tirsdag, oktober 30, 2007

Glædelig Reformationsdag

I dag er det årsdagen for den danske reformation, 30. oktober 1536. Antikristens magt blev brudt og evangeliet kunne igen lyse i sin klarhed. Men hvor lyser evangeliet klart i Danmark i dag? Hvor prædikes lov og evangelium ret og hvor forkastes alt falsk lære, der angriber evangeliet?

I Folkekirken kan man prædike næsten hvad som helst - som ateist (Grosbøl) bliver man nødt til selv at sige op, hvis man vil væk.

I de pietistiske bevægelser (repræsenteret bl.a. ved Evangelisk Luthersk Netværk) skal man gerne være enige om nogle moralske punkter og så treenighedslæren. Men man taler ikke imod Leuenbergkonkordien og efterhånden er Guds skaberordninger heller ikke så vigtige (f.eks. nedtones modstand mod kvindelige præster). Man accepterer også gerne den nye postmoderne liberaleteologi under dæknavnet 'emergent church' og sluger gerne evangelikal og karismatisk teologi og praksis.

I 'frikirkerne', dvs. evangelikale og karismatiske frikirker har man aldrig holdt sig til Guds ords rette lære, men har fornægtet den, hvor det ikke stemte med ens sværmeriske meninger. Det gælder f.eks. i læren om arvesynden, den trælbundne vilje, sakramentslæren, kristologien etc.

Pavekirken, som fascinerer mange, lærer stadig sit falske evangelium om, at mennesker retfærdiggøres ved tro og gerninger og ikke ved Kristi tilregnede retfærdighed alene.

Det er glædeligt, at Gud friede Danmark fra Pavekirkens mørke, men det er sørgeligt, at Danmark i dag befinder sig i et nyt åndeligt mørke. Her hjælper menneskeskabte strategier og at tilpasse sig tidsånden ikke. De eneste, der lader sig påvirke af det, er dem, der tilpasser sig.

Nej, det eneste, der kan frelse fra åndeligt mørke er tilbagevenden til Den Hellige Skrifts rene lære og evangeliet om Kristi tilregnede retfærdighed, som skænkes uforskyldt i nådens midler og modtages ved troen, som Helligånden skaber ved nådens hellige midler.

fredag, oktober 26, 2007

Uddybelse: BIBELSK / Jesper Veiby: Tanker om kristen erkendelse - 3

BIBELSK / Jesper Veiby: Tanker om kristen erkendelse - 3

Jesper Veiby skriver om nadveren:
Det samme gælder dogmet om, at nadveren "fysisk er Jesu legeme". Begrebet "fysisk" indebærer i al almindelighed, at noget kan sanses eller kan observeres via fysiske instrumenter. Hvis det ikke tilhører det fysiske univers, ikke kan ses, høres eller på anden måde observeres, så virker det ret så meningsløst at betegne noget som fysisk. Forvirringen opstår, fordi man ikke kan holde sig til Jesu ord om at "dette er mit legeme", men man insisterer på at forklare dette med problematiske ord, som enhver der hørte ordene umiddelbart ville mene måtte være af andet indhold.
Jesper Veiby har en noget uklar begrebsbrug. Jeg har ikke skrevet 'fysisk' noget sted - af gode grunde. Dette ord kan bruges på flere måder og jeg ville ikke bruge det uden at definere det nærmere. Nu fører JEsper det så ind i debatten - tilsyneladende som om lutheranere skulle insistere på dette ord i sig selv. Derefter definere Jesper ordet på en sådan måde, at enhver kan se, at nadverens brød ikke er Jesu 'fysiske' legeme. Hvis Jesper med fysisk, at det kan sanses og observeres, vil jeg ikke insistere på dette ord(hvilket jeg heller ikke har gjort!). Hverken jeg eller den lutherske kirke har insisteret på et bestemt ord uden at betydningen af dette ord var klart.

Hvis ordet fysisk derimod betyder 'naturligt', vil jeg gerne insistere på det. Det fremgår nemlig klart af Skriftens enkle ord, at det er Jesu sande og naturlige legeme, der gives os skjult under brødet og hans sande og naturlige blod, der gives os i nadverens vin.

Det er faktisk Jesper Veiby, der skaber forvirringen, når han i stedet for at forholde sig til dét jeg og den lutherske kirke lærer, blander sådanne uklare ord og begreber ind. Der er stadig ikke Skriftens sprogbrug, der er uklart, men Jesper Veiby, der skaber forvirring ved sit uklare begrebsbrug.

BIBELSK / Jesper Veiby: Tanker om kristen erkendelse - 3

BIBELSK / Jesper Veiby: Tanker om kristen erkendelse - 3

Jeg fortsætter hermed debatten med Jesper Veiby fra september måned.

Jesper Veibys hovedtese er, at man ikke kan forstå Biblen ved hjælp af almindelig syntaks og sprogforståelse.

Jesper Veiby henviser her til debatten ml. Calvinister og lutheranere om dåben og nadveren, hvor Calvinisterne indførte den filosofiske tanke om finitum non capax infinitum - det endelige kan ikke rumme det uendelige. Jesper Veiby påpeger det meningsløse i denne sætning. Jeg er for så vidt ikke uenig. Sætningen er et filosofisk påfund, indført i debatten af calvinister som baggrunden for at afvise inkarnationen og Herrens legemes og blods sande nærvær i nadverens brød og vin.

Dernæst peger Jesper på ordet 'blive', som han hævder må have en anden betydning end i ordinært sprogbrug. Jeg er enig i, at det første sted man må lede efter et ords betydning i biblen, er i biblen. Men ordet bliver har ikke nødvendigvis en anden betydning. Hvis en Svend ved navn Peter bliver udlært, hedder han stadig Peter. Det er uklart, hvad Jesper mener, at bliver betyder. Tilslutter han sig en calvinistisk lære om Kristi to naturer?

Dernæst forholder Jesper sig til nadverlæren. Han indføre begrebet 'fysisk' i debatten, definerer begrebet, hvorefter han afviser det. Han forholder sig dog ikke til den evangelisk-lutherske nadverlære, hvorfor jeg ikke ser grund til at kommentere det.

Jeg mener stadigvæk, at Jesper Veiby anvender samme metode som Jehovas vidner i sin skriftudlægning, selvom han benægter færre kristne dogmer end de gør. Hvad Jesper lærer om inkarnationen og om nadveren er uklart, men Skriftens lære er ikke uklar på disse punkter. Og kun den lutherske kirke bekender Skriftens lære klart på disse punkter.

mandag, oktober 22, 2007

Lov og evangelium

a)Loven b) Evangeliet
a) Gud hader synden. b)Gud elsker syndere.
a) Gud er vred på alle syndere. b) Gud er velvillig mod alle syndere.
a) Gud vil ikke tilgive synd . b) Gud har tilgivet alle synder.
a) Gud vil ikke frikende. b) Gud har frikendt hele verden
a) Gud vil ikke lade synden forblive ustraffet. b) Gud eftergiver os vores straf
a) Gud vil erklære dem retfærdige, som holder loven. b) Gud erklærer dem retfærdige, som har brudt loven


Skemaet er let fordansket fra 'Skriften og Saligheten' af Siegberg Becker, Chronos forlag 1976.

Disse to store tilsyneladende modsætninger i Den hellige Skrift, løses kun ét sted: Kristi kors. Her straffede Gud synden og udgød sin vrede over sin enbårne søn i alle menneskers sted. Derved åbenbarede han sin vrede og forkastelse af alle syndere. Men i sin nåde og kærlighed mod alle syndere lod han sin enbårne søn straffe i vores sted og erklærede ved hans opstandelse verden retfærdig i ham, før et eneste menneske var kommet til tro. Nu uddeler han syndernes forladelse i sine nådemidler ved sine hyrder og lærere ufortjent og skabewr selv troen på syndernes forladelse ved disse nådemidler. De fleste kætterier består i at blande lov og evangelium sammen eller gøre en af dem mindre og som konsekvens også den anden og Kristi kors.

Dr. Luther om lære og liv

"Derfor skal man, som jeg ofte påminder om, skelne omhyggeligt mellem lære og liv. Læren er himlen, livet er jorden. I livet er der synd, vildfarelse, urenhed og eddikesur elendighed, som man siger. Dér skal kræligheden være overbærende og tålsom, lade sig narre, tro, håbe og udholde alt. Dér gælder fremfor alt syndernes forladelse, når blot man ikke forsvarer synd og vildfarelse; men i læren er der ingen fejl, så den trænger ikke til syndsforladelse. Lære og liv kan altså slet ikke sammenlignes. Bare en tøddel af læren er mere værd end himmel og jord( Matt. 5,18). Derfor tillader vi ikke, at man tilføjer den mindste smule skade. Men vildfarelser i levned kan vi udmærket være overbærende med. For også vi fejler dagligt i liv og sæder, ligesom alle helgener gør. Det bekender de jo alvorligt i Herrens bøn (naturligvis fadervor) og i trosbekendelsen. Men vor lære er, Guds ske lov, ren, og alle vore trosartikler er fuldstændig begrundet i den hellige Skrift."

Dr. Martin Luther i i sin Store Galaterbrevskommentar til Gal 5,10b, oversat af Helge Haystrup i Store GalaterbrevsKommentar II, s. 258-259, København 1984.

søndag, oktober 21, 2007

Ikke længere en husmenighed

Augustanakirken har i dag holdt sin første af mange planlagte gudstjenester i mødelokaler på Åby Bibliotek. Det var en succes, men der er stadig ledige pladser, så kom bare. Se gudstjenestetidspunkter her.

lørdag, oktober 20, 2007

Gudstjeneste i København

Til interesserede, som ikke kan komme til Augustanakirkens gudstjeneste imorgen 20. s.e. Trinitatis, vil jeg henvise til Pastor Lyrstrands gudstjeneste kl. 10.00.

Gudstjenesten foregår

Ålekistevej 157
2720 Vanløse

Augustanakirken glæder sig over fællesskabet med Pastor Lystrands menigheder i København og på Langeland.

fredag, oktober 19, 2007

Walther om lærevished

"Guds ord siger os i Jeremias 23,28, hvor Gud taler: "men den, der har mit ord, skal tale mit ord i sandhed. Hvad har strå med kerne at gøre? siger Herren." Altså skal der kun være kerner og ingen strå i vores prædiken. Apostlen Paulus advarer Galaterne, Gal. 5,9: "Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen." En smule falsk lære fordærver hele læren, vil han siger. Og Moses advarer allerede: "I må ikke føje noget til det, jeg befaler jer, og heller ikke trække noget fra, men I skal holde Herren jeres Guds befalinger, som jeg giver jer." og Johannes slutter hele Biblen med de samme ord. Når man nu siger: "Man kan ikke komme så langt, at man kan fremstille troens artikler i overensstemmelse med Skriften", så er det en djævelsk lære. Særligt når studerende hører det, så er det en sand helvedsgift, som sprøjtes ind i deres hjerter; for så beflitter de sig ikke overhovedet ikke på at komme til bunden i sandheden, for at komme til klarhed om sandheden."


C.F.W. Walther i 'Die Rechte Unterscheidung zwischen Gesetz und Evangelium', fjerde aftenforelæsning, 3. oktober 1884 s. 29. Findes også i engelsk oversættelse her.