BIBELSK / Jesper Veiby: Skriftsyn og fornuft...

BIBELSK / Jesper Veiby: Skriftsyn og fornuft...

Jesper Veiby har her en replik til mit indlæg om skriftsyn og fornuften.

Hans kritik rummer to punkter: 1. At jeg opstiller et falsk argument, når jeg hævder, at man sætter fornuften over Skriften, når man lader fornuften begrænse Skriften. Jesper Veiby hævder, at jeg gøre det samme. 2. Skriften forudsætter mere end fornuften, nemlig en særlig åndelig 'salvelse', som gør den 'salvede' lægmand mere sikker på, hvad Skriften siger.

Punkt 1
Jesper Veiby opstiller et falsk argument, som bygger på en kantiansk/modernistisk forforståelse. Han hævder, at jeg sætter sprogkundskaben over Skriften, fordi jeg fastholder, at ordene skal forstås i deres normale betydning, medmindre andet fremgår af konteksten. Hermed forudsætter Jesper Veiby, at begrebsdannelsen ligger i det læsende subjekts forstand og af denne lægges ned over Skriften.

Jesper Veiby forudsætter sin egen kantianske erkendelsesteori. Hvis det omvendt er sådan, at det er de ydre objekter og i dette tilfælde teksten, der former forstanden, falder Jesper Veibys argument. Veibys hele argumentation hviler på det grundlag, at det er forstanden, der skaber mening ud af erkendelsesobjektet i erkendelsen og ikke erkendelsesobjektet, der virker erkendelsen i forstanden.

Forstanden er for Veiby ligesom et par briller, man ser virkeligheden igennem, hvor jeg forestiller mig forstanden som et stykke voks, som virkeligheden indprenter sig på - det er den førmoderne måde at anskue det på.

Jesper Veiby henviser dernæst til selvmodsigelser altså udsagn af formen ikke-A er A. Men det er ikke sådanne udsagn, jeg har henvist til, men udsagn, som går ud over den menneskelige fornuft og fatteevne.
De eksempeler jeg har taget frem, passer faktisk bedre til Jesper Veibys øvrige eksempler, ang. videnskaben, som når frem til et bibelstridigt resultat.

Punkt 2
Veiby mener, at Skriften selv giver udtryk for, at vi ikke kan forstå Skriftens ydre ord uden at Helligånden kommer til. Der må en særlig salvelse til. Jeg er enig med Jesper i, at Helligånde må til for at frelse os, men i modsætning til Veiby mener jeg netop, at Helligånden kommer gennem det ydre ord, hvis kraft og klarhed, Veiby fornægter.

Emmausvandrerne, som Veiby henviser til, er et godt eksempel. Jesus sender dem ikke en salvelse, så de uden ydre ord gætter sig frem til Skriftens mening. Nej, først bebrejder han dem faktisk, at de ikke tror profeterne, hvorefter han ved ydre ord udlægger den for dem. Teksten beviser altså præcis det modsatte af, hvad Veiby hævder.

I SL. 119 vers 105, står det klart og tydeligt: Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.

Det er ikke paven, den 'oplyste' fornuftsdyrker eller den åndeligt salvede, der skal oplyse Skriften, men det er Skriften,d er ved sit ydre ord oplyser os, ikke blot så vi forstår ordenes ydre mening, men gennem denne ydre mening skaber den troen og tilliden i os, fordi de ydre ord bærer Helligånden, som oplyser vore hjerter og samvittigheder.

Skriften er ikke døde bogstaver, der behøver syndige menneskers lys, men den er Guds levendegørende ord, som oplyser og nyskaber syndige menneskehjerter.

Den åndelige blindhed skyldes ikke Skriftens uklarhed men kødets manglende vilje til at tro. De ydre ord forstås, men de fornægtes i hjertet - bl.a. fordi fornuften vil gøre sig til dommer over dem. Det er f.eks. ikke svært at forstå meningen af Jesu simple ord om, at brødet er hans legeme og vinen hans blod - men for den syndige menneskeforstand er det en dårskab og ufatteligt - derfor vil de ikke tro det. Kun Helligånden kan oplyse det formørkede menneskehjerte - men han gør det gennem det ydre ord. Må han åbne vranglærernes åndelige øjne og kurere deres blindhed. Det er nemlig ikke Skriften og øjnene, der er lukkede.