De to riger(regimenter), lov og evangelium, kristendom og samfundsliv

Et af problemerne ved både liberalteologi, fundamentalismen, samt neoevangelikalisme og emergent-church-bevægelsen synes at være, at der ikke skelnes mellem de to regimenter og dermed heller ikke mellem lov og evangelium. Derved bliver evangeliet gjort lovisk. Evangeliet bliver ikke længere evangeliet om frelsen og syndernes forladelse alene.

For liberalteologien blev evangeliet alene til et budskab om moral, hvilket første til bl.a. den politiske teologi. Det var ikke længere nødvendigvis den bibelske moral, men udbredelse af verdslig retfærdighed blev set som udbredelse af det åndelige rige.

For fundamentalismen og pietismen blev det sådan, at udbredelse af moral og godhed blev set som identisk med udbredelsen af Guds rige. Man foragtede måske endda det verdslige regimente og isolerede sig fra samfundet.

Så vidt jeg kan læse emergent-church-bevægelsen ud fra McLarens "a Generous Orthodoxy" er det noget af det, den gør op med hos evangelikalismen og fundamentalismen. Problemet er blot, at den så, ligesom de liberale, identificerer social retfærdighed og barmhjertighed med mission og udbredelse af Guds rige. Den kan altså heller ikke skelne mellem de to regimenter og se det gode i begge.

Man beskylder så lutheranere for ikke at gå op i helliggørelse eller social retfærdighed, fordi vi ikke mener, at det er identisk med udbredelsen af Guds rige.

Men lutheranere er ikke imod social retfærdighed. Vi er ikke ghetto-pietister eller fundamentalister, der ikke interesserer os for verden. Og vi har aldrig været det. Men vi mener ikke, at det, at hjælpe vores næste i samfundet, er identisk med at udbrede evangeliet. Og vi mener faktisk at vi skal hjælpe vores næste selvom det ikke udbreder evangeliet, men for vores næstes skyld. For det er også Gud, der styrer den syndige verden med sin lov, og derfor er social retfærdighed og barmhjertighed godt. Men der må skelnes mellem Guds verdslige rige og hans åndelige rige. Det verdslige skal ikke foragtes, for det er Guds gode ordning og skabning.

Problemet ved de øvrige retninger er altså, at det åndelige og det verdslige klaskes sammen, så evangeliet bliver gjort lovisk eller Guds gode samfundsordninger og den borgerlige retfærdighed foragtes. Lutheranere erkender derimod, at de er borgere i to riger, som har samme hersker men forskellige formål, og at begge disse riger er gode til hvert deres formål. Som kristne er vi borgere af det åndelige regimente, men også borgere i det verdslige regimente.

mvh. Magnus