Sakramentsfornægtelse Del I

Hvilke fornægtelser følger af sakramentsfornægtelsen? Del I. Dåbsfornægtelse:

Drejer forholdet mellem lutheranere og andre protestanter sig alene om sakramenterne, eller er der er også her en dyb sammenhæng i læren, så falsk lære om sakramenterne også medfører falsk lære i andre spørgsmål.

Lad os begynde med dem, som benægter dåbens genfødende kraft, her specielt dem, som ikke vil døbe børn(baptister, pinsefolk etc.). Argumenterne er som regel, at børn ikke kan tro, at de ikke har brug for at blive døbt, og at dåben ikke frelser.

Hvilke dogmer benægtes hermed? Her er et bud:

1. Arvesynden, herunder både menneskets trælbundne vilje, som gør, at det af naturen er Guds fjende, samt arveskylden, at alle mennesker af naturen allerede er under Guds dom og vrede, fordi de har arvet Adams skyld. Begge sider af arvesynden læres utallige steder i Den Hellige Skrift, t.eks. Joh 3(specielt vers 5 f.), Rom 5,12f og Ef 2,1-3. Disse to sider af arvesynden benægtes, når man benægter børnenes behov for dåben, og når man gør dåben til en blot ydre bekendelseshandling, som mennesket udfører frem for et nådemiddel, hvorigennem Gud frelser og genføder.

2. Nådemidlernes kraft, dvs. Guds ords kraft til at skabe troen og uddele syndernes forladelse og Helligånden. Nådemidlerne, her specielt dåben, gøres til gerninger, mennesket gør for at tjene Gud frem for Guds nådemidler til at frelse mennesket. Troen selv bliver en lovgerning og ikke en tom hånd, som modtager syndernes forladelse i Kristus. Oplevelser eller ens egne gerninger bliver til nådemidler. Denne benægtelse af nådemidlernes kraft bunder dybest set i en fornægtelse af:

3. Inkarnationens fulde konsekvens, nemlig at de to naturer i Kristus er fuldt forenet i en person og dermed delagtige i hinandens egenskaber og gerninger. Foragten for det ydre ord og ydre midler, såsom dåb og nadver, bygger på et filosofisk princip om, at det endelige ikke kan rumme det uendelige. Den yderste konsekvens af dette princip er, at Jesu to naturer ikke kan være fuldt ud forenet og at ApG Dermed tager fejl, når den hævder, at det blod, som blev udgydt på korset var Guds blod.

4. Retfærdiggørelsen, d.e. Frelsen, af nåde alene, for Kristi skyld alene, gennem troen alene. Den artikel, hvormed kirken står og falder, bringes i fra, når dåbens kraft fornægtes, fordi troen gøres til en god gerning, som sker af delvis fri vilje, og er dermed ikke mere blot et modtagelsesredskab for tilgivelsen i Kristus. Når inkarnationens konsekvenser benægtes, undermineres den objektive side af retfærdiggørelsen, nemlig, at Kristus har forsonet Guds vrede fuldt ud og erhvervet os en evig retfærdighed, for hvis Kristi blod ikke er Guds blod, hvordan kan det så betale for alle verdens synder og forsone den evige Gud selv, hvis retfærdighed er evig og absolut. Når nådemidlernes kraft benægtes, gøres troen usikker. Hvis ikke syndernes forladelse reelt tilbydes og gives gennem ydre midler, er vi tvunget til at se ind i os selv efter tegn på vores frelse, hvilket fører til loviskhed og fortabelse.

Er disse dogmer blot mindre spørgsmål. Nej, som vist, medfører de, at den artikel, hvormed kirken står og falder, bringes i fare. Dermed bringes troen i fare og mennesker går fortabt!

Vi mennesker kan ikke se, hvem der har en sand tro, og der kan meget vel være sandt troende i vranglærende kirkesamfund, men vi kan og skal bedømme enhver lære og lærer på grundlag af Den Hellige Skrift, og sakramentsfornægtelse er falsk lære, som medfører, at mennesker går fortabt. Derfor skal den bekæmpes og derfor fordømmes den i vor lutherske bekendelse!