Iflg. Ernst Valentin Löscher, ortodoksiens forkæmper mod Halle-pietismen, iflg. første del af hans Timotheus Verinus:
1. Fromt udseende indifferentisme overfor tro og lære.
2. Foragt overfor nådemidlerne, herunder et subjektivistiske skriftsyn.
3. Foragt for embedet
4. Sammenblanding af retfærdigheden ved tro og gerninger
5. Millenialisme - troen på et jordisk tusindårsrige.
6. Terminisme - troen på, at et menneskes nådetid kunne stoppe før døden.
7. Precisionisme - at lave menneskebud af adiaphora, herunder at mene, at enhver kærlighed til skabingen er en synd og at spil, dans, komedier og vittigheder er forbudt.
8. Mystik. Sammenblanding af nåde og natur, sjæl og ånd; troen på en guddommelig rest i mennesket og guddommeliggørelse af mennnesket samt at lade alt bero på den indre erfaring.
9. reformatisme - afskaffelse af kirkens støtter og de kirkelige ordninger.
Med undtagelse af måske pkt. 6 er de ikke uden relevans i dag.
søndag, august 19, 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
11 kommentarer:
Tillad mig et frækt spørgsmål:
Hvilke positiv udfordring stiller pietisme kirken i idag?
Det burde vel for så vidt være mig, der stillede det spørgsmål til en forsvarer af pietismen.
Har du selv nogle bud?
Jeg forsvarer ikke pietisme.
Men tænker at med dens fokus på inderlighed, så klamt som det end måtte blive, hjalp mennesker til at leve et liv hvor de fik hjælp til at minde sig selv og hinanden om at Kristus døde og opstod for dem, og at de har brug for dét i al deres skidenhed. Troen kom med andre ord ud af privaten - på godt og ondt. Men altså også på godt.
Jeg blander mig lige i debatten, hvis det må være mig tilladt.
At troen kommer ud af privaten, hører til kristendom i det hele taget. Enhver kristen er kaldet til at bekende sin tro over for Gud og mennesker, og enhver troende gør gode gerninger. Som kristen bekender man sin tro på Kristus, som har båret al verdens synd, også ens egen.
Pietisme mener imidlertid ikke, at læren er så vigtig. Man vil også fokusere på livet frem for på de midler, som Gud har indstiftet, først og fremmest forkyndelsen og sakramentsforvaltningen ved en dertil kaldet, kvalificeret Ordets tjener. Derfor står Löschers kritik uanfægtet af din indvending. Hvad mener du om dem - skal vi sige, sådan én for én?
Jamen, kritikken er da relevant nok. Once again, så forsvarer jeg ikke pietisme (det ser jeg ingen grund til), så jeg er nok ikke den rette at spørge.
Synes især Löschlers pkt 7 og 9 er lige i øjet. Pkt 7 fører til den der underlige moralisme, som så ofte har taget loven og evangeliets plads, og det er noget fis der har ødelagt meget.
@frovin:
Hvis det du mener er, at der sandsynligvis også var mennesker, som blev frelst på trods af deres pietisme, er jeg enig i det; men jeg kan ikke se, at det skulle være en positiv udfordring til i dag.
For hvor Guds ord blandes med surdej, dér vil der også være menensker, der går fortabt, fordi surdejen gennemsyrer hele dejen og fratager mennesker trøsten ved evangeliet.
Jeg er ikke uenig. Mit spørgsmål var ikke tænkt som et forsvar, men jeg tænker at tilsyneladende har datidens kirke ikke været så god til det der med det at troen skulle ud af privaten, at forkynde den sande sammenhæng mellem tro og gerninger, tale om omvendelse på en rigtig måde foruden kirkens plads i det hele. Jeg har svært ved at se pietismens succes som andet end en reaktion, måske endda en længsel efter noget, kirken havde glemt. Pietismens positive udfordring til kirken må med andre ord være at tage fat på Löschlers 9 punkter og selv forkynde hvad der skal forkyndes på en ret måde.
Jeg er enig i, at pietismen var en reaktion. Det var en reaktion på syndefordærvet i sin samtid(bl.a. pga. statskirkeligheden), men heri var den ikke forskellig fra samtidens ortodoksi, som også reagerede imod det(flere af de praktiske forslag i Speners Pia Desideria var også fremført af ortodokse).
Men det var ikke en reaktion mod en død ortodoksi, hvor troen kun var i hovedet - det er en pietistisk myte. De ortodokse teologer var lige så fromme som pietisterne.
Pietismen skabte i mine øjne snarere et falsk billede af den lutherske ortodoksi - et billede som var nemmere at kritisere end sandheden, hvorefter den i en reaktion mod dette vrangbillede forfaldt til loviskhed.
Det véd jeg simpelthen ikke nok om datidens forhold til at respondere klogt nok på... ;) Tror du at datidens ortodoksi kunne have gjort noget for at holde de, der blev pietister, tættere på sig?
Har pietismen ikke også meget at gøre med den indre erfaring, eller indre vished. Det personlige fromhedsliv.
Lidt simpelt: Hvor den klassiske lutheraner typisk hævder, at folk kan vide, de er frelst, fordi Bibelen siger, de er det. Så siger pietisten (i alle kirkesamfund), at man er frelst, fordi man kan mærke det indeni.
Jeg kan se faldgruberne i begge. Lutheraneren, som hævder han er frelst, fordi han mener, at Bibelen (eller præsten) siger det, men som lever et liv i synd, langt fra Gud. Og pietisten, som siger han er frelst, fordi han "kan mærke det indeni", men som tilsvarende lever langt fra Gud. Begge dele er jo hyklerisk.
Pointen er, om ikke pietismen har en sag, da Paulus trods alt taler om, at Ånden i os råber "Abba far"? Det lyder som en personlig erfaring.
Nogle af dine punkter, ex. 5, 6 ,7 og 9 behøver vel ikke pr. defition være pietistiske, måske er de bare i praksis og tilfældigvis blevet udbredte i pietistiske sammenhænge?
@fro:
Jeg tør ikke udtale mig om, om man kunne have gjort mere, end man gjorde.
@Jesper Veiby
Jeg synes, at du forsimpler forskellen på pietisme og luthersk kristendom. En lutheraner vil ikke hævde, at man kan leve i synd og være en kristen. Omvendt benægter den lutherske kirke heller ikke erfaringen - kun som kilde til vished.
Men følger erfaringen af visheden, som bygger Guds objektive nådestilsagn i Skriften, forkyndelsen, absolutionen, dåben og nadveren, da benægtes den ikke af den lutherske kirke.
Jeg mener, at de nævnte punkter var karakteristisk for Halle-pietismen, som Löscher bekæmpede og som på mange måder var kilden til pietismen i og udenfor de 'lutherske' kirker.
Send en kommentar