Tildigtning

Har netop digtet vers 1 og 3, så der kommer lidt med om bodstiderne, herunder advent i kirkenytårssalmen på søndag: http://docs.google.com/Doc?id=dgpjghpf_26ghhgjt

Netbog om luthersk liturgik -kirkeåret

http://members.ozemail.com.au/%7Esmithhp/resources/studies/hebart.htm

Her er nogle noter fra den tidligere amerikansk luthersk teologiprofessor Herbart, som jeg selv finder nyttige at repetere liturgiens teologi efter. Jeg har netop læst afsnittet om kirkeåret generelt og særligt advent i forbindelse med forberedelse af gudstjeneste til 1. søndag i advent, hvor vi begynder et nyt kirkeår.

Han gør opmærksom på, at kirkeåret indeholder hele frelseshistorien, hvilket er godt at blive gjort opmærksom på i ugen mellem to kirkeår. Her er lidt, blandet med mine egne reflektioner:

Kirkeåret begynder med advent, hvor vi særligt tænker på tiden fra skabelsen til Kristi komme, dernæst Kristi fødsel og gerning, Jul, åbenbaring ag hans herlighed i Helligtrekongertiden(epifani), hans lidelse, død (faste og langfredag) og opstandelse (påsken), himmelfart, og udgydelsen af Helligånden. Dernæst fejres kirkens tid, hvor vi sidder for Jesu fødder og lytter til hans undervisning, som vi nu lever i (trinitatistiden), som i de sidste søndage i trinitatis peger mere og mere på Kristi andet komme - tænk på verdensdommen i søndags.

På den måde når kirkeåret omkring hele frelseshistorien og den kristne tro, så der er ingen grund til at forsøge at opfinde den dybe tallerken igen ved at afskaffe kirkeåret og blot prædike over selvvalgte tekster. Med vores to tekstrækker er der da også mulighed for variation.

I adventstiden kan man derfor overveje at prædike over de gammeltestamentlige tekster og måske kunne disse varieres mere, så man når omkring flere messianske profetier, f.eks. til ugedagsgudstjenester.

Menighedsliv og prædikeembede

I den danske oversættelse af min homiletiklærer fra Concordia Theological Seminary, Harold Senkbeils anbefalelsesværdige bog 'At dø for at leve', som LMH's elevforening har udgivet (hvilket de skal have stor ros), står der i udgivernes forord:

"Visse steder i bogen skinner det igennem, at Harold L. Senkbeil som amerikansk, luthersk præst har en anden kulturel og kirkelig baggrund end mange danske læsere. Således forudsætter han, at alle lutherske kristne har deres åndelige hjem i en menighed med en prsæt, som de betragter som deres åndelige hyrde, og hos hvem de modtager både forkyndelse, sakramenter og den personlige tilsigelse af syndernes forladelse"

Men er dette et udtryk for amerikansk kultur - eller er det ikke snarere simpelthen udtryk for sand bibelsk kristendom og menighedsliv. Kristus har indstiftet både den lokale menighed, hvori ordet og sakramenterne forvaltes (f.eks. Matth. 18) og prædikeembedet (f.eks. Matth. 28) til at forvalte ordet og sakramenterne. Forordet fortsætter:

"Missionshusforsamlinger, lægmandsarbejde og lægprædikanter, som vi kender det i Norden, tager han ikke i betragtning"

Men disse ting er ikke hverken udtryk for et bibelsk eller luthersk menighedsliv. Både missionhusforsamlinger og lægprædikanter er i strid med Guds ordninger. Gud har indstiftet den lokale menighed og prædikeembedet. Kan man ikke være i en menighed pga. falsk lære, må man bryde ud. Man kan ikke lave halvmenigheder og kalde halvhyrder. Det er både ubibelsk og uluthersk at dele en menighed og at lade en privat forening kalde prædikanter.

Det er også et usundt kristenliv, når man modtager nadveren et sted, sjælesorg et andet og forkyndelse måske et tredje sted. Gud har indstiftet hyrdeembedet til at drage omsorg for sjælene. Hvordan skal en hyrde kunne gøre det, når fårene shopper rundt til forskellige halvmenigheder for at høre en ny inviteret 'taler'.

Harold Senkbeils gode bog afspejler et almindeligt bibelsk og luthersk menighedsliv, hvor menigheden forsmales søndag efter søndag om Herrens ord og sakramenter forvaltet ved den hyrde, menigheden har prøvet i alle troens artikler, kaldet ved Helligåndens bistand og forpligtet på hele den lutherske lære ved offentlig edsaflæggelse og ordination.

Et sådant almindeligt menighedsliv har vi i den evangelisk-lutherske Augustanakirke og i 'Evangelisk Luthersk Kirke i København og på Sydfyn'.

Sækularisternes fatwa mod videnskabelig frihed

Europarådet vil nu med magt bekæmpe friheden til at undervise i andre videnskabelige teorier om livets og verdens oprindelse end evolutionshypotesen. Det er et groft angreb på demokratiet og et forsøg på at gøre sækularismen til en statsreligion, der skal kontrollere videnskaben.

Støt forsknings- og ytringsfriheden mod totalitær sækularisme.

Jeg havde ved en fejl skrevet EU i stedet for Europarådet i første omgang. Har rettet det nu.

De to regimenter og sækularismen

De sidste par år har man kunnet høre og læse en del om forholdet mellem religion og politik. Det er god luthersk tradition, at disse skal adskilles. Gud er herre begge steder, men samfundet skal styres efter den naturlige lov og fornuften, ikke det åbenbarede ord og evangeliet. Der skal ikke oprettes noget teokrati og mennesker skal ikke påtvinges den sande lære. Evangelieteksten til på søndag om at give kejserens, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, handler netop om dette.

Det er interessant, at den mand, der fik kongen til at indføre religionsfrihed for baptisterne få år før grundloven, var den ortodokse lutherske teolog, Andreas Gottlob Rudelbach, som også arbejdede for en fuldstændig adskillelse af stat og kirke. Den teologisk mere liberale biskop Mynster ønskede derimod en stærk statskirke.

Det burde være let at se, at Islam ikke kender til denne skelnen. Her ønsker man et teokrati, et tusindårsrige ligesom i ideologier såsom kommunisme og Nazisme, som også vil regere samvittighederne. Sådan var det også på mange måder i det gamle hedenskab, hvor statens guder var garanten for samfundet og derfor måtte dyrkes. Eller staten blev guddommeliggjort i form af kejserdyrkelse og detslige. Alt sammen sammenblanding af Guds verdslige og åndelige regimenter.

Sækularismen i vor tid er på mange måder en reaktion mod den islamiske sammenblanding af religion og politik. Desværre begår den ofte samme fejltagelse. Det gør den, når den ønsker religion ud af det offentlige rum eller vil kræve, at man sætter demokratiet over religion.

Det er sandt, at religiøs argumentation ikke bør bruges i en politisk debat. Her har modstandere af fri abort gjort en stor fejl og i øvrigt skudt os selv i foden. Fri abort er ikke et spørgsmål om religion, men om menneskerettigheder.

Det er også sandt, at demokratiet ikke skal underordne sig under sine borgeres religion og at man skal indordne sig under samfundets love, hvis man vil bo i Danmark. Men når man hævder, at det offentlige rum kun er til politik, angriber man dybest set religions- og ytringsfriheden. For denne frihed indebærer friheden til at missionere - ikke kun for sækularister. Ytringsfriheden indbærer også friheden til at fordømme og forkaste falsk gudsdyrkelse. Hvor denne frihed anfægtes - ofte i tolerancens navn- anfægtes samvittigheds- og ytringsfriheden.

Og når man kræver, at mennesker skal sætte demokratiet over deres religion, vil man regere samvittighederne og hjerterne. Da går staten ud over sit mandat og guddommeliggør sig selv, ligesom staten i teokratier og utopier gør. Det strider i virkeligheden også imod demokratiet at ville regere samvittighederne på den måde.

Prædikeembedet I

Ofte bruges dette skriftsted til at begrunde missionsaktiviteter i al almindelighed, herunder også aktiviteter udført af lægmænd, f.eks. deres bekendelse af troen overfor deres næste(i en luthersk forståelse er en lægmand en, der ikke er kaldet til det hellige prædikeembede). Jeg vil ikke anfægte, at lægfolk skal bekende troen på arbejde, derhjemme og hvor de ellers kan komme til det. Det er en vigtig opgave, lægfolket har, som kan begrundes mange steder i Skriften, nemlig at bekende evangeliet overfor deres næste i kald og stand og derved drive mission(f.eks. 1. Pet 2,9).

Men spørgsmålet er, om Kristi befaling i Matthæus 28,18-20 er rettet direkte til alle kristne, eller om disse vers er rettet til apostlene og deres efterfølgere i prædikeembedet.
I vers 16 står der, at det var de elleve, Jesus talte til. Jesus havde selv kaldet disse mennesker og oplært dem i flere år. Hans tilhøre var mange flere end disse. Men da løftet rækker til verdens ende kan det omvendt ikke være begrænset til apostlene alene, men må også inkludere deres efterfølgere i prædikeembedet.

Dette embede, hvis guddommelige indstiftelse benægtes af mange, nævnes mange steder i Skriften, f.eks. 4,11-12 og ApG. 20,28.

I Matthæus 28,18-20 siges der meget klart, hvad dette embedes opgaver er, nemlig at gøre menensker til disciple, døbe og undervise i alt, hvad Kristus har befalet. Mennesker bliver disciple gennem forkyndelsen af evangeliet. Hvad Kristus har befalet indbefatter både budene om, hvordan mennesker skal leve samt hele hans lære, herunder nadverbefalingen. Prædikeembedets opgaver kan altså ikke skilles fra hinanden i abstrakte 'funktioner', som lægprædikantvirksomhed gør. Nej, befalingen indbefatter både forkyndelse, undervisning og sakramentsforvaltning.

Hvordan kaldes man så til prædikeembedet. Jesus havde kaldet apostlene og kaldte endnu mens apostlene levede profeter gennem apostlene. Men efter apostlene kalder han ikke mere menensker til at prædike direkte. I stedet kalder han gennem sin menighed, som har nøglemagten (Matth. 18), så den kalder mænd til at forvalte nøglemagten, ligesom apostlene gjorde det(Joh 20,23).