onsdag, juni 27, 2007

Pragmatisme -også bibelkritik

Der findes en foragt for Guds ord, som kirker, der kalder sig bibeltro og lutherske desværre let bliver gennemsyret af. Den hedder pragmatisme. Den findes i flere varianter, men hovedingrediensen er, at mens man i princippet anerkender den rette lære, så er det alligevel kun i princippet. Når det kommer til praksis, hvor læren skal udfolde sig, så går man på kompromis og bliver eftergivende overfor den falske lære og praksis.

Jeg vil skynde mig at sige, at jeg er helt med på, at man som præst og kirke må have en del pastoral og barmhjertig tålmodighed med dem, der fejler. Desuden er det jo også sådan, at alle ikke skal kende den rette lære til bunds -kundskabsniveauet er forskelligt.

Dér, hvor pragmatismen sætter ind, er når man ikke blot har tålmodighed med de svage eller uvidende, men accepterer bevidst modstand mod den rette lære efter undervisning og formaning eller enddog begynder at indføre falsk praksis af hensyn til dem, der er i modstrid med den rette lære.

Dette kan enddog ske med henvisning til, at dem, der vil have kirken til at ændre sin lære og praksis efter deres hoveder, skulle være 'de svage'. Men det er en løgn, der undergraver Guds ords lære og Guds kirke.

Paulus skriver kort og klart i Rom 16,17, hvordan man skal forholde sig til dem, der er i strid med den rettelære -man skal ikke have kirkeligt fællesskab med dem. At fastholde falsk lære og praksis trods undervisning og formaning og at fremme og forsvare denne er ikke blot en uskyldig leg med intellektuelle begreber; -det er i stedet at sprede dødbringende gift. Det er derfor enhver retlærende menigheds pligt at holde læretugten i hævd -også overfor lægfolk.

Pragmatismen kan også bruge indflydelsen som argument. Sådan skriver Rolf Preus om, at Missourisynoden ikke længere har en lære om kirkefællesskab, men en lære om indflydelse. Når man fastholder kirkeligt fællesskab med vranglærende kirker som f.eks. folkekirken eller for den sags skyld også Missourisynoden med den begrundelse, at man på den måde kan øve indflydelse, er man i strid med apostlens ovennævnte formaning, og konsekvensen bliver oftest, at indflydelsen går den anden vej, når man allerede har vist sig ulydig mod Guds ord.

Der er kun en medicin mod pragmatismen: omvendelse. -Omvendelse ved anger over synden og tillid til, at synden forlades for Kristi skyld, så man på ny tør stole på Guds ord og følge dets formaninger i tillid til, at det er gennem ordet og ikke gennem vores indflydelse, at Gud bygger sin kirke.

mandag, juni 18, 2007

Kvinders stemmeret i kirken

Dr. Judisch, som jeg studerede under i Fort Wayne, har lavet denne udemærkede ekesgetiske gennemgang af en række skriftsteder, der er relevante for spørgsmålet om kvinders stemmeret i menighedens beslutningsorganer. Konklusionen er, at denne praksis strider med Skriften, da den betyder, at kvinder udøver myndighed over mænd, hvilket er imod skabelses-, syndefalds- og frelsesordningen. Et andet interessant skrift om forholdet mellem mand og kvinde er dette.

Gudstjeneste i Svendborg

På søndag holder pastor Lyrstrand evangelisk-luthersk gudstjeneste i "Skallen" i Svendborg. Jeg skal hilse fra pastor Lyrstrand og skrive, at interesserede er velkomne. Det er kl. 15.00.

torsdag, juni 14, 2007

At dø for at leve -Et liv i gudstjeneste

Denne udemærkede lutherske bog af min gamle homiletik-lærer (homiletik=prædikenlære) på Concordia Theological Seminary, Fort Wayne, er nu oversat til dansk og udgivet af LHM's elevforenings forlag sammen med Logosmedia. Forhåbentligt kan den medvirke til, at danske kristne få øjnene op for den lutherske arv -også når det gælder spiritualitet. Jeg har ikke læst den danske oversættelse, men kun den engelske original, som jeg godt kan anbefale.

tirsdag, juni 12, 2007

søndag, juni 10, 2007

Kald og ordination

Jeg har idag taget imod et kald fra Augustanakirken til det hellige prædikeembede, idet jeg har erkendt det som et guddommeligt kald og erkendt Augustanakirken som en retlærende evangelisk-luthersk menighed, som opfylder de krav en kandidat må stille for at kunne tage imod et kald fra en menighed. Ordination ved pastor Vagn Lyrstrand, der i øjeblikket fungerer som vakancepræst for Augustanakirken, er sat til den 1. Juli.