torsdag, maj 18, 2006

Hvorfor Evangelisk-Luthersk

Hvorfor kalde sig luthersk? Nogen gange bliver man beskyldt for at sætte Luther over Skriften, hvis man kalder sig evangelisk-luthersk. Eller man beskyldes for at ville tage patent på sandheden. Der er jo forskellige fortolkninger, så derfor kan man ikke vide hvem, der har ret, hævdes det.

Hvorfor opkalde sig efter et menneske?
Guds folk i det Gamle Testamente var opkaldt efter mennesket Israel. Judæerne var opkaldt efter Juda. Der er altså intet problem i at opkalde sig efter et menneske.

Hvorfor kalde sig luthersk?
Fordi Luther og den lutherske reformation genopdagede evangeliet, som havde været undertrykt af Romerkirken, den sande antikrist, i århundreder; evangeliet om, at Gud retfærdiggør og tilgiver os alene for Kristi stedfortrædende gernings skyld gennem troen alene, når Gud ved sit ord og sine sakramenter giver troen på, at vi tilgives for Kristis skyld. Romerkirken fordømte og fordømmer stadig dette herlige evangelium om syndernes forladelse af nåde alene og Pavekirken viser derved, at den er den sande antikrist. Romerkirken fornægter desuden at Biblen, Guds ord, er klar og tilstrækkelig i alle lærespørgsmål, men hævder i stedet at paveembedet og traditionen er nødvendig til at afgøre lærespørgsmål. Herimod hævder den Lutherske Kirke at Skriften er klar og tilstrækkelig til at afgøre alle lærespørgsmål, og at bekendelserne kun er udtryk for afsigelse af læredomme over falsk lære med henvisning til klare skriftsteder. Derfor må man udskille sig fra antikristen, som sidder i kirken og udgiver sig for at være Gud, også gennem navnet evangelisk-luthersk.

Men hvorfor ikke bare kalde sig protestant eller evangelisk så? Fordi udtrykket protestantisme også bruges af reformerte og evangelikale kirker(baptister, pinsekirker, metodister etc.), som godt nok ikke direkte fornægter retfærdiggørelsen gennem troen alene, men underminerer den, når de gør troen til en gerning(en beslutning om at tage imod Jesus/følge ham), når de fornægter nådemidlernes kraft(f.eks. dåbens genfødende kraft samt at nadveren virkeligt er Jesu legeme og blod) samt når de benægter andre vigtige trosartikler(såsom arvesynden, den trælbundne vilje etc.). Desuden fornægter de også skriftens klarhed og tilstrækkelighed, når de bruger fornuften som dommer i lærespørgsmål(dåbslæren, nadverlæren, især de reformerte), oplevelser og såkaldte nye åbenbaringer(pinsefolk og andre karismatikere) eller den laveste fællesnævner mellem folk, hvis formhed man anerkender(alle tværkirkelige, både ikke-lutherske og såkaldte lutherske i folkekirken, som gerne arbejder sammen med evangelikale).

Det er altså dybest set alle ikke-lutherske kirker, som stoler på mennesker i stedet for Skriften.

At fastholde navnet luthersk handler netop om tillid til skriften, dens klarhed og tilstrækkelighed, på trods af de mange menneskelige meninger, som er årsag til de mange kirkesamfund. Det er provokerende at sige, men det er sandt, at den lutherske lære kan bevises endeligt og entydigt ud fra skriften som den eneste sande lære. Alt, hvad der strider imod den lutherske lære, strider mod biblen, fordi den lutherske lære ikke er andet end en fastholdelse af den bibelske lære mod alle vranglærere.


Der er derfor grund til at fastholde navnet evangelisk-luthersk og gøre det med glæde, selvom man bliver beskyldt for hovmod. Ydmyghed består nemlig ikke i at underordne sig menneskers meninger eller laveste fællesnævner mellem disse, men i at underordne sig Guds klare ord i tro og lydighed. At hævde at Guds ord er uklart, fordi der er mange forskellige meninger, er ikke ydmygt, men at sætte menneskers meninger over Guds ord, ligesom Romerkirken sætter Paveembedet over Guds ord.

Hermed min første blogpost, som lægger linjen for denne blog.

Magnus N. Sørensen

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej Magnus

Jeg må ærligt sige, at jeg finder nogle af dine udsagn sekteriske:

"Det er altså dybest set alle ikke-lutherske kirker, som stoler på mennesker i stedet for Skriften."

eller

"...den lutherske lære kan bevises endeligt og entydigt ud fra skriften som den eneste sande lære. Alt, hvad der strider imod den lutherske lære, strider mod biblen."

Jeg respekterer din overbevisning, og at du har en. Men jeg efterlyser lidt mere ydmyghed fra din side, med hensyn til din egen fejlbarlighed, din begrænsede intellektuelle kapacitet, og din ufuldkomne bedømmelse (som du har til fælles med mig og alle andre mennesker). Når det er forudsætningen (for os alle), så må der være grænser for, HVOR skarpt og firkantet, man kan udtale sig.

Hvor man bare citerer skriften ordret (som når man f.eks. hævder Jesu opstandelse, eller frelsen i troen på Jesus), så kan man tale klart. Men særligt, når man IKKE nøjes med at citere, men hævder et bestemt indhold og mening bag det sagte, som f.eks. i nadverspørgsmålet mv., så bør man være lidt mere ydmyg og erkende muligheden af anden forståelse, og i hvert fald erkende, at andre kristne ikke af den grund fører falsk lære i den strengeste betydning af ordet.

Kommer selv i valgmenigheden i Århus, men finder heldigvis ikke denne sekteriske lutherdom der...

mvh

Jesper

Magnus sagde ...

Hej Jesper
Tak for din kommentar. Jeg bryder mig selvfølgelig ikke om at blive kaldt sekterisk, men det er på den anden side et ord, som kan dække over et væld af meninger og som oftest blot betyder, at man ikke er relativist/skepticist, altså i stedet mener, at der gives en objektiv sandhed og at denne er erkendbar. Det samme kan man høre alle kristne blive beskyldt for, når de hævder at andre guder er afguder og at kun kristne bliver frelst.

Jeg er enig med dig i, at min intellektuelle kapacitet er begrænset, men det forhindrer ikke Guds ord i at være klart i alle læremæssige spørgsmål.

Dine eksempler på, hvor når man citerer ordret og hvornår man "hævder et bestemt indhold og mening bag" illustrerer meget godt min pointe. Ord er aldrig uden indhold. Frelsen i Jesus Kristus og hans optandelse er ikke uden indhold, lige så lidt som nadverens klokkeklare indstiftelsesord er det. Det står lige så klart og entydigt, at brød og vin er Jesu legeme og blod, som at Jesus stod op fra de døde. Den eneste forskel er, at de, som fornægter, at Jesu to naturer virkelig deler egeneskaber med hinanden og dermed er fuldt forenet i én person, heller ikke vil tro, at Jesu legeme og blod har del i hans allestedsnærværelse og derfor kan være i brød og vin. De eneste, der ligger noget andet i indstiftelsesordene, er altså dem, der fornægter deres simple mening til fordel for deres egne filosofiske forudsætninger.

Jeg kan ikke se, at det skulle være ydmygt at frakende Guds ord dets klarhed til fordel for laveste fællesnævner mellem dem, hvis fromhed man anerkender. Tværtimod, så er det at sætte menneskers synlige fromhed og ens egen evne til at erkende, hvem der er kristne, over Guds rene ord og lære. Forskellen er altså, at mens du hævder at kunne vide, hvem der er kristne, og slutter, hvad det er nødvendigt at tro ud fra disses tro, så hævder jeg i stedet, at det er muligt, at vide, hvad Guds ord siger i læremæssige spørgsmål. Jeg vil fastholde at min position er den mest ydmyge, da den ydmyger sig under Guds ord, mens din position ydmyger Guds ord under menneskers meninger.

Mht. Aarhus Valgmenighed, så er spørgsmålet jo, om det overhovedet er lutherdom du møder dér.

mvh. Magnus

Anonym sagde ...

Hej Magnus

Tja...

Jeg mener, det er ydmygt overfor Guds Ord at sige, at det eneste, vi kan sige om nadveren er, at "dette er mit legeme og blod".

DU laver en tilføjelse, som mere eller mindre ubevidst lyder: "... og dette betyder, AT..."

Jeg laver ingen tilføjelser.

Når Gud ikke har talt mere detaljeret, så må jeg sige, at det (i modsætning til andre spørgsmål) er fordi vi får det at vide, som er tilstrækkeligt. Og hvis vi pga. mangel på intellekt ikke får øje på alle aspekter i passagen, eller ikke evner at finde alle andre skriftsteder, som er relevante at tolke det i lyset af, eller ikke kan forstå muligheden af forskellige tolkninger, så er det altsammen en konsekvens af vores begrænsning, og det at vi ser stykkevist.

Jo, jeg mener, at sandheden er der, at den er objektiv og erkendbar. Men jeg tror ikke, at nogen person med 100% sikkerhed kan vide at kende den 100%. Selv det vi ved, ved vi med visse stiltiende forbehold for nuanceringer og uddybninger og mere fuldstændig viden. Se, det er ydmyghed...

Jesper

Magnus sagde ...

Hej igen Jesper
JEg mener ikke, at jeg tilføjer noget til Jesu ord om, at det er hans legeme og er hans blod. Hvis den lutherske konstatering af dette er en tilføjelse, så er enhver ændring af ordstilling etc. også, inklusiv din sammenføjning af det til en sætning"...legeme og blod". Hvis ordene rent faktik bærer en erkendbar mening, så er det også muligt at udtrykke den ved andre ord. Hvor gør den lutherske kirke mere end det. Hvor føjer den noget til.

Jeg emner at indtiftelsesordene er forholdvis detaljerede. Dem som benægter ordenes ordlyd, gør det på grund af deres egen forudfattede filososfi og forkerte lære om, hvem Kristus er.

Vi er begrænsede, men Gud har talt klart. Du må først påvise, at f.eks. nadverens indstiftelsesord er uklare, før andre bibelpassager overhovedet er relevante. De rer intet, som taler imod en umiddelabr grammatisk forståelse af indstiftelsesordene, faktisk er andre forståelser umulige.

Jeg mener heller ikke at vi kan kende alle sandheder 100% i dybden, men Gud har åbenbaret sandheder, som vi kan vide med 100% sikkerhed at de er 100% sande. At man kan få mere fuldstændig viden og nå dybere ned i noget, betyder ikke, at man ikke kan vide med 100% sikkerhed, at det man ved, er sandt og at det, som strider hermed er falskt. Der er forskel på at vide om noget er sandt og så at vide alt om det.

Vi kan vide med sikkerhed, at vi i nadverens brød og vin får Jesu legeme og blod til vores synders forladelse, ligesom vi kan vide, at dåben frelser og genføder og at Jesus vikelig døde for os på korset. At tvivle på Jesu klare ord, er at tvivle på Gud og det medfører fortvivles, fordi vi så kun har vore egne føleser og oplevelser at stole på, når det gælder frelsen.

At tvivle på Guds klare ord er ikke ydmyghed, men stolthed. At tvivle på de gaver han giver os i sine sakramenter er heller ikke ydmyghed, men stolthed og fornægtelse. De skal modtages med ydmyg tak og tillid, ikke falsk ydmyghed og mistillid.