmann var det det "åndsbegavede" subjekt, som bar udlægningen.
Disse to subjektorienterede tilgange blev dels til den historisk-kritiske metode og dels til den pietistiske hermeneutik, hvor den genfødte individ var bærer af udlægningen frem for skriften selv.
Mon ikke begyndelsen til modernistisk bibelfortolkning og Kants erkendelsesteori med dens udløbere i både modernisme og postmodernisme skal findes her. Det viser, at den pietistiske/sværemeriske hermeneutik slet ikke er så forskellig fra den rationalistiske/historisk-kritiske. Siden dette skift har det vekslet mellem de to tilgange, men heller ikke en nyere "postmoderne" tilgang kommer ud over det subjektorienterede, men fortsætter i samme skema.
Det, vi må vende tilbage til, er en luthersk hermenutik og epistemologi, hvor det er teksten, der bærer udlægningen og hverken fornuften eller åndsfylden.
I den såkaldte bibeltro lejr er der brug for et opgør med pietismen før man kan komme ret langt i den retning.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
6 kommentarer:
Jeg kan jo spørge, hvordan du kan vide, at du forstår Skriften ret, uden at bruge din forstand. Hvis du siger "her står der det, og der står der det, og tilsammen må det betyde...", så bruger du jo fornuft. Men det er stadig Skriften, som er autoriteten.
På samme måde; hvis Skriften i sig selv rummede alt, som skulle til for at forstå den, så burde alle, som læste den, jo nå samme resultat. For Skrifen har jo talt, og den "bærer sin udlægning med sig", som du siger. Men hvorfor anerkendte farisæerne så ikke Jesus? De kunne jo også GT udenad. Hvorfor er der så mange forskellige udlægninger?
Det er da lidt simpelt, hvis man ville hævde, at det skyldes, at alle andre er vildfarne, og ikke har kærlighed til sandheden osv.
Sandheden er vel nærmere, at ikke alle er lige kloge (fornuft), og ikke alle har samme gaver til at udlægge Skriften (åndsåbenbaring). Og alle har heller ikke læst den lige grundigt.
Sådanne forklaringer er vel ikke til at komme udenom???
Jeg kender heller ingen, som vil sige, at man kan bære udlægningen på tværs af indholdet i teksten, i kraft af fornuft eller åndelig åbenbaring. Men til gengæld er der jo masser af uenighed om, hvordan teksten skal forståes... Så jeg genkender ikke i det praktiske, at nogen skulle mene, autoriteten ikke ligger i selve teksten.
Til gengæld føler jeg, din forståelse meget let kan (mis)bruges til at hævde, at "min forståelse er den eneste og sande bibelske, og andre går fejl, fordi de bruger deres hoveder til at bortforklare det, som står".
Men hvordan ved du, at det ikke er andre, som har den rette forståelse, og dig, som bortforklarer teksten...??? ;-)
Hej Jesper
Jeg modsætter mig ikke brugen af fornuften, men at fornuften herker over skriften. Jeg mener at fornuften skal bruges både til at forstå skriftens grammatik og retorik, samt til at udlede korrekte logiske slutninger af det, der står. Men når fornuften bliver gjort til hersker over skriften, f.eks. i den historisk-kritiske metode, mener jeg, der er et alvorligt problem. På samme måde, hvis man vil gøre den åndsbegavede til hersker over skriften. Jeg mener, det er noget, der sker i praksis i dag.
mht. dit spørgsmål om, hvordan jeg kan vide, at jeg har ret, når der er så mange, der er uenige, så mener jeg at spørgsmålet forudsætter at Skriften er uklar. For mit svar er, at det kan jeg vide, fordi det står i skriften.
Mvh. magnus
Jeg er 100% uenig i den historisk kritiske metode. Helt klart. Skriften er inspireret og autoritativ.
Mht. den "åndsbegavede", så er det måske spørgsmålet, hvem du tænker på. Man har fra protestantisk hold ofte kritiseret paven for at hævde monopol på udlægningen af Skriften. Omvendt mener jeg, at indenfor protestantismen er der en fare for, at sprogforskere og lingvister i stedet bliver herre over Skriften. Fordi de udfra faglige betragtninger forstår sproget. Der må efter min mening også være en side af åndsåbenbaring i en god udlægning. Jesus åbnede jo skrifterne for disciplene og pludselig forstod de, hvad de handlede om. Samme princip må være gældende. Der er en nåde til at forstå og udlægge Skriften (som jeg også tror Luther havde), som hæver sig over sproglig forståelse og teologisk uddannelse.
Til det sidste, du siger, så kan alle jo sige det samme. Karismatikeren og ikke-karismatikeren, den ortodokse og den sekteriske, lutheraneren og pinsevennen. Alle siger de "jeg mener det, jeg mener, fordi det står i Skriften".
Jeg er enig i, at Skriften ikke er uklar. Men folks evne til at forstå kan være uklar. Og hvordan kan du, jeg, alle andre sige os 100% fri for en delvist mangelfuld forståelse???
mvh Jesper
Hej Jesper
Jeg er enig med dig i, at der er en nådegave til at udkægge Skriften, men det betyder for mig at se ikke, at man kan henvise til en åbenbaring udenfor Skriften i udlægningen. Udlægningen kommer stadig af Skriften selv og må begrundes alene ud fra Skriften. Selvom nogen er bedre til at udlægge, så kan enhver bedømme det, når skriftbeviserne fremlægges, selvom det ikke er alle, som selv vil kunen finde disse. Netop dette at bedømme læren, mener jeg ikke kræver en særlig nådegave, da fårene jo hører hyrdens røst.
Mht. dit sidste argument, så har jeg ikke mere at sige til det, end jeg allerede har skrevet. At henvise til, at andre kan sige det samme, er ikke et argument, dersom Skriften er klar, men kun, hvis man forudsætter, at den ikke er det. Jeg kan jo rent faktisk læse i min bibel, at ikke-lutheranere tager fejl. Kun hvis jeg ikke kunne de, ville det være et argument, at de kunne sige det samme. Jehovahs vidner mener også at læse biblen ret, men det gør de ikke.
mvh. magnus
Magnus, jeg kan sagtens følge dig i det principielle. Bare med et omvendt udgangspunkt. ;-)
Jeg kan jo også læse i Bibelen, at ikke-karismatikere tager fejl. At Åndens dåb er en erfaring efter frelsen. At tungetale følger Åndens dåb og bør være almindeligt forekommende og i brug i kirken. At apostel tjenesten også er i kirken i dag. osv.
Skriften er jo soleklar på disse punkter, så der er ikke noget at rafle om. De, som mener noget andet, tager naturligvis fejl.
Men HVIS - helt hypotetisk! - jeg skulle tage fejl... Så har jeg jo både før og efter jeg erkendte min fejl været frelst af nåde ved tro. Mit forhold til Jesus er det samme.
Og HVIS jeg en dag finder ud af, at jeg har taget fejl... Så ville det jo sikkert skyldes min begrænsede forstand. Eller at jeg har haft bestemte teologiske briller på.
Så mine klare overbevisninger og min til tider kontante stil skal altid forståes på baggrund af en ydmyghed overfor, at jeg er et ufuldkomment menneske, og at jeg kan lære og modnes og vokse, ikke bare i karakter, men også i viden og indsigt.
Måske føler jeg lidt, at det mangler i dine ord. Fordi du maler dig op i et hjørne med din stærke fokus på læren. Og hvis du tillader dig selv at erkende, at du måske i et eller andet kan tage fejl, så er det som at erkende, at du kunne være fortabt. Fordi læren i dine øjne frelser, og ikke troen.
Husk, det er Kristus alene, troen alene, nåden alene, men IKKE læren alene...!
mvh
Jesper
Jeg fik vist aldrig svaret på den her. Jeg er selvfølgelig uenig med dig i, at ikke-karismatikere tager fejl. Men det må vi debatere på hvert enkelt punkt.
Mht. spørgsmålet om frelsen og læren, så tror jeg, at forskellen på os ligger , hvad vi anser for at være synligt. Jeg mener ikke, at jeg kan vide om du har en ret tro og dermed er frelst. Men jeg kan vide om din lære er ret, og jeg ved, at falsk lære er en årsag til fortabelse, selvom der er den lykkelige inkonsekvens, at der er mennekser, som bliver frelst på trods af falsk lære.
Jeg vil altså være noget mere ydmyg, når det gælder viden om menneskers frelse. Men Guds ord er et klart lys, også når det modsier mennesker, som måtte synes fromme i mine øjne.
mvh. magnus
Send en kommentar