torsdag, august 31, 2006

Før-kantiansk hermeneutik og erkendelsesteori

Jeg sidder lige og læser artiklen Vorkantianische Hermeneutik fra Kerygma und Dogma(se link).
Han gør sig nogle interessante betragtninger om forholdet mellem erkendelsesteori og hermeneutik med udgangspunkt i luthersk ortodoksi, herunder Matthias Flacius Illyricus, Johann Gerhard o.a.
Han skriver bl.a. at hos Kant blev erkendelsen ikke til ved de ydre objekters virkning, men ved erfaringsformerne hos det erkendende subjekt. Det er elementær kantianisme. Herimod forudsatte den ældre lutherske hermeneutik at forståelsen kom i stand gennem det ydre ords virkning, ligesom aristotelismen hævdede, at erkendelsen blev skabt af det erkendte objekt. (Aristoteles var nu ikke så dum endda).
Modernisme og postmodernisme synes at ligge mere på linje her end den lutherske ortodoksi ligger på nogen af dem.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg er lidt usikker på, hvor jeg selv står her, og jeg har ikke studeret Kant i dybden. Men jeg finder ikke nødvendigvis, at luthersk fokus på det ydre ord alene er så vigtig.

Som jeg forstår det, er sagen for en lutheraner, at troen ikke må udspringe af noget i mennesket, f.eks. dets egen erkendelse, men alene af det talte/hørte ord.

Jeg finder nu, at hvis noget i et menneske, f.eks. dets medfødte erkendelse, dets intellekt osv. er i stand til at erkende NOGET, så vil denne erkendelse jo stadig dybest set komme udefra, idet den vil være lagt i mennesket af Gud ved skaberakten. At mennesket ad den vej bruger logik eller "filosofi" behøver vel ikke være et udtryk for kødet eller egen kraft, men kan lige så godt afspejle noget Gudgivent, nemlig en evne til erkendelse og undren.

Når det er sagt, så står det klart for mig, at vejen til frelse naturligvis forudsætter, at man HØRER noget, nemlig evangeliet om Jesus.

Men hvad angår andet, så forstår jeg ikke problemet i at sige, at reflektion alene kan udspringe af menneskets leg med tanker, eksempler og modeksempler, logiske slutninger osv.

Jeg forstår ihvertfald ikke, hvor det bliver problematisk kristent set - naturligvis så længe man ikke bedrages i sine tanker til at "erkende" Gud bort og den slags.

Magnus sagde ...

Hej igen Jesper
Så vidt jeg kan se er vi enige et godt stykke vej, når det gælder det erkendelsesteoretiske.

Jeg er enig med dig i, at mennesket kan erkende NOGET. Der findes en naturlig åbenbaring af Gud, hvori ha har åbenbaret sin magt(Rom 1) og sin lov(Rom 2).

Derfor er jeg helt enig, hvis det, su hævder er, at vi kan nå et stykke i erkendelse uden det ydre ord.
Men det, som kommer ved den naturlige erkendelse er alligevel ikke en frelsende erkendelse, men kun en erkendelse af Guds magt og hans lov. Og loven kan kun vise os vore synder, ikke frelsen.
Det er desuden en erkendelse, som mennesker altid vil vende til afgudsdyrelse, hvorfor den også altid vil kræve korrektion af åbenbaringen i skriften.

Når det gælder de frelsende tro, mener jeg altså, at det ydre ord er nødvendigt. Men her mener jeg også, at fornuften har en tjenende rolle i at forstå Skriften, bl.a. fordi logiske slutninger fra Skriften også er bindende. Men her er det afgørende for mig, at det er logiske slutninger fra SKRIFTEN og ikke logiske slutninger fra filosofiske princippet såsom det kalvinistiske princip, at det enedelige ikke kan rumme det uendelige -et princip som bruges mod den bibelske nadverlære bl.a..

Dertil kommer selvfølgelig, at jeg også vedgår, at menneskets fornuft formår meget, når det ikke drejer sig om gudskerkendelse.

mvh. Magnus