Dette nye netværk kalder sig evangelisk-luthersk og vil gerne fastholde bibel og bekendelse. Det er opstået bl.a. i protest imod velsignelse af homoseksuelle partnerskaber og Grosbøll-sagen.
Men hvad er man ellers blevet enige om? Der har ikke været en klar markering i spørgsmålet om kvindelige præster; og Leuenbergkonkordien, som det burde være et luthersk hjerteanliggende at få gjort op med, har man heller intet hørt om.
Men hvis man ikke udtaler sig klart mod Leuenbergkonkordien, er ordene "Luthersk" og "Bekendelsestro" lige så tomme, som når Grosbøll bruger dem. Forskellen er måske i hvor mange punkter, man ser stort på bekendelsen, men hykleriet er det samme.
Det, man bekymrer sig om, ser ud til at være moral, og især seksualmoral. Og Guds lov er da også vigtig, men når man ikke bekymrer sig om lærepunkter, der har med evangeliet at gøre, såsom nadveren, dåben og kristologien, som der blev rørt ved med Leuenbergkonkordien, er der tale om moralisme på lige fod med den gamle liberalteologi.
Et af problemerne ved at tage Leuenbergkonkordien op, er, at man i så fald ville skulle til at rydde op i egne rækker ogå. For er den såkaldte "højrefløj" egentlig enige om bekendelsen, når det gælder Jesu legemes og blods sande nærvær i nadverens brød og vin, dåbens genfødende kraft, Jesu to naturers virkelige forening og meddelelse af egenskaber samt lov og evangelium. Jeg har svært ved at tro det, før jeg har set en klar tilkendegivelse.
mvh. Magnus
onsdag, august 16, 2006
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
6 kommentarer:
Hej Magnus. Dine bemærkninger gør mig nysgerrig, og lidt undrende. I særdeleshed at du lægger så skarp afstand til kristne, som andre ville sige var tæt på ligesindede.
"Traditionelt" tror jeg, evangeliske kristne vil distancere sig i forhold til, hvor langt man er fra hinanden. F.eks.:
1. Sekter. F.eks. Jehovas Vidner. Her har man intet at gøre med dem.
2. Kirker med fundamentalt forskellig teologi. F.eks. baptister kontra lutheranere. Her ser man hinanden som kristne, men forskelle umuliggør (tæt) kirkeligt fællesskab.
3. Kirker med lignende teologi og praksis. F.eks. Apostolsk Kirke og Pinsekirken. Her kan der være meget samarbejde, selvom man forbliver hver for sig.
Dette kunne så nuanceres yderligere, så der var relationer, som måtte placeres mellem 1 og 2, 2 og 3, eller tættere på end 3, afhængig af konkrete forskelle.
"Traditionelt" distancerer man sig cirka proportionalt med forskellene, og den gensidige tillid.
Men du synes at distancere dig meget skarpt selv fra kredse, som efter den målestok burde ligge meget tæt på dig.
Så jeg undrer mig nok lidt.
Regner du folkekirkens højrefløj for vranglærere? Frafaldne?
Og skelner du dybest set mellem sekter som Jehovas Vidner, og så f.eks. "gendøbere" som baptister, pinsevenner mv.?
Jeg tænker også lidt på dit kirkebillede. Du må antageligvis mene, at kirken var retlærende på apostlenes tid. Dette må så være ophørt på et tidspunkt? Hvorefter de lutherske kirker på luthers tid alle var retlærende? Hvilket så igen er ophørt? Så nu er der kun jer, og nogle få ligesindede i verden, som er retlærende kirker? Eller?
Jeg ved, at jeg skriver fra et helt andet udgangspunkt. Men det er emner, som dine indlæg gør mig nysgerrige overfor.
mvh
Jesper Veiby
Hej Jesper
Tak for dine spørgsmål. Jeg skal forsøge at svare så godt som muligt.
Jeg tror måske at min skarpe afstand til andre kirkesamfund kan læses for skarpt, hvis man læser den fra en "traditionel" evangelikal-pietistisk synsvinkel, hvor man har skelnet skarpt mellem "omvendte" og "uomvendte". Jeg mener man skal passe på med at udtale sig forsikkert om andre menneskers tro.
Derimod mener jeg, at vi kan og skal vurdere læren og bekendelsen. Men at sige, at en kirke eller gruppe er vranglærende er for mig at se ikke ensbetydende med, at den ikke er kristen eller er frafalden.
Jeg kan derfor langt på vej godt følge din skelnen mellem de tre typer, men vil hellere skelne sådan: 1. retlærende kristne kirkesamfund. 2. vranglærende kristne kirkesamfund, hvor der selvfølgelig kan skelnes mellem større og mindre vranglære, men der kan ikke være fællesskab om ordet og sakramenterne med dem. Herunder hører både Folkekirkens hørefløj, pinsefolk og selv den Romersk-katolske Kirke, selvom jeg hævder, at Paven er antikrist, for der står netop, at han skal sidde i Guds tempel, dvs. den kristne kirke. 3. sekter med "kristne" træk såsom Jehovas Vidner. Om disse kan man sige med en større sikkerhed, at de ikke er kristne.
Jeg mener, at vranglære er meget alvorligt, og at det fører mennesker til fortabelse, fordi al vranglære i sidste ende undergraver det lærepunkt, hvormed kirken og troen står og falder, nemlig frelsen af nåde for Kristi skyld alene. Men troen er usynlig, og der er kristne i kristne kirkesamfund på trods af vranglæren. Men de er under invasion, så derfor skal vranglæren offentligt bekæmpes og fordømmes, selvom dette ikke er en fordømmelse af hvert enkelt medlem af vranglærende kirker.
At jeg også angriber kredse, der synes tæt på, skyldes ikke, at jeg anser dem for helt sikkert at være frafaldne, men at faren er der, når de bevæger sig længere og længere væk fra Guds ord.
Jeg håber, at det gav svar på synet på vranglærere.
Mht. kirkebilledet og historien, så har du langt på vej fat i det rigtige, men jeg mener, at der opstod vranglære allerede på aposteltiden. Paulus bekæmper jo f.eks. vranglære i både Korinth og Galatien. Og i middelalderen herskede Antikristen, pavedømmet, som er den største vranglærer.
Men i sin barmhjertighed lod Gud atter evangeliet lyset, da han udrustede den salige reformator, Dr. Martin Luther, som genopdagede retfærdiggørelsen af nåde uden gerninger. Men der opstod splittelser ret hurtigt. Dog forblev store dele af Tyskland samt Skandinavien i store træk retlærende Luthersk-Ortodoks indtil slutningen af 1600-tallet.
mvh. Magnus
Hej Magnus
Tak for svaret. Jeg er ikke enig i alt, men det er meget konsekvent tænkt.
Et lille tillægsspørgsmål...
Selv om du mener, at f.eks. tekster om nadver, Jesu naturer mv. kun kan læses på en og absolut en måde, er der så ikke i din verden en margin for nuancer og uenigheder?
Jeg mener, kan der ikke forekomme så specielle eller spidsfindige problemstillinger omkring inkarnationen, omkring nadveren, omkring dåben osv., at selv du/I må sige: "ok, her er Bibelen ikke helt klar, og man kan have to forskellige syn, sålænge forskellene blot findes her ude i detaljerne"?
Og ville du så kunne have kirkefællesskab på tværs af sådanne forskelle?
Måske er evangelikere generelt lidt mere "large". Og accepterer fællesskab, selvom man er uenig. Men der er jo, f.eks. i den karismatiske lejr, temmelig store nuanceringer omkring syn på tjenester, nådegaver mv. Og det skyldes vel, at man her - i lighed med mit eksempel - mener, at Bibelen måske nok siger ét, men samtidig ikke er skarp nok i sine formuleringer til at man kan fordømme nogen, som måske mener noget andet, og forstår tingene anderledes.
Jeg mener selvfølgelig, man skal være meget meget skarp, hvad angår ting som at Jesus er Guds Søn, Treenigheden, Jesu opstandelse, frelse ved tro på Jesus osv. Men jeg indrømmer, at jeg ikke oplever, at Bibelen fordømmer vranglære på andre områder end sådanne helt centrale.
mvh
Jesper
Hej Jesper
Jo, der en margin for nuancer og uenigheder hos mig. Der kan forekommer det, som man kan kalde eksegetiske spørgsmål. Det er spørgsmål, hvor det ikke drejer sig om læren, men om forståelsen af et uklart spørgsmål.
Men om noget er et eksegetisk spørgsmål afgøres ikke af, om jeg måtte finde det specielt eller spindsfindigt, men alene af om det er klart åbenbaret i Skriften.
Det handler altså ikke om, hvorvidt jeg måtte synes, at noget er en detalje, hvis det stadigvæk er en del af Guds ords klare lære. Så ville jeg gøre mig til dommer over Guds ord.
Det virker på mig som om, at evangelikale sætter den laveste fællesnævner mellem dem, som de anser for at være kristne, som målestok for, hvornår noget er et lærespørgsmål, som deler.
Jeg vil lige fastslå, at dette ikke betyder, at jeg ikke skelner mellem mere eller mindre centrale ting. Der er lærespørgsmål, som alle kristne ikke behøver at kende, men hvis man offentligt og efter undervisning og formaning fastholder, fremmer og forsvarer falsk lære, må kirkefællesskabet brydes, selvom det skulle være et af de mindre centrale spørgsmål, man er uenige om. For selv den mindste fejl, kan medfører menneskers fortabelse, og det er ikke op til os, at sætte en anden målestok end Guds ord.
mvh. magnus
Hej igen Magnus
Jeg kan følge dig et stykke af vejen, men...
Man kan jo let tænke sig personen A, som mener et eller andet, f.eks. "kvinder skal bære tørklæde", udfra sin forståelse af Bibelen.
Og udfra din logik giver du ham jo en slags mandat til at sige: "Nu har jeg klart og tydeligt forklaret de andre, at det står sådan i Bibelen, og derfor kan jeg ikke have noget med dem at gøre, nu de ikke retter sig efter det, jeg har sagt."
Men bør han ikke også rumme en erkendelse af, at han kan tage fejl. At selv hvis emnet er helt klart beskrevet i Bibelen, så er hans sprogkundskaber ikke fuldkomne, hans intelligens ikke fuldkommen, og han kan næppe sige sig 100% fri fra syndefaldets konsekvenser, såsom stædighed omkring egne meninger osv.
Dette er ikke en speciel luthersk problemstilling. Det samme ser man vel i meget bogstavtro kredse i alle kirkelige sammenhænge.
Det at ville bryde fællesskabet på grund af enhver lille fejl, når først den er påtalt og den anden ikke har "rettet sig" efter formaningen, bryder jo dybest set Legemets enhed. Ikke?
Og hvis alle tænkte sådan, ville man jo hurtigt få en fragmenteret kirke. Med 47 slags lutheranere, 32 slags baptister, 81 slags karismatikere osv. Kan det virkelig være et ideal???
Man kunne vel godt i stedet sige, at ja, vi skal stå til regnskab også for læren og undervisningen, og vil få løn efter hvor god den har været, men frelsen står og falder med den tillidsfulde tro på Jesus.
Og man kunne sige, at nej, det er rigtigt, at man ikke med et oprigtigt hjerte kan fornægte Jesu opstandelse, men man kan godt med oprigtige hjerte og med fælles frelse være uenige i forståelse af dåb, nadver, nådegaver, kirkestrukturer mv.
Eller?
Hej Jesper
Jeg synes nu, at du sætter to forskellige standarder. Det du siger mht. tørklædesagen kunne jo lige så vel bruges på spørgsmålet om Jesu opstandelse.
Hvis man læser i Ef. 4, så står der jo, at der er én tro og ét legeme, så jeg mener, at det at være et legeme hænger sammen med at have den ene tro, som er åbenbaret i biblen.
Spørgsmålet om tørklædesagen forudsætter jo, at biblen er uklar. Når biblen er klar, er de eneste, der får et mandat, dem, som er enige med biblen. Jeg mener ikke, at de 46 andre lutheranere, de 32 baptister og de 81 karismatikere har noget som helst mandat til at være ueige med Guds klare ord.
Men jeg mener heller ikke, at man skal bryde fællesskabet så snart, der er noget, der ligner en uenighed, som modparten ikke med det samme erkender. Man bliver nødt til at snakke frem og tilbage og finde ud af om det er en teologisk eller en terminologisk uenighed, og man bliver nødt til at formane to-tre gange. Men hvis vranglæren fastholdes, må man bryde det kirkelige fællesskab, for vranglære underminerer frelsen, uanset hvor lille den er.
Mht. oprigtige hjerter og fælles frelses versus uenighed i "mindre ting", så mener jeg simpelthen ikke det er op til os, at vurdere menneskers oprigtighed og frelse uafhængigt af lære og bekendelse.
Der er mennesker, der bliver frelst PÅ TRODS af falsk lære, men det er ikke op til mig at udpege dem. Det, jeg skal holde mig til, er den i biblen åbenbarede lære og lade resten være op til Gud.
Den tro, der frelser, er for mig at se ikke blot et ubestemt "personligt" forhold til Jesus, men det er den tro, som under frygt for Guds vrede sætter sin lid til syndernes forladelse for Jesu skyld. Den er i og for sig simpel nok, men tilliden til syndernes forladelse for Jesu skyld alene undermineres, når falsk lære opstår. Det er lige som et regnestykke. En enkelt fejl et sted i stykket kan give et forkert resultat. Så selvom det er resultatet det kommer an på, har hele stykker betydning.
Omvendt kan man ved en lykkelig inkonsekvens nå frem til det rigtige facit med forkerte mellemregninger, men det er og bliver en inkonsekvens, som man ikke kan regne med.
Mvh. Magnus
Send en kommentar