Henrik Højlunds pietistiske homiletik

Formand for Evangelisk Luthersk Netværk, sognepræst Henrik Højlund, har i Februarnummeret af DBI-posten oplistet en række punkter, som - mener han - kendetegner dårlige prædikener. Man kan næppe være uenig i de rent tekniske retoriske ting, såsom at præsten da ikke skal læse monotont op eller stå ubevægeligt eller ikke se op fra manuskriptet. Her kan man altid forbedre sig - særligt unge og knap så erfarne prædikanter som jeg selv.

Højlund understreger også vigtigheden af bøn og bibellæsning og af at pege på Jesus og prædike radikalt om synden. Det er også positivt, at dette understreges.

Men så skriver han som pkt. 2:

2. Lad alle dine prædikener
formes efter et fast mønster
Uanset hvilken tekst, du skal
forkynde over, forkynder du altid
først lovens afslørende dom over
synderen og dernæst evangeliet
om syndernes forladelse ved Jesus
Kristus.

Enhver prædiken behøver efter min mening heller ikke i sin struktur følge dette skema, men hvis man vil sikre, at lov og evangelium deles ret og høres ret, er det bestemt ikke nogen dårlig ide at lade sin prædiken opbygge, så den også afspejler disse to hovedbudskaber, som må være gennemgående i enhver prædiken. Lov og evangelium er jo ikke to emner blandt andre i Biblen. Det er snarere de to nøgler som åbner Skriften både for prædikant og tilhører. Selvom enhver prædiken ikke behøver være bygget op med loven først og evangeliet derefter, så må den indholdsmæssigt være bygget op, så lovens afslørende dom kommer først og dernæst evangeliet.
Alternativet er, at lov og evangelium blandes sammen. At Henrik Højlund også tager den konsekvens, fremgår af det næste punkt:

3. Sørg for, at skyde evangeliet
ind foran og efter alt
Efterlad aldrig dig selv og tilhørerne
med nogen form for uro
i sjælen. Evangeliets trøst skal
lægges på til sidst hver gang. Hvis
f.eks. teksten består af formaningsord,
så husk at understrege,
at ingen dybest set kan efterleve
det. Ingen må forledes til at tro, at
de for alvor skal prøve.

Det er svært at komme udenom, at Højlund mener, at det er loven - og ikke evangeliet - der skal frembringe frugterne. Det var netop pietismens store fejl, at den troede, at det var uvished og lovens trusler, der frembragte helliggørelse, at de gode gerninger kom af "uro i sjælen". Men det er en lovisk sammenblanding af lov og evangelium. Det eneste, der kan give mennesker sand frimodighed til for alvor at prøve er at de har ro i deres samvittighed. Derfor formaner Paulus også netop ved Guds barmhjertighed (Rom 12,1).

Igen i pkt. syv understreger Højlund sin pietistiske sammenblanding af lov evangelium:

7. Tal så lidt som muligt om
Ånden og om Kristus i os
Tal altid om frelsen som noget der
helt og holdent sker udenfor os.
Husk: Vores følelser og erfaringer
er noget tvivlsomt noget.

Jeg er ikke modstander af at tale om Ånden og Kristus i os. Men frelsen er noget, der sker udenfor os. Kristi gerning i os er helliggørelsen. Den er også vigtig, men ikke en del af frelsen. Det er endnu en af pietimens gamle fejltagelser, der kommer frem igen og igen. Og vore følelser og erfaringer er i hvert tilfælde på ingen måde en del af frelsen. De er nemlig noget tvivlsomt noget, selvom pietismen lagde vægt på dem.

Herudover understreger Højlund, at man skal forkynde det personlige og selvoplevede og, når man taler om fortabelsen, skal det være med "smerte og dirrende alvor". Jeg har intet problem med helvedsforkyndelse. Det er vigtigt at advare om fortabelsen, men det er ikke prædikantens indlevelse og personlighed, der er afgørende, og hans sentimentale forkyndelse skal ikke rykke prædikenens fokus fra budskabet til prædikantens følelser.

Tårevædede fortabelsesprædikener krydret med prædikantens egne oplevelser får måske mennesker til at gå bevægede derfra. Men gik de derfra afsløret af lovens dom og tilsagt syndernes forladelse for Jesu stedfortrædende lidelses og døds skyld? Hvis ikke, er resten ligegyldigt.

Kirken og teologien

Robert D. Preus:

"After a long ministry, I have discovered that when theologians do not want to discuss theology, the church is in trouble."

I Preus, Klemet I. (editor): "Doctrine is Life - The Essays of Robert D. Preus on Scripture"
p. 21

Bibelsk Skatkiste: om populære præster

I Morten Luthers "Bibelske Skatkiste" København 1888, står der i en note til stykket til 17. Januar (s. 12):

Det er ikke godt for en Præst, når han ser Fred og ikke møder Modsigelse af Nogen. Det er et tegn på, at han ikke besidder den sande Lære. Thi denne Læres Ejendommelighed bestaar just i at vække modsigelse. Gud fri os for Præster, som alle Folk synes godt om.

Missourisynoden, AALC og Den evangelisk-lutherske Frikirke

I sommers erklærede Missourisynoden (LCMS) kirkefællesskab med "The American Association of Lutheran Churches" (AALC). Dette kirkesamfund har tidligere skrevet om uenigheder med missourisynoden:

For example, the celebration of the Lord's Supper among congregations in The AALC could be described as "close" Communion. While the term "close" has been used in the LC-MS in the past, the current practice is to define this as "closed" Communion with the perception that Holy Communion in Missouri Synod churches is only for Missouri Synod Lutherans.

Teksten findes stadig på kirkesamfundets hjemmeside, så man må gå ud fra, at den stadig gælder: Distinctions of The AALC.

Men hvad er egentlig forskellen på closed og close communion. Closed communion handler om kirkefællesskab. Det handler om, at nadveren er et menighedsmåltid, der forudsætter enighed om lære og bekendelse og medlemskab af en retlærende kirke.

Close communion handler først og fremmest om, at præsten skal vide, hvem han tager til alters - om de modtager nadveren ret, dvs. ved hvad de får og ikke er ubodfærdige. Dette er vigtigt og enhver præsts pligt at gøre.

Men når læren om kirkefællesskab ikke berører ens nadverpraksis, har man reelt ikke en lære om kirkefællesskab. Og når LCMS kan erklære alter- og prædikestolsfællesskab med en kirke, der ikke har det det, må man spørge, om LCMS stadigvæk har en lære om kirkefællesskab.

Den har før erklæret kirkefællesskab med kirker, der var i kirkefællesskab med liberale kirker. Men med erklæringen om kirkefællesskab med AALC, kan der ikke længere være tvivl om, at LCMS er en vranglærende og unionistisk kirke.

Den Evangelisk-Lutherske Frikirke i Danmark (ELFK) har formanet LCMS ledelse flere gange(se bl.a. her), men så vidt man kan læse af ELFK's hjemmeside, er den stadig i kirkefællesskab med LCMS og har ikke officielt suspenderet eller afbrudt det.

Men hvad betyder en formaning til LCMS om at afbryde kirkefællesskab med vranglærende kirkesamfund, hvis man selv opretholder kirkefællesskab med LCMS, som ELFK gør. ELFK har jo selv ved sin praksis vist, at de ikke fastholder den lutherske lære om kirkefællesskab.

Samtidig har ELFK i enhedsdokumentet mellem nordiske kirker, tilslutte sig følgende sande formulering om kirkefællesskab: "Kirkefællesskab skal imidlertid ikke grundes på individuelle menighedsmedlemmers trosbekendelse, men på den lære, som menigheden faktisk forkynder og bekender. På dette grundlag kan man udøve prædikestols- og nadverfællesskab mellem kirker og menigheder. Og dette betragter vi som kirkefællesskab." ELFK viser ved sin praksis, at man ikke er i overenstemmelse med enhedsdokumentet, når det gælder læren om kirkefællesskab.

I Augustanakirken er vi fastholder vi læren om kirkefællesskab, som den er formuleret i enhedsdokumentet. Vi vil også fastholde den i praksis. Derfor kan vi ikke indgå eller opretholde kirkefællesskab, dvs. nadver- og prædikestolsfællesskab, med vranglærende kirker.