Eksamensangst?

Min kone og jeg var til messe i Romerkirken denne søndag, da vi havde lidt tid inden vi skulle til gudstjeneste. Jeg havde umiddelbart forventet en noget mere subtil undergravning af evangeliet end vi fik.

Præsten sagde direkte, at livet var som en skolegang, der skulle forberede os til en eksamen før vi kom i himlen. Han talte en del om det kristne sindelag og gav menigheden en moralsk opsang på flere områder. Der var for så vidt ikke ret meget i vejen med det enkelte moralske spørgsmål, han tog op og han talte også godt om menneskers egoisme. Men evangeliet var fuldstændigt fraværende og blev erstattet af loven som frelsesvej.

At leve med sådan en tro må være som at leve med konstant eksamensangst, blot værre. Har man nu gjort nok.

Heldigvis er livet ikke som en eksamensforberedelse. Jesus har allerede bestået eksamen for os og vi har fået studenterhuen på. Der er ikke flere karakterer, der skal gives og der er ikke nogen usikkerhed om karakteren. Jesus har scoret topkarakter for os alle. Det eneste, der mangler er translokationen, hvor vi officielt og endeligt får overrakt eksamensbeviset i alles påhør.

Ser man livet, som en forberedelse til den store eksamen, vil man kun tjene sin næste for at bestå eksamen og ikke for næstens skyld. Ja, hvis man ikke kan være sikker på frelsen på grund af Jesu objektive frelserværk og uddelt i de objektive nådemidler, ord og sakrament, da vil man aldrig kunne være sikker, men leve i eksamensangst og forsøge at forsikre sig ved hjælp af egne gerninger.

Så vil man uundgåeligt tænke: Gud har gjort sit, nu må jeg gøre mit. Men det er falsk. Gud hat gjort sit, og Jesus har gjort mit. Sådan er det. Derfor behøver vi ikke at frygte den store eksamen, men kan med huen som sikkerhed frimodigt se frem til translokationen.