Evangelisk-lutherske kommentarer

Jeg forsøger mig lige med en blog på religionblog.dk:
Evangelisk-lutherske kommentarer

Statsstøttede kirker

De, som ville have priviligerede Kirker, stride i Grunden kun for deres egne Privilegier; men smukt var det, om de udtalte det høit.

Andreas Gottlob Rudelbach, Dansk konfessionel luthersk teolog og den, der sikrede baptisterne religionsfrihed i Om Begrebet Folkekirke. En historisk-kirkeretlig Betænkning, betræffende den danske evangelisk-lutherske Kirkes fremtidige Stilling og Forhold til Staten. København 1854.

Videoprædikener

Augustana Lutheran Church med Martin Diers som præst har en del video- og MP3-gudstjenester liggende på deres website efterhånden:
http://augustana.us/services

Håndtryk

Så har Biskop Karsten Nissen truffet sin beslutning angående håndslag. Det blev et nej til de ordinander, der ikke vil give håndslag.

Nogle på folkekirkens højrefløj vil nok brokke sig over manglende rummelighed. I spørgsmålet om kvindelige præster er jeg helt enige med modstanderen på folkekirkens højrefløj. Jeg er også helt enig i, at man ikke kan give håndslag til en kvindelig præst ved ordinationen. Jeg mener blot heller ikke, at man kan give håndslag til en mandlig præst eller biskop, der er tilhænger af kvindelige præster eller anden vranglære.

Men betyder det, at trossamfund skal være rummelige. Nej, et trossamfund skal ikke være rummeligt. Religionsfrihed er netop frihed for alle religioner og trossamfund til ikke at være rummelige, så længe de ikke krænker andres frihed. Når et trossamfunds ret til ikke at være rummelig mistses, mister vi også religionsfriheden.

Der er ikke tale om forfølgelse, når rummeligheden i et trossamfund begrænses af trossamfundet selv, som det idag er sket i Viborg stift. Tværtimod ville der være tale om forfølgelse, hvis staten ikke tillod et trossamfund selv at afgøre, hvem der har adgang til dens embeder. Og er man uenig i trossamfundets lære og ordninger, kan man selvfølgelig ikke være forkynder og præst i det.

Det store problem består derfor i stedet i, at den såkaldte højrefløj insisterer på at blive i et trossamfund, som den ikke deler lære og praksis med. Når den så begynder at sætte grænser tilfældige steder (som ved håndtryk til kvindelige præster frem for til alle vranglærere), er der jo dybest set tale om en tilfældig diskrimination for ikke at sige decideret mandschauvinisme. Biskoppen, der ordinere disse kvinder begår en mindst lige så stor synd som disse kvinder - og det samme gør de mandlige præster og ordinander, som deltager. Det kirkelige fællesskah og dermed håndtryk ved ordinantionen bør nægtes til alle disse - og ikke kun til en enkelt gruppe.

Jeg kan derfor - borgerligt set - godt forstå, at nogen bliver sure, når højrefløjsteologer insisterer på at lade sig ordinere i en kirke, hvor de ikke anerkender deres kollegers embede.

Hvis man er uenig i folkekirkens ordinationspraksis, bør man forlade den. Det er både det bibelsk rigtige og det borgerligt mest ærlige at gøre.

Kvindehånd og bispehånd

Imorgen afgør Statskirkebiskop Karsten Nissen, om det fortsat skal være muligt for mandlige ordinander i Viborg Stift at afvise at give håndslag til kvindelige præster ved ordinationer.

I denne artikel i Kristeligt Dagblad forklarer Anders Dalgaard, at et nej til muligheden nok ikke vil give problemer, da IM har åbnet for, at både medlemmer, medarbejdere og HB-medlemmer kan være tilhængere, selvom IM ikke har ændret officielt syn. Her må man dog spørge , om ikke en accept af tilhængere af kvindelige præster i HB og som medarbejdere (samt accept af kvindelige præster som prædikanter) er en de facto anerkendelse af, at kvindelige præster ikke strider mod biblen. At fastholde biblens lære på det punkt uden at det får konsekvenser, er for mig at se udtryk for ligegyldighed overfor læren.

Også Brian Nissen, som er medarbejder i IM, giver udtryk for sin holdning på sin blog.
Brian Nissen skriver bl.a., at man må give frihed til forskellighed indenfor "højrefløjen", da det ikke er et frelsesspørgsmål. Dette er udtryk for dét, man tidligere kaldte "gospel-reductionism" - at det ikke er Skriften, men Skriftens centrum, der bestemmer kirkens lære. Det var en af den bibelkritiske teologis mange fejl. I praksis fører det også til, at man vurderer lærespørgsmåls vigtighed ud fra, hvor mange af dem, der har samme fromhedstradition som en selv, der mener det samme. Brian Nissen drager tydligvis også den konsekvens, når han skriver:

Også her må vi passe på, at vi ikke giver indtryk af, at vi alle er ens. Selv gode og bibeltro teologer på den kirkelige højrefløj er rygende uenige om det her. Lad os derfor også her give hinanden lidt frirum - så vi ikke binder samvittighederne!

Men hvad skulle der nu være i vejen med at binde samvittighederne til Skriften. Og hvordan kan man vurdere, at nogen er "gode og bibeltro teologer", hvis ikke netop ved at vurdere, om de følger Biblens ord - også dens forbud mod kvinders udøvelse af myndighed og forkyndelse i kirken - og dermed også dens forbud mod kvinder i præsteembedet.

Hvis man forudsætter at nogen er "gode bibeltro teologer" på et andet grundlag end deres faktiske overensstemmelse med Skriftens lære, bliver der i stedet tale om en vurdering af deres intentioner eller brug af de rette fromhedsudtryk. Dette er i øvrigt mindst lige så ekskluderende som en vurdering af læren.

En ting er jeg dog enig med Brian Nissen i:

Hvorfor er det så stort et problem et give hånd til en kvinde, når man uden problemer gladeligt giver hånd til åbenlys vranglærende mænd?

Ja, hvorfor egentlig. Og hvordan kan ordinander, som er modstandere af kvindelige præster, lade sig ordinere af biskopper, som er tilhængere af kvindelige præster og ordinere disse.

Luthersk Julebud

Pastor Vagn Lyrstrand har været redaktør på et adventsblad udgivet af Evangelisk Luthersk Kirke i København og på Sydfyn og Augustanakirken. Et flot lille hæfte med andagter, artikler og salmer - og invitation til fælles adventsfest mellem menighederne i "Skallen" i Svendborg d. 16. december kl. 14.

Send en mail til mig på pastor [snabela] augustanakirken.dk med navn og adresse, hvis du er interesseret i et eksemplar af bladet.

Tildigtning

Har netop digtet vers 1 og 3, så der kommer lidt med om bodstiderne, herunder advent i kirkenytårssalmen på søndag: http://docs.google.com/Doc?id=dgpjghpf_26ghhgjt

Netbog om luthersk liturgik -kirkeåret

http://members.ozemail.com.au/%7Esmithhp/resources/studies/hebart.htm

Her er nogle noter fra den tidligere amerikansk luthersk teologiprofessor Herbart, som jeg selv finder nyttige at repetere liturgiens teologi efter. Jeg har netop læst afsnittet om kirkeåret generelt og særligt advent i forbindelse med forberedelse af gudstjeneste til 1. søndag i advent, hvor vi begynder et nyt kirkeår.

Han gør opmærksom på, at kirkeåret indeholder hele frelseshistorien, hvilket er godt at blive gjort opmærksom på i ugen mellem to kirkeår. Her er lidt, blandet med mine egne reflektioner:

Kirkeåret begynder med advent, hvor vi særligt tænker på tiden fra skabelsen til Kristi komme, dernæst Kristi fødsel og gerning, Jul, åbenbaring ag hans herlighed i Helligtrekongertiden(epifani), hans lidelse, død (faste og langfredag) og opstandelse (påsken), himmelfart, og udgydelsen af Helligånden. Dernæst fejres kirkens tid, hvor vi sidder for Jesu fødder og lytter til hans undervisning, som vi nu lever i (trinitatistiden), som i de sidste søndage i trinitatis peger mere og mere på Kristi andet komme - tænk på verdensdommen i søndags.

På den måde når kirkeåret omkring hele frelseshistorien og den kristne tro, så der er ingen grund til at forsøge at opfinde den dybe tallerken igen ved at afskaffe kirkeåret og blot prædike over selvvalgte tekster. Med vores to tekstrækker er der da også mulighed for variation.

I adventstiden kan man derfor overveje at prædike over de gammeltestamentlige tekster og måske kunne disse varieres mere, så man når omkring flere messianske profetier, f.eks. til ugedagsgudstjenester.

Menighedsliv og prædikeembede

I den danske oversættelse af min homiletiklærer fra Concordia Theological Seminary, Harold Senkbeils anbefalelsesværdige bog 'At dø for at leve', som LMH's elevforening har udgivet (hvilket de skal have stor ros), står der i udgivernes forord:

"Visse steder i bogen skinner det igennem, at Harold L. Senkbeil som amerikansk, luthersk præst har en anden kulturel og kirkelig baggrund end mange danske læsere. Således forudsætter han, at alle lutherske kristne har deres åndelige hjem i en menighed med en prsæt, som de betragter som deres åndelige hyrde, og hos hvem de modtager både forkyndelse, sakramenter og den personlige tilsigelse af syndernes forladelse"

Men er dette et udtryk for amerikansk kultur - eller er det ikke snarere simpelthen udtryk for sand bibelsk kristendom og menighedsliv. Kristus har indstiftet både den lokale menighed, hvori ordet og sakramenterne forvaltes (f.eks. Matth. 18) og prædikeembedet (f.eks. Matth. 28) til at forvalte ordet og sakramenterne. Forordet fortsætter:

"Missionshusforsamlinger, lægmandsarbejde og lægprædikanter, som vi kender det i Norden, tager han ikke i betragtning"

Men disse ting er ikke hverken udtryk for et bibelsk eller luthersk menighedsliv. Både missionhusforsamlinger og lægprædikanter er i strid med Guds ordninger. Gud har indstiftet den lokale menighed og prædikeembedet. Kan man ikke være i en menighed pga. falsk lære, må man bryde ud. Man kan ikke lave halvmenigheder og kalde halvhyrder. Det er både ubibelsk og uluthersk at dele en menighed og at lade en privat forening kalde prædikanter.

Det er også et usundt kristenliv, når man modtager nadveren et sted, sjælesorg et andet og forkyndelse måske et tredje sted. Gud har indstiftet hyrdeembedet til at drage omsorg for sjælene. Hvordan skal en hyrde kunne gøre det, når fårene shopper rundt til forskellige halvmenigheder for at høre en ny inviteret 'taler'.

Harold Senkbeils gode bog afspejler et almindeligt bibelsk og luthersk menighedsliv, hvor menigheden forsmales søndag efter søndag om Herrens ord og sakramenter forvaltet ved den hyrde, menigheden har prøvet i alle troens artikler, kaldet ved Helligåndens bistand og forpligtet på hele den lutherske lære ved offentlig edsaflæggelse og ordination.

Et sådant almindeligt menighedsliv har vi i den evangelisk-lutherske Augustanakirke og i 'Evangelisk Luthersk Kirke i København og på Sydfyn'.

Sækularisternes fatwa mod videnskabelig frihed

Europarådet vil nu med magt bekæmpe friheden til at undervise i andre videnskabelige teorier om livets og verdens oprindelse end evolutionshypotesen. Det er et groft angreb på demokratiet og et forsøg på at gøre sækularismen til en statsreligion, der skal kontrollere videnskaben.

Støt forsknings- og ytringsfriheden mod totalitær sækularisme.

Jeg havde ved en fejl skrevet EU i stedet for Europarådet i første omgang. Har rettet det nu.

De to regimenter og sækularismen

De sidste par år har man kunnet høre og læse en del om forholdet mellem religion og politik. Det er god luthersk tradition, at disse skal adskilles. Gud er herre begge steder, men samfundet skal styres efter den naturlige lov og fornuften, ikke det åbenbarede ord og evangeliet. Der skal ikke oprettes noget teokrati og mennesker skal ikke påtvinges den sande lære. Evangelieteksten til på søndag om at give kejserens, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, handler netop om dette.

Det er interessant, at den mand, der fik kongen til at indføre religionsfrihed for baptisterne få år før grundloven, var den ortodokse lutherske teolog, Andreas Gottlob Rudelbach, som også arbejdede for en fuldstændig adskillelse af stat og kirke. Den teologisk mere liberale biskop Mynster ønskede derimod en stærk statskirke.

Det burde være let at se, at Islam ikke kender til denne skelnen. Her ønsker man et teokrati, et tusindårsrige ligesom i ideologier såsom kommunisme og Nazisme, som også vil regere samvittighederne. Sådan var det også på mange måder i det gamle hedenskab, hvor statens guder var garanten for samfundet og derfor måtte dyrkes. Eller staten blev guddommeliggjort i form af kejserdyrkelse og detslige. Alt sammen sammenblanding af Guds verdslige og åndelige regimenter.

Sækularismen i vor tid er på mange måder en reaktion mod den islamiske sammenblanding af religion og politik. Desværre begår den ofte samme fejltagelse. Det gør den, når den ønsker religion ud af det offentlige rum eller vil kræve, at man sætter demokratiet over religion.

Det er sandt, at religiøs argumentation ikke bør bruges i en politisk debat. Her har modstandere af fri abort gjort en stor fejl og i øvrigt skudt os selv i foden. Fri abort er ikke et spørgsmål om religion, men om menneskerettigheder.

Det er også sandt, at demokratiet ikke skal underordne sig under sine borgeres religion og at man skal indordne sig under samfundets love, hvis man vil bo i Danmark. Men når man hævder, at det offentlige rum kun er til politik, angriber man dybest set religions- og ytringsfriheden. For denne frihed indebærer friheden til at missionere - ikke kun for sækularister. Ytringsfriheden indbærer også friheden til at fordømme og forkaste falsk gudsdyrkelse. Hvor denne frihed anfægtes - ofte i tolerancens navn- anfægtes samvittigheds- og ytringsfriheden.

Og når man kræver, at mennesker skal sætte demokratiet over deres religion, vil man regere samvittighederne og hjerterne. Da går staten ud over sit mandat og guddommeliggør sig selv, ligesom staten i teokratier og utopier gør. Det strider i virkeligheden også imod demokratiet at ville regere samvittighederne på den måde.

Prædikeembedet I

Ofte bruges dette skriftsted til at begrunde missionsaktiviteter i al almindelighed, herunder også aktiviteter udført af lægmænd, f.eks. deres bekendelse af troen overfor deres næste(i en luthersk forståelse er en lægmand en, der ikke er kaldet til det hellige prædikeembede). Jeg vil ikke anfægte, at lægfolk skal bekende troen på arbejde, derhjemme og hvor de ellers kan komme til det. Det er en vigtig opgave, lægfolket har, som kan begrundes mange steder i Skriften, nemlig at bekende evangeliet overfor deres næste i kald og stand og derved drive mission(f.eks. 1. Pet 2,9).

Men spørgsmålet er, om Kristi befaling i Matthæus 28,18-20 er rettet direkte til alle kristne, eller om disse vers er rettet til apostlene og deres efterfølgere i prædikeembedet.
I vers 16 står der, at det var de elleve, Jesus talte til. Jesus havde selv kaldet disse mennesker og oplært dem i flere år. Hans tilhøre var mange flere end disse. Men da løftet rækker til verdens ende kan det omvendt ikke være begrænset til apostlene alene, men må også inkludere deres efterfølgere i prædikeembedet.

Dette embede, hvis guddommelige indstiftelse benægtes af mange, nævnes mange steder i Skriften, f.eks. 4,11-12 og ApG. 20,28.

I Matthæus 28,18-20 siges der meget klart, hvad dette embedes opgaver er, nemlig at gøre menensker til disciple, døbe og undervise i alt, hvad Kristus har befalet. Mennesker bliver disciple gennem forkyndelsen af evangeliet. Hvad Kristus har befalet indbefatter både budene om, hvordan mennesker skal leve samt hele hans lære, herunder nadverbefalingen. Prædikeembedets opgaver kan altså ikke skilles fra hinanden i abstrakte 'funktioner', som lægprædikantvirksomhed gør. Nej, befalingen indbefatter både forkyndelse, undervisning og sakramentsforvaltning.

Hvordan kaldes man så til prædikeembedet. Jesus havde kaldet apostlene og kaldte endnu mens apostlene levede profeter gennem apostlene. Men efter apostlene kalder han ikke mere menensker til at prædike direkte. I stedet kalder han gennem sin menighed, som har nøglemagten (Matth. 18), så den kalder mænd til at forvalte nøglemagten, ligesom apostlene gjorde det(Joh 20,23).

Glædelig Reformationsdag

I dag er det årsdagen for den danske reformation, 30. oktober 1536. Antikristens magt blev brudt og evangeliet kunne igen lyse i sin klarhed. Men hvor lyser evangeliet klart i Danmark i dag? Hvor prædikes lov og evangelium ret og hvor forkastes alt falsk lære, der angriber evangeliet?

I Folkekirken kan man prædike næsten hvad som helst - som ateist (Grosbøl) bliver man nødt til selv at sige op, hvis man vil væk.

I de pietistiske bevægelser (repræsenteret bl.a. ved Evangelisk Luthersk Netværk) skal man gerne være enige om nogle moralske punkter og så treenighedslæren. Men man taler ikke imod Leuenbergkonkordien og efterhånden er Guds skaberordninger heller ikke så vigtige (f.eks. nedtones modstand mod kvindelige præster). Man accepterer også gerne den nye postmoderne liberaleteologi under dæknavnet 'emergent church' og sluger gerne evangelikal og karismatisk teologi og praksis.

I 'frikirkerne', dvs. evangelikale og karismatiske frikirker har man aldrig holdt sig til Guds ords rette lære, men har fornægtet den, hvor det ikke stemte med ens sværmeriske meninger. Det gælder f.eks. i læren om arvesynden, den trælbundne vilje, sakramentslæren, kristologien etc.

Pavekirken, som fascinerer mange, lærer stadig sit falske evangelium om, at mennesker retfærdiggøres ved tro og gerninger og ikke ved Kristi tilregnede retfærdighed alene.

Det er glædeligt, at Gud friede Danmark fra Pavekirkens mørke, men det er sørgeligt, at Danmark i dag befinder sig i et nyt åndeligt mørke. Her hjælper menneskeskabte strategier og at tilpasse sig tidsånden ikke. De eneste, der lader sig påvirke af det, er dem, der tilpasser sig.

Nej, det eneste, der kan frelse fra åndeligt mørke er tilbagevenden til Den Hellige Skrifts rene lære og evangeliet om Kristi tilregnede retfærdighed, som skænkes uforskyldt i nådens midler og modtages ved troen, som Helligånden skaber ved nådens hellige midler.

Uddybelse: BIBELSK / Jesper Veiby: Tanker om kristen erkendelse - 3

BIBELSK / Jesper Veiby: Tanker om kristen erkendelse - 3

Jesper Veiby skriver om nadveren:

Det samme gælder dogmet om, at nadveren "fysisk er Jesu legeme". Begrebet "fysisk" indebærer i al almindelighed, at noget kan sanses eller kan observeres via fysiske instrumenter. Hvis det ikke tilhører det fysiske univers, ikke kan ses, høres eller på anden måde observeres, så virker det ret så meningsløst at betegne noget som fysisk. Forvirringen opstår, fordi man ikke kan holde sig til Jesu ord om at "dette er mit legeme", men man insisterer på at forklare dette med problematiske ord, som enhver der hørte ordene umiddelbart ville mene måtte være af andet indhold.

Jesper Veiby har en noget uklar begrebsbrug. Jeg har ikke skrevet 'fysisk' noget sted - af gode grunde. Dette ord kan bruges på flere måder og jeg ville ikke bruge det uden at definere det nærmere. Nu fører JEsper det så ind i debatten - tilsyneladende som om lutheranere skulle insistere på dette ord i sig selv. Derefter definere Jesper ordet på en sådan måde, at enhver kan se, at nadverens brød ikke er Jesu 'fysiske' legeme. Hvis Jesper med fysisk, at det kan sanses og observeres, vil jeg ikke insistere på dette ord(hvilket jeg heller ikke har gjort!). Hverken jeg eller den lutherske kirke har insisteret på et bestemt ord uden at betydningen af dette ord var klart.

Hvis ordet fysisk derimod betyder 'naturligt', vil jeg gerne insistere på det. Det fremgår nemlig klart af Skriftens enkle ord, at det er Jesu sande og naturlige legeme, der gives os skjult under brødet og hans sande og naturlige blod, der gives os i nadverens vin.

Det er faktisk Jesper Veiby, der skaber forvirringen, når han i stedet for at forholde sig til dét jeg og den lutherske kirke lærer, blander sådanne uklare ord og begreber ind. Der er stadig ikke Skriftens sprogbrug, der er uklart, men Jesper Veiby, der skaber forvirring ved sit uklare begrebsbrug.

BIBELSK / Jesper Veiby: Tanker om kristen erkendelse - 3

BIBELSK / Jesper Veiby: Tanker om kristen erkendelse - 3

Jeg fortsætter hermed debatten med Jesper Veiby fra september måned.

Jesper Veibys hovedtese er, at man ikke kan forstå Biblen ved hjælp af almindelig syntaks og sprogforståelse.

Jesper Veiby henviser her til debatten ml. Calvinister og lutheranere om dåben og nadveren, hvor Calvinisterne indførte den filosofiske tanke om finitum non capax infinitum - det endelige kan ikke rumme det uendelige. Jesper Veiby påpeger det meningsløse i denne sætning. Jeg er for så vidt ikke uenig. Sætningen er et filosofisk påfund, indført i debatten af calvinister som baggrunden for at afvise inkarnationen og Herrens legemes og blods sande nærvær i nadverens brød og vin.

Dernæst peger Jesper på ordet 'blive', som han hævder må have en anden betydning end i ordinært sprogbrug. Jeg er enig i, at det første sted man må lede efter et ords betydning i biblen, er i biblen. Men ordet bliver har ikke nødvendigvis en anden betydning. Hvis en Svend ved navn Peter bliver udlært, hedder han stadig Peter. Det er uklart, hvad Jesper mener, at bliver betyder. Tilslutter han sig en calvinistisk lære om Kristi to naturer?

Dernæst forholder Jesper sig til nadverlæren. Han indføre begrebet 'fysisk' i debatten, definerer begrebet, hvorefter han afviser det. Han forholder sig dog ikke til den evangelisk-lutherske nadverlære, hvorfor jeg ikke ser grund til at kommentere det.

Jeg mener stadigvæk, at Jesper Veiby anvender samme metode som Jehovas vidner i sin skriftudlægning, selvom han benægter færre kristne dogmer end de gør. Hvad Jesper lærer om inkarnationen og om nadveren er uklart, men Skriftens lære er ikke uklar på disse punkter. Og kun den lutherske kirke bekender Skriftens lære klart på disse punkter.

Lov og evangelium

a)Loven b) Evangeliet
a) Gud hader synden. b)Gud elsker syndere.
a) Gud er vred på alle syndere. b) Gud er velvillig mod alle syndere.
a) Gud vil ikke tilgive synd . b) Gud har tilgivet alle synder.
a) Gud vil ikke frikende. b) Gud har frikendt hele verden
a) Gud vil ikke lade synden forblive ustraffet. b) Gud eftergiver os vores straf
a) Gud vil erklære dem retfærdige, som holder loven. b) Gud erklærer dem retfærdige, som har brudt loven


Skemaet er let fordansket fra 'Skriften og Saligheten' af Siegberg Becker, Chronos forlag 1976.

Disse to store tilsyneladende modsætninger i Den hellige Skrift, løses kun ét sted: Kristi kors. Her straffede Gud synden og udgød sin vrede over sin enbårne søn i alle menneskers sted. Derved åbenbarede han sin vrede og forkastelse af alle syndere. Men i sin nåde og kærlighed mod alle syndere lod han sin enbårne søn straffe i vores sted og erklærede ved hans opstandelse verden retfærdig i ham, før et eneste menneske var kommet til tro. Nu uddeler han syndernes forladelse i sine nådemidler ved sine hyrder og lærere ufortjent og skabewr selv troen på syndernes forladelse ved disse nådemidler. De fleste kætterier består i at blande lov og evangelium sammen eller gøre en af dem mindre og som konsekvens også den anden og Kristi kors.

Dr. Luther om lære og liv

"Derfor skal man, som jeg ofte påminder om, skelne omhyggeligt mellem lære og liv. Læren er himlen, livet er jorden. I livet er der synd, vildfarelse, urenhed og eddikesur elendighed, som man siger. Dér skal kræligheden være overbærende og tålsom, lade sig narre, tro, håbe og udholde alt. Dér gælder fremfor alt syndernes forladelse, når blot man ikke forsvarer synd og vildfarelse; men i læren er der ingen fejl, så den trænger ikke til syndsforladelse. Lære og liv kan altså slet ikke sammenlignes. Bare en tøddel af læren er mere værd end himmel og jord( Matt. 5,18). Derfor tillader vi ikke, at man tilføjer den mindste smule skade. Men vildfarelser i levned kan vi udmærket være overbærende med. For også vi fejler dagligt i liv og sæder, ligesom alle helgener gør. Det bekender de jo alvorligt i Herrens bøn (naturligvis fadervor) og i trosbekendelsen. Men vor lære er, Guds ske lov, ren, og alle vore trosartikler er fuldstændig begrundet i den hellige Skrift."

Dr. Martin Luther i i sin Store Galaterbrevskommentar til Gal 5,10b, oversat af Helge Haystrup i Store GalaterbrevsKommentar II, s. 258-259, København 1984.

Ikke længere en husmenighed

Augustanakirken har i dag holdt sin første af mange planlagte gudstjenester i mødelokaler på Åby Bibliotek. Det var en succes, men der er stadig ledige pladser, så kom bare. Se gudstjenestetidspunkter her.

Gudstjeneste i København

Til interesserede, som ikke kan komme til Augustanakirkens gudstjeneste imorgen 20. s.e. Trinitatis, vil jeg henvise til Pastor Lyrstrands gudstjeneste kl. 10.00.

Gudstjenesten foregår

Ålekistevej 157
2720 Vanløse

Augustanakirken glæder sig over fællesskabet med Pastor Lystrands menigheder i København og på Langeland.

Walther om lærevished

"Guds ord siger os i Jeremias 23,28, hvor Gud taler: "men den, der har mit ord, skal tale mit ord i sandhed. Hvad har strå med kerne at gøre? siger Herren." Altså skal der kun være kerner og ingen strå i vores prædiken. Apostlen Paulus advarer Galaterne, Gal. 5,9: "Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen." En smule falsk lære fordærver hele læren, vil han siger. Og Moses advarer allerede: "I må ikke føje noget til det, jeg befaler jer, og heller ikke trække noget fra, men I skal holde Herren jeres Guds befalinger, som jeg giver jer." og Johannes slutter hele Biblen med de samme ord. Når man nu siger: "Man kan ikke komme så langt, at man kan fremstille troens artikler i overensstemmelse med Skriften", så er det en djævelsk lære. Særligt når studerende hører det, så er det en sand helvedsgift, som sprøjtes ind i deres hjerter; for så beflitter de sig ikke overhovedet ikke på at komme til bunden i sandheden, for at komme til klarhed om sandheden."

C.F.W. Walther i 'Die Rechte Unterscheidung zwischen Gesetz und Evangelium', fjerde aftenforelæsning, 3. oktober 1884 s. 29. Findes også i engelsk oversættelse her.